Klassiker møder nutid
Læsetid: 8 min.

’Midt i en jazztid’ minder os om den ubekymrede ungdom, som i dag synes tabt

Katastrofernes vartegn truer uundgåeligt i horisonten for ungdommen i dag. I den kontekst er det både saliggørende og vemodigt at læse Knud Sønderbys flabede prosa, der for første gang lod ungdom være en selvstændig livsfase og lod de unge vælte sig i citronvand og portere i København

Knud Sønderby var 22 år og jurastuderende, da han debuterede med ’Midt i en jazztid’ i 1931

Kultur
30. juli 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Knud Sønderbys Midt i en jazztid fra 1931 er en af de mest flabede debutromaner i det tyvende århundredes danske litteratur. Sønderby var kun 22 år, da den udkom, stadig bare – som sin hovedperson Peter Hasvig – stud.jur. Med sin roman ville han tydeligvis skildre sin egen generation og dens by, det unge København, meget mere end at fortælle et drama eller skrive en skæbne frem.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Smukt og vemodigt essay.

Ja, det er sørgeligt, alt det tabte vi desperat længes efter..

Olaf Tehrani, Susanne Kaspersen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg læste Sallinger, Heller, Golding og Miller, som for den sidstes vedkommende på en omvendt måde og nok så meget "takket være" AIDS, var den forfatter der tydeligst gjorde mig opmærksom på, at der måske alligevel ikke (længere) var så meget at komme efter, for min generation – som er den tabte, midt imellem beat- og nå-generationen, som lige præcis kom for sent til Beatles og for tidligt til punk. Så nej, jeg længes ikke tilbage til noget, andet end hvis man kunne rejse tilbage og rette et par af de største brølere, men det tæller vist ikke med.

Et eksempel på en af de brølere jeg gerne ville have rettet op på er fra sommeren 1972:
Jeg kom sammen med Bente, den næst-smukkeste pige i Helsinge, lige efter Jytte (Kelly-typen, du ved fra Beverly Hills), som jeg var ulykkeligt forelsket i. En forsigtig føler afslørede hun syntes jeg var for "selvoptaget", hvilket jeg i øvrigt opfattede som en helt uretfærdig bedømmelse, når man tænker på hvor optaget jeg var af hende. Til gengæld var den henrivende Bente (Brenda-typen), imod alle odds, landet i min turban og hun var et ægte og håndgribeligt vidunder, køn og kvik, med ben i næsen og absolutly no nonsense.

Men altså, villaen, som SAS stillede til rådighed for mine forældre, som var udstationeret for et år, lå kun få kilometer fra stranden og der var rigeligt plads til mig og Bente og et par af vennerne fra kliken i Helsinge, som havde fundet vej via Interrail og her kommer historien:

En solbeskinnet søndag i Cascais, Portugals svar på Nice, var vi således en håndfuld relativt sorgløse unge priviligerede mennesker fra det kølige nord, som havde bestemt os for at stå på vandski i den lille bugt nedenfor casinoet, hvor der engang havde været et fattigt fiskerleje, men som nu var tumleplads for de rige og smukke.
Da det blev min tur til instruktion, rakte bådføreren mig vandskien og så mig dybt i øjnene og sagde: - når du mister balancen, så slipper du tøjlen og venter på at skien dukke op til overfladen - OK!? Jeg har sikkert bare svaret med et overlegent nik. Don´t worry I got this!
Lidt efter er jeg Dylan, selv om Beverly Hills serien først starter en snes år senere. Brenda, som i virkeligheden er Bente, kigger på fra stranden og alt for tidligt tager føreren farten ud af båden, mens jeg i fuld balance glider ned under vandoverfladen, som en undervandsbåd der dykker. Det hele foregår i smooth slowmotion og det er meningen jeg skal slippe tøjlen, som bådføreren havde sagt. Men det har jeg glemt alt om og der er stadig fremdrift pga. farten, så jeg trækker i tøjlen, som endnu har lidt modstand i sig, for at presse mig op til et sidste lille heroisk lift og et vink til Brenda og - smæld! Skien glider væk under mig og jeg ser den glimtende metalbinding, der holdt mine fødder fast, glide mod bunden i rolige cirkulære bevægelser, som et defekt fly der falder ud af himlen og gå ind i et spin. Jeg er helt med på at jeg i det øjeblik har ødelagt bådførerens sandsynligvis eneste ski. Jeg har bare til gode at forstå, at det er hans dagsfortjeneste og muligvis hele levebrød der lige er sunket i dybet.
Tilbage på stranden står vennerne og bådføreren med vandskien uden binding og flossede huller der hvor bindingen skulle være. Det er tydeligvis den eneste ski han ejer, at dømme efter det kogende - og lad mig nu bare være ærlig - hadefulde udtryk. Det værste er, at der også er noget bedende i hans blik, som om han trygler mig om at tage den taxi vi var ankommet i, alene for at køre tilbage til min velbjergede far i villaen i rigmandskvarteret og hente en rimelig kompensation, som vil gøre ham i stand til fortsat at underholde sin familie, i hvert fald indtil han finder nogen der kan reparere den ski, der udgør hele hans forretning. Som om han for helvede ikke havde sagt, helt tydeligt, at jeg skulle slippe tøjlerne! Men lige dér var jeg alligevel for selvoptaget og på den måde fik Jytte alligevel ret.

Så altså, den dag ville jeg godt kunne rejse tilbage til og ændre et par ting.

Ruth Sørensen, Morten Larsen og Olaf Tehrani anbefalede denne kommentar
Olaf Tehrani

Det er en usædvanligt glimrende lille roman!