Essay
Læsetid: 8 min.

Fra introvert bænkevarmer til kæk heltinde: Ny Jane Austen-filmatisering forarger fans

En ny Netflix-filmatisering af Jane Austen-klassikeren ’Persuasion’ har skabt vrede blandt forfatterens fans. Men hvordan rammer man balancen mellem at gøre et 200 år gammelt forlæg aktuelt for et nutidigt publikum og samtidig være tro over for dets ånd? Vi har set på et udvalg af tidens mange Austen-filmatiseringer
Traileren til den nye udgave af Jane Austen-klassikeren ’Persuasion’ har fået fans til at rase over filmens tilsyneladende illoyalitet over for romanens ånd. På billedet ses Dakota Johnson i hovedrollen som pebermøen Anne Elliot, der i romanen er reserveret og underkuet, men som har en helt anden opførsel i filmatiseringen.

Traileren til den nye udgave af Jane Austen-klassikeren ’Persuasion’ har fået fans til at rase over filmens tilsyneladende illoyalitet over for romanens ånd. På billedet ses Dakota Johnson i hovedrollen som pebermøen Anne Elliot, der i romanen er reserveret og underkuet, men som har en helt anden opførsel i filmatiseringen.

Netflix

Kultur
21. juli 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Det er en udbredt opfattelse, at al omtale er god omtale. Men mon ikke den britiske debuterende filminstruktør Carrie Cracknell gerne havde været foruden den shitstorm, der ramte hende på internettet, da Netflix i sidste måned lancerede traileren til hendes nye filmatisering af Jane Austens roman Persuasion (1818, på dansk Overtalelse), som havde premiere på streamingtjenesten den 15. juli.

De to minutter og 35 sekunders sammenklip fik kritikere og Austen-fans til at rase over filmens tilsyneladende illoyalitet over for romanens ånd: At den nye udgave præsenteres som en komedie frem for som den stilfærdige, melankolske fortælling om fortrydelse og længsel, forlægget udgør. At Dakota Johnson i hovedrollen som pebermøen Anne Elliot, der i romanen er reserveret og underkuet, ikke alene bryder den fjerde væg og som en anden fleabag blinker til kameraet, men udspyer ironiske oneliners om sine omgivelsers latterligheder. Og at manuskriptforfatteren har tilladt sig at reducere en smuk, Austen-passage om fortvivlelsen ved at føle sig fremmedgjort over for en tidligere kærlighed til det nutidige: »Nu er vi værre end ekser. Vi er venner.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Man kan argumentere for, at det er illoyalt over for Austens budskab. Til gengæld lykkes filmen som en nutidig, vedkommende og romantisk kærlighedshistorie, der stadig formidler filmens eviggyldige diskussion om balancen mellem fornuft og følelse i partnervalg".

Det er misbrug af litteraturhistorien og kulturhistorien at forfalske den med henblik på en fremstilling af den eviggyldige diskussion om balancen mellem fornuft og følelse i partnervalg.

Der er alt for mange oplevelsesøkonomiske og dermed populistiske og kommercielt orienterede valg involveret i en sådan prioritering.

Det er helt uacceptabelt at fremme en tendens til, at hvis vi ikke bryder os om litteraturhistorien og kulturhistorien, som den fremstår ud fra seriøst betonet forskning (uden nødvendigvis at have en klar facitliste), så "skriver vi bare historien om", så den passer til vores forventninger, interesser og præferenser.

Det samme må også gælde for filmatisering af klassikere fra litteraturhistorien.

Hvad er værst: At historien om litteraturen og kulturen skrives om, så den passer til ideologien i autoritære regimer, eller at den skrives om, så den passer til kommercielle interesser i et kapitalistisk samfund?

Tilsvarende har jeg herhjemme, de sidste 10 år, på landets kunstmuseer oplevet flere populistiske, underholdende og væsentligt historisk "tilpassede" fortolkninger af værker fra kunsthistorien, præsenteret af personale ansat på museet.

Når jeg efterfølgende kommer med min kritik (uden publikum til stede), er svaret typisk, at vedkommende kunsthistoriker ikke var klar over, at der var en kunsthistorisk kyndig til stede, og at opgaven altid vil være at prioritere højest, at publikum får en god oplevelse ud af det (altså bortset fra de kunsthistorisk kyndige blandt publikum).

Randi Seeberg Løbger, Inge Lehmann, Alan Frederiksen, Henrik Ilskov-Jensen, Christian de Thurah, Martin Rønnow Klarlund og Tina Petersen anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Ja, det moderne gennembrud kom tidligt i Storbritannien med Jane Austens romanværker. langt senere have Henrik Ibsen fat i noget lignende i sine dramaer med kvindeskikkelser, som keder sig til døde og for nogens vedkommende gambler og andre satser hele butikken. Hvorfor er der ikke flere filmatiseringer af Ibsen? Måske fordi der aldrig har været sådan noget som "en balance mellem fornuft og følelse og valg af livspartner", eller valg som sådan - for kvinder - andet end ret dystre og tragiske?

Christian de Thurah

Selvfølgelig kan klassikerne fortolkes - og det bliver de da også hele tiden - men det er ikke det samme som at skrive dem om. Der er en kedelig tendens inden for film og teater til at gengive klassikerne i stærkt “forbedrede” udgaver. Det ville selvfølgelig være mere ærligt blot at skrive en ny tekst, der passer bedre til det, instruktøren vil sige, men så går man jo glip af den kommercielle fordel, klassikernavnene giver.
Det er i mine øjne bedrageri over for publikum, et bedrageri, der sjovt nok nærmest er utænkeligt inden for andre kunstarter. Kunne man f.eks. tænke sig en Mozart-koncert, hvor dirigenten havde skrevet partituret om?

Randi Seeberg Løbger, Inge Lehmann, Helene Thorup Hayes og Henrik Ilskov-Jensen anbefalede denne kommentar