Der er efterhånden ikke en eneste sektor, der ikke er hårdt påvirket af energikrisen. Og selv om vi måske konfronteres mest direkte med den, når vi pludselig vasker tøj om natten og møder ind på et kontor med en temperatur på 19 grader, er kulturlivet også hårdt ramt.
Forleden kunne Politiken berette, at danske museer er bange for, at det vil skade deres kunst, hvis de skærer ned på det nødvendige forbrug af blandt andet udluftningssystemer. Og i september opfordrede en sammenslutning af britiske teatre regeringen til at indgå i en dialog om krisen, som udgør en markant økonomisk trussel.
De danske teatre befinder sig også i en situation, der hurtig kan udgøre en større økonomisk trussel, end coronakrisen gjorde.
En farlig cocktail
Direktør på Aarhus Teater Allan Aagaard forklarer, at teatret både er direkte og indirekte påvirket af krisen.
Hov, kunstnerisk udtryk er altid et spørgsmål de eksisterende forhold og de tilgængelige ressourcer.
Kan man ikke gøre det, man plejer, må man gøre noget andet - f.eks. vende tilbage til det halvmørke med levende lys, forstærket af spejle, som folk i århundreder levede med.
@ Steffen Gliese
Det ville næppe være så slemt, hvis ikke Århus Teater havde været så fodslæbende i overgangen fra halogen til LED at de efter den oprindelige plan (måske) kunne forvente at være færdige ved udgangen af 2024. Publikumstilvænning er nok også en faktor, fordi efter de 4 sæsoner med Rønnow, der altid har været meget glad for den store lysfarvelade i sine produktioner, så har der været formet en trend på store scene, der kan gøre det svært at skrue ned for lyset, uden at skuffe det faste publikum.
Teater er altid det muliges kunst, så jeg er generelt enig med dig. Og selvom jeg kan komme i tanke om flere andre teaterhuse og scener, som står med meget lignende problemer, så ligger jeg ikke vågen af bekymring for eller medlidenhed med danske teatre.
Teaterbranchen har altid været turbulent og de store etablerede huse skal nok få hjælp fra politisk side, hvis de ligefrem bliver lukningstruede, fordi eliten gerne værner om sine møde og fristeder. Og i lagene nedenunder vil nogle nok falde, men det vil give plads til at nye kommer op fra vækstlaget og overordnet set plejer de fleste former for underholdning altid at opleve vækst, når samfundet er i krise, ganske simpelt fordi det er i krisetider at folk har mest brug at slippe væk fra at tænke på dagligdagens udfordringer. Scenekunsten har altid leveret mentale flugtveje i mørke tider, så det kan den gøre igen.
Uh, jeg er slet ikke enig med dig her, Brian W. Andersen. Scenekunsten har - i modsætning til filmen - altid sat fingeren på ømme punkter, men på måder, så folk har kunnet tage dem ind og tænke over dem. Den abstraktion, som med nødvendighed er bygget ind i teatret, betyder jo, at teatret ikke kan lyve om sine fortællemåder, i modsætning til filmen, hvor alskens tekniske fif kan tages i anvendelse for at opbygge livagtige, men ikke-virkelige, illusioner. :-D
@ Steffen Gliese
Det er i mine øjne en overraskende og pudsig uenighed vi har her. Scenekunsten har altid været god til at sætte fingeren på ømme punkter, samt til at gøre dette på måder, der vækker eftertanke, og den gør dette ofte, men det har aldrig været en hindring for også at skabe underholdende og endda magiske fortællinger, der bringer publikum en stund væk fra hverdagens trængsler. Jeg har aldrig set det ene udelukke det andet, undtagen når personer med den kunstneriske ledelse aktivt foretager en udelukkelse. Scenekunsten kan flere ting og den kan tilpasse sig til ændrede behov og ændrede omstændigheder, hvilket nok er hvorfor den stadig lever i dag.
Og teatret kan nu godt lyve lidt om sine fortællemåder ved hjælp af snoretræk, soffitter, tæpper, spejle, lemme, scenografielementer, lyskilder og meget mere sat sammen med diverse psykologiske tricks til at distrahere publikum på rette tidspunkter. Den gamle teatermaskine kan, selv uden den strøm vi har sat til den i dag, stadig producere en fuldt ud overbevisende tryllekunstner. Og når den anvendes til at understøtte et dygtigt hold scenekunstnere, så kan den levere illusioner nok til at bringe publikum et andet sted hen for en lille stund.
Jeg kan sagtens komme på flere argumenter og jeg undrer mig lidt over uenigheden her, fordi jeg er ikke uenig i din udlægning af hvad scenekunsten typisk har gjort, jeg ved bare at den hele tiden kan mere og at den altid har haft evnen til at forny sig.