At blive set af en anden er et af de mest basale menneskelige behov. I så høj grad, at det er et af de tidligste tegn på omsorgssvigt, hvis en baby ikke søger sundhedsplejerskens blik. Man kalder det at gå ind i sig selv. Skuffelsen over aldrig at opnå øjenkontakt med sine medmennesker sætter sig som en modreaktion. Hvis man ikke bliver mødt, så går man den anden vej. Ind i ensomheden. Norske Tarjei Vesaas’ Is-slottet er en historie om at blive set, men også om evnen til at tage imod anerkendelsen, når den endelig kommer. Det kan være for sent. Eller isolationen kan i sig selv virke så velkendt og dragende, at man opsluges af den.
Is-slottet er en ungdomsroman, eller hvad man med et mere dækkende ord på engelsk ville kalde en coming of age-historie. Det er historien om de to 11-årige piger Unn og Siss, der står på tærsklen til puberteten og møder hinanden på et for dem begge meget afgørende tidspunkt. Siss er en populær pige i sin klasse. Hun er dens leder, men står på den måde også lidt alene. Ingen siger hende imod. Indtil den uudgrundelige, men dragende Unn flytter til bygden.
Tarjei Vesaas investerer intet i bogen som forbliver en skandinavisk selvfed opvisning og han risikerer intet i forhold til Unns skæbne men viser os et barn uden håb. De findes bare ikke. Til gengæld præsenterer han indføling der aldrig bliver medlidende med strander på politisk korrekt, bøvet-standardiseret, nærmest bøvet-klinisk eller bøvet-rutinepræget, du må selv vælge, medfølelse. Det gør ikke hverken fra eller til at forfatteren var voksent fjeldlykkelig mens han skrev den, hvilket lyser ud af siderne. Is-slottet er ligegyldig. Et malmklingende kærlighedsløst makværk.