Denne artikel er delt af Shekufe Heiberg

Informations abonnenter har betalt for artiklen, men Shekufe vil gerne give dig mulighed for at læse den.

Kommentar
Læsetid: 3 min.

Forfatterne er begyndt at blande sig i, om deres bøger skal anmeldes

Nogle forfattere går ikke bare rundt og er nervøse for, hvordan deres nye bog bliver modtaget, men i langt højere grad for at bogen skulle lande hos en fordomsfuld og dårlig kritiker. Så meget, at de slet ikke ønsker, at bogen bliver anmeldt
Kultur
2. december 2022
For nylig modtog Information en mail fra en forfatter og forlægger. Vedkommende skrev, at hun i dag udgav en roman, men tilføjede så, at hun ikke sendte denne roman til anmeldelse, skriver litteraturredaktør Peter Nielsen i denne klumme.

For nylig modtog Information en mail fra en forfatter og forlægger. Vedkommende skrev, at hun i dag udgav en roman, men tilføjede så, at hun ikke sendte denne roman til anmeldelse, skriver litteraturredaktør Peter Nielsen i denne klumme.

Emilie Lærke Henriksen

Fordomsfuldhed synes at være en evig og besværlig ledsager, når det gælder litterær kritik. Det gælder for den enkelte anmelder om slet ikke at invitere den med til festen og skynde sig at få smidt den på porten igen, hvis den alligevel får sneget sig med. Det samme gælder redaktøren, hun eller han skal omhyggeligt gå de afleverede anmeldelser efter i sømmene for bedst muligt at få renset ud i unoderne.

Desuagtet sker det igen og igen, at man i aviserne falder over fordomsfulde anmeldelser, der nok et kort øjeblik underholder, men som ikke spreder andet end misstemning og dårlig energi i hele det litterære landskab, sårer og krænker forfatterne, fordi det de mødes af ikke er en kritik af deres nye værk, men en rundtur i anmelderens egen opblæste selvværd. Og som vel at mærke ikke har det mindste at gøre med ægte litterær kritik, selv om den nogle gange forveksles med den.

Hvorfor kommer jeg overhovedet til at tænke på det her? Jo, sagen er, at jeg oplever, at forfattere ikke bare går rundt og er nervøse for, hvordan deres nye bog bliver modtaget, men i langt højere grad at bogen skulle lande hos en fordomsfuld og dårlig kritiker. Så meget, at de slet ikke ønsker, at bogen bliver anmeldt. Eller også ønsker de at kuppe den normale måde, tingene foregår på i den litterære offentlighed.

For nylig modtog jeg en mail fra en forfatter og forlægger. Vedkommende skrev, at hun i dag udgav en roman, men tilføjede så, at hun ikke sendte denne roman til anmeldelse, »simpelthen fordi jeg gerne vil en litterær samtale, der er hævet over (kvalificerede) synsninger«. Det skrev hun. Hun ville derimod gerne stille op til alle mulige andre former for litterær journalistik og interview, blot ikke en anmeldelse.

Mit første instinkt var, at det skulle hun ikke bestemme. Hvis vi gerne vil anmelde hendes nye bog, så anmelder vi den. Straksreaktionen blev efterfulgt af en tøven.

God og dårlig kritik

Skal man ikke også have respekt for den måde at navigere og påvirke det litterære kredsløb på? Uden at det er ensbetydende med, at man er ved at save den gren over, man selv sidder på. Og uden at man behøver at stige op på den høje hest og fremture med en remse om kritikkens uafhængighed og nødvendige intervention i det litterære kredsløb. Det sidste skriver jeg fortsat under på, men derfor kan jeg jo godt lytte til, hvad forfatteren måske prøver at sige om den måde, kritikken virker i offentligheden.

Jeg var ligeledes for nylig udsat for, at en forfatters nye bog ikke blev sendt til anmeldelse på redaktionen. Det var en bog af en forfatter, som vi har fulgt tæt og altid anmeldt for det meste positivt, så derfor var det ekstra usædvanligt. Da jeg forhørte mig hos forlaget, hvorfor vi ikke havde modtaget bogen, var det overraskende forfatteren selv, der svarede, at når vi så åbenlyst nærede en modvilje mod hans forudgående bøger, så havde han bedt forlaget lade være med at sende en pressemeddelelse og en bog til lige netop Information.

Det er en anden måde at reagere på. Min umiddelbare reaktion var, at så anmelder vi ikke den nye bog. Så kan de smage egen most. Næste tanke var, at det skulle forfatter og forlag selvfølgelig ikke bestemme, så jeg rekvirerede fluks et eksemplar af den nye bog og sendte den til anmeldelse.

Det her er ikke som sådan en kommentar om god og dårlig kritik, men snarere om de små forskydninger i opfattelsen af og reaktioner på kritik, jeg har kunnet iagttage på det seneste. Den gode kritik er både stadig vigtig og værd at diskutere – og god betyder her vel at mærke ikke rosende, men kvalificeret.

Og hvis man vil have et enestående eksempel på, hvordan den gode kritik kan virke og fuldstændig splitte et værk ad og sætte det sammen til noget helt nyt med svimlende indsigter, så skal man i dagens Vinterbøger læse forfatteren Mathilde Walter Clarks enorme essay om »Åbent landbrug«.

Den tekst startede ved, at jeg sendte Mathilde en ny bog om dansk landbrug fra 1945-2020 til anmeldelse, og ud kom der halvanden uge senere dette mesterstykke om tilstanden i dansk landbrug. I den tekst har den lette fordomsfuldhed ingen gang på jorden, her hersker kun nysgerrighed, indsigt og knivskarp evne til at analysere forhold og sammenhænge, som vi ellers har en stærk tendens til at overse.

Shekufe Heiberg læser Information

Måske skulle du også prøve?

Vi vil gerne give dig muligheden for at læse og lytte til seriøs, sjov, kritisk, idérig, afslørende, udfordrende, fri og uafhængig journalistik.

Prøv Information gratis i en måned.

Prøv Information nu
Følg disse emner på mail
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Desuagtet sker det igen og igen, at man i aviserne falder over fordomsfulde anmeldelser, der nok et kort øjeblik underholder, men som ikke spreder andet end misstemning og dårlig energi i hele det litterære landskab, sårer og krænker forfatterne, fordi det de mødes af ikke er en kritik af deres nye værk, men en rundtur i anmelderens egen opblæste selvværd."

Et meget rammende og relevant formulering. Hvad med, om anmelderne i Information også fik en henstilling ovenfra, når de undertiden, på forfatterens bekostning, har mere travlt med at fortælle sig selv og omverdenen, at de skam har den rette identititetspolitiske holdning. Jeg husker nogle ret tydelige eksempler, der især gik ud over Marianne Stidsen (NB. mudderkastning skal ikke betales tilbage med mudderkastning og personlige korstog) og Christina Hagen.

Som eksempel: Hvis en forfatter anvender en bestemt konceptuel ramme for sin kunst, bliver anmelderen nødt til, i hvert fald i udgangspunktet, at acceptere denne ramme som udgangspunkt for sin anmeldelse, selv om denne ramme også, i anden omgang, kan kritiseres.

Ligesom nogle forfattere gerne fremstå som helt sårbare og ærlige over for deres læsere, vil andre gerne være meget impressionisk eksperimenterende og atter andre er mere konceptuelt og performativt orienterede. Der må anmelderen holde hovedet koldt og ikke deltage i mediernes mudderkastning i øvrigt.

Udgangspunkterne må respekteres, men det forudsætter selvfølgelig en litterært kompetent anmelder, også på Information.

https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2019/01/christina-hagens-ny...