Det er lidt over et år siden, at Ane Halsboe-Jørgensen (S) overtog posten som kulturminister efter en tumultarisk periode med Joy Mogensen ved roret. Nu har Mette Frederiksen (S) udskrevet valg, og Ane Halsboe-Jørgensen ser tilbage på 14 hektiske måneder med endnu en coronanedlukning, krig i Ukraine og al virakken omkring det forestående fodbold-VM i Qatar.
Da hun tiltrådte som kulturminister, udtalte hun, at hendes vigtigste opgaver lå i de forestående medieforhandlinger – og i håndteringen af techgiganterne. Information mødte kulturministeren på hendes kontor få dage inden udskrivelsen af valget til en samtale om hendes håndtering af de store dilemmaer – og om hun ellers nåede det, hun havde sat sig for.
»Der har været to grundlæggende, udefrakommende udfordringer,« siger kulturministeren.
Danskerne lider altså af en virkelig særegen form for finfølelse: vi tror, at folk ikke bryder sig om deres etniske og kulturelle baggrund, hvis de ikke er danske!
Folk stejler, når man andre steder uden videre taler om netop en anden baggrund, så derfor har vi valgt, at den er personfølsom, formodentlig for at skærme folk med ikke-dansk eller ikke-vestlig baggrund; men der burde ikke være noget at skærme. Vi må lære at se det enkelte menneske som godt nok i sig selv, værdig til vores respekt - indtil det i visse få tilfælde viser sig, at det i stedet mister denne.
Så der er brug for et kraftigt opgør med den forløjede GDPN-lovgivning, der forhindrer os i at fortælle tingene, som de er, f.eks. fra historisk og biografisk kildemateriale i diverse arkiver. Det, om noget, er jo udtryk for den dræbende nulfejlskultur, der har grebet os og giver os dårlige nerver og stress: at det, at alle begår fejl, tabuiseres, hvor det i stedet burde fremhæves som det, det er: den bedste kilde til øget erfaring og evne til at klare udfordringer.
Når det er sagt, er det længe siden, vi har haft så dygtig, engageret og kompetent en kulturminister. Nu mangler vi kun, at hun slår i bordet og for øget bevillingerne.
Mon ikke, at vi får det problem, at ministeren har gjort det så godt, at hun bliver tilbudt en efter den herskende logik 'tungere post'? Det må man godt nok ikke håbe, for væsentligheden kommer jo af, hvad ministeren formår at gøre med sit ressort.