»Vi skal huske, at alt ikke var bedre i gamle dage,« sagde svenske Sara Parkman under sin magiske koncert på Roskilde Festivals sidste dag.
Hun talte egentlig om en historie fra 1700-tallet, men det kunne også gælde for Roskilde Festival selv og den mytologi, som festivalen er omgærdet af. I hvert fald er der en hyppig antagelse om, at festivalen i gamle dage var enestående, men at den i dag har mistet momentum.
Og især i år, hvor festivalen har skullet fejre sit 50-års jubilæum efter to års tvungen pause, har der hersket en fortælling om, at årets program har været en skuffelse. Den opfattelse bredte sig inden festivalen, hvor uhørt mange mennesker, der ellers havde holdt på deres festivalbillet i flere år, pludselig havde meget travlt med at komme af med dem. Den har hersket undervejs på festivalen, hvor jeg blandt andet overhørte følgende bemærkning:
»Jeg synes virkelig, at programmet mangler noget i år, men det bliver da sjovt at høre Thomas Helmig.«
Netop. Roskilde udvider altid horisonten. Min blev (også) videre med især Arooj Aftab på Gloria.
Dette er en god vinkel på årets program, og selv endte jeg også med flere af de afrikanske kunstnere blandt mine favoritoplevelser i år.
Jeg synes dog måske der fældes lidt “hård dom” over guitarrockens berettigelse. Jeg fornemmede et fokus på mere “aparte” genrer som doom og hardcore i den hårde ende samt postpunk i den lette ende (krydret med The Strokes), og som fan af netop “guitarrock” oplever jeg ikke helt at man nødvendigvis altid henter fra guitarrockens øverste hylde, såfremt en sådan eksisterer. Et band som Rival Sons (bare et tilfældigt eksempel) turnerer også i Europa lige nu, og nogle vil nok kalde dem skamløse i deres nostalgiske tilgang til rocken, men hvis de rammer dagen, kunne de sikkert få scenen på fx Avalon til at smelte på en måde hvor mange af postpunkerne ville have svært ved at følge med.
Musik er mange ting for mange mennesker. Nyt er ikke altid godt, og godt er ikke altid nyt. Det synes jeg også er en vigtig form for mangfoldighed når vi er i musikkens verden. Min egentlige bekymring omkring årets program er at man skal passe på at man ikke kommer for meget ud af balance på den front. Det er skidefedt blive blæst bagover af fx Alogte Oho som man (jeg) sikkert ikke havde hørt om uden Roskilde. Det er også fedt at rocke igennem med et band hvis eneste mission er at groove lige så hårdt som deres helte fra 70’erne - så længe de gør noget gammelt godt.
Heldigvis har vi COPENHELL!