Essay
Læsetid: 13 min.

»Tænk, hvis det utrolige skulle ske, at Iran blev arnestedet for en verdensomspændende forandring«

Jeg kan ikke græde mere. Jeg kan ikke sørge mere. Jeg er færdig med at fælde tårer over Iran, siger jeg til mig selv og prøver at ignorere selvbedraget. Jeg er færdig med at blive slået omkuld af sorg og savn over landet, der skulle have været mit. Sådan skriver Nazila Kivi i et essay om sit første hjemland
Sorgen er overvældende, skriver Nazila Kivi. Og mest af alt den følelse af politisk ensomhed, der rammer, når en sag kapres af enhver tænkelig politisk opportunist, der kan kravle og gå.

Sorgen er overvældende, skriver Nazila Kivi. Og mest af alt den følelse af politisk ensomhed, der rammer, når en sag kapres af enhver tænkelig politisk opportunist, der kan kravle og gå.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
4. november 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Ensomheden er det, der slår mig hårdest, da jeg første gang hører nyheden om Mahsa Aminis død. Jeg befinder mig i min tilegnede og elskede hjemby, København. Det er her, jeg bor og har mit liv. Til tider prøver jeg endda at lade, som om at det altid har været sådan. At jeg ikke er blevet revet op med rode af omstændighederne, fjernet fra mit første hjemland, Iran. Ligesom millioner af iranere rundt om i verden er min familie havnet et helt andet sted, end der hvor vi er født og regnede med at bo.

Det var mine to brødre, der skulle ud først. Under den otte år lange krig mellem Iran og Irak, der begyndte i 1980, var Irans største og mest talstærke ressource de unge mænd, oftest bare drenge, hvis liv gik op i røg i den altødelæggende krig. På et tidspunkt begyndte der at gå rygter om, at myndighederne kom til skolerne og fyldte busser med teenagedrenge uden forældrenes vidende og sendte dem direkte i fronten. De blev brugt som menneskelige mineryddere med deres endnu ikke udviklede kroppe, forlød det.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Hvor er det smukt skrevet.
Hvor ville jeg ønske det ikke var nødvendigt at skrive så smukt

Jane Nielsen, søren ploug, Irene Clausens, Rodney Cottrell, Frank Østergaard, Kirsten Dyhrberg Grønne, Lillian Larsen, Jens Christian Olesen, Eva Schwanenflügel og Lasse Gram-Hansen anbefalede denne kommentar
Sebastian Sandrose

Smukt og sandt sagt om vestlige politiker og deres hykleri.
Jeg undre mig hvor de vestlige feminister er den her sag?
Hvor er dansk kvindesamfund?
Hvor er Kvinfo?
Hvor er metoo aktivisterne?
De er alle meget tavse og blot ser på mens deres iranske søstre bliver slagtet.

Lad mig sig det lige ud enten er i med os eller med dem!

Kvinde Liv Frihed

Vestens politik over for Iran er rettet mod præstestyret. En negativ politik! En politik der skaber lidelse blandt Irans almindelige mennesker. Bare man dog kunne finde en politik så man kunne støtte progressive kræfter i Iran. Og selvfølgelig de imponerende modige kvinder der nu går foran - selvfølgelig; men også de forhåbentlig mange mænd der bakker op. Alle steder er første prioritet at sætte mennesker fri, se dem, behandle dem som lige. Det kan kun ske ved ikke at polariserer mellem køn. Men hvor er jeg imponeret over de Iranske kvinder. Men det typiske ved de der undertrykker er ikke at de er mænd. Efter min opfattelse er de ikke-mænd eller u-mænd i hvert fald umenneskelige. Er de muslimer? næppe! Men de er barbarer?? Tak, Nazila, for din gribende artikel.

Fra 2009 : The Green Movement spread throughout the nation as a non-violent protest movement
https://www.youtube.com/watch?v=SNocyz1NRjA

Der er mange video jeg ikke kan dele her, om hvad der sker PT. men der sker en del modstand, for denne gang er det ikke så fredeligt modstand som i 2009.

Denne sige lidt i sig selv om deres syn på præstestyret nu, og hvad der sker åben
(der er ikke vold i klippet) https://9gag.com/gag/aeQ6QrB

Svend Jespersen

Fin egenfeldt.

”Men det typiske ved de der undertrykker er ikke at de er mænd. Efter min opfattelse er de ikke-mænd eller u-mænd i hvert fald umenneskelige. Er de muslimer? Næppe!  ”

At benægte, at undertrykkelsen af iranere har noget med mænd, muslimer eller islam at gøre, det tyder på en uvilje mod at acceptere kendsgerninger eller en total uvidenhed om, hvad der egentligt er foregået i Iran siden 1979.

Og til Jens Jensen. Måske burde du gøre opmærksom på, at farven grøn i islam ikke har noget som helst med nutidens, vestlige image at gøre. Måske burde du fortælle nutidens danske læsere, at den grønne bevægelse, du omtaler, har med islams (især shia-muslimers) henvisning til Jannah, det muslimske paradis, at gøre og at bevægelsen blev startet af Mir Hossein Mousavi, som var premierminister under Ayatollah Khomeini fra 1981 til 1989.