Lars Kramhøft har tilgivet sig selv for ikke at kunne det, han troede, han skulle kunne

Lars Kramhøft er en beskeden mand, når han skal beskrive sig selv og sine evner som tegneserieskaber.

»Jeg plejer at sige, at jeg ikke er nogen stor tegner, og jeg er heller ikke nogen stor forfatter, men hvis jeg sætter de to ting sammen, så kan jeg noget, som i det mindste er mit,« siger han med et smil, da vi sidder over for hinanden i det store, lyse lokale, der engang var Informations arkiv, og hvor de indbundne årgange af avisen stadig står fra 1945 og frem til nu.

Det er på sin vis en cirkel, der bliver sluttet for 37-årige Kramhøft, der har hevet et par af årgangene fra 1980’erne ned fra hylden og står og bladrer i dem. Han er vokset op i et hjem, hvor man læste Information, og som tegneseriebegejstret dreng klippede han i mange år den daglige Doonesbury-stribe ud af avisen.

Fredag vender Doonesbury tilbage til Information i en ugentlig udgave, ligesom der er premiere på en ny daglig stribe, Byens lys, skabt af Kramhøft. Det er tydeligvis noget, der glæder ham, både fordi han får lov til at bygge et nyt univers op fra bunden, og fordi det er i den avis, han har med sig hjemmefra. Og så er det tilmed den første originale danske dagstribe, som Information har lagt spalter til i mange, mange år.

En by for rige mennesker

Byens lys handler om Jacob, der flytter til København fra Jylland for at blive forfatter. Det kunne have været Lars Kramhøft selv for nogle år siden, siger han, men det kunne også være alle mulige andre af de tusindvis af mennesker, som hvert år kommer til København for at gøre lykken.

»Jacob har rygsækken fuld af forfatterdrømme, og man finder efterhånden ud af, at han har boet hjemme hos sin mor indtil for ganske nylig og måske ikke har et helt tidssvarende billede af, hvordan København har udviklet sig,« siger Kramhøft.

Det er nemlig ikke helt så ligetil at ankomme med firetoget og bosætte sig i København, der er blevet en by for rige mennesker. Den første bolig, Jacob ser på, er således en flot indrettet og meget dyr penthouselejlighed ejet af en kapitalfond. Og den har han selvfølgelig ikke råd til. Siden følger en mere og mere desperat rundtur på det private københavnske boligmarked, hvor værelserne, Jacob ser på, sjældent kan stå mål med prisen, hvad angår størrelse eller komfort.

»De ting, han oplever, bliver mere og mere ydmygende og groteske, og det bliver en af de tilbagevendende ting i Byens lys, at selv når han finder et sted, så er det kun tre måneders fremleje, fordi det skal laves til airbnb eller sælges. Samtidig skal han finde sig i mærkelige udlejere og vilkår,« siger Kramhøft, der selv har været hele møllen igennem.

Han flyttede fra Jylland til København med hovedet fuld af tegneseriedrømme og havde vanskeligt ved at få det til at hænge sammen økonomisk: »Det var min virkelighed. Jeg har oplevet det på egen krop. De første seks år, jeg var i København, måtte jeg flytte rundt fra værelse til værelse, fra Amager til Rødovre, og bo alle mulige elendige steder.«

Voldsomme oplevelser

Der er ofte selvbiografiske elementer i Lars Kramhøfts tegneserier, for eksempel Noget frygteligt er altid lige ved at ske, der handler om hans kamp med depression, og Working Poor, der ligesom Byens lys handler om at være ung, kreativ og på røven i storbyen.

»Mit eget mål, da jeg flyttede til København, var, at jeg skulle finde et deltidsjob, som var okay, og så skulle jeg tegne og skrive ved siden af,« siger han.

»Problemet med det er, at så kan man ikke få et sted at bo. Selv boligselskaberne vil have lejere, der har en høj, fast indkomst, og man kan glemme alt om at låne penge i banken, hvis ikke man har et fast arbejde. Lige pludselig kunne jeg se, at det, jeg havde håbet på, var der ikke plads til nogen steder.«

Indimellem vidste den unge tegneserieskaber ikke, om han snart ville stå uden tag over hovedet, og hjælp fra kommunen kunne han ikke få.

»Det var en ret voldsom oplevelse at ringe til kommunen og så få at vide, at jeg kunne gå ned på Mændenes Hjem. På samme tidspunkt kæmpede jeg med en depression, og jeg havde kun et deltidsjob. Jeg havde ikke nogen familie, jeg kunne trække på. Hvis jeg flyttede hjem til min mor, betød det, at jeg skulle flytte tilbage til Jylland, til Thisted, og så ville jeg ryge fuldstændig af København og alt, hvad jeg havde af muligheder herovre. Jeg kunne nemt være endt med at blive hjemløs, og det var desillusionerende at gå fra at tro, at vi har et godt sikkerhedsnet, og så opdage, at mere skal der ikke til.«

Humor som overlevelsesmekanisme

Det er barske sager og lyder måske ikke ligefrem som godt materiale for en vittig stribe i et dagblad. Men en anden ting, der kendetegner Lars Kramhøfts tegneserier, er en forløsende galgenhumor.

»Humor er en overlevelsesmekanisme. Sådan har det altid været for mig. Ikke for at gøre nar ad personerne, som har de problemer, men simpelthen for at overleve. Den eneste måde at holde det ud på var ved ikke selv at tage det alt for alvorligt‚« siger han.

Kramhøft understreger dog, at han foretrækker tegneserier og dagstriber, som ud over at være sjove har kanter, man kan slå sig på.

»Hvis ikke der er en spids i det, så siger det mig ikke noget. Balancen er selvfølgelig, at det ikke må blive alt for deprimerende, fordi det er nogle ret tunge emner. Men min egen oplevelse er, at når man selv er i det, er man nødt til at grine ad det. Livet er jo også latterligt og absurd mange gange,« siger han.

Et større persongalleri

Men selv om Byens lys er inspireret af Lars Kramhøfts egne oplevelser, forsøger den at fortælle en almenmenneskelig historie, de fleste mennesker kan relatere til.

»Det er helt basalt: Man skal have et sted at bo, gerne finde kærligheden og have succes med et eller andet eller blive anerkendt for noget,« siger han.

»Det er også gode historiemekanismer. Det er godt at skrive på, at man har nogle personer, som vil noget, og at der åbner sig en kløft mellem deres stræben og så realiteterne. Det kan man få meget godt stof ud af. Jacob i Byens lys har forfatterdrømme og ser sig selv som forfatter, selv om han ikke har udgivet noget endnu, men virkeligheden vil gang på gang ikke leve op til hans eget billede af, hvordan tingene skal være, og det kommer der ret megen komik ud af.«

Lars Kramhøft

Sammenlignet med den beslægtede Working Poor rummer Byens lys et større persongalleri. Kramhøft ville gerne have nogle flere personer, hovedpersonen, Jacob, kunne spille bold op ad.

»Working Poor har meget fokus på hovedpersonen, og der er mange sekvenser, hvor han går rundt alene og tænker. Det nytter ikke noget i en stribe, fordi der er nødt til at være en pointe hver dag,« siger han.

»Det var tydeligt fra starten, at der skulle være flere personer, som kunne give Jacob modstand. Jeg ville også gerne have nogle bedre bipersoner og blive bedre til at skrive om kvinder. Jeg fik nogle hug for kvindeskildringerne i Working Poor, fordi de kun optrådte som sexpartnere og var lidt ensidige. Jeg prøver nu at arbejde med et mere mangfoldigt persongalleri, som afspejler nutiden.«

Rammerne for ens liv

Byens lys bliver dog ikke en dagsaktuel, politisk satirestribe a la Doonesbury, siger Lars Kramhøft. Det duer han ikke til, og så meget ved han heller ikke nok om, hvad der foregår i dansk politik.

»Striben er meget mere almenmenneskelig. Jeg brugte meget tid i mine 20’ere på at punke mig selv for at blive dygtigere og mere ambitiøs, bedre og mere positiv. Der var ingen ende på alt det, jeg ville lave om på mig selv,« siger han.

Kramhøft blev færdiguddannet som animator fra Animationsskolen i Viborg i 2010, midt under finanskrisen, og selv om man kan lave meget om på sig selv, har den økonomiske virkelighed også stor betydning for ens liv, forklarer han.

»Der er nogle strukturer og mekanismer, som øver indflydelse på én, og som er med til at sætte rammerne for, hvordan man kan leve sit liv,« siger Kramhøft, der mener, at den historie stadigvæk er relevant at fortælle. Han nævner en kampagnevideo af Liberal Alliance, der handler om, at man godt kan. Hvor ved de det fra, spørger han så.

»Jeg kan selv huske ikke at kunne mere. Det var en vigtig proces for mig at finde ud af, at alting ikke var min egen skyld. At der også godt kunne være nogle andre forklaringer på, at jeg havde det svært, eller at jeg ikke lige kunne gå ud og få drømmejobbet efter min uddannelse.«

En hård lektie

Med tiden har Lars Kramhøft fået et mere tilgivende og realistisk forhold til, hvad han formår og skal kunne – og hvad han kan opnå med sit liv. I den forbindelse nævner han den amerikanske forfatter og journalist Hunter S. Thompsons råd til unge mennesker: »’Be wary of looking for goals. Look for a way of life’ – I stedet for at tænke på hvor man gerne vil hen, så skal man tænke på, hvordan man gerne vil tilbringe sit liv.«

Undervejs i sit voksenliv har Kramhøft nogle gange tænkt, at han lige så godt kunne have droppet at tage en animationsuddannelse og i stedet have siddet derhjemme og lavet tegneserier. Det er alligevel det, han er endt med at gøre – blot med en stor studiegæld. Men noget har han dog fået ud af at gå på Animationsskolen i Viborg, blandt andet visheden om, at han ville lave sine egne ting, ikke samarbejde med mange andre på en animationsfilm, og det fik ham til at vælge tegneserien.

»Jeg tror også, at jeg på skolen lærte nogle gode færdigheder i forhold til at arbejde sammen med andre. Det nytter ikke noget, at du skaber dig, hvis du får at vide, at du skal ændre noget eller rette noget eller ikke være så ærekær omkring dine ting. En af vores lærere på Animationskolen, Lawrence Marvit fra Pixar, bankede denne sætning ind i hovedet på os: ’You can’t do a good job, you can only suck less!’. Det er en effektiv måde at tage al glæden ud af arbejdet på, men man lærer også noget af det. De dygtigste tegnere, jeg kender, er dem, der aldrig synes, at det, de laver, er godt nok.«

Hvad er en god stribe?

I dag lever Lars Kramhøft af sine tegneserier, enkelte illustrationsopgaver og deltidsarbejde med at indlæse lydbøger og undervise i at skrive og tegne på Københavns Ungdomsskole. Og så skal han altså levere en daglig stribe til Information.

»Byens lys er min første dagstribe, men min mor har et ringbind stående med striber, jeg lavede hver dag som dreng. Så jeg har øvet mig i det skjulte, og jeg synes, at jeg har trænet til det hele mit liv. Det har altid været tegneserierne, der trak i mig. Jeg gik op i tegneserier og i at kopiere fra Marvel og DC og klippe Doonesbury ud. Jeg var også ret vild med Matt Groenings Livet i Helvede, som Information bragte dengang.«

Hvad er så i hans øjne en god dagstribe?

»En god stribe er én, hvor det ikke bare er en joke eller en punchline, men hvor der fortælles en historie, og der er nogle karakterer, man lærer at kende og opbygger et forhold til. Det helt oplagte eksempel er Doonesbury,« siger han og forklarer, at han selv forsøger at fortælle én lang, sammenhængende historie i Byens lys, samtidig med at der er en pointe i hvert fjerde panel.

»I Doonesbury bliver karaktererne ældre. Der er ikke ret mange andre serier, der har gjort det samme. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen, der er gået så langt, at de også dør af alderdom. Det sjoveste er, når karaktererne optræder på kryds og tværs, og man ser dem i spil med hinanden – som i Radiserne, som jeg virkelig elsker. Jeg tænker ikke i pointer selv. Jeg tænker i karakterer og historie, og så vokser humoren ud af det. Jeg vil ikke sige, at humoren er sekundær, men den kommer mere naturligt ud af karaktererne og historierne og situationerne.«

En dagstribe behøver heller ikke at være lårklaskende sjov, mener Kramhøft. Den må gerne være finurlig og poetisk – som Strid var det nogle gange – eller skæv og spøjs som George Herrimans stribeklassiker Krazy Kat.

»Man kan tegne på mange forskellige måder, og det har for eksempel aldrig interesseret mig at lave et enkelt flot billede. Det er mere det der med at ramme noget sjovt eller rørende eller fortælle en god historie. Det skal sige et eller andet.«

Og det er så fra fredag, at man her i avisen på hverdage kan følge Lars Kramhøfts forsøg på at sige et eller andet.

Læs mere om og af Lars Kramhøft på hans hjemmeside, larskramhoft.com, og læs ’Byens lys’ på hverdage her i avisen eller på information.dk