Interview
Læsetid: 19 min.

Jens Christian Grøndahl: »Hvor er min blinde vinkel som mand? Det er dén, jeg prøver at komme på sporet af«

Hvis man tror, at man som mand kan passere gennem det historiske nu uden at stille sig selv kritiske spørgsmål om sin egen habitus, så er man både døv og blind, mener Jens Christian Grøndahl. Og det, synes han, er et interessant sted at være både kunstnerisk og moralsk

Vi lever ifølge Jens Christian Grøndahl midt i et følelsernes kulturskred eller tidehverv. I sin nye roman undersøger Grøndahl nysgerrigt de nye brudflader i kønsdebatten.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
23. september 2022

Han lyder faktisk en smule brødebetynget, Jens Christian Grøndahl, som han sidder der og skutter sig i hjørnet af cafeen. Sagen er, at han endnu en gang er kommet til at skrive en roman om erindring og kærlighed. Og det var slet ikke det, han skulle. Egentlig skulle han skrive en roman om det, han mener er det vigtigste emne lige nu, nemlig klimakrisen og vores forhold til naturen.

»Jeg burde jo tage mig sammen, ryste posen og skrive noget helt andet. Jeg burde skrive om vores nutid, forsøge at gøre nogle andre ting. Jeg har jo skrevet om erindring og kærlighed, jeg har været der.«

Jens Christian Grøndahl er en af de forfattere, der alene med sit navn forbindes med en særlig genre og tematik. Man kan tale om en Jens Christian Grøndahl-roman og forstår derved en velturneret roman, der gennem en kærlighedshistorie beskæftiger sig med vores egen samtid eller opruller den nære fortid. Mennesker er gåder for sig selv og for hinanden i hans univers, og med afsæt i den trossætning har Grøndahl i roman efter roman skildret afstanden i moderne kærlighedsforhold og længslen efter at nå og møde den anden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

»Det kan være, der er en vej videre dér.«
?? Altså at Grøndahl begynder at se på fugle?
Hver gang jeg har læst et interview med Jens Chr. Grøndahl og hver gang jeg har forsøgt at læse noget han har skrevet, sidder jeg med samme fornemmelse som efter at have spist marengs: I et kort øjeblik vildt sødmefyldt men lynhurtigt kvalmende og mærkelig luftigt. På en gang for lidt og alt for meget.
Og så endnu engang en bog om ham selv.