Du kender det godt: Det er endelig blevet industriferie, og om lidt boarder du det fly, du i månedsvis har drømt om at sætte dig om bord på. Du har spinket og sparet, lige siden efteråret gjorde sit indtog. Du har planlagt og sat krydser, fundet det helt rigtige boutique-hotel i Paris eller en perle af en ferielejlighed ved strandkanten på en lille græsk ø. Det er tanken om den strand, der har båret dig levende gennem januars bedøvende mørke. Det er drømmen om en kold pastis, der har frembragt et troværdigt smil til dine kolleger de sidste uger inden din afrejse. Ja, det er håbet om at slippe væk fra hverdagen i et par uger, der har gjort hverdagen udholdelig hele året. Og nu skal du endelig afsted.
Du drikker et glas hvidvin på flyet, eller to, hvorfor ikke? Det er din ferie, og det er tid til at slippe tøjlerne. Men måske bør du tøve en kende, inden du bestiller tredje glas af den tvivlsomme vin fra flyets rullevogn. I hvert fald hvis du spørger Thomas Mann, der med sit udødelige mesterværk Døden i Venedig fra 1912 har skrevet det ultimative værk om, hvor galt det kan gå, hvis man ikke medbringer mådehold og sund fornuft på sin ferie.
En berigende bog at læse. Og som et måske lidt sjældent tilfælde er Viscontis filmatisering efter min mening også fuldt på højde med Manns bog. I filmen er det jo så snarere en Mahler-lignende figur, man ser i Aschenbach og ikke blot pga filmens brug af femtes adagio.
Nu vi er i Italien, så udvikler det sig bestemt også til det dionysiske - lig Bundgaards beskrivelse her - i JP Jacobsens 'Pesten I Bergamo' med ekstase og svulstigt begær i kølvandet på sygdom. Og spøjst nok var det vel nærmest Bergamo, som blev en slags europæisk startskud på coronapandemien.
@ Jens Christensen
Buddenbrooks, Døden i Venedig og Troldfjeldet gjorde stort indtryk på mig. Jeg kan ikke komme i gang med Josef og hans brødre og Doktor Faustus. Er Thomas Mann en kold forfatter? En kyniker er han vel ikke.
Jeg er bestemt heller ikke nået til Doktor Faustus, selvom det måske mest af alt kunne være den, der bedst får en til at forstå hans rolle i netop tysk litteratur i dén tid.
Kynisk eller kold har jeg ikke opfattet ham som, men jeg kan meget nemt have overset noget? Der er vel noget omkring forfaldet og dekadencen og måske ligefrem nihilismen og en 'meningsløshed'. Aschenbachs forfald til sidst er - som jeg nu har læst og set det - dog mere beskrevet empatisk og tragisk.
1. Vil du fortælle lidt om din baggrund, Jens Christensen? Det er interessant, det du skriver og du bør gøre et større nummer ud af litteraturen hvis du da ikke allerede er professor, lærer eller forfatter. Det er de fleste jo. De har bare ikke opdaget det. Spøg til side.
Som ægte evighedsstudent kan jeg ikke gøre andet end at levere et bevis for Thomas Manns kulde så. Beviset vil være kryptisk for mange, men det er lige ud ad landevejen for mig.
Tiden er i den grad løbet fra Thomas Mann, men man kan jo bare åbne hans bøger og læse. Siderne vender nærmest sig selv. Man kommer meget tæt på mennesket Mann men det er mig umuligt at danne mig et overblik over hans karakter eller personlighed eller livsform, for nu at bruge onkel Ludwigs mærkelige, men præcise, udtryk, læs gerne Toril Mois bog, Jens Christensen, for man er jo forskellige livsformer over tid og efter situation, som Zinkernagel så rigtigt pointerede. Og gentog. Og gentog. Sådan har jeg det sjældent med forfattere. Mann må gerne være undvigende, modig og ærlig. Mann var undvigende, modig og ærlig. Jeg synes bare det skorter på idéer hos Mann. Modernisterne, kunstværket som selvstændig garant for dets egen berettigelse, hvilket 'finish' der var og er over deres værker men hvilket hykleri for de er jo først og fremmest sprog. Meningen med sprogelementer, ord og sætninger, siger onkel Ludwig Wittgenstein, er deres brug i det daglige liv. Liv er hinanden og kærlighed og ånd og krop når det går højt. Den er Thomas Mann altså helt ærligt ikke med på. Han var dopet og skal aflevere nobelprisen tilbage posthumt.
På et tysk hotel, jeg jævnligt har anvendt, hænger der et skilt foran spisesalen med anvisninger om beklædningsgenstande, man bør undgå at komme i til spisningen. Det morer mig, at man (eventuelt) skal klæde om til aftenspisningen for det minder mig altid om Døden i Venedig, hvor der optræder skabskufferter og dragere og meget andet, man ikke kan forestille sig i forbindelse med nutidens flyrejser, hvor man snarere skal forvente, at kufferten forsvinder i lufthavnen. Typer som manden af ikke-bajuvarisk slag og en noget speciel næse, der optræder allerede i tekstens begyndelse, er man dog heldigvis fri for at møde på hotellet.
Døden i Venedig minder os om, at vi skal dø. At vi alle engang var unge og smukke. Eller/og fødte ind i rige grosser-slægter med brødre og guldskeer som der kunne sælges ud af, og mulighed for værdige sortier, også når soten misfarvede huden indtil den sad stramt til kraniet.