Feature
Læsetid: 12 min.

Er Beyoncé blevet kollektivist?

Beyoncés lange krediteringslister har været genstand for massiv kritik. Nu begynder de mere at ligne et taktisk valg. Og fortæller historien om, hvordan kollektivismen er på vej tilbage i kunsten og kulturen

Sofie Holm Larsen

Kultur
30. september 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Hun indtager scenen i de ikoniske denimhotpants, en guldfarvet hættetrøje. På trapperne under hende er det 50 mand store orkester. På hver sin side af hende er 20 beretbærende dansere, bag scenen et hav af lyd og lysteknikere. Forud for hendes performance: koreografer, vokaltrænere. I tilblivelsen af de sange, hun synger: sammenlagt 400 sangskrivere og et væld af producere og musikere. Det er Coachella 2018, og Beyoncé Giselle Knowles-Carter er mere end et menneske. Hun er et mangehovedet bæst: en Hydra.

Queen B. har igennem årene fået kritik for at være så sammensat, at hendes jeg, hendes autentiske, kunstneriske jeg, knap nok er til at få øje på. Musikkritiker David Angelo skrev om Beyoncés 2016-album Lemonade, at krediteringslisten var »længere end en liste over bivirkninger på en pakke antidepressiver«. Om Renaissance tweetede sangskriveren Diane Warren »Hvordan kan der være 24 sangskrivere på én sang?« og føjede en emoji, der rullede med øjnene til sit spørgsmål.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her