På et tidspunkt måtte det ske: Torsdag døde Hans Magnus Enzensberger i München – denne »beboelige by«, som han med sin beske humør kaldte den bayerske hovedstad, hvor han tilbragte omtrent anden halvdel af sit 93 år lange liv.
Dermed har Tyskland ikke bare mistet en stor digter, essayist, reporter, samler, kritiker, redaktør og provokatør. Midt i det geopolitiske Zeitenwende er Tyskland også blevet et land, hvor efterkrigslitteraturens helt store stemmer som Heinrich Böll, Günter Grass og nu også Enzensberger endegyldigt er væk.
Enzensberger blev født i det bayerske provinshul Kaufbeuren i efteråret 1929 i netop de dage, hvor børsen i New York var begyndt sin nedsmeltning. I et af sine mange tilbageblik har han derfor beskrevet sig selv som et »klassisk krisebarn«, mens han med en barndom i krigen på den anden side var pinligt bevidst om at have det, som den senere kansler Helmut Kohl (årgang 1930) kaldte »nåden at være født for sent«: altså for sent til at blive sendt i krig.
Enzensbergers "Taldjævelen : en godnatbog for alle, der er bange for matematik" kan anbefales.
Mod, kreativitet, vidtfavnende, ufrelst, dedikeret uden fordummende snævre målsætninger, forsøgsvis afprøvende (esayist=filosof=tænker=usikker) og død!
Sandheden ligger i processen.
De levende prøver på at forstå det.
Først når de levende er døde, ved de levende, hvad der var.
De gik glip af processen.
Det hjælper ikke at græde.
De står der bare, og ser på.
Tak til Mathias Sonne for en smuk nekrolog - og i det hele taget flot journalistisk arbejde!
Det særlige ved dem, der skriver imod ufornuften, er, at skrifterne kan læses også når de er døde. Med teksten om general Hammerstein, som enten var en roman eller en historiske fremstilling, satte Enzensberger en rune over egensindigheden, ikke kun Hammersteins og hans usædvanlige familie, men også hans egen.
Længe før Goerdeler og von Stauffenberg, og endnu længere før end Information så dagens lys, oprettede generalen sin egen modstandsgruppe, hvis politiske virkning ikke var mindre end de to førnævnte. Det er Enzensbergers fortjeneste, at dette blev bragt frem til den tyske offentlighed, og Per Øhrgaards, at den er oversat til dansk. Ikke mindst for dem, som bekæmper danske fordomme, er det en nyttig bog.