Katrine Wiedemann instruerer Holberg: »Jeg har ikke grinet så meget, siden jeg som teenager første gang røg pot«

Mandag er hun syg af sult, tirsdag af overspisning. Onsdag løber hun fra mænd, torsdag løber hun efter dem. Fredag mæler hun ikke et ord, lørdag snakker hun folk et øre af. Søndag ser hun fodbold. Sådan bliver den vægelsindede Lucretia beskrevet af sin tjener Torben i Katrine Wiedemanns opsætning af Ludvig Holbergs Den Vægelsindede, som har premiere på Det Kongelige Teater den 16. september. Den unge enke og erhvervsdrivende Lucretia, hvis vægelsind skaber kaos blandt kunder, veninder og bejlere, er den største kvinderolle i Holbergs komedier, der sjældent var domineret af kvinder. Hun er omdrejningspunktet i en kærlighedsintrige, en forvekslingskomedie og ikke mindst en karakterskildring, som 300 år senere stadig kan vække genklang i det moderne menneske.

Det er langtfra første gang, Katrine Wiedemann som teaterinstruktør og iscenesætter er blevet spurgt, om hun vil opsætte Holberg. Det spørgsmål har hun fået de sidste 30 år. Men det er første gang, hun har sagt ja. Det var et ambivalent ja, da Det Kongelige Teaters skuespilchef Morten Kirkskov spurgte, for dels var Den Vægelsindede en komedie og dels meget gammel. »300 år gamle jokes ældes ikke særlig godt,« siger hun før prøvestart.

Det er ikke, fordi det er fremmed for Katrine Wiedemann at instruere komedier, hun har blandt andet opsat Shakespeare in Love på Østre Gasværk i 2019, men hun har særligt arbejdet med Shakespeares tragedier, blandt andet King Lear, og hun er ligesom med Holberg forbeholden over for at opsætte Shakespeares komedier.

»Men jeg sagde okay, nu gør jeg det, for jeg tror, at min modvilje og kritiske indgangsvinkel gør, at jeg kan lave en rigtig god forestilling. Jeg æder ikke hvad som helst, og jeg føler ikke Den Vægelsindede spiller sig selv, men det er faktisk et meget godt udgangspunkt. Jeg tror, min modstand kan være en gave.«

Jeg taler med Katrine Wiedemann før og efter prøvestart, og hvor hun inden var spændt på, hvordan det blev at arbejde med Holbergs humor, er hun nu overvældet af, hvor sjovt arbejdet med Den Vægelsindede er. 

»Jeg har ikke grinet så meget, siden jeg som teenager første gang røg pot. Det havde jeg sgu ikke troet. Det er en dejlig tid, jeg har aldrig nogensinde grinet så meget i en prøvesal, som jeg har gjort de seneste to uger. Jeg er fuldstændig færdig af grin over castet, som er landets morsomste mennesker,« siger hun.

»Om aftenen har jeg det helt anderledes i hjernen, fordi jeg har siddet og grinet så meget til prøverne. Jeg har aldrig prøvet noget lignende.«

Efter at have arbejdet meget med tragedier nyder Katrine Wiedemann at lave en komedie.

»Det er som at tage ferie fra livsens alvor.«

Det er dog ikke selve Holbergs tekst, der får hende til at grine, men situationerne og desperationen over, at det fra et psykologisk synspunkt nogle gange er ekstremt tyndbenet, forklarer hun. »Det frisætter skuespillerne og giver muligheder for at lege med teksten, så jeg giver alligevel Holberg credit for at lave en ramme, hvor man kan udfolde sig, som vi gør lige nu.«

Selv om Katrine Wiedemann mener, at det er en letbenet tekst, er det en vigtig pointe, at hun griner med og ikke af stykket. Hun tager først og fremmest Holbergs komedie meget alvorligt, og det beder hun også skuespillerne om at gøre.

»Det er sjældent sjovt, hvis man griner af, hvor dårligt noget er. Vi tager Holberg alvorligt, ellers ville det ikke være sjovt. At gøre noget sjovt handler meget mere, end man tror om at tage det alvorligt. Det er ikke en modsætning. Du må ikke grine af det, så er sommerfuglestøvet med det samme væk. Det er en hårfin balance, men det er virkelig vigtigt at kende forskellen.«

Det samfundskritiske blik

I sit arbejde med Den Vægelsindede blev Katrine Wiedemann bevidst om, hvad det generelt er, hun kan lide og ikke kan lide ved Holberg.

»Der ligger noget overraskende velfungerende dramatik gemt i Holberg. Der er nogle vendepunkter, som er overraskende, og som virkelig får det til at fungere på scenen. Det er definitionen på stærk dramatik, for klassikere har overraskende vendepunkter og meget stærke karakterer. Den Vægelsindede er et stærkt karakterdrama, ikke fordi der sker noget egentlig interessant, men fordi selve karaktererne er modsætningsfulde og tidløse.«

Hun er nået frem til, at det er de overraskende vendepunkter i Holbergs stykker, som fascinerer hende, for eksempel når Jeppe på Bjerget vågner i baronens seng. »Det skift er enormt skræmmende. Det er også virkelig ubehageligt, da Jean de France pludselig bliver udstødt. Det går fra at være sjovt, og vi griner, men pludselig vender det, så du selv er med til at udstøde den person, der er narren. Holberg rykker om på perspektivet, så sympatien pludselig opstår uventet og fanger tilskueren i sin holdning. På den måde konfronterer han os med os selv og nogle samfundsmekanismer.«

De onde mekanismer, der kan opstå i mennesker, når de optræder i en flok, er også til stede i Den Vægelsindede. Lucretias vægelsind skaber ballade, hvilket irriterer folk omkring hende, der udstøder hende, fordi hun ikke er konsistent.

»Hendes omgivelser kan ikke få hende til at passe ind, men i virkeligheden er hun bare et ægte menneske, som bliver placeret i en verden, der ikke kan fungere, når det møder rene følelser. Hun følger alle sine impulser, men du kan ikke være oprigtig i det her samfund.«

I begyndelsen bliver Lucretia fremstillet som en skurk, men med hendes udstødelse vender perspektivet, så man pludselig kan se hende med det modsatte fortegn, mener Wiedemann. »Det er god dramatik, når Holberg undersøger tingene fra flere sider. Jeg er optaget af udstødelsestemaet, og hvordan individet ikke er noget, hvis ikke det ses i forhold til en social sammenhæng. De ydre rammer spiller ind på karaktererne, du er ikke menneske i et lukket system, alle er noget i forhold til nogen. Det er ret klogt og moderne af Holberg.«

Holbergs samfundskritiske blik er noget, Katrine Wiedemann kan genkende i sig selv, og endnu en ting, som hun synes fungerer.

»Han kritiserer samfundet og spillet om, hvordan man skal være en god samfundsborger, og om hvem der er ude og inde i de sociale hierarkier. Den Vægelsindede viser ikke kun Lucretias psykologi, det er også et portræt af det sociale menneske i forholdet mellem individet og samfundet.«

Brinkmann er holbergsk

På Holbergs tid var der ikke datingprogrammer, men Lucretias giftelystne veninder og de mænd, de har kastet deres blik på, er desperate singler, der minder Katrine Wiedemann om tv-deltageres krav til en partner. Valget af partner bliver en identitetsmarkør. »De er kun noget i forhold til hinanden, og samtidig er de meget optaget af at have en særlig identitet. Det gør sig stadig gældende i dag.«

Karakterernes fejlagtige tro på og jagt efter deres sande jeg og en urokkelig kerne, minder Katrine Wiedemann om Svend Brinkmann, der heller ikke mener, at man kan navlepille sig frem til sit autentiske jeg. »Det er morsomt, for Brinkmann er holbergsk. I Den Vægelsindede er der en illusion om, at du kan finde dig selv, hvis du gør dit og dat. Det er stadig noget, folk kæmper med«

Det er ret klogt og moderne af Holberg at anerkende, at du ikke er menneske i et lukket system, alle er noget i forhold til nogen, mener Katrine Wiedemann.

Magnus Hove Johansson

Holbergs sideplot, hvor singlerne skal finde en at giftes med, er noget af det, Katrine Wiedemann er blevet klar over, hun ikke kan lide ved Holberg. »Det er en dramatisk konvention, men sidehandlinger med kærlighedsintriger synes jeg er ret kedeligt. Det er ren underholdning, men hvis man skal underholdes af en kærlighedsintrige, kan det gøres bedre. Stykket er stærkest, når det fokuserer på hovedfiguren, så jeg forsøger at holde den vægelsindede i centrum.«

Nu, hvor hun ved, hvad det er, hun ikke kan lide, kan hun i stedet fokusere på det, hun godt kan lide ved Holberg.

»Det hele handler om at prøve at respektere Holberg, så nu er jeg ikke optaget af andet end at gå efter min respekt for teksten. Det er ligesom at indgå i et parforhold, hvor du er nødt til at ville tro på den anden. Lige nu tror jeg på Holberg.«

Klassiker om neuroser

I undersøgelsen af Lucretia blev Wiedemann til sin store overraskelse rystet over, hvor meget hun kan genkende sig selv i karakteren. »Der er noget utrolig genkendeligt i hende på et dybt plan. Jeg blev virkelig forundret over, at jeg ved præcis, hvad der sker fra scene til scene, når hun fuldstændig skifter humør. Det er mystisk, men den karakter må indeholde noget meget centralt menneskeligt.«

Det er ikke et særlig positivt portræt af sig selv, Wiedemann genkender, men hun har sympati for den vægelsindede og måden, hun hele tiden forsøger at få anerkendelse på ved at være meget opmærksom på andre mennesker. Lucretia er følsom over for sine omgivelser, så hvis der kommer en kunde i hendes butik, er hun hjælpsom og giver kaffe og varer gratis væk. Kunden synes, hun er for meget og afslår, og Lucretia skifter humør ved næste kundebesøg. Det minder Wiedemann om, når hun selv synes, hun giver for meget.

»Så føler jeg mig ydmyget og giver derefter ingenting. Der er økonomi i, hvor meget man giver, og når man giver meget, føler man sig blottet og tømt og vil beskytte sig selv ved ikke at give mere. De svingninger i forhold til andre mennesker genkender jeg meget fra mig selv.«

At Katrine Wiedemann føler sig så ramt, ser hun som et rigtig godt arbejdsredskab. Sammen med Johanne Louise Schmidt, der skal spille den vægelsindede, vil hun arbejde på at lave en karakter, som andre også kan genkende og udforske. Hendes håb er, at publikum kan grine af sig selv på et dybere plan.

»Det er specielt og ret sjovt at se sig selv i et 300 år gammelt stykke. Selvfølgelig genkender man også Hamlet, King Lear, Cyrano de Bergerac og alle mulige andre store karakterer, men det er anderledes med Den Vægelsindede.«

Stykket skiller sig også ud ved at være en klassiker om et neurotisk menneske.

»Det er meget moderne og noget, man skulle tro hørte nutiden til, men allerede dengang var der neurotiske mennesker, der blev kørt rundt i en følelsernes arena. At få et helt skuespil til at beskrive noget så ufint som neuroser, det er da lidt sjovt,« siger Wiedemann. »Det er garanti for, at neuroser er grundlæggende i mennesket, når man kan se et 300 år gammelt skuespil om det.«

Holbergs eget vægelsind

Katrine Wiedemann og Lucretia er ikke de eneste, der kender til vægelsind, det gjorde Holberg i høj grad også selv. Hans mantra var, at man skulle kende sig selv, men det havde han selv svært ved, da han led af voldsomme humørsvingninger.

»Det giver mening, og det er derfor, stykket fungerer så godt,« siger Wiedemann om Holbergs skildring af sig selv gennem en kvindefigur.

»Derved sikrer han, at det bliver komplekst, for hvis han skildrede noget, han var irriteret over i det modsatte køn, ville det ikke gå så dybt, som hvis du er irriteret på dig selv.« Hun mener, at det er helt efter bogen, når man skal skrive god dramatik. »Han forstår ikke sig selv, og det er netop i det felt, at han skriver spændende dramatik. De skuespil, hvor dramatikeren undersøger noget, han ikke har svaret på, er bedre, end når en dårlig dramatiker er klogere end andre og skal viderefortælle noget, han allerede har forstået. Det gør Holberg ikke, og det er fedt.«

Kvinder er ofte portrætteret som humørsyge, tænk bare på den berømte arie »La Donna è mobile« fra Verdis Rigoletto. Selv om det er oplagt at se portrættet af Lucretia som kvindefjendsk, mener Katrine Wiedemann ikke, det er en rigtig læsning – heller ikke hvis man ser bort fra, at Holberg selv var vægelsindet.

»Hun er røvirriterende og påvirker folk omkring hende med sine følelser, og det er klart, at det lyder antifeministisk i en nutidig debat, men teksten vil ikke selv gå ind i kritik af kvinder. Det er ikke det, Holberg vil, for mændene er mindst lige så irriterende. Mindst! Om ikke værre. De er alle sammen håbløse på hver deres måde, og det er derfor, det også er sjovt.«

Inden prøvestart mente Katrine Wiedemann, at den vægelsindede var skrevet som en klovn og ikke en heltinde, men nu er hun blevet overrasket over Holbergs portræt af Lucretia.

»Han virker til at være en moderne tænkende feminist i sit portræt af Lucretia som en fri kvinde. Hun har en fri seksualitet, og det stresser alle omkring hende. Jeg troede, hun var en antihelt, men hun er mere Holbergs heltinde.«

Holbergs kærlighed til Lucretia er afgørende, mener Wiedemann, ellers ville det ikke være et godt stykke.

»Jeg skal stadig gøre hende grinagtig, men lige nu er jeg optaget af, at hun er en fri kvinde. På godt og ondt«.

Grænseløs vildskab

Der bliver først fred i Lucretias omgivelser, da hun underkaster sig den mand, hun er forelsket i. Eftersom det er en moderne opsætning, vil Katrine Wiedemann gerne få det vendepunkt til at pege ind i nutiden. »Hvis man skal være trofast over for Holberg, skal jeg også være kritisk over for min egen tid.«

Inden hun prøver at gøre det til politisk teater, skal hun først undersøge, hvor meget teksten kan bære. Hun kan ikke gøre Den Vægelsindede til et dybere psykologisk drama, uden det bliver et postulat.

»Jeg kan ikke tynge stykket med en masse moderne paralleller, det skal ske på en lige så enkel og charmerende måde, som han gør det«

Noget, Katrine Wiedemann mener, Holberg sagtens kan bære, er masser af fysik og ekspressivitet. Hun har i samarbejde med scenografen Maja Ravn lavet en abstrakt og farverig scenografi, der lægger op til den ’falden på halen’-komedie, som Den Vægelsindede originalt også er. Skuespillerne kastes ind og ud af scenen, ruller ud over scenekanten og falder igennem huller i gulvet. Det sceniske legetøj afspejler kaosset og humørsvingningerne, karaktererne befinder sig i.

»Jeg synes, Holberg fungerer, når du går planken ud. Det kan klare en ekstremt teatralsk spillestil. Det er bedre, end hvis de står og spiller naturalistisk, så bliver det småborgerligt og ’middle of the road’. Så viser det Holbergs svageste side, men han har jo en grænseløs vildskab.«

Hvordan det præcis ender for den vægelsindede, er noget af det sidste, Katrine Wiedemann ved, selv om hun har lavet story board og har et koncept.

»Jeg kan have en idé om at ville tvinge materialet i en særlig retning, men materialet vil tit bestemme til sidst. Mit job er en blanding af at prøve at planlægge, læse og styre teksten og samtidig lade det stå åbent.«

Efter et par ugers prøver forestiller Wiedemann sig, at det ender med, at man synes, den vægelsindede er håbløs, men alligevel et ægte menneske.

»Hun er ægte, hun kan ikke passe ind nogen steder, for det kan du ikke, hvis du er et frit menneske. Det er der også noget smukt i, så jeg tænker, at man godt må elske hende. Men det kan jeg ikke nødvendigvis styre.«