Der er under en uge til valg, og kulturpolitik har som sædvanligt fyldt forsvindende lidt i debatten. Den sparsomme opmærksomhed giver mening i forhold til kulturbudgettet, der er en brøkdel af budgetter på for eksempel sundhed og klima, som er områder, der er i akut krise. Som Venstres kulturordfører Jan E. Jørgensen siger om sit relativt nye ordførerskab til Information.
»Jeg har aldrig nogensinde holdt så mange møder med så mange mennesker, som har bedt om så få penge.«
Ingen gider høre en debat, hvor kulturinstitutioner beklager sig over ikke at have nok penge eller kulturordførere smide om sig med beløb, der enten skal gives eller tages. Så ender diskussionen ofte med kunst versus knæoperationer eller Kunstfonden versus kørselsfradrag, som Inger Støjberg fremlagde i et udspil fra Danmarksdemokraterne.