Det kan være svært, i vores polerede og kontrollerede verden, at huske på realiteten: at børn er aldeles groteske. At barndom er langtfra den uskyldige tid, som vi ellers elsker at mindes den som. I virkeligheden er den gennemsyret af snot, mudder, spyt, lort og et væld af andre sekreter. Leg er barskt; på lange eftermiddage uden opsyn har fantasien det med at forvrides, til monstrene er tillokkende, og det gælder om at gøre skade på hinanden. Børn er nogle små sadister.
Denne ubehagelige sandhed har Marieke Lucas Rijneveld med sin bog Aftenens ubehag formået at indfange og slå op i kolort på verdens litterære opslagstavle.
Selvfølgelig er Marieke Lucas Rijneveld hverken den første eller den sidste til at prikke hul på barndommens uskyld. Siden William Goldings Fluernes herre har vi ikke kunnet se bort fra præpubertetens i al sandhed afskyelige natur. Og en bølge af nutidige forfattere som eksempelvis Éduoard Louis vidner også om de mere foruroligende sider af barneårene.
