Johannes Riis udgav ’De sataniske vers’: »Min fantasi rakte ikke til at forestille mig, hvad der ville ske«

Det begyndte sidst på sommeren 1988, det hele begyndte med, at Gyldendal havde sagt nej tak til at udgive The Satanic Verses. Et andet dansk forlag havde købt Rushdies to foregående romaner, Midnatsbørn og Skam, og allerede udgivet førstnævnte. Det var den navnkundige Mogens Boisen, der havde oversat den, og sin vane tro havde han sprunget ikke så få – efter hans opfattelse overflødige – passager over, i dette tilfælde uheldigvis så mange, at forfatteren under sit besøg på forlaget i Aarhus studsede over bogens slanke fremtræden. Han viste sig ikke at være tilfreds med forklaringen på det, hvorefter agenten var begyndt at se sig om efter et andet dansk forlag.

Det var selvfølgelig Gyldendal, der først fik tilbuddet. Her var man som nævnt ikke interesseret, og agenten ringede derefter til Samlerens Forlag, som jeg havde været leder af i godt et års tid. Vi levede i de år højt på Jean M. Auels stenalderromaner, som efter en lidt sløj start også havde fået en kolossal, begejstret læserskare her i landet. Vi havde allerede investeret en del af fortjenesten i flere andre hjemløse nyere engelske forfattere som Angela Carter, Kazuo Ishiguro, Ian McEwan, så jeg var fyr og flamme, og vi fik straks manuskriptet til romanen tilsendt. Jeg læste det med det samme og var ikke et sekund i tvivl: at kunne indlemme Salman Rushdie i forlagets portefølje var intet mindre end et scoop, og i løbet af ganske kort tid var kontrakten i hus. Thomas Harder sagde straks ja til at oversætte, og han kunne aflevere, så bogen kunne udkomme i efteråret 1989.

Nogle dage efter ringede jeg til Angela Carter, som jeg havde oversat nogle bøger af og var kommet til at kende ganske godt. Jeg fortalte hende glædestrålende, at vi havde købt de danske rettigheder til The Satanic Verses og regnede med øjeblikkelig og uforbeholden jubel i den anden ende af røret. Jeg var sikker på, at Carter ville blive henrykt for at få at vide, at hun og Rushdie, som var hendes gode ven, nu ville udkomme på det samme danske forlag. I stedet opstod der en lang og for mig ganske uforståelig tavshed. Men endelig sagde Carter da tillykke med nyerhvervelsen og tilføjede så, at den udgivelse kunne vi godt gå hen og få ballade med. ’Hvordan det?’ spurgte jeg selvfølgelig, og Angela fortalte, at hun havde hørt, at der var muslimske kredse i England, der ikke var begejstrede ved udsigten til, at den skulle udkomme.

Nå, tænkte jeg lidt slukøret og opholdt mig så ikke videre ved det. Det kunne på ingen måde forstyrre min glæde over at skulle udgive Rushdie på Samleren, det gav ingen søvnløse nætter.

Thomas Harder gik i gang med at oversætte. Vi satte stolt The Satanic Verses på efterårsprogrammet i 1989 og bad Poul Lange om at designe et omslag.

Den første demonstration

I september 1988 udkom bogen i England, i løbet af kort tid var den forbudt i flere lande rundt om i verden, i december kom den første demonstration med afbrænding af bogen, og flere fulgte.

Så blev det februar. Tirsdag den 14. februar 1989 udstedte ayatollah Khomeini sin fatwa, der tilskyndede alle rettroende muslimer til at tage livet af ikke bare Rushdie, men også hans forlæggere verden over. Det var ligegodt pokkers, tænkte jeg, men jeg tog det ærlig talt ikke særlig alvorligt, lige da jeg hørte det. Min fantasi rakte ikke til at forestille mig, hvad der skulle komme.

Næste dag fik jeg Tøger Seidenfaden i telefonen. Han var dengang chefredaktør på Weekendavisen og selvfølgelig altid på jagt efter en god historie. The Satanic Verses var en virkelig god historie, og Seidenfaden ville gerne bringe et uddrag af bogen i sin avis. Det syntes jeg også var en god idé. Vi blev enige om prisen og om, hvilket kapitel det skulle være, og jeg orienterede agenten, hun syntes også, det var en god idé og gav straks den nødvendige tilladelse. Det var en ren formalitet.

Så vidt, så godt.

Dagen efter meddelte agenten, at der efter aftale med forfatteren under ingen omstændigheder kunne være tale om at bringe uddrag af romanen i nogen avis nogen steder i verden. Hun trak kort sagt tilladelsen tilbage. Det var uhørt. Det havde jeg aldrig været udsat for eller troet, jeg kunne komme ud for, men jeg måtte jo ringe til Seidenfaden og sige, at den offentliggørelse kunne der ikke blive noget af.

Det kunne jeg godt have sparet mig. Seidenfaden var urokkelig: En aftale var en aftale, vi havde en aftale, og han ville selvfølgelig bringe det afsnit, vi havde aftalt. Jeg trak både forfatter og agent af stalden og protesterede det bedste, jeg havde lært, der blev talt med meget store bogstaver både mellem forlag og avis og mellem avis og agent. På et tidspunkt ringede kulturredaktøren på Weekendavisen til mig og sagde uden indledende falbelader: »Vil det sige, at du har solgt noget, du ikke havde tilladelse til at sælge?« Det havde jeg ikke, men verden var blevet en anden.

Den dag, teksten blev bragt

Så om fredagen, den dag, teksten blev bragt i Weekendavisen, ringede PET og sagde, at min familie og jeg nok hellere for en sikkerheds skyld måtte tilbringe aftenen et andet sted end lige på vores bopæl i Brede. Vi havde besøg af min mor fra Mors, og hende kunne vi jo ikke bare lade blive derude, så vi ringede til et par gode venner og spurgte, om vi kunne komme ind og tilbringe aftenen hos dem på Østerbro, alle syv: min kone, fire børn i alderen to til femten, min mor og jeg selv. Det måtte vi gerne, og – som jeg husker det – havde vi en hyggelig, måske lidt forceret hyggelig aften. Hen under midnat kørte vi hjem, og jeg husker stadigvæk, at det var med en hidtil ukendt fornemmelse, jeg drejede ind på stikvejen til vores rækkehus og som sædvanlig kørte op og vendte for enden af den. Men der stod ingen skumle personager og ventede på os nogen steder, vi kom ind i huset og i seng uden episoder, der var ingen, der krummede et hår på vores hoveder, og der var i det hele taget ikke på noget tidspunkt så meget som tilløb til panik på hjemmefronten. Min kone er en ret rolig natur.

Politiet passede godt på os og patruljerede flittigt. Stikvejen, vi boede på, er imidlertid blind, og det gjorde, at det var svært for politiet at gøre det særlig diskret. Det kunne ikke andet end virke lidt påfaldende, at der så tit kørte en politibil forbi huset, vendte og kørte væk igen.

Men jeg har kun godt at sige om den måde, politiet agerede på hele vejen igennem. Også dagen efter, om lørdagen.

Jeg havde fået at vide, at jeg skulle kontakte PET, hvis der viste sig det mindste usædvanligt eller mistænkeligt. Det syntes jeg, der gjorde dagen efter, altså lørdag morgen.

Da blev der nemlig ringet til mig fra det rækkehus ovre i Lindevangen, også i Brede, hvor vi havde boet indtil for et par år siden. Den nye ejer fortalte, at de netop, neden for brevsprækken i deres entré, havde fundet en pose, en lille plastikpose, en seks-syv centimeter på hvert led, med noget pulver i og med arabisk skrift. Og da de jo havde læst aviser og set fjernsyn og hørt, at også forlæggere måtte anses for at kunne være i farezonen i denne her Rushdie-sag, ville de lige ringe og give besked om posen, den kunne jo tænkes at være tiltænkt mig. Og så ville de da også godt af med den pose.

Jeg begav mig straks over til dem og fik posen overrakt. Det var lidt mærkeligt at stå med den, kan jeg huske. Jeg kan ikke læse arabisk, men jeg syntes ikke rigtig, jeg havde lyst til at åbne posen for at se, hvad der var i den, og ihukommende politiets opfordring til at tage kontakt i tilfælde af noget usædvanligt eller mistænkelig, ringede jeg til PET og satte dem ind i sagen. De tog henvendelsen meget seriøst, og ikke længe efter kørte en politibil op foran huset, og to betjente kom hen og ringede på. De tog varsomt imod posen, åbnede bagsmækken i bilen og lagde forsigtigt posen ind i bagagerummet. Derefter kørte de, og jeg gik hjem igen.

Jeg var ganske lettet over at være sluppet af med den forsendelse, og jeg blev endnu mere lettet, da en af vores tidligere naboer ovre fra Lindevangen kom over og fortalte, at hun havde været vidne til den nys overståede politiaktion og var gået ind til ejerne af vores tidligere bolig for at høre, hvad der var på færde.

Hun viste sig at sidde inde med løsningen på gåden om plastikposen med pulver og arabisk tekst. Den var kosmetisk: Hun havde lånt en pose henna af den nuværende ejer af huset og havde nu smidt en erstatning for den ind ad brevsprækken.

Herefter kunne jeg ringe til PET og afblæse alarmen.

Bogen udkom i ro og orden

Jeg havde jævnligt kontakt med mine forlæggerkolleger i udlandet og drøftede situationen med dem, korresponderede også lidt med Rushdie selv. På forlaget var der god stemning, fodslag, sammenhold og ro i lejren. Der var dog én medarbejder, der følte sig truet. Hun foretrak at holde sig hjemme i den periode, og det endte med, at hun sagde sin stilling op. En dag ved middagstid ringede telefonen, og en dyb mandsstemme sagde sagligt og roligt og med udpræget accent: »If you produce ’Satanic Verses’ we will take care of you«; en anden dag trådte der en ældre, undselig kvinde med slør ind ad døren og overrakte mig stilfærdigt en liste med protestunderskrivelser imod udgivelsen, og en sen fredag eftermiddag ringede en kollega hjem til mig og rådede mig i stærke vendinger til at opgive at udgive bogen: Det var ikke værd at løbe den risiko, mente han.

Vi blev opfordret til – på grund af al virakken – at fremskynde udgivelsen, men vi var enige om at følge den oprindelige plan og lade bogen udkomme om efteråret. Det trykkeri, der hidtil havde produceret langt de fleste af vores bøger, havde straks efter fatwaen ladet os vide, at det hverken ville eller turde trykke bogen, men Olesen Offset i Viborg sprang straks til, Poul Lange arbejdede videre med omslaget, og Thomas Harder oversatte ufortrødent, som om ingenting var hændt.

Og bogen udkom i god ro og orden. Den blev godt anmeldt, udkom i flere oplag, og der blev ikke smadret nogen boghandlervinduer. Og i offentligheden var der ingen slinger i valsen. Der var konsensus. Ytringsfriheden var stadigvæk på fri fod. Alle var enige om, at den her havde stået sin prøve og vundet en sejr, og at det var helt, som det skulle være. Vi kunne ikke vide, at det var krænkelseskulturens vugge, vi stod ved.

Og så er tiden gået. Det er fireogtredive år siden, The Satanic Verses udkom. Rushdie har gennem alle årene holdt fanen højt og været en uforfærdet, utrættelig talsmand for den frie tanke og retten til at fremføre den. Han har rejst verden rundt med sit budskab og været i Danmark adskillige gange. Han har fået priser overrakt her, en af dem med forhindringer, han har deltaget i festivaler, og han har optrådt på forsiden af Ekstra Bladet med en blinkende reklame for julebryg på hovedet.

Dengang i 1989 rakte min fantasi ikke til at forestille mig, hvad der ville ske, men jeg husker stadigvæk den utrygge fornemmelse af ikke at vide, hvad og hvem man havde med at gøre. Hvis nogen kunne finde på at dømme en forfatter til døden, hvad kunne der så ikke ske?

Og her i 2022 rakte min fantasi ikke til at forestille mig, at faren ikke for længst var drevet over for Salman Rushdie.

PS Natten efter at jeg havde skrevet ovenstående, havde jeg en drøm, jeg aldrig har haft før: Jeg lå med hovedet på blokken og skulle henrettes. Jeg vidste ikke for hvad, og det stod ikke klart, om det skulle ske ved skydning eller halshugning. Jeg vågnede, før dommen blev eksekveret.

Johannes Riis var i 1988 forlagschef for Samlerens Forlag, siden fra 1994 blev han litterær direktør for Gyldendal, en post, han besad indtil 2018.