Denne artikel er delt af Anette Dina Sørensen

Informations abonnenter har betalt for artiklen, men Anette vil gerne give dig mulighed for at læse den.

Essay
Læsetid: 38 min.

Mathilde Walter Clark om landbruget: I den tid, det tager at læse denne tekst, er 800 pattegrise døde

Landmanden er ikke længere landmand, men virksomhedsleder, og Danmark er verdens mest dyretætte land. Men dyrene ser vi aldrig. De lever en spøgelsestilværelse i lukkede bygningskomplekser, hvorfra udsigten altid går mod bundlinjen. Hvilket vil sige mod større anlæg med flere dyr og flere anlæg med større dyr. Velkommen til Åbent Landbrug anno 2022
Landmanden er ikke længere landmand, men virksomhedsleder, og Danmark er verdens mest dyretætte land. Men dyrene ser vi aldrig. De lever en spøgelsestilværelse i lukkede bygningskomplekser, hvorfra udsigten altid går mod bundlinjen. Hvilket vil sige mod større anlæg med flere dyr og flere anlæg med større dyr. Velkommen til Åbent Landbrug anno 2022

Sofie Holm Larsen

Kultur
2. december 2022
LYT ARTIKLEN
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

1.

Mennesket er mig bekendt det eneste dyr, der producerer andre dyr. I sidste halvdel af det 20. århundrede blev den praksis sat i system og organiseret i industriel skala, i Danmark i et omfang der ikke overgås af noget andet land i verden.

Trods sin minimale størrelse produceres der her i landet mere end to hundrede millioner dyr om året, grise, køer, fugle (kyllinger, høns, ænder og så videre) – og indtil for nylig også mink –, hvis kød, æg, mælk og skind processeres og sælges til konsum, primært i udlandet. Dansk landbrug optager mere end tres procent af landets samlede areal, som til gengæld ejes og forvaltes af stadigt færre mennesker: 0,6 procent af befolkningen. Nu er der kommet en bog, Dansk Landbrug 1945-2020, som giver et kulturhistorisk overblik over perioden, hvor den udvikling fandt sted.

Det er en visuelt indbydende udgivelse med figurer og tabeller med statistikker og nyttige oplysninger og fotoillustrationer, som fremkalder skiftende følelser. En krumbøjet kvinde i en roemark med barnet i en barnevogn, en traktor med en påspændt tank, hvorfra der sprøjtes en væske ud over afgrøderne, en mark med ild i, en sostald med et bart betongulv, hvor række efter række af søer ligger i hver deres bås med bortvendte hoveder …

Bogen er udgivet i samarbejde med Det Grønne Museum, som (i modsætning til, hvad navnet kunne give anledning til at tro) er dedikeret menneskets udnyttelse af naturen til jagt, skov- og landbrugsdrift.

Historien indledes med et langt, talmættet kapitel om landbrugets rammevilkår. Linjediagram for linjediagram bliver man bragt til en forståelse af, at dansk landbrug gennem de sidste femoghalvfjerds år ikke handler så meget om passende mængder af jord og sol og regn og vind, eller for den sags skyld om varetagelsen af disse for livet oppebærende grundelementer i fødevareproduktionen, men om ejendomspriser, renteudvikling, landbrugsstøtte, gældsprocenter, diverse reguleringer og dereguleringer og mere end noget andet de »skiftende tendenser på de internationale fødevaremarkeder«.

De skiftende tendenser har resulteret i en »endog meget stærk koncentrationsudvikling«: »de største virksomheder får en stadigt stigende del af den samlede omsætning på markedet«. Det er markedets universelt gældende lov om, at den rigeste ene procent skal blive til den rigeste nul komma nul en procent.

Hvis man tror, at den historie leder til – om ikke ligefrem ære og værdighed – så da i det mindste rigdom, tager man fejl. Præcis hvor meget landbruget bidrager til fælleskassen per anvendt kvadratkilometer, meldes der ikke noget om, kun at der i perioden, trods den svimlende pengefiksering, er sket et »dramatisk fald i landbrugets økonomiske betydning både med hensyn til beskæftigelse og andel af nationalproduktet«.

Da historien begynder i 1945, er tæt på en fjerdedel af befolkningen beskæftiget i landbruget. Ved historiens afslutning er der toogtres tusinde tilbage, og landbrugets andel af bruttonationalproduktet er nede på to-tre procent.

Dertil kommer gælden, et monstrum på tre hundrede milliarder (hvoraf tres procent er med variabel rente), som ikke tåler sammenligning med noget andet land i EU. Et stort, kun delvist slumrende, umætteligt bæst. Det er, som om den har sit eget usynlige liv i historien. Som om det er dén, der bestemmer, at udsigten fra de vinduesløse bygningskomplekser med udsugningsanlæggene går i retning af bundlinjen, altid bundlinjen, som er en anden måde at sige: i retning af større anlæg med flere dyr og flere anlæg med større dyr.

Den strukturudvikling er, som kapitelskriveren prosaisk anfører: »næsten fuldendt«. Territoriet sætter naturlige grænser for fusioner og opkøb, grænser for vækst så at sige, tilbage står kun muligheden for at ekspandere på tværs af landegrænser.

Store danske selskaber køber op i udlandet, og omvendt: Udenlandske selskaber opkøber i stor stil danske landbrug, efterhånden som de kollapser. En liberal lovgivning tillader, at enhver kan købe landbrugsjord uden at registrere sig. Alene jorden til en gennemsnitlig heltidsbedrift koster tredive millioner kroner. Oveni kommer, at udenlandske kapitalfonde opkøber god landbrugsjord for næsen af unge danske økologer i spekulationsøjemed. Den danske jord synes at være på ophørsudsalg …

2.

At læse bidragene føles lidt som at bevæge sig rundt på et museum med hænderne foldet på ryggen. Man ledes rundt i gemakker, hvor museumsgenstanden, landbruget, kan betragtes i forskellige belysninger: redskabernes udvikling, bygningernes, landskabernes, husdyrenes, landbrugspolitikkens og andelsbevægelsens, miljøets, klimaets, kvindernes og landbokulturens udvikling (eller rettere afvikling).

Og ligesom tekster, der ledsager en museumsudstilling, er bogens tekster med få undtagelser forfattet i et sprog, der tilstræber at formidle det udstillede på en nøgtern, neutral og tilstræbt objektiv facon, hvor man nøjes med at pege på konfliktpunkter, men høfligt afstår fra at gå ind i dem. De gør sig umage for ikke at støde nogen, i særdeleshed ikke dem, som har stået for udviklingen, (og som andenhånds har bidraget til udgivelsen gennem Landbrugets Kulturfond, som hører under den største af landbrugets lobbyorganisationer, Landbrug & Fødevarer, »med gavmilde tilskud«).

I kapitlet om planteproduktion, som museumsinspektøren selv har skrevet, kammer den museale neutralitet over og bliver til ren propaganda. Med kommentarer om, at gylle kan »bidrage til at reducere udledningen af drivhusgasser«, overleverede appeller om, »at samfundet forstår, at man ikke sprøjter unødigt«, og et uforholdsvist langt indlæg fra en landmand, der i sit arbejde nyder at være »tæt på naturen« og opleve »vildtet«, når han sidder på sin traktor, får interesseorganisationen virkelig noget for fondsmidlerne.

Samme kapitelskriver sår i afsnittet om madkultur tvivl om realismen i statens kostråd om at reducere kødindtaget til fordel for flere grøntsager: Målsætningen »passer dårligt til virkeligheden i landbrugslandet Danmark, som er én af Europas førende producenter af grise.« Åbenbart skal danskerne indrette deres kost efter landbrugsdriften og ikke omvendt.

Kapitlerne er tænkt til at kunne læses hver for sig, hvilket er nyttigt. Læst i træk er det som at gennemleve en landbrugsudgave af Groundhog Day eller Solvej Balles attende november. En dag, der evigt gentager sig selv. Hver dag vågne til hest og plov, så kommer Marshallhjælpen kørende ind med den grå Ferguson på marken, så kommer mejetærskeren og afvandringen, ned- og sammenlægningerne af de små alsidige familielandbrug med sædeskifte med rotationsprincip, ensretningen og opskaleringen af bedrifterne, ensretningen af landskabet, af driften, de enstrengede sats på henholdsvis svin og malkekvæg, landbrugsstøtten, indmeldelsen i EF, bedriftsudvidelserne, gældsætningerne, tvangsauktionerne, sprøjtegiftene og pesticiderne (i et enkelt kapitel ytrer krigen mod naturen sig i en militærjeep med påmonteret tank med pumpe og sprøjtebom i front).

I nogle kapitler skyller døde hummere op i Kattegat i 1986 med fem hundrede kvadratkilometer iltsvind. Så følger Vandmiljøplanen, så småt mere miljøregulering og som en smal stribe af sol gennem skydækket, de økologiske landbrug, ø-mærket. Men det er en bihistorie. Hovedhistorien lyder endeløs effektivisering, mekanisering, industrialisering, specialisering og mere end noget andet: opskalering.

Rum for rum samme historie i lyset af forskellige elementer.

Hvert kapitel slutter med gylletanke og gigantiske produktionsanlæg så langt øjet rækker og det store uformelige spørgsmål, som samler sig over hele denne lidet pastorale scene: Hvad skal der blive af dansk landbrug?

Alt sammen i det neutrale sprog, som giver plads til at læse det som en undergangshistorie eller succeshistorie afhængigt af temperament og perspektiv …


3.

Det er en lysende pointe i Dansk landbrug 1945-2020, at der ikke er nogen afstand mellem by og land. Historien om dansk landbrug er historien om opløsningen af den afstand. Folk over en vis alder husker at komme på noget, der hed »bondegårdsferie«. Det var noget med at indgå i et helt andet liv, blive en del af en helt anden kultur: landbokulturen.

»Alt var anderledes,« sagde en ældre læge til mig for nylig, da han mindedes sine bondegårdsferier som barn. »Spisetiderne var anderledes, maden var anderledes, selv dynerne var anderledes!« Googler man bondegårdsferie, har den ferierende familie mulighed for at vælge mellem »stor« eller »standard« ferielejlighed, som er »fuldt tilgængelige for kørestolsbrugere«, med »både køkken, bad, toilet og fri internet!« og forlystelser som »swimmingpool« og »hoppepude« og »klappedyr«.

De sidste femoghalvfjerds år har effektivt udvisket alt det, der engang var anderledes. Folk i land og by har køkken og bad, ægtefællen pendler, og børnene går til fodbold og gymnastik og svømning. Man sover i samme slags dyner, man går på det samme internet og handler i de samme supermarkeder, og præcis som det meste arbejde i byerne kan det meste af landmandens arbejde udføres siddende i en gamerstol bag nedrullede persienner.

Afstanden, hvis der er en sådan, er ikke mellem land og by.

4.

Som så mange andre danske borgere begrænser min berøring med landbruget sig til supermarkedets køledisk. Ideen om, at vi skulle være et »landbrugsland« står for mig som en abstraktion, noget fra historiebøgerne.

I USA kalder man de store landbrugsstater i Midtvesten for »flyover country«, det betragtes som nedsættende, en afvisning fra den urbane befolkning fra øst- og vestkysten som i deres himmelråbende arrogance flyver hen over de anonyme brune og grønne felter på vej til og fra deres mange gøremål i metropolerne.

Stående på landjorden, i øjenhøjde, virker det mere dunkelt, hvem der egentlig bliver afvist. I sin grænseløst opdyrkede helhed er Danmark flyover country, skal man fra A til B, må man passere kilometerstrækning efter kilometerstrækning af enslignende marker med de kornsiloer, gylletanke og gigantiske produktionsanlæg, som er blevet synonymt med det danske landskab.

Og selv det landskab bliver stadigt »mindre tilgængeligt og vanskeligere at opleve for den øvrige befolkning«. Markveje kan uden videre fjernes, hvis de bliver overflødige i forbindelse med marksammenlægninger. Er man ikke selv en del af landbruget, kan man ikke stille så meget andet op end at suse forbi det.

5.

Et ord, der går igen i Dansk Landbrug 1945-2020, er ordet »rationel«. I halvtredserne faldt priserne på amerikansk korn, mens England efterspurgte bacon, og omstillingen til animalsk produktion var en »rationel« tilpasning til de ændrede markedsforhold. Den »rationelle« udnyttelse af de nye maskiner, der hele tiden kom til, krævede større bedrifter.

I halvfjerdserne satsede man på at udvide én driftsgren for at skabe »større volumen« og en »mere rationel drift«. Svin var ikke så arbejdskrævende som køer, produktionen kunne lettere »rationaliseres«, og mange valgte at gå den vej. I rationaliseringens navn iværksatte man fra cirka 1970 produktionsprogrammet SPF, Specific Pathogen Free.

Ideen var at opstarte en ny streng af avl med dyr renset for smitsomme sygdomme, hvilket indebar, at opstartsdyrene og alle deres efterkommere skulle isoleres fra omverdenen. Set fra en udenforstående, en susende-forbipasserende, var det måske det mest afgørende brud med det landbrug, man havde kendt og måske havde et forhold til som én, der i det mindste kunne kigge over et hegn og se, hvad der foregik.

Blot tyve år forinden havde det gennemsnitlige landbrug bestået af seksten svin, femten køer, hundrede og tyve høns og et par heste. Nu mindede det mere om at besøge et laboratorie: For at forhindre at dyrene blev smittet med udefrakommende sygdomme, måtte man først igennem et dertil indrettet indslusningsrum, hvor man skulle skifte fodtøj og iføre sig en kedeldragt. Det begrænsede adgangen til det, der stadig blev kaldt landbruget.

Det er ikke min mening her at holde det gamle husdyrlandbrug op som et strålende ideal for den industrielle dyreproduktion, (mine idealer går i helt andre retninger), men at henlede opmærksomheden på, at landmanden – som ikke længere var landmand, men »svineavler«, eller mere korrekt »virksomhedsleder« – med SPF-systemet havde fået den fulde kontrol over, hvem der kom og gik, og dermed over hvilke øjne der kunne falde på dyrene.

Inden for disse hermetisk aflukkede miljøer fortsatte rationaliseringsprocessen i de næste halvtreds år på måder, som det fylder mange udenforstående med et diffust ubehag at tænke på, men hvis konkrete detaljer de færreste har mulighed for at gøre sig begreb om.

6.

For nogle år tilbage forsøgte jeg for første gang at komme til at se ét af produktionsanlæggene indefra. Jeg travede rundt i landskabet omkring Hald Sø lidt uden for Viborg i forbindelse med et skriveophold og spekulerede over, hvor alle dyrene var. Bortset fra de lejlighedsvise hunde i snor og de heste og får, som fandtes bag indhegningerne, og nogle småfugle, der ledte efter insekter, så jeg ingen dyr.

Det stod i kontrast til den forbløffende kendsgerning, at Danmark skulle være verdens mest dyretætte land, og at netop Midtjylland af samme grund er farvet mørkerødt på kortet hos Danmarks Statistik. Men bortset fra lugten, som hang krast omkring marker og gårde, ville ingen nogensinde kunne gætte, at vi her i landet har suverænt flere svin per indbygger end noget andet sted i verden.

I det ikke særligt tætte opløb ligger stillehavsøer som Cookøerne, Samoa Tokelau og Tonga, hvor der kun er få mennesker, og hvor grisene går frit omkring, så alle kan se dem. Vi har tre gange så mange svin som i det mest sammenlignelige land, Holland, hvor man nu har besluttet at reducere husdyrholdet med tredive procent, fordi man, som et parlamentsmedlem sagde til The Guardian, ikke kan være »det lille land, der brødføder verden, hvis vi overskider os selv«.

I 2020 talte svinebestanden tretten millioner, eller hvad der svarer til 2,2 svin per borger. De burde være synlige overalt. Som jeg travede rundt i landskabet, kunne jeg ikke slippe tanken om de tusindvis af grise, som levede deres usynlige spøgelsestilværelser omkring mig. Det blev en slags besættelse for mig at se de svin, som levede i min skygge, uanset hvilke valg jeg traf ved køledisken, at konfrontere mig med mine personlige 2,2 skyggegrise.

 

Jeg spurgte mig for og fandt ud af, at én af landets største svineproducenter havde nogle af sine mange bedrifter i gåafstand fra Hald. Det lykkedes mig at få fat på hans sekretær, som gav mig nummeret på bedriftsejeren. Han viste sig at sidde i sit privatfly, han lød flink, åben, modtagelig. Jeg sidder lige i min flyver (motorstøj i baggrunden), kan du ikke ringe igen senere?

Jeg ringede igen senere, han var venligheden selv, bad mig skrive en mail til ham, for »det skulle vi nok kunne finde ud af«. Jeg skrev en mail til ham. Han skrev tilbage, at han havde modtaget min mail, og at han ville vende tilbage. Han vendte ikke tilbage. Jeg skrev igen, men han vendte stadig ikke tilbage.

7.

Senere, som en overspringshandling, gav jeg mig til at google svineproducenten, og efterhånden som jeg scrollede ned gennem artiklerne med hans mange roller i dansk erhvervsliv, hans ejendomsbesiddelser og jordbesiddelser »med en samlet bygningsmasse på i alt tres tusind kvadratmeter« og interview med gode råd om, hvordan man kom i gang »uden den store kapital ved hånden«, fandt jeg frem til en serie artikler, som måske kunne forklare hans manglende lyst til at vende tilbage på mine henvendelser.

Nogle år før min opringning havde Fødevarestyrelsens veterinærrejsehold fundet en kasse med to sække Tetracyklin på i alt halvtreds kilo i et brændeskur ved siden af det produktionsanlæg, jeg havde håbet at besøge, plus en sæk, som lå åben og tom i foderrummet. Efterfølgende fandt man Tetracyklin på seks af hans andre besætninger.

Der var tale om et kinesisk produceret bredspektret antibiotika, som let kunne tilføres foderet en masse for at forebygge infektionssygdomme (og som desuden havde den bivirkning, at grisene voksede hurtigere). Det var engang blevet brugt i stor stil, i størrelsesordenen to hundrede ton i 1990 i Danmark, men blev ulovligt, fordi mennesker udviklede resistente bakterier, såkaldt svine-MRSA.

Fundet af den ulovlige medicin førte til en dom, først i byretten, så landsretten. Han nægtede sig skyldig, mente, at Tetracyklinen var placeret af »fjender« som en »hævngerning«, og at myndighederne havde sjusket. Det var kulørt læsning, som tog en eftermiddag, og som endte med, at svineproducenten skulle betale en bøde, og det var dét.

8.

Jeg havde andre forsøg med andre svineproducenter. En pensioneret journalist, som gennem et langt liv havde beskæftiget sig med landbrugsstof på en jysk avis, havde en god ven, som var privatpraktiserende dyrlæge på et antal svinebesætninger. Han ringede til dyrlægen for at få ham til at tage mig med ud, men svaret var kategorisk afvisende. Vennen kunne ingen forklaring få, kun at svaret var et klart og entydigt: nej.

9.

I novellen »The Glass Abattoir« (Glasslagteriet) lader den sydafrikanske forfatter og nobelpristager J.M. Coetzee én af sine karakterer spekulere over, hvad det mon vil koste at bygge et glasslagteri. Hver gang jeg kommer forbi Axeltorv, hvor Landbrug & Fødevarer holder til, og hvor der i en lang periode hang et kæmpe banner med den inviterende besked: Å B E N T L A N D B R U G, kommer jeg til at tænke på novellen.

Det vil føre for vidt her at gå i detaljer med novellens hovedperson, en berømt australsk forfatter, Elizabeth Costello, som har udviklet sig til en fast figur i det senere forfatterskab, andet end at sige, at det i andre tekster fremgår, at hun har et »sår«, der gør hende modtagelig over for dyrs lidelse, en bevidsthed, eller endda sjælelig rædsel over, hvad »der i dette øjeblik gøres mod dyr på produktionsanlæg (jeg tøver med at kalde dem landbrug længere), på slagterier, i trawlere, i laboratorier over hele verden«, som hun formulerer det i en forelæsning i det genrebrydende værk, The Lives of Animals.

I en vis forstand er Elizabeth Costello selv et dyr, et talende dyr, som gemmer sit sår under sin »forfatterindeuniform« (blå spadseredragt, silkejakke, hvide Andersine And-sko). I »Glasslagteriet« ringer hun sin søn op midt om natten (hun er bosat i Frankrig, sønnen i USA) og spørger, hvad det mon vil koste at bygge et slagteri af glas.

»Ikke et stort et,« siger hun, »bare et lille et, en model, som en demonstration«. Det er gået op for hende, at folk kun tolererer slagtning af dyr, fordi de ikke ser det – ser, lugter og hører. Hvis der fandtes et slagtehus af glas, som fungerede midt i byen, siger hun til sin søn, ville alle kunne se, lugte og høre, hvad der foregår derinde.

Det tænker jeg på, hver gang jeg krydser Axeltorv og ser på den forseglede bygning med banneret, der forsikrer om det modsatte. Den bygning virker uindtagelig for andre end de lobbyister og politikere, som passerer igennem svingdøren, og den huser under alle omstændigheder hverken grise, køer eller høns.

Uanset hvad det ville koste, burde man bygge Elizabeth Costellos glasslagteri midt på torvet foran Axelborg, tænker jeg, bare et lille et, så folk kan se, lugte og høre. Som en model, en demonstration, et lille Å B E N T L A N D B R U G.


10.

I mine bestræbelser på at finde dækning for banner-beskeden på Axelborg sad jeg en sommer og gennemtrævlede videoer på Landbrug & Fødevarers youtubekanal. Allerhelst ville jeg have en billet til den almindelige dagligdag for dyrene ude i virkeligheden på et produktionsanlæg efter eget valg, men i stedet blev jeg via aabentlandbrug.dk ført hen til en youtubekanal med et væld af højproducerede reklamefilm med titler som »Hvordan var julemiddagen i gamle dage«, »Kender du historien om mørbraden«, og »Her er historien om æbleflæsk«.

I den film, der kom tættest på det lovede »gårdbesøg«, »Tæt på grisen«, fortalte en svineproducent til et stemingsgivende akkompagnement af country & western, »hvordan man laver grise«. Ifølge ham selv var han ikke »verdensmester i at passe grise«, men havde ansatte til det.

Manglen på verdensmesterskab i grisepasning kunne måske også forklare, hvorfor han i løbet af filmen ikke interagerede med de grise, som titlen lovede at bringe os tættere på, og at dem, vi i realiteten kom tættere på, var en nøje tilrettelagt version af dem, der »laver grise«, i dette tilfælde en professionel virksomhedsleder, ung og fit og med en vis portion kameratække.

Hvad vi fik, var droneskud af det enorme produktionsanlæg, som udgjorde farmen, vi så svineproducenten stå ved en computer, vi så nærbilleder af en bugnende, solbeskinnet kornmark, fodertanke og de rørsystemer, som foderet per computerstyring passerer igennem, hen over et landskab af renskurede stålbokse, og vi så svineproducenten stå med et bundt papirer og tale med medarbejdere, der alle, ligesom han selv, var iført blåt Kansastøj, og som var lige så unge og fit.

Vi så ham tage en favnfuld hø fra en tremmevogn og kaste det ud over stålboksene, hvor man anede et diffust bølgende liv, som man måtte forestille sig var de grise, som han og hans kolleger havde »lavet«. Klip til Landbrug og Fødevarers logo og en tegning af en lyserød gris med krølle på halen. Det var så langt, jeg nåede med ’Åbent Landbrug’.

11.

Vi er almindeligvis befriet fra at tænke på, hvordan det går for sig, når man i den industrielle dyreavl gør sig til herre over andre dyrs sexliv, hvordan man rent faktisk »laver« dyr som for eksempel grise. I grisenes tilfælde parrer de sig ikke med deres egen art, det er landbrugsmedarbejderen, der gør det udslagsgivende avlsarbejde.

En række med fem-seks brunstige søer venter i en såkaldt løbesti i hver deres insemineringsbås. Et sted uden for stien venter ornen. Til formålet er udviklet et særligt staldinventar, en såkaldt ornevogn, som holder ornen på plads bag tremmer. »Gennemfør overraskelsen: Luk ornen ind foran de første søer,« står der i manualen Effektiv inseminering af søer på svineproduktion.dk. Overraskelsen gennemføres i en mellemgang langs insemineringsbåsene, som akkurat er bred nok til, at ornevognen per fjernstyring kan rulle forbi søerne, så de kan »se, lugte og have mulighed for trynekontakt«.

Her begynder landbrugsmedarbejderen (som i den specifikke rolle kaldes »inseminøren«) sit manuelle arbejde med brunsttimuleringen: »Stimuler soen grundigt i ét minut efter 5-punktsplanen«. Planen involverer blandt andet »greb i lysken« og »strygning af yver«. Under den afsluttende »rideprøve« sætter landbrugsmedarbejderen sig oven på soen, og hvis soen bliver stående, kan han indføre kateteret til sæddosen i hende.

Manualen fremstiller avlsarbejdet som en evig balance mellem effektivitet og resultater. »Under sædoptagelsen, der typisk varer fra ét til seks minutter, kan man sidde på soen for at stimulere sædoptagelsen.« Sparer man tre minutter per inseminering, står der, kan det aflæses i et tab på 0,2 grise per kuld.

Ornens funktion er alene at sprede duft og tilbyde trynekontakt. Han er den eneste i det komplicerede arrangement, som udgør det samlede avlsarbejde, hvis kønsdele ikke manipuleres af nogen. Sæddoserne leveres fra såkaldte ornestationer, for eksempel Ornestation Mors, der under sloganet »Vi gir’ en hånd med« leverer avlsornernes ejakulat til kunderne i hygiejniske poser fra dag til dag til konkurrencedygtige priser.

Der er teknologi involveret i det meste af det, man foretager sig her, specialudviklede maskiner, som i daglig tale kaldes »sædmaskiner«, filtrering, opbevaring på køl og transport i særlige klimaskabe, men – som medarbejderen på ornestationen forsikrede mig om i telefonen – foregår selve »opsamlingen« eller »tapningen« af ornesæden selvfølgelig »manuelt«.

Disse aktiviteter må være blandt de hyppigst forekommende i dansk landbrug. Vi er inde ved kernen af, hvad der holder dansk landbrug i gang, og alligevel findes der ikke en eneste video på aabentlandbrug.dk, som viser udenforstående, »hvordan man laver grise«, selv om der ud af bestanden på de tretten millioner bliver »lavet« mere end fyrre millioner grise efter denne fremgangsmåde. Årligt.

Mine tanker går i denne sammenhæng ikke så meget på, hvordan det mon opleves for grisene, at seksualakten med deres artsfæller er reduceret til trynekontakt i et landskab af rustfri ståltremmer, mens den ene parts kønsdele bliver manipuleret af menneskehænder – om det føles som et behageligt afbræk i en ellers udsigtsløs hverdag, eller om det er frustrerende (producenten af vognen til ornen, som er tiltænkt rollen som duft-overraskelse, siger i en video, at vognen giver sikkerhed for medarbejderen: »Hvis du har været vant til at arbejde i svineproduktion og er vant til at »løbe«, så kender du godt til den aggressive orne, du kan blive ramt af«).

Nej, mine tanker går først og fremmest på den løsrevne rationalitet i hele dette menageri, de menneskehjerner, der har udtænkt det, hvordan systemerne er kommet i stand, infrastrukturen, maskinerne, de går på den uafhængige forskning, som har hjulpet svineproducenterne frem til den lukrative konklusion, at effektiv brunststimulering resulterer i »6 procent flere grise«.

De går på, at de aktiviteter, som for nogen må forekomme fuldkommen normale og dagligdags, virker alt andet end normale og dagligdags uden for produktionsanlæggene (Elizabeth Costello ville ikke tøve med at kalde dem obskøne).

12.

I en noget anden afdeling fortæller husdyrforsker og antropolog Inger Anneberg i en af Aarhus Universitets tænkepauser, Husdyr, om en svineproducent, som i en periode havde sine grise på friland, hvilket vil sige: udenfor på en mark. Han opgav, det var åbenbart for svært, og grisene blev stuvet ind i anlægget igen. Men én af dem, en drægtig so, havde som Anneberg skriver »fået smag for livet udendørs, for hun brasede igennem en lukket dør ud i det fri, hvor hun gemte sig i den nærliggende majsmark. Her fandt landmanden hende i en stor cirkelrund rede, hun havde nået at bygge af græs og planter og nu med nyfødte pattegrise«.

Det er naturligt. Får hun mulighed for det, skriver Anneberg, vil en drægtig so bygge en rede ligesom vildsvin, for selv om hun er domesticeret, deler hun fælles stamfader med vildsvinet. »Sådan er det med alle husdyr i landbruget,« skriver hun. Det samme med de såkaldte slagtekyllinger. De vil gerne støvbade og pleje deres fjer, akkurat som junglehønen. Og så fremdeles. Man kan sætte dyret ind i en produktionshal, er hendes pointe, men man kan ikke avle naturen ud af dyret.

I sin forskning beskæftiger Inger Anneberg sig særligt med forståelsen af dyrevelfærd blandt landbrugsproducenter og deres medarbejdere. Som antropolog er hun optaget af, hvordan forskellige perspektiver afgør, hvad vi synes er acceptabelt i behandlingen af dyr: »En landmand har en økonomisk interesse i sine dyr, og den påvirker hans eller hendes etiske ståsted og de ansattes arbejdsbetingelser«.

Som eksempel fortæller hun, hvordan hun som ung i forskningsfeltet til et møde med fjerkræproducenter skulle diskutere nye ideer til forskning og foreslog at undersøge, hvordan kyllingerne kunne komme til at gå normalt igen. Hun vidste, at en junglehøne vejer to hundrede gram, når den er fireogtredive dage gammel, mens en slagtekylling er blevet fremavlet til at komme op på to kilo inden for samme tidsrum.

Foruden problemer med at falde forover gav avlen problemer med, at kyllingerne haltede, og dét var det, Anneberg ville undersøge, men hun blev afbrudt af en irriteret producent, som spurgte, hvordan hun kunne vide, at kyllingernes nuværende gang ikke var den »normale«?

13.

Redebyggeri, støvbadning og en uhindret gangart er ikke en naturlig del af den rationelle drift. Det regnes ikke som »normalt« i den industrielle dyreproduktion.

Hvis man ønsker at få begreb om, hvordan rationaliseringen påvirker livet for de to hundrede millioner dyr, som år ud og år ind gør dansk landbrug muligt, vil man lede forgæves i Dansk landbrug 1945-2020. Allerede i forordet gøres det klart som »en ufravigelig præmis«, at bogprojektet skulle handle om mennesket i landbruget. Det Grønne Museum hævdholder åbenbart som princip, at mennesket skal stå som centrum for alt, hvad de arbejder med.

Tro mod denne ånd handler kapitlet om husdyr om producenternes avlsarbejde med rene og krydsede racer og om nye udskæringer af det, som eufemistisk kaldes »produkter«. Slagtesvin »venter på at blive kørt på slagteriet«.

Vi får at vide, at korthornskvæget har gode kød- og malkeegenskaber, at det lykkes at udvikle en øget kropslængde på dansk landracesvin, så det fik et »højt kødindhold i slagtekroppen og et lavt foderforbrug pr. kg tilvækst«, og at landbruget efter en periode i slutningen af halvtredserne med vanskeligheder i baconeksporten til England havde succes med at afsætte svinets mellemstykker til danske forbrugere igennem et målrettet kampagnearbejde:’Gris på gaflen’.

Det er svært at skrive neutrale, objektive museumstekster, der både skal kunne læses af »landmandsfamilierne, der har oplevet forandringerne på nærmeste hold« og »det store flertal af den danske befolkning, der har iagttaget erhvervets udvikling lidt mere på distancen«. I skånende vendinger hentydes kapitel for kapitel, som i Groundhog Day, til den genkommende »konflikt«, »spænding« eller »skillelinje« mellem industrilandbruget og omverdenens forskellige interesser: »Det komplekse forhold mellem landbrugsproduktionens positive økonomiske konsekvenser og dens negative miljømæssige konsekvenser (…).«

I mere direkte vendinger opstår konflikten ved, at en stadigt mindre gruppe bruger størstedelen af landet på at fremstille billigt kød til udenlandske forbrugere i konkurrence med andre lande på verdensmarkedet, og at det i stigende grad står klart, umisforståeligt og verificerbart, at produktionen har ødelæggende virkning på omgivelserne.

En liste af emner bliver typisk liret af i opremsninger, som fra et katalog af ubetalelige værdier, miljø, klima, biodiversitet, dyrevelfærd, sundhed, osv., mv., oa, og med det dogmatiske fokus på, at det skal handle om mennesker, fremstilles katalogemnerne (med få undtagelser) ikke som noget med en egen værdi, men som om emnerne hver især vitterligt er meningsfulde subjektive forhandlingspunkter i forhold til en gruppe tilfældige lodsejeres pengepunge.

Hele denne hændervridende omverden med deres »prioriteter« og »krav« og »øgede fokus« på forskellige »dagsordener«. Spændingen opstår, fordi de hændervridende har stemmeret, de bliver flere og flere, og den økonomiske indtjening til fælleskassen, som skulle forestille at være vigtig i sammenhængen, har og får stadigt ringere betydning.

14.

I den automatagtige listeform har emnerne det med at kollapse til en indistinkt klump af osv., mv., o.a. i den læsende bevidstheds Groundhog Day, ah, endnu en opremsning af det der klima-, miljø- og dyrehalløj, som omverdenen åbenbart går op i. Det virker, som om emnerne ikke har ontologisk status, men kun findes for nogen som en forestilling om værdi.

»Med den øgede velstand og fritid bliver et attraktivt landskab og en ren natur med en righoldig flora og fauna et stigende krav.« Naturen som en fritidsbeskæftigelse for de velhavende. Klimaet fremstår som noget nyt, en gryende »dagsorden«, som landbruget skal forholde sig til. Konsekvenserne, kvælstofudledningerne og brugen af sprøjtegifte synes at have mest realitet blandt emnerne (selv om forureningen af naturen også er »godt stof« i medierne«, og at mediebevågenheden er »skånselsløs«).

Af listens emner fremstår dyrenes virkelighedsstatus mest diffus. De ord, der beskriver dyrene, er ofte industriens ord, »dyreenheder (DE)« betegner uden videre dyret som en enhed i et produktionsapparat, og der veksles uproblematisk mellem »husdyr«, »produktionsdyr«, »kæledyr«, »familiedyr« og »skadedyr«, som om der vitterligt var tale om grydeklare kategorier ude i verden. Hvad betyder det ord, ’dyrevelfærd’, egentlig, som teksterne peger på i forbifarten? Handler ordet om dyrene (og hvad betyder ordet for dem), eller handler det om mennesker, for hvem ordet måske har en betydning (og i givet fald hvilken)?

Dyrenes liv i industrianlæggenes sorte boks eksisterer lige så spøgelsesagtigt som grisene i området omkring Hald Sø. Hvad der end kunne være problemet med disse liv, fremstår som en indbildning, en kategorifejltagelse hos nogen, der forveksler et slags brugsobjekt med et andet. »Holdningen er præget af at de eneste dyr man kender er familiedyrene«.

»Men«, står der senere, »en produktion, hvor grisene skal kløs bag øret, giver en meget dyr flæskesteg«. »Kløs bag øret« er en floskel, som gentages. Floskler er et tegn på, at tanken svækkes. Elizabeth Costellos rædsel reduceret til en misforståelse, en »holdning« hos kæledyrsrundtossede byboere. Grisen reduceret enten til flæskesteg eller én, der skal »kløs« bag øret.

Tilgangen minder mig om første semester på filosofi, diskussionerne om træet, der falder i skoven, uden at nogen hører det – er der så en lyd? Som i sætningen om lørdagskyllingen: »Et negativt syn på kyllingernes hurtige opvækst gjorde forbrugerne kritiske.« Hvis ikke der var kritiske forbrugere med »negative syn«, ville kyllingen måske ikke vokse så hurtigt?

Dansk landbrug 1945-2020 er sit eget svar: Det handler om mennesket, helt specifikt homo sapiens i sit mest effektivt rationaliserende produktionsmodus, og ikke så meget om dem, der plages af onde drømme. Landbruget er et slaraffenland, og forbrugeren kan frit »til- og fravælge dyrevelfærd, kemiforbrug, hensynet til klimaet …)«.

Dyret – selve dyret – står tilbage som et negativt aftryk, præcis som i landbruget. Her bliver de filosofiske gymnastikøvelser pinefuldt reelle. Den industrielle dyreproduktion som en skov, hvor offentligheden ikke kan høre lyden, heller ikke selv om den prøver.

15.

For at få »kød og blod« på beretningerne om de mennesker, som dansk landbrug åbenbart handler om, hører vi i slutningen af bogen fra én af dem, der »laver« grise i stor stil, en vestjysk svineavler, som ejer Munkbro Svineavl og Munkbro Holding A/S.

En opremsning af ejendomsopkøb og produktionsudvidelser, Rumænien-aktiviteter, holdingselskaber, A/S og I/S og datterselskaber, kontorer, kantine, svineracer, renracede og krydsninger, leje af stalde, hvor dyrene bliver fedet op eller solgt til andre besætninger. Han kalder sit avlscenter for »den øverste spids i pyramiden i Dansk Svineavl«.

Hans renracede svin bliver solgt til besætninger i Danmark, »hvor man bruger dem som kernesøer til at producere grise, der skal bruges i avlen«. I 2022 omkring 2.300 søer til avl og opformering. »Fra de søer laver vi godt 70.000 grise.« Investeringer i Ukraine og tidligere Rusland og Kina. Sostalde, farestalde, opformeringsbesætninger og forkortelser, som forlaget ikke har fundet det nødvendigt at forklare læseren, såsom KS-stationer, som jeg gætter på betyder ornestationer, der leverer god avlssæd i hygiejniske poser i Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig og Spanien.

Teksten er, præcis som de øvrige, et studie i, hvordan sproget instrumentaliserer det dyr, som gør al den virksomhed mulig. Det svineproducenten mener, når han taler om »produktionsfremgang« i svineavlen, er, at dyret bliver svimlende fire hundrede gram større om dagen end for tyve år siden, »og i den samme periode er foderforbruget faldet fra 2,4 foderenheder til 1,95 foderenheder pr. kg tilvækst«.

På svineproduktion.dk kan man se målet med det danske svineavlsprogram: »Formålet med DanBred-avlsprogrammet er at maksimere profitten for den danske svineproducent. Dette opnås ved at maksimere avlsfremgangen i det samlede avlsmål.« Skemalagte mål per »enhed«, det vil sige per dyr i kr./g per dag. Synet af sådan et skema tømmer én for tillægsord. Sætninger som »Daglig tilvækst forkorter produktionstiden indtil slagtning og er dermed omkostningsbesparende«. Det gør mig lige så tavs som dyret i skemaet.

Også ejeren af Munksbro Svineavl nævner »dyrevelfærd« en passant, den rituelle pegen på dette store, gabende intet af et ord, som en besværgelse, et ritual. Midt i alle disse effektiviseringer og produktionsudvidelser, forstår man, »fik vi forbedret dyrevelfærden«. Bank under bordet, salt over skulderen, og videre mod stadigt flere og større svin.

Hvad dyrevelfærden end går ud på, fortaber den sig et sted mellem profitmaksimeringens kolonner. Det skinner igennem, at samvittighedsspørgsmålet for svineavleren, for så vidt sådan et eksisterer, drejer sig om at »sælge ud af arvesølvet« til selskaber i udlandet. »Det koster mange penge«, skriver han, at »udvikle dyr af høj kvalitet, og derfor er vi også nødt til at sælge avlsdyr«.

Til gengæld bidrager han økonomisk til det fortsatte udviklingsarbejde her i landet ved at betale »230 kr. pr. avlsgris, 1.000 kr. for en orne og 5 kr. for hver portion sæd« til Landbrug & Fødevarer Svin, hver gang de sælger, eller hvad der for dem løber op i »adskillige millioner om året«.

Der findes ikke det, som penge ikke er svaret på.


16.

Dyreproducenternes besættelse af vækst kaster en skygge ind i helt andre statistikker, som forbigås i tavshed i Dansk Landbrug 1945-2020. Hver dyreart sine statistikker. I sommer kom det frem, at femogfirs procent af de æglæggende høns har brækkede brystben, fordi kroppen nu er avlet så lille og æggene så store, at knoglerne knuses indefra.

Mindre velkendt er det studie, der viser, at femogfirs procent af obducerede malkekvæg har mavesår, en bivirkning af de foderpiller, de får for at opretholde den daglige »ydelse« på i gennemsnit niogtyve kilo mælk.

Og så er der pattegrisene og deres mødre, som hvert eneste år slår rekorder i dødelighed, som hvert eneste år chokerer, og hvert eneste år proklameres der vidt og bredt fra såvel Christians- som Axelborg, at »det må og skal der gøres noget ved«.

I 2021 blev seksten procent af søerne enten fundet selvdøde eller måtte aflives på grund af de sygdomme og skader, som man må forvente opstår i en biologisk organisme, der er avlet til at bryde enhver naturlig grænse. Det er hver sjette so.

Med målrettet avl har man efterhånden bragt soen op på at føde i gennemsnit fireogfyrre pattegrise om året, og i stedet for at få lov til at bygge en rede til de overlevende bliver hun fastspændt i en fikseringsboks på et betongulv (i daglig tale er hun nu en »tremmeso«), mens hun pattes på af anonyme smågrise, der hektisk flyttes rundt mellem hendes og andres ledige patter, indtil ungerne vejer næsten seks et halvt kilo.

Mere end femoghalvfems procent af danske søer holdes fikseret i farings- og dieperioden. Denne tur gennemgår hun 2,3 gange om året. Det anbefales, at hun i alt er drægtig med fem til otte graviditeter, før hun sendes til slagtning, for at holde en effektiv produktion. Hvis altså ikke hendes krop er bukket under forinden.

Af de pattegrise, danske søer føder, dør næsten hver fjerde, det vil sige en pattegris hver tredje sekund, 29.541 pattegrise om dagen eller næsten elleve millioner om året. Tal, der lammer forstanden.

 

17.

Mængden – man fristes til at sige biproduktionen – af døde dyr rejser flere praktiske problemer: Hvem skal tage sig af dem, og hvor skal man gøre af kroppene? Døde dyr skal samles sammen, og dem der ikke kan overleve skal aflives. Er det under fem kilo, skal de ifølge svineproduktion.dk »aflives med et enkelt slag, hvor dyrets hoved og nakke slås så hårdt mod gulvet, at det får kraniebrud og dermed dør omgående.« Bortset fra de selvdøde skal sådan et slag foretages af villig arbejdskraft 29.541 gange om dagen, dag ud og dag ind. Grise over fem kilo bedøves af et skud med en boltpistol i panden og afblødes, hvilket indebærer et snit på halsen.

Hvordan selvdøde søer, der kan veje flere hundrede kilo slæbes ud af stalden og placeres i containeren med døde dyr, findes der intet om på aabentlandbrug.dk. Men det står fast, at en tredjedel af arbejdskraften til den slags opgaver rekrutteres fra Rumænien, Polen og Ukraine.

Dansk landbrug 1945-2020 kæder den omstændighed sammen med, at Muren tilfældigvis faldt omkring det tidspunkt, hvor opskaleringen af svineproduktionerne accelererede, og man fik brug for ekstra arbejdskraft i de store besætninger, men det er kun en halv grund.

For et par generationer siden var hver fjerde dansker landmand. Hvis Danmark er et landbrugsland, hvorfor er der så så få danskere ansat i landbruget?

Containeren med de døde dyr afhentes af et firma, som er specialiseret i bortskaffelse af døde dyr, typisk Daka, som er det største og mest kendte, og som dagligt indsamler mange ton over hele landet.

»Døde produktionsdyr er sikkert ikke det, du som landmand har mest lyst til at bruge tid og kræfter på,« skriver de om deres service, PIGUP & KO, hvor man med en app hurtigt kan tilmelde sine døde produktionsdyr via mobilen. Virksomheden anbefaler landmanden at indføre daglige rutiner for håndtering og tilmelding af døde dyr (han betaler for det, der hentes, ikke hvor mange gange de henter), og »fordærvede enheder koster et ekstra gebyr«.

På Landbrug & Fødevarers hjemmeside afliver de myten om, at Daka bruger de døde landbrugsdyr til at lave sæbe, selv om kerneforretningen er, og altid har været, at »give naturens ressourcer tilbage«. I stedet for at lave sæbe laver man brændstof af dem.

Daka er en af hverdagens klimahelte: Laver grøn energi af døde dyr, skrev Landbrugsavisen, da Daka sidste år blev kåret som Hedensteds mest bæredygtige virksomhed. »Det er vi stolte over,« siger direktøren, der omtaler dyrene som »produkter«.

»Nyt liv til døde grise,« lød overskriften til et rundvisningsarrangement på Daka organiseret af konsulentgruppen Green Network. I invitationen udtaler fabrikschefen: »Vi er stolte af vores forretningsmodel, som bygger på genanvendelse af affald, og vi håber, vi kan inspirere andre i at tænke bæredygtigt.«

Af landbrugets døde dyr bliver der produceret femoghalvtreds millioner liter biodiesel om året, to tusinde og fem hundrede ton biofyringsolie og seks hundrede ton glycerin til biogasanlæg. Biodiesel blandes i den diesel, man køber på tankstationen, og bidrager dermed til at »reducere CO₂-udledningen«. Biodieselen tæller dobbelt i EU’s regnskab. De døde dyr, som af de implicerede på skift bliver kaldt »en naturlig ressource«, »restprodukter fra landbruget«, en »råvare«, og »affald« gavner klimaregnskabet i Danmark.

Som Daka skriver på deres hjemmeside om deres produktion: »Daka Denmarks genanvendelse af landbrugets reststrømme er et direkte bidrag til den CO₂-reduktion, landbruget arbejder med.« To procent af den diesel, der bruges i transportsektoren, kommer fra det danske landbrugs stabile produktion af døde dyr.

18.

På grisensverden.dk kan man få noget at vide om grisens liv fra A-Å, og man kan se, hvordan det ser ud, når en so bygger rede. Bag siden står dyrlægen Astrid Ruegaard Hansen, som udførte uanmeldte velfærdskontroller på svinebesætninger for Fødevarestyrelsen fra år 2000, indtil hun fem år efter blev sygemeldt med diagnosen »udbrændt« for aldrig siden at vende tilbage.

Jeg lærte hende at kende i forbindelse med mine forsøg på at komme tættere på den industrielle dyreproduktion. Jeg får af og til en fornemmelse af, at hun bærer på Elizabeth Costellos sår. Hun kan fortælle i halve og hele timer om de ting, hun så og oplevede under sine kontrolbesøg. Når hun remser op, lyder hun som et digt fra helvede.

Ord som ørebid, flankesutning, halebid, skuldersår, forkert aflivning. Manglende håndtering af syge dyr. Syge dyr, der går rundt mellem raske. Når hun uddyber, lyder hun som en roman fra helvede. Der var steder, der var slemme, og steder, der var mindre slemme, siger hun, men hun oplevede, at der var overtrædelser i alle besætninger.

Dag ud og dag ind det samme, år efter år, at se det samme, at skulle skrive det samme i rapporten.

En landmand sagde engang til hende, at han godt var klar over, at han stille og roligt gik og vænnede sig til at se på elendigheder, siger hun. Det sker for alle. Vi bliver staldblinde. Synet af nødlidende dyr bliver normalt.

Den generation af landmænd, der findes nu, har stort set aldrig set en gris i andet end betonomgivelser. Der mangler viden om, hvad der er normal og sygelig adfærd hos grise. De tror, grisene er dumme, når de reagerer, som de gør. Men grise bruger al deres vågne tid på at undersøge omgivelserne med deres mest følsomme organ, trynen. Når de ikke har noget at rode i, begynder de at udvikle forskellige former for sygelig adfærd, siger hun, de begynder at bide i hinanden. De begynder at tygge i tomgang. De bliver fysisk og psykisk syge.

Velfærdskontrollens Groundhog Day, at skulle gå igennem de samme overfyldte stier med alt for mange grise på alt for lidt plads. Alt for store dyr i alt for små bokse. Grisene avles større år for år, men staldinventaret vokser ikke. Mange steder var der søer, som måtte ligge med deres alt for store hoveder hvilende oppe på krybbekanten af beton, når de skulle sove. Hele stalde skulle bygges om, hvis de skulle kunne være der, men styrelsen havde ikke ressourcer til opfølgende besøg, (de indgik ikke i chefens resultatløn).

Chefen sagde til hende, at hun ikke måtte give så mange påbud. Hun følte sig presset til at godkende ting for at nå styrelsens resultatmål (kollegerne kaldte det ind-og-røre-væggen-kontrol). Respekten for besøgene derude var ikkeeksisterende.

Læsset væltede, da hendes fjortenårige datter en dag spurgte, om hun måtte komme med på arbejde. Det var her, det gik op for mig, at der var noget fuldstændigt galt, siger hun. Jeg kunne ikke sige ja til at tage hende med. Jeg vidste, at jeg ikke kunne forklare hende, hvordan jeg kunne gå igennem de besætninger og godkende … sådan som det så ud.

Selv om hun forlod styrelsen, endte Astrids arbejde for landbrugsdyrene ikke der. Hun havde været i kamp med besætningsejerne og med ledelsen i Fødevarestyrelsen, men efter hun blev sygemeldt, kæmpede hun videre i Dyrlægeforeningen.

Alting ændrer sig, når man først har set en so bygge en rede, siger hun.

Hun føler, dyrlægerne svigter landbrugsdyrene – som stand. Men der kom intet ud af det. En meget stor del af Dyrlægeforeningens medlemmer er privatpraktiserende besætningsdyrlæger, som bliver lønnet af landmændene.

Afstanden mellem den almindelige befolkning og det, der foregår i staldene, bliver større og større og større, siger hun. Besætningerne er låst af. De eneste, der kommer ind og ser, hvad der foregår, er folk, der tjener penge på dem. Inden for det lukkede system går alle stille og roligt og vænner sig til at se på elendigheder …

19.

Jo større afstanden bliver til samfundets fælles normer, jo sværere bliver det at tale. Den samvittighedsabsence, som dominerer den industrielle dyreproduktion, kræver noget særligt af sproget, når man skal ytre sig i en fælles offentlighed.

I mit forsøg på at kommere tættere på landbruget har jeg igennem nogle år været fast læser af tre landbrugsmedier: Morgenen begynder med en opstrammer fra det kritiske gylle.dk, tre gange dagligt tager jeg et brusebad i overskrifter fra det neutrale, økonomiorienterede Agriwatch, og – endelig – om eftermiddagen læser jeg dagens nyheder i Landbrugsavisen, som ifølge sig selv er »landmandens foretrukne medie«.

At læse Landbrugsavisen føles som at lytte ved døren til nogle andres frokoststue. Jeg får et bestemt billede af forsamlingen derinde, som nogenlunde svarer til demografien af »den danske landmand«, for femoghalvfems procents vedkommende mænd og for halvdelens vedkommende 55 år eller ældre. Måske sidder han og trækker ud i sine seler derinde med en cerutstump rygende i askebægeret (da jeg ikke sidder med ved bordet, er jeg overladt til mine forestillinger).

Det er, som om man i frokoststuen forsøger at formulere noget for sig selv og hinanden, som man egentlig har intimt kendskab til, ligesom finpudser sine argumenter for at høre, hvordan de kunne lyde, før man træder ud på en større og mere fjendtligt indstillet arena.

Men det er mere kompliceret end som så, Landbrugsavisen udgives af Landbrug & Fødevarer, som har elleve hundrede og halvfjerds medarbejdere, en knap så landlig skare af lobbyister med lange specialuddannelser som økonomi, jura, Public Relations, journalistik og kommunikation, hvoraf de fleste er beskæftiget på Axeltorv, lige så langt fra produktionsanlæggenes indersider som det meste af den øvrige befolkning og lige så tæt på de »byboere«, der skrives og tales så meget om i Landbrugsavisens frokoststue (søger man på »byboeren« i arkivet, får man enogtyve sider med søgeresultater).

Det sprog, man bruger, skal ikke bare vække genklang hos medlemmerne, men også det store flertal af den danske befolkning, der oplever landbruget »lidt mere på distancen«. Det er svært, måske endda umuligt, at skrive om landbruget på en måde, der virker fuldt genkendelig for begge grupper. Kløften er så stor, at sproget af og til strækkes til uigenkendelighed. Der er så mange ting på spil mellem linjerne i Landbrugsavisen, så meget usagt i det sagte.

Jeg ville for eksempel gerne have oplevet de møder, hvor man fandt på, at svineproduktionen ikke er et problem, men løsningen på klimakrisen. Siddet med som en flue på væggen i de lokaler, hvor strategerierne blev udtænkt, sprog blev opfundet og retningerne udstukket for medlemmerne: Svin er fremtiden.

En overskrift i min indbakke i oktober lød: Cheføkonom: Voksende middelklasse vil efterspørge dansk gris. Cheføkonomen var Landbrug & Fødevarers egen. Der er usikre tider i dansk landbrug, lød hans budskab, lavkonjunktur, høje produktionspriser, et skrumpende marked, inflationen stiger, og det gør renten også – men for de udholdende er der »lys for enden af tunnelen«.

Lyset bestod i udsigten til flere mennesker på kloden, i år 2030 seks hundrede millioner og i år 2050 hele 1,8 milliarder »flere munde at mætte«, mange af dem middelklassemunde der (i takt med at de skal vænnes til vestlige forbrugsmønstre) vil efterspørge »dansk grisekød«. Desuden (der er altid et desuden, når det gælder svineproduktionens samfundsnytte) bidrager produktionen til at gøre sig fri af russisk gas med en »stabil forsyning« af biogas. Lyset for enden af tunnelen var med andre ord udsigten til dansk gris i såvel tredjeverdensmunde som bilmotorer og fyringsanlæg.

20.

Ideen om, at der bliver hungersnød i verden, hvis man holder op med at fodre svin med landets afgrøder, har vundet bredt indpas blandt danske dyreproducenter og deres foretrukne politikere. Den ultimative kommunikationsmæssige genistreg er ideen om »klimanationalisme«. Hvordan argumenterer man for at fastholde produktionen i dens grundform og fortsætte udviklingen trods dens beviselige skadevirkninger for artsrigdommen, luften, vandet, sundheden og de dyr, der lægger liv og lemmer til produktionen (osv., mv., o.a.)?

Måske har man fundet inspiration blandt andre landes kødlobbyer. Det dybdeborende, internationalt baserede journalistiske medie DeSmog, som specialiserer sig i klima og miljø, og hvis erklærede formål er at »komme PR-forureningen til livs«, har i en omfattende undersøgelse (Investigation: How the Meat Industry is Climate-Washing It’s Polluting Industry) vist, at syv ud af ti af verdens største kødproducenter (heriblandt Danish Crown) bruger et nationalistisk argument, som hævder, at netop deres lands kødproduktion er mindre klimaskadelig end andre landes kødproduktioner.

Genistregen i opfindelsen af »klimanationalisme« består i at vriste nationalismebegrebet ud af kritikkens hænder, vende vrangen ud på det og give det tilbage igen, ligefrem som et moralsk imperativ at fortsætte den industrielle dyreproduktion, akkurat som man plejer. Med opfindsomt sprog skal problemer forvandles til løsninger. Frem for at være klimanationalister skal Danmark gå foran og vise vejen frem som svineglobalister.

Som svineavleren fra Munkbro siger om sine med egne ord »imponerende« avlsresultater i Dansk landbrug 1945-2020: »Med den avlsfremgang kan vi med den samme råvaremængde hjælpe en tredjedel flere mennesker i verden til at få grisekød«.

Der findes åbenbart ikke det, som mere industriel dyreproduktion ikke er svaret på. Med køer og grise og kyllinger, der er avlet ud af facon, skal verdens munde mættes, og med ord som »råvaremængde« behøver man ikke tænke på, at råvaremængden engang var nogen, der – hvis de fik chancen – i et lysende øjeblik ville styre mod døren, ud i det fri for at bygge en cirkelrund rede til sit afkom.

I den tid, det tager gennemsnitslæseren at læse denne tekst, er otte hundrede pattegrise døde. Inden avisen er foldet sammen, dør der en eller to til. Og i morgen er det Groundhog Day …

Gudrun Gormsen. ’Dansk landbrug 1945-2020’. GAD. 489 sider. 350 kroner

Anette Dina Sørensen læser Information

Måske skulle du også prøve?

Vi vil gerne give dig muligheden for at læse og lytte til seriøs, sjov, kritisk, idérig, afslørende, udfordrende, fri og uafhængig journalistik.

Prøv Information gratis i en måned.

Prøv Information nu
Følg disse emner på mail

Ufatteligt at en forfatter vil bruge så meget "krudt" på at udtrykke sit voldsomme had til moderne landbrug og kæmpe så meget imod samfundsudviklingen på KUN et erhverv over de sidste 50 år.
Og tilmed nedgøre alle de landmænd der sørger for, at så mange mennesker kan få mad mindst 3 gange om dagen. Landmandsfamilier der dagligt arbejder for at passe dyr og marker efter bedste evne og ud fra de MANGE krav og regler det øvrige samfund har opstillet for, at de kan få gode og sunde fødevarer på den bedste og billigste måde.

Samme skæbne er sket med den lille smed, den lille købmand, den lille bager, den lille skole, det lille sygehus osv.

Jeg vil foreslå forfatteren, at tilbringe sommeren på Hjerl Hede og dermed kunne glæde sig selv over, at leve i den fortid der skitseres som den ideelle tilværelse for dyr og mennesker og glæde sig over sin egen tilværelses midtpunkt for sjælen.

Imens vil jeg som landmand glæde mig over, at lave sunde fødevarer til de næsten 80 % der mener at landbruget i DK har en passende eller for lille størrelse. Velbekomme

Peter Amstrup, Carsten Bjerre og Svend Jespersen anbefalede denne kommentar

Det er så grotesk at levende væsner kan få sig til at betragte andre levende væsner som PRODUKTER . Og synes at dyremishandling foregår i en god sags tjeneste.

Per Kaas Mortensen, Lise Lotte Rahbek, Torben Skov, Lone Hansen, Ditlev Palm, Eva Schwanenflügel, Elise Friis, Pia Kühnell, Helle Bovenius, Karen Grue, Torben Arendal, Annette Finnsdottir, Carsten Munk, Flemming Kjeldstrup, Klaus Lundahl Engelholt, Jesper Kloppenborg, jens christian jacobsen, Estermarie Mandelquist, Niels-Simon Larsen og Birthe Gawinski anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Tusind tak for artiklen. Ufattelig kynisme man får indsigt i.
Se filmen Gunda. Den handler om en so, der føder og opfostrer sine grise.

Intet under at nogle forsvarer det, der ikke bør forsvares med alle mulige mærkelige argumenter. Det har vi været vant til gennem mange år.
Vi vænner os til brutalitet, som en også siger, og så kan man lige gå en runde og se på, hvad vi egentlig finder os i - og deltager i.

Lise Lotte Rahbek, Torben Skov, Lone Hansen, Lars Knudsen, Eva Schwanenflügel, Elise Friis, Pia Kühnell, Helle Bovenius, Karen Grue, Torben Arendal, Carsten Munk, Mogens Holme, Flemming Kjeldstrup, Klaus Lundahl Engelholt, erik pedersen, Estermarie Mandelquist og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Jesper Johannsen

Essensen af naturen. Spis eller bliv spist.

# Mathilde Walter Clark

Tak for et yderst oplysende essay med uhyggeligt meget stof til eftertanke!

Per Kaas Mortensen, Svend Elming, Jan August, Torben Skov, Kim Køhler, Lone Hansen, Mette Møhl, Ditlev Palm, Eva Schwanenflügel, Elise Friis, Helle Bovenius, Karen Grue, Annette Munch, Tove Overgaard, Mogens Holme, Flemming Kjeldstrup, Niels-Simon Larsen, Anders Reinholdt, erik pedersen, jens christian jacobsen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Man kan måske undre sig over, at nogen kan få sig selv til at spærre dyr inde i små båse, så de knap kan røre sig, men som det også siges i artiklen, er det noget, man vænner sig til. Man bliver ufølsom over for andres lignelse, hvad enten det gælder dyr eller mennesker, og vi må heller ikke glemme, at det er gode, kristne mennesker og socialdemokrater (hvad næsten alle er), der gør det her. Som sædvanlig har man alle mulige forklaringer for, at det er godt at udføre denne brutalitet.

Lise Lotte Rahbek, Torben Skov, Lars Knudsen, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Karen Grue, Inger Pedersen, Carsten Munk og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Flemming Kjeldstrup

For at bespise en lille bitte del af verdens befolkning vælger vi så at lade vores lille land overskide uden nogen videre økonomisk fordel.

Per Kaas Mortensen, Holger Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Thomas Helbo Hansen, Lone Hansen, Lars Knudsen, Niels-Simon Larsen, Eva Schwanenflügel, Elise Friis, Helle Bovenius, Karen Grue, Torben Arendal, Inger Pedersen, Anders Reinholdt, Erik Bresler og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Fantastisk flot essay, oplysende og bevidsthedsudvidende ( jeg kan ikke lige finde et bedre ord).
En oplysning mangler jeg dog. Jeg mener at have læst at overskuddet i landbruget stort set svarer til de tilskud som landbruget modtager, fra DK og EU. Hvis det er tilfældet, skulle det være økonomisk muligt (rationelt!) at omlægge landbruget? Så er det bare befolkningen og dens politikere som skal rykke (inde i deres hoveder).

Per Kaas Mortensen, Jan August, Christina Laugesen, Annette Munch, Mette Møhl, Dorte Hildebrandt, Ditlev Palm, Lars Knudsen, Niels-Simon Larsen, Eva Schwanenflügel, Elise Friis, Pia Kühnell, Flemming Kjeldstrup, Karen Grue, erik pedersen, Torben Arendal og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Mennesket er mig bekendt det eneste dyr, der producerer andre dyr

Jeg mener nu at have læst at myrer holder bladlus som "malkekvæg" for at konsumere deres afføring, den næringsrige "honningdug".

Niels-Simon Larsen, Eva Schwanenflügel og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar

Tak for en rigtig god beskrivelse af det uhyre, som store dele af dansk landbrug har udviklet sig til.
Udover den rædselsfulde behandling af dyr, så fourener landbruget også grundvandet og dermed vandløb og i sidste ende havet.
Insekter bliver udryddet og jordens mikroliv dør.
Vi mennesker bliver fyldt med kemikalier og resistente bakterier.
Hvornår holder dette vanvid op?

se eller gense Food Inc:
https://vimeo.com/31813990

Torben Skov, Bent Sørensen, Lone Hansen, Lars Knudsen, Niels-Simon Larsen, Torben Arendal, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Kim Houmøller, Anders Reinholdt, Inger Pedersen og Flemming Kjeldstrup anbefalede denne kommentar

uhyggelig læsning, godt man ikke spiser kød. Der er virkelig noget for Danmark at rydde op i, lang vej til et dyreetisk samfund og en skamplet for Danmark

Lars Knudsen, Estermarie Mandelquist, Elise Friis og Karen Grue anbefalede denne kommentar

Efter endt lytning kan jeg genkende - og være stort set enig i artiklen.

Fik desuden den tanke undervejs, om der måske kunne være en tilsvarende sammenhæng mellem "industialiseringen" af danske børn og unge - og de problemer, de åbenbart bøvler rundt med?

Og nej, jeg burde ikke have sat industrialiseringen i citationstegn - for det ER sgu da industrialiserings-tankegang fra vuggestue til faglært/universitet!

Ok, det var et sidespring...

Lise Lotte Rahbek, johnny volke, Jan August, Vibeke Juel, Morten Jensen, Mogens Holme, Niels-Simon Larsen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

Nu er det ikke svært på et medie som Information, at samle sympati for synspunkter som i indlægget.

Problemet er bare, at ude blandt almindelige mennesker, som der trods alt er nogle hundrede tusinde flere af, end Informationslæsere - jeg ved godt, at det ikke bekymrer jer, som er for proletariatets diktatur og andre totalitære politiske systemer - så må I lige starte med at få opbakning til et forbud mod frikadeller og flæskesteg og den slags.
Og det vil med garanti ikke lykkes for jer.
Det ved I også godt selv.

Så de et er en billig omgang, at støtte det her.
Hvilket ikke betyder, at jeg ikke er enig.
Jeg lever selv vegetarisk.
Men jeg er ikke helt SÅ naiv...

@jens christian jacobsen

Personligt modsiger jeg ikke skribenten. Men der er ingen landmand der ønsker at smågrisene dør før de er slagte modne.

Men når antallet af grise i en produktion går op, så stiger tabet også. %vis er det det samme. Men det ser voldsomt ud når der kun ses på tælleren.

jens christian jacobsen

@Ib Christensen
Det er selve den logik du nævner, der resulterer i de rædselsfulde forhold for dyrene. Og for miljøet. Og for os forbrugere. Baseret på et helt erhvervs kynisme, ligegyldighed. Bare prisen er lav.
Et naivt spgsm: hvis landmændene er så ægte bekymrede for hver gris der dør, hvorfor så ikke indrette produktionen, så det ikke sker?
Så kan det ikke længere 'betale sig?'
So be it. Så må de landmænd finde et andet arbejde.

Helle Bovenius, Lars Knudsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

jens christian jacobsen
04. december, 2022 - 07:14

Det er længe siden, det var den enkelte landmand, der var ejer af sin bedrit og havde det valg.

I dag er han enten prioritetsbestyrer eller ansat til det grove arbejde af de egentlige ejere, f.eks. kapitalfonde eller andre finansselskaber.

jens christian jacobsen

Inger Pedersen:
Det tvivler jeg ikke på. Men så meget desto nemmere for den enkelte bedriftsbestyrer at finde et andet job? Han har så ingen (eller få) af egne midler i klemme?
Men jeg har altså svært ved at finde undskyldninger for det produktions- og markedsbaserede syn på dyrevelfærd, som Clarks artiklel fortæller om.

Kan kun være enig i, at der ikke findes undskyldninger her - kun konstateringer og
forklaringer.

Til de mange, der stadig lever i en kognitiv dissonans og mere eller mindre ubevidst støtter denne civilisationens største moralske forbrydelse - kan jeg kun anbefale at se følgende mesterlige og pædagogiske fremstilling af problemet og dets essentielle karakter: En kollektiv fortrængning og fremmedgørelse af en rædselsfuld og ubekvem sandhed - nedarvet som kultur og tradition

https://www.youtube.com/watch?v=YnQb58BoBQw

Der er ganske enkelt intet acceptabelt forsvar for dette uvæsen. Der er kun løgn, fortrængning og samvittighedsdrab.

Animalsk landbrug vil gå samme vej som tobak, alkohol, slaveri og sexisme: I løbet af de næste generationer vil der ske et kollektivt skred i den offentlige mening vedr. dette spørgsmål - og animalsk produktion vil blive marginaliseret og ugleset, indtil det evt. vil blive forbudt ved lov. Det vil tage endnu nogle generationer - men der er ingen tvivl om trenden. Den er i fuld gang - og denne artikel er netop eet af mange udtryk for det.

Det er intet mindre end en værdigmæssig kulturevolution, vi står midt i - og ingen ved, hvad bliver det næste - eller hvor det ender?

/O

hannah bro, Helle Bovenius, Achim K. Holzmüller, Dorte Nielsen, Svend Elming, Lars Knudsen, Niels-Simon Larsen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Willy Johansen: “ jeg ved godt, at det ikke bekymrer jer, som er for proletariatets diktatur og andre totalitære politiske systemer”.
Sikke noget fis at fyre af. Hvis det skal ned på det plan, må man da kalde dig nazist.

Kære Mathilde Walter Clark

Det er et helt formidabel godt og lærerigt essay du har skrevet. Bravo. Jeg har ikke lært så meget på så kort tid siden jeg læste Pikitty. Tusind tak for det. Jeg køber fra nu af udelukkende økologiske fødevarer.

Med venlig hilsen
Klaus Klein

jeg var en af de blegskravlede københavnerdrenge fra stenbroen der blev sendt med toget på bondegårdsferie en lang sommer i Jylland – og det var en herlig oplevelse – jeg var 10 og lærte at køre en rød Ferguson i fuld fart på bulede markveje – MEN jeg undrer mig over hvorfor Venstre Danmarks Liberale Parti hænger i skaglerne på landbrugets kulturelle narrativ når det ikke eksisterer som folkelig livsform udover mørnede familiefotoalbummer i udkantsgeografien – måske er det bare refleksive dødskramper inden de sidste springer ind i målfotoet som lilla socialliberale demokrater – appendix: dette er ikke en pisk ! – dette er ikke en gulerod .)

Tak for den meget detaljerede gennemgang.
Grisen er et af vores klogeste dyr, faktisk klogere end hunden, og når den får plads er det et sjovt og godt dyr at omgås. (Får den lov, kan den hutigt med sin tryne pløje en græsplæne op. Så derfor er den bedst i en indhegning).
til Niels-Simon Larsen 3/12 -08.23: Jeg tror ikke, der er mange socialdemokrater, alle dem jeg kender er trofaste venstretilhængere.
Til Thomas Østergaard 3/12 - 14.53: Ja myrer holder bladlus, men jeg mener ikke de som sådan opforstrer dem. Og slet ikke på samme måde som vi opforstrer grise.
I øvrigt kommer der i forårssemestret fra "Offentlige foredrag" en aften om myrer.
Du kan læse mere om offentlige foredrag, der livestreames til over 300 steder i landet på ofn.au.dk. De kan stærkt anbefales.

Niels-Simon Larsen

Lone Hansen: Jeg anvendte bare Schlüters gamle konstatering, at vi alle i bund og grund er en slags socialdemokrater på nær den yderste rød-grønne venstrefløj.
Nu får vi se med regeringsforhandlingerne, om han ikke får ret igen.

Jesper Johannsen

Tyskland er langt den største svineproducent i EU. På anden pladsen ligger Spanien. Danmark er en lille spiller globalt. Det gælder også svineproduktionen. De største enkelt producenter i Kina har en år produktion, som overstiger hele den danske svineproduktion. Og hvad vi tjener på gyngerne sætter vi til på karrusellerne og meget mere til på sigt. For der følger ingen regning med til konsekvenserne af det intensive landbrug der udøves i Danmark. At sprede tusinde af tons af kemikalier på næsten 60% af Danmarks landarealer er en gratis omgang med statsstøtte for det danske landbrug. Efterregningen på ødelægte grundvandsreservoire og biodiversiteter betaler fremtidens skatteydere.

Men sådan har hele det liberale kapitalistiske forbrugssamfund været i årtier. En gratis omgang med uoverskuelige konsekvenser til følge. Og der er bestemt ikke udsigt til forandring andet end lidt på overfladen. Men det for os da til at fæle vi gør noget ved udfordringen alt i mens vi drøner videre. Kørselsfradraget er i øvrigt sat op pr. 01. januar 2023. Så nu kan det betale sig at køre endnu længere på job.

Naturen det billige skidt, det er bl.a. os.

hannah bro, Helle Bovenius og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

60.000 landbrugsmennesker 60% Danmark 3% BNP – et absurd forholdstal for flyvover Danmark – storindustrielt trøstesløst skamplettet nyttelandskab med monokulturer og KZ–kødfabrikker – og den kvalmende propagandavideo med strømlinet wirtschaftswunderkind som lejrvagt der fremturer pervers produktionsbusiness – Hannah Arendt beskrev Eichmann der reducerede jøder som Stücken med ondskabens banalitet – faneme for ulækkert brækop .)

#Knud Jeppesen.
“ gode og sunde fødevarer på den bedste og billigste måde.”
Jeg har lyst til at skrige “luk lortet”
Samtale er virkelig vanskelig når man ser helt modsat på hvad der er nat og dag. Der er brug for nogle brobyggere eller lignende.

Tak for en lang og vigtig artikel, der satte mange tanker i gang, men også samlede nogen.
Jeg tror at det mest skræmmende i artiklen er at få præsenteret det faktum, at udenlandske kapitalfonde og lignende uhindret kan opkøbe danske landbrug og fortsætte den onde spiral. Det burde være stoppet.
Men glubsk kapitalisme gennemstrømmer alt i artiklen, og dette store dyr lader sig ikke bremse - slet ikke med Venstre i en regering.
I slutningen af 60'erne sagde lederen af den i Roskilde beliggende Statens (Slagteriernes?) Forsøgsstation for Svin i (usikker på navnet) sin stilling op, fordi de svin, de nu fik ind, havde kød lig det som selvdøde grise havde. Det er mere end 50 år siden.

Tilføjelse: Niels-Henrik Hansen er "glemt" i de officielle ting på nettet, men jeg fandt ham her:
https://www.information.dk/1997/10/kampen-svineriet

Niels-Simon Larsen

Jan August: Tak, og så har vi jo lige haft sagen mod Stiig Markager, der dog blev frikendt og dermed fik lov at sige sandheden om landbrugets udledninger og ødelæggelser af havbunden.