Interview
Læsetid: 11 min.

For Jens Albinus er der kulde, mørke og menneskelighed i ’Jeppe på Bjerget’

For skuespiller, forfatter og tidligere teaterleder Jens Albinus er Holbergs måske mest elskede stykke, ’Jeppe på Bjerget’, et studie i sammensathed

»Menneskene hos Holberg er sjældent det, de tror om sig selv,« siger skuespiller Jens Albinus.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
20. september 2022

Jeppe på bjerget er en af dansk teaters store, folkeligt elskede figurer. Måske den største af dem alle.

Holbergs stykke fra 1722 handler om den fordrukne bonde, der får bank af sin kone Nille, sendes til byen efter sæbe, drikker sig i hegnet, bliver konge for en dag og ender tilbage på møddingen, hvor han kom fra.

Til latter for os alle og til morskab for baronen, som slutter herlighederne af med en rimet morale om, hvor galt det kan gå, når skidt kommer til ære.

Men så er der tvetydighederne. Der er kulden, mørket og modstanden. I Jeppes verden, og måske også i Holberg, Holberg med det store moralfilosofiske ærinde, som med komedierne tildeler sig selv et frikvarter, og skriver, som om fanden var løs.

Jeppe på Bjerget fremstår dermed som en tekst fuld af indre spænding, ja, ligefrem selvmodsigelse, mener Jens Albinus. Skuespilleren og forfatteren har selv spillet rollen ad to omgange, i 1993 og i 2012, begge gange på Aarhus Teater.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her