Kultur
12. august 2022
Min stedfar skød sig i hovedet, da jeg var barn.
Det var ikke et chok. Det er det ofte ikke, når nogen begår selvmord. Det siger man, det er, men det er det ikke, tænker jeg hemmeligt. Man har set blikket. Slået det hen. Er blevet optaget af sit eget. Det er besværligt med selvmordstruede mennesker. Orker man dem. Vil de hænge på en, når man selv får travlt. Vil de ringe sent om natten, når man skal tidligt op. I mit liv har flere begået selvmord. De har hængt sig, spist piller, skudt sig. Døden var altid begravet i dem, ventede bare på at spire, skrev jeg i et digt, som jeg smed væk efter de to linjer.
Tanker og angst forbundet med forestillinger om fødsel og død er vel for mange digtere en del af deres poetiske liv og det at skrive digte, selv om det vel ville være at foretrække, at medicinsk behandling ikke blev en nødvendig del af processen.
En digt af Per Højholt, der rummer begge forestillinger, og som vel også udtrykker noget om det at være skabende kunstner.
SPEJLET
En ufødt der vender sig og stiger
- som i slow motion en druknende søger op
mod sit spejlbillede -
vender igen og synker krum som et øre
mens han, skvulpende livløs skraber
sin tinding mod kajens stenkant
sørgmodigt: kun svømmende kender vi
ophængt i vand en magnetnåls dirren.
(fra Poetens hoved, 1963)
Fantasisk godt skrevet!
Mange tak.
Meget, meget smukt skrevet og fantastisk rørende.
Takker!
Hagen, kan vel ikke være andet end modig? Det er et forbandet vilkår for nogle. Den største respekt herfra for at skrive om det, som det er.