Matias Vestergård, snart premiereaktuel med operaen Lisbon Floor, har som teenager lært sig selv at spille Beethovens Måneskinssonaten på klaver efter guitarakkorder, han elsker arkitekttegninger, bruger ordet porøs i stedet for påvirket eller inspireret, nørder med noteringer, som er mere visuelle end praktiske, tænker på sit arbejde med instrumenternes klang som en form for grundforskning, sammenligner sig med kemikeren og flirter måske endda med alkymisten. Han komponerer med humor og tvetydighed, siger han selv, bruger andre kunstarter som inspiration til sin grundforskning, for eksempel digterens forvaltning af ord, og hvis han skulle have været noget andet end komponist, skulle det have været »en rigtig auteurfilminstruktør«.
Senest har Matias Vestergård komponeret en opera sammen med forfatteren Lea Marie Løppenthin, som aldrig har set en opera, og hvis eneste note til Mozarts opera Don Giovanni, som han viste hende 20 minutter af, var: »obo ved dødsfald«.
Vi har mødt komponisten i en have på Frederiksberg til en snak om hans seneste opera og operaens absurde præmis.
