Interview
Læsetid: 17 min.

Først under romanarbejdet forstod Hilde Rød-Larsen, at det var hendes egen #MeToo-historie, der trængte sig på

Den norske forfatter Hilde Rød-Larsen undersøger i romanen ’Diamantkvelder’, hvad der er sandt og falsk, rigtigt og forkert i en seksuel relation mellem en ung syg kvinde og en ældre mandlig psykiater. At skrive romanen har for forfatteren ført til en erkendelse af, at hun selv som ung var udsat for en psykiater, der udnyttede hendes sygdom til at få sex
»Romanen er en udforskning af, hvorvidt Agnete ser sig som offer eller ej,« siger Hilde Rød-Larsen. »Hun har skabt sig en falsk fortælling i den vildfarelse at den har gjort hende stærk.«

»Romanen er en udforskning af, hvorvidt Agnete ser sig som offer eller ej,« siger Hilde Rød-Larsen. »Hun har skabt sig en falsk fortælling i den vildfarelse at den har gjort hende stærk.«

Sigrid Nygaard

Kultur
25. november 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Det begyndte i uvished. Da den norske forfatter Hilde Rød-Larsen skulle skrive sin anden roman, vidste hun kun én ting, og det var, at hun ikke igen skulle skrive en distanceret tredjepersonsfortælling. Hun skulle tættere på.

»Jeg ville tvinge noget nyt frem hos mig selv og skrev hurtigt de første sider med en jegfortælling om en kvinde, Agnete, sidst i fyrrerne, der skal finde ud af noget om sig selv.«

Agnete er i romanen en kvinde, som lever af at oversætte, har en ny ægtemand og en datter på 17 fra sit forrige ægteskab. En morgen begynder hun at tabe håret. Hun ved, at det kan være en stressreaktion, men hvad er det, kroppen egentlig prøver at fortælle hende? Da hendes mand tager på en langvarig forretningsrejse, får hun lejlighed til at gå på jagt efter hemmeligheden bag det symptom, der har udløst hårtabet. Hvad er det, Agnete har holdt for sig selv i flere årtier, og som hun fortsat sætter spørgsmålstegn ved? Og ja, hvad skete der egentlig den gang på divanen i terapirummet med faren til studieveninden Jenny?

Hilde Rød-Larsen skrev videre på historien om Agnete, der går på jagt efter, hvad der skete i fortiden. Men hun var ikke tilfreds med historien.

»Jeg kunne ikke selv lide det, kom ikke til pointen, brød mig ikke om jegfortælleren, syntes, hun veg udenom, og at der var noget opstyltet og pinligt over hende.«

Forfatteren var tæt på at forkaste bogen.

»Jeg arbejder også som forlagsredaktør, og hvis noget er ubehageligt i en bog, så siger jeg altid til forfatteren: dvæl ved det, vær i det og prøv at finde ud, hvor ubehaget kommer fra. Det måtte jeg nu sige til mig selv.«

Hun besluttede med sig selv at holde fast i fortællingen om Agnete.

»Jeg mærkede, at det ubehag, jeg havde ved jegfortælleren, havde noget at gøre med mig selv. Jeg måtte blive i det ubehagelige. Jeg begyndte at forstå, at jeg skrev om noget, der var taget ud af mit eget liv, og som jeg selv trængte til at finde ud af.«

Hilde Rød-Larsen fandt ud af, at hun i fiktionens form var i færd med at undersøge noget, som havde rod i hendes eget liv, og som hun havde skubbet i baggrunden. Da hun indså det, faldt bogens sindrige form på plads. Diamantkvelder består af tre adskilte dele, hver med sit persongalleri, men med de samme grundelementer, hvor der kredses om, hvad der skete mellem den unge kvinde og venindens far for mere end 20 år siden.

Hilde Rød-Larsen

  • Født 1974.
  • Er litterær oversætter og forfatter.
  • Debuterede med ’Sommertid’ i 2019 og senest ’Diamantkvelder’ i år, der også udkommer i dansk oversættelse den 25. januar på Gutkind.

I romanens første del møder vi jegfortælleren Agnete, der er oversætter. Det er hende, der er gået på jagt efter den bagvedliggende grund til sit hårtab og ender i ungdomsårene, hvor hun opholdt sig i England og havde et forhold til sin bedste venindes far, som er psykiater. Men Agnete formår aldrig rigtig at komme ind til kernen af, hvad der virkelig skete. Anden del af romanen må vi så forstå som Agnetes fortælling af, hvad der skete dengang i forholdet til den ældre mand – men i tredjeperson. Hovedpersonen hedder derfor ikke længere Agnete, men Marianne. Her kommer hun i kraft af den yderligere fiktionsforskydning tættere på og kan scenisk beskrive den seksuelle udnyttelse, der finder sted på mandens terapidivan. I romanens tredje del, hvor Agnete igen er fortæller, samles brikkerne, og fortælleren konfronterer sig mere direkte med, hvad der skete.

»Bogens komposition udsprang af, at jeg syntes, det var ubehageligt at arbejde med en jegfortæller, blandt andet fordi jeg selv trængte mig på i større grad end planlagt. Det føltes trangt og kvalmende, især fordi jeg forstod, at det var min egen historie om en destruktiv seksuel relation, som trængte sig på. Jeg overvejede at skifte til tredjeperson i hele bogen, men det føltes fejt, så jeg prøvede i stedet at finde ud af, hvordan jeg kunne bruge det ubehag på en konstruktiv måde,« fortæller Hilde Rød-Larsen.

»Agnete har det på samme måde, det lykkes hende aldrig at komme til pointen i første del. Hun går udenom og udenom – noget, som er karakteristisk for en, som bærer på et traume.«

Men da hun i anden del lægger historien over i en tredjepersonsfortæller, nemlig Marianne, forløses noget.

»Her lykkes det hende at nærme sig det vanskelige på en anden måde. Og når tredje del begynder, har hun fået fortalt noget vigtigt, som gør, at hun kan gå mere direkte til sagen.«

En #MeToo-roman

Romanen Diamantkvelder udkom i begyndelsen af august i Norge og udkommer på dansk til januar. Jeg læste den lidt tilfældigt og blev grebet af historien. Jeg var især optaget af, hvordan forfatteren bruger romanformen til at undersøge et traume i fortiden. Jeg var til gengæld overrasket over den norske modtagelse af bogen, som nok forstod at værdsætte det sproglige og den nye form, forfatteren havde fundet, men som slet ikke havde fat i den #MeToo-historie, Hilde Rød-Larsen forsøger at fortælle. Gemt midt i fiktionen ligger der en historie om seksuel udnyttelse, samtidig med at forfatteren i romanen undersøger, hvad #MeToo er, og hvad der mere præcist hører ind under det begreb. Derfor rakte jeg ud til forfatteren.

»Min bog er en roman om, hvad der er sandt og falsk,« slår hun en efterårsdag, hvor hun er i København, fast og siger, at hun som forfatter helt grundlæggende er interesseret i de fortællinger, vi laver, om, hvem vi er som mennesker, de fortolkningskategorier vi skaber, og den identitet vi skaber for os selv – og især den revision, vi griber til, når vi kommer i krise.

Hilde Rød-Larsen ser romanens tre dele som ligestillede, som tre forskellige forsøg på at nærme sig sandheden. Men vejen derhen er afgørende og går gennem forvirring.

»Det var, da jeg havde fanget denne komposition, at jeg forstod, at det ville lykkes at skrive romanen. Ved hjælp af små forskydninger og spring i teksten, som er mulige på grund af de tre dele, kan jeg vise Agnetes desorientering – som er grundlæggende for hendes livsfølelse – og ikke bare fortælle om den. Målet var, at læseren også skulle føle sig let desorienteret. Og så var det vigtigt, at formen gav mig mulighed for, at min fortæller forandrer sig, alt efter hvad hun fortæller. Det, jeg ikke vidste, var, at jeg – Hilde Rød-Larsen – kom til at forandre mig meget mere end hende, mens jeg skrev.«

Hilde Rød-Larsen er blevet klogere. Den undersøgelse, hun har gennemført med romanen, har bragt hende til større erkendelse end den, Agnete formulerer i romanens sidste del: »I løpet av de siste årene har jeg, i likhet med så mange kvinner, ransaket livet mitt for å finne ut om jeg også – burde – ytre et jeg også. Nei, tenkte jeg lenge og ranket med rygget, et innbitt nei. Jeg har bestemt selv, ingen skal få gjøre meg til noe offer.«

Det er Agnetes erkendelse, når hun konfronterer sig selv med, hvad der skete, da hun var ung.

»Man kan sige, at romanen er en udforskning af, hvorvidt Agnete ser sig som offer eller ej. Hun prøver at finde en sandhed midt i al den desorientering, tåge, uklarhed og ambivalens, som kendetegner skønlitteratur. Men nu, hvor romanen findes, så kan jeg stille mig uden for den og sige, at jeg mener, Agnete er et offer, selv om hun har fortalt sig selv, at hun ikke er det. Hun har skabt sig en falsk fortælling, i den vildfarelse at den har gjort hende stærk, mens den tværtimod er skadelig for hende.«

– Du ser Agnete som et offer?

»Det var ikke noget, jeg forstod til fulde, mens jeg skrev, men nu, hvor jeg betragter hende set fra romanen, opfatter jeg hende absolut som et offer. I romanen siger Agnete, at hun som ung tænkte: ’Det spiller ingen rolle, hvad man vælger, det afgørende er, hvad man gør med sine valg. Som om veje og bomme kunne bygges op og rives ned med forestillingsevnens kraft. Som om et sår var et sår, hvis jeg bare godtog, at det var det.’ Hun vil ikke godtage, at hun er bliver påført et gedigent sår, for hun vil ikke have, at det skal være sandt. Men det er det, uanset hvad hun forestiller sig.«

At blive set

Hilde Rød-Larsen fortæller, at #MeToo ikke var noget, hun tænkte på, mens hun skrev, men her bagefter ser hun det anderledes.

Hilde Rød-Larsen skulle gå gennem skønlitteraturen for at finde sandheden om sit eget liv.

Hilde Rød-Larsen skulle gå gennem skønlitteraturen for at finde sandheden om sit eget liv.

Sigrid Nygaard

»Jeg bliver forskrækket, når jeg tænker på, hvordan jeg tidligere så på mig selv og min egen holdning til #MeToo. Jeg følte afsmag i begyndelsen, og jeg husker, at jeg, da hashtagget dukkede op, tænkte, at det ville jeg i hvert fald ikke, for der var ikke nogen, der skulle gøre mig til offer. Jeg havde bestemt selv og taget ansvar for mine egne handlinger. Nu har jeg helt ændret holdning, for alle de individuelle stemmer har ført til vigtige samfundsændringer, og vores samfund er blevet ændret til det bedre på grund af #MeToo. Det er mærkeligt, for jeg er uddannet sociolog og grundlæggende interesseret i, hvad der sker i skæringspunktet mellem individ og samfund, men det tog mig lang tid at forstå, at disse stemmer var en kæmpe bevægelse.«

– Den unge kvinde, du skildrer i din bog, hvordan ser du hende?

»Jeg opererer ikke med diagnoser i bogen, og det er villet, men hun er syg. I selve titlen, ’Diamantkveld’, ligger der symptomer på en diagnose, da det er et billede på den tilstand, Agnete befinder sig i, når hun føler, at hun og alt omkring hende lyser. Som forfatter ved jeg, at når hun har befundet sig i en tilstand, som man med diagnostisk sprog kalder hypomani, så følger der et mørke. Hun ved ikke selv noget om de diagnoser, men det gør jeg i dag, og det er en bipolar lidelse. Som ung er hun udiagnosticeret og lider også af en spiseforstyrrelse og angstsymptomer, men det er ikke ord, jeg bruger i bogen.«

I romanen ser venindens lægefar den unge kvindes nød. Og hun vil bare, »at han skal se og se og se«.

»Behovet for at blive set er almenmenneskeligt. Det, jeg skildrer i romanen, går ud over det. Agnete er syg, og venindens far ser, at hun er syg. Han er læge og har skrevet bøger om det, hun lider af, og siger til hende, da de mødes, at hun vil kunne genkende sig selv i det, han har skrevet. Det er eksplosivt for hende med dette lægefaglige blik, som gennemskuer, at hun er syg – men i stedet for at tilbyde helbredelse udnytter han sin indsigt til at få sex.«

Hilde Rød-Larsen tilføjer, at det er centralt for at forstå, hvad der sker, at kvinden aldrig begærer venindens far, og at hun aldrig er forelsket i ham.

»Kærlighed er der selvsagt ikke tale om. Hvorfor har hun så sex med ham? Det er det, bogen undersøger.«

Hilde Rød-Larsen skulle gå gennem skønlitteraturen for at finde sandheden om sit eget liv.

»Skønlitteratur giver fantastiske muligheder for at søge sandheden. Nogle har spurgt, om jeg ikke kunne have skrevet fagprosa, men det var min måde at finde ud af, hvad der var sandt og falsk. Der sættes ikke to streger under nogen svar her, det gør skønlitteratur sjældent med held. Jeg ville skrive en roman fuld af ambivalens. Bagefter er man som forfatter ikke forpligtet på at kommentere det, man har skrevet, men efter denne roman havde jeg til min egen overraskelse et behov for at tale om bogen, for jeg kunne se, at den siger noget, som har betydning for livet, og som jeg tror, andre også vil kunne genkende sig selv i.«

– Så det at skrive bogen har bragt dig til afklaring?

»Ja.«

– Det er fiktion, som har bund i noget virkeligt?

»Romanens kerne udspringer af noget helt konkret. Når jeg siger, at romanen er en mosaik, er det en mosaik af egne erfaringer og fantasi. Nogle af brikkerne er meget tæt på mit eget liv.«

– Du har selv været udsat for seksuel udnyttelse?

»Ja.«

– Hvad skete der?

»Jeg mødte i familiesammenhæng, da jeg var i begyndelsen af tyverne, en psykiater, der var betydeligt ældre end mig. Vi talte sammen, og han sagde, at han kunne se, at jeg ikke var rask, at jeg var for tynd, og at det ikke kunne have været let for mig med de forældre, jeg havde. Han fortalte, at han havde skrevet noget, som han mente, jeg ville genkende mig selv i. Det sagde jeg ja til at læse, og nogle dage senere sendte han det til mig.«

Hilde Rød-Larsen fortæller, at det var afgørende for hende at opleve, at hun, som hele sit liv tilsyneladende havde været en dygtig, velfungerende og veltilpasset pige, der klarede sig godt i skolen, blev gennemskuet af en mand, som sagde til hende, at han kunne se, at hun var syg, og som tilmed havde det som profession at kunne helbrede.

»Det var skelsættende at læse, det var, som om det handlede om mig. Jeg følte mig gennemlyst og set, som om nogen havde kørt mit sind og min psyke gennem et røntgenapparat, alt lyste og skinnede, var blevet afsløret og taget imod. Han satte ord på noget, jeg aldrig selv havde kunnet. I lighed med Agnete i min bog havde jeg udøvet forskellige former for selvskade for at give udtryk for de problemer, jeg havde, men ikke på en måde, så det var blevet opfanget af behandlingssystemet. Nu var der en psykiater, som sagde til mig, at jeg var syg og måtte have det svært.«

Kernen i Hilde Rød-Larsens roman udspringer af noget helt konkret i forfatterens eget liv.

Kernen i Hilde Rød-Larsens roman udspringer af noget helt konkret i forfatterens eget liv.

Sigrid Nygaard

Godt et år efter, i begyndelsen af 1999, mødtes hun igen med psykiateren.

»Det var mig, som tog kontakt til ham, og vi mødtes på en café i Oslo. Han sagde, at han troede, jeg ville have glæde af at se hans kontor, som lå rundt om hjørnet.«

Hun husker det som et kort besøg, hvor der ikke skete yderligere. Siden er det ifølge Hilde Rød-Larsen ham, der tager kontakt, og de har efterfølgende en korrespondance.

»Han inviterede mig så igen, helt eksplicit til at have sex i behandlingsrummet, på terapidivanen.«

Ligesom det er beskrevet i romanen, henter han et hvidt lagen fra et skab og breder det ud over den divan, hvor han behandler sine patienter. Bagefter lægger han det tilbage i skabet indtil næste gang. Lagenet er »en rekvisit hentet fra det virkelige liv«, som hun fortæller.

De mødtes fem gange i psykiaterens behandlingsrum, første gang i april 1999, sidste gang i februar 2000. Hun skrev jævnlig dagbog og har gemt beskeder mellem dem, derfor kan hun rekonstruere forløbet. Hvert møde indebar samtale, vin og et kort samleje på hans divan.

»Jeg husker, hvor ulykkelig jeg var den sidste dag i behandlingsrummet, og hvordan jeg håbede at blive trøstet, og så taler han som hver gang bare om sig selv. Jeg husker, hvor tom og trist jeg følte mig, da jeg gik derfra. Efter dette skriver jeg et brev, hvor jeg siger, at jeg ikke vil mødes med ham mere.«

I de følgende år er der kun kontakt via mail. Indtil for 12 år siden, hvor Hilde Rød-Larsen efter mødet med en psykiater, der ikke kunne hjælpe hende ud af den krise, hun befandt sig i.

»Jeg skrev en sms til ham og spurgte, om han kunne hjælpe mig med at finde en terapeut. Jeg fik ikke noget svar.«

Sidste gang Hilde Rød-Larsen mødte ham, fortæller hun, var for otte år siden på vej ud af krisen. Der havde hun også sex med ham.

– Hvad kom det af?

»Jeg ville vise mig som den handlende, som den, der forsøger at tage magten tilbage over det, der var sket tidligere. Derefter ses vi ikke.«

– Hvad kalder du det, du er blevet udsat for?

»En læges udnyttelse af sin faglige autoritet til at manipulere. Der er tale om en asymmetrisk relation, som kendetegner #MeToo. Asymmetrien ligger i, at han udnytter sin store faglighed over for en syg person – og så er aldersforskellen sådan set underordnet.«

– Har du siden konfronteret ham med, hvad du mener, han udsatte dig for?

»For to år siden kontaktede han mig og spurgte, om vi skulle mødes. Jeg svarede, at jeg først nu havde forstået, at han havde udnyttet sin rolle som læge og specialist i det, jeg fejlede, og bad ham om ikke at kontakte mig igen.«

– Gjorde det dig mere syg, det han gjorde mod dig?

»Det gjorde, at jeg brugte længere tid, inden jeg opsøgte professionel hjælp. Jeg mener også, at det at tage hele ansvaret på sig, som jeg gjorde, er usundt.«

– Tænkte du, at du gik i terapi hos ham, dengang I først var sammen?

»Nej, det var ikke en formel terapeutisk situation. Jeg ønskede at blive set, desperat, og ville bare have mere og mere af det tilsyneladende forstående blik og var syg efter at blive repareret. Han var læge, og han havde set, hvad jeg fejlede, og jeg forestillede mig, at han kunne hjælpe mig, men jeg havde ikke noget ønske om sex. Jeg fik aldrig igen den oplevelse af at blive set, alligevel blev jeg i det i lang tid. Det er først i de seneste to år, at jeg forstår, at han udnyttede mig. Jeg har bagefter skammet mig over det, jeg selv gjorde, og ment, at det eneste, jeg var offer for, var mine egne dårlige valg.«

Hilde Rød-Larsen har først skrevet romanen for at nå til en afklaring, siden vil hun gerne bruge det til at diskutere #MeToo, og hvad der rigtigt og forkert i relationen mellem mennesker.

Hilde Rød-Larsen har først skrevet romanen for at nå til en afklaring, siden vil hun gerne bruge det til at diskutere #MeToo, og hvad der rigtigt og forkert i relationen mellem mennesker.

Sigrid Nygaard

Offermodus

Hilde Rød-Larsen er bevidst om, at hendes landsmand Linn Ullmann for nylig har skrevet en roman, Pige, 1983, om et lignende forhold mellem en ung pige og en ældre mand. Også Linn Ullmann udforsker hukommelsens digteriske kraft i et forsøg på at nærme sig, om det, den unge pige var ude for, var en affære eller et overgreb eller en affære og et overgreb.

»Modtagelsen af hendes roman har gjort det klarere for mig, hvordan jeg vil tale om min bog. Når Linn Ullmann taler om bogen, vil hun gerne fastholde dunkelheden og det tågede i forhold til, hvorvidt der er tale om et overgreb på den unge pige. Det er hendes privilegium som forfatter, men det ønsker jeg ikke. Der findes et andet rum uden for romanen, hvor jeg kan kommentere, hvad der foregår, og så må romanen stå for sig selv.«

Hilde Rød-Larsen tilføjer, at norske kritikere har rost Ullmann for ikke at lade sin hovedperson gå i offermodus.

»Det provokerer mig, for der er for mig ikke tvivl om, at hendes 16-årige pige er et offer for et overgreb. Inden for en roman kan det være frugtbart at gøre det dunkelt og uafklaret, men at sige at det er godt, at hun ikke er i offermodus, forstår jeg ikke.«

– Du følte, at du selv gik med, da du var sammen med den mand, der udnyttede dig?

»Jeg lavede en historie, som gav mig en oplevelse af magt, fordi jeg ikke kunne holde ud at være et offer. Den historie var, at jeg valgte det selv. På den måde kunne jeg være stærk og stolt. Men det er ikke stærkt umælende at acceptere, at der bliver begået uret mod en, at man bliver udnyttet. Jeg ser det som en kerne i #MeToo-bevægelsen, at man som enkeltperson skal kunne fortælle sin historie, uden at man skal påføres skammen, som er forbundet med at være svag.«

– Hvorfor vil du gerne fortælle den her historie, men samtidig uden at nævne hans navn?

»Jeg fortæller denne historie, fordi jeg ikke længere vil tage skammen på mig, fordi jeg ikke vil påtage mig skylden. Når jeg ikke nævner hans navn, skyldes det, at det ville have skabt støj, som ville stå i vejen for de almene aspekter af en historie, som jeg desværre ved rækker langt ud over mig. En historie, som handler om, at man kan være et offer, selv om man ikke er ’det ideelle offer’, og om, hvor alvorligt misbrug af lægefaglighed er.«

»En vigtig grund til, at jeg vælger at tale om #MeToo uden for romanuniverset, er et ønske om et opgør med det, jeg oplever som en berøringsangst. En berøringsangst, som er en del af mit personlige traume og samtidig også et anliggende, der rækker ud over mig. Jeg er gentagne gange blevet mødt med tavshed, når jeg har fortalt om det, jeg har oplevet, både i mødet med behandlingsapparatet og med forskellige aktører, jeg har været i kontakt med i forbindelse med min bog. Den tavshed har påført mig skam, en skam som har gjort, at jeg selv har forholdt mig tavs, når jeg ikke burde være det.«

Hilde Rød-Larsen har først skrevet romanen for at nå til en afklaring, siden vil hun gerne bruge det til at diskutere #MeToo, og hvad der rigtigt og forkert i relationen mellem mennesker.

»Jeg elsker romanen, selve romanformen, både som læser og som forfatter. Det gør jeg, fordi den er et grænseløst mulighedsrum – man må alt! Det, som imidlertid er blevet klokkeklart for mig efter at have skrevet Diamantkvelder, er, at sådan er det ikke i selve livet, eller sådan skal det ikke være i selve livet. I det enkelte liv, i samfundet og i forholdet mellem individer er der, og skal der være, grænser for, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Ved at tale så utvetydigt som muligt om min egen historie, håber jeg at kunne bidrage til, at disse grænser – disse normer og regler – belyses og befæstes.«

Redaktionen er bekendt med identiteten på den omtalte mand. Han har fået tilsendt Hilde Rød-Larsens forklaring og har fået mulighed for at svare, men er trods flere henvendelser ikke vendt tilbage.
 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flot og solidarisk introduktion til forfatteren Hilde Rød-Larsen og hendes roman Diamantkvelder som jeg glæder mig til ar læse