I en tid med inflation, stigende energipriser og krig i Europa er det betryggende, at der stadig findes et fast anker her i tilværelsen. Det anker er Informations julesangskonkurrence. For tolvte gang i træk inviterer vi jer læsere til at rime med på årets begivenheder, og i år er der igen mere end rigeligt at skrive om.
I Storbritannien døde Elizabeth II og overlod tronen til sin tålmodigt ventende søn, mens dronning Margrethe fejrede sine første 50 år som regent med to royale møgsager: den ene, da hun fratog prins Joachims børn deres prinse- og prinsessetitler; den anden da afsløringer om mobning og magtmisbrug på Herlufsholm blev en belastning for kronprinsparret, der selv har børn på skolen.
I dansk politik var det svært at sige, hvad der helt præcist foregik: Rød blok vandt, men Mette Frederiksen ville hellere dele magten med de blå. Sofie Carsten Nielsen, der udløste valget, måtte selv træde tilbage. Og rigsretsdømte Inger Støjberg bragede ind i Folketinget med Danmarksdemokraterne og en god håndfuld frafaldne DF’ere i slipstrømmen.