Kultur
11. juli 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Allerede abonnent? Log ind her
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her
Pessimisme, håbløshed og dystopiske fortællinger om verdens fremtid er forståelige følelser og narrativer i en verden, der kan synes domineret af katastrofescenarier i form af klimakriser, økonomiske kriser og evindelige krige, der gang på gang skaber humanitære kriser. Vi står midt i en tid, hvor der igen er krig på det europæiske kontinent. Et scenarie, som var svært at forestille sig for et halvt år siden, og en konflikt, der igen bekræfter os i, at fremtiden kan synes som en næsten mørkesort umulighed.
Det er den virkelighed, som vi lever i nu, og måske har verdens tilstand og fremtidens tilsyneladende dystre udsigter sat sig i kunsten, så vi kun er i stand til at producere og tage det håbløse og dystopiske som realistiske scenarier?
Åh, hvor var det liflig læsning.
"Vi" har da ikke vænnet os til, at kunst er pessimistisk eller negativ. Som om der ikke var anden reaktiv kunst af "virkeligheden" end dén, hvor alt går i stykker lige om lidt eller allerede er det.
Men det er ER sikkert fristende for mange, ikke mindst unge, overskriftsøgende journalister og deres redaktører, at lade hjernen forføre sig til at forsøge at løse katastrofescenarierne, som ikke mindst medierne er LYN-hurtige til at benævne alle kriser som og smide i hovedet på folk.
Men ligesom, at der er mennesker, som hellere ser på den hurtige nødhjælp, der hurtigt når frem, end på selve vandmassernes voldsomme destruktionskraft, når går over sine bredder, er der kunst, som uden sarkasme og vrængen priser og udviser taknemmelighed over for at være i live, og uden at skulle helt ud i utopien for at mærke, at livet uden at skulle generaliseres eller eksemplificeres bare ER interessant og værdifuldt.
Den glade kunst er over det hele, men den er ikke til at sælge aviser og podcasts på.
Ja, nemlig - regel nr. 1 i kunst- og kulturhistorien er som bekendt: når du er pessimistisk og kaotisk i dit værk, tekst, billede, lyd - reproducerer du blot det du er ude på at kritisere, altså du kan spørge dig selv, hvad bidrager jeg selv med bortset fra mere sortsyn? Den samme regel gælder for journalistikhistorien.
Jeg tror efterhånden , at vi er derude , hvor virkeligheden helt overgår kunstens udtryk fremover.
Men eksistentielt kan vi nok ikke klare uden fortolkningerne, mens jorden med tiden forvandles til Venus.