I foråret 2021 var Per Petterson inviteret til en litteraturfestival i Lillehammer for at tale med den danske forfatter Asta Olivia Nordenhof under programpunktet »Nordiske traumer«. Hendes seneste roman, Penge på lommen, handler om Scandinavian Star-branden i 1990, hvor 159 mennesker omkom. Selv gik Per Petterson ud fra, at han var inviteret med på grund af sin personlige historie med katastrofen. Hans forældre, hans lillebror Lars og niecen Kristin omkom nemlig alle i branden.
Først da han så programmet til festivalen, forstod han, at det var hans roman I kølvandet fra 2000, ikke hans egen historie, der var anledningen til invitationen. Og da han i den forbindelse genlæste bogen for første gang, siden den udkom, blev han chokeret over, hvor meget han havde brugt katastrofen i sine beskrivelser af hovedpersonen Arvid Jansen – en form for litterært alter ego, som går igen i mange af hans bøger. Denne oplevelse beskriver han i sin nye bog, journalen Mit Abruzzo, der i dag udkommer på dansk.