Marianne Larsen: »Jeg har noget imod at slæbe rundt på hele verden altid«

I disse år hyldes Marianne Larsens fyldige, men ofte oversete forfatterskab, senest med overrækkelsen af Det Danske Akademis Store Pris. Vi har mødt den politisk engagerede digter til en samtale om tidsånd, sammenhold og hendes liv med poesien

Mathilde Moestrup

Følg skribent

For abonnenter

Marianne Larsen har brugt en stor del af sit digtervirke på at »undre sig over, at det kan blive ved med at være pengene, der bestemmer alt«.

Sigrid Nygaard

Kultur

2. december 2022

En af Marianne Larsen yndlingsforfattere er en japansk hofdame og digter ved navn Sei Shonagon. Hun levede omkring år 1000, i Heian-perioden, der også er kendt som japansk litteraturs guldalder. På den tid var poesi en fast del af det sociale samvær i de herskende klasser.

»Der var en tradition for, at alle kunne digte – at alle skulle digte,« fortæller Marianne Larsen.

Hun sidder i sin lyse stue i lejligheden på det indre Frederiksberg, hvor hun har boet de sidste 30 år, og hvor jeg har fået lov til at komme på besøg for at tale om poesi.

»Og man skulle også improvisere; det var vedtaget. Hvis man havde været sammen med sin kæreste for eksempel, eller hvis man havde haft en gæst på besøg, så improviserede man et digt over for gæsten,« siger hun med et lille grin.

Så tilføjer hun: »De må have vidst en del om form. Og samtidig have haft et ret frit forhold til poesien.«

– Det får en til at tænke på, hvor lidt poesien fylder i vores samfund?

»Netop. Og det er ærgerligt. For poesien er jo en dimension af livet som sådan.«