Baggrund
Læsetid: 13 min.

Da housemusikkens marginaliserede kropskultur endelig nåede os, var vi forvandlede for altid

Historien om musikgenren house er historien om homoseksuel, afroamerikansk storbyundergrundskultur. Det er historien om en genre, der blev stedmoderligt behandlet i sit hjemland. Det krævede en europæisk musikrevolution med ravekulturen og amerikanske stjerner som Beyoncé og Drakes opdyrkning af genren, før nogen gad danse med

Collager baseret på foto af: Ezra Shaw, Kevin Winther, Rick Colls, Steve Black, Melville, Liat Chen, Paul Hartnett, Tristan O’neill, Robyn Beck, Loic Venance, Peter J Walsh, Thomas Coex/ Ritzau Scanpix

Katrine Bælum

Kultur
16. september 2022

Historien skrives af sejrherrerne – også musikhistorien. Det var således ikke de afroamerikanske mænd og deres pionerarbejde på homoklubber i Chicago og New York, der blev fejret, da housemusikken endelig fik sit store gennembrud i 1990’erne. Selv om det var dem, der opfandt den. Det krævede nogle mere familievenlige størrelser at nå offentlighedens ører.

Nu er housemusikken igen tilbage i mainstream med heterosuperstjerner som Dua Lipa, Beyoncé og Drake. Altså er vi vidne til endnu et kapitel i serien: Kendte stjæler kultur fra folk, ingen vil beskytte.

Heldigvis er det ikke så slemt, som det har været. Den vestlige verden er et mere minoritetsbevidst sted nu. Og det er trods alt længe siden, at verdens første jazzplade var befolket af udelukkende hvide musikere, eller at Elvis stjal hele hovedstolen i sit virke fra Chuck Berry.

Det skal i hvert fald være løgn, skal det, at housemusikkens helte forbliver ubesungne.

Her er historien om udviklingen af en musikgenre, som vi nu igen danser til. Historien om, hvordan housemusikkens marginaliserede kropskultur, da den endelig nåede os, forvandlede os for altid.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jeg ved ikke, om jeg har misforstået, hvad artiklen mener om de navne, men DJ's som Paul Van Dyk og David Guetta spiller - i mine ører i hvert fald - mere trance, hvori der er blandet elementer af house.
Dette trance-house-mix har man også kunnet høre de sidste 10-15 år af en lang række andre DJ's.

‘Elvis Presley stjal hele hovedstolen i sit virke fra Chuck Berry’??? Alle stjal og stjæler med arme og ben, men jeg kan finde en del andre, lige han og hans sangskrivere stjal fra. For bare at tage ét eksempel: Hound Dog blev skrevet i 1952, da havde Leiber og Stoller altså ikke hørt Chuck Berry. Men han havde nok hørt deres sange til gengæld.
En artikel, der begynder med sådan en letkøbt påstand er ikke værd at læse færdig.

"En artikel, der begynder med sådan en letkøbt påstand er ikke værd at læse færdig."

Egentlig har du jo ret, Peter, men jeg læste alligevel artiklen færdig. Havde jeg ikke gjort det, ville jeg ikke kunne skrive min kommentar.

Hvad angår Chuck Berry, så tror jeg, at han af mange har fået æren for al rock and roll, på samme måde som Beatles af mange i eftertiden fik æren for syrerock, flower-power med mere.