Essay
Læsetid: 10 min.

Det er 100 år siden, T.S. Eliot lærte os, at april er den grusomste måned

’The Waste Land’ er et portræt af mellemkrigstidens golde landskab, en fragmenteret collage af referencer og en poetisk redefinering af april måned. Det 20. århundredes måske kendteste digt fylder 100

Selv om yngre digtere i dag ikke vedstår at være direkte inspireret af T.S. Elliot, bliver det nybrud, han skabte ved med at ekkoe gennem nye generationer.

Scanpix Ritzau

Kultur
30. december 2022

Nogle digte slår rod i én og lever videre, bliver en del af ens indre bibliotek. For mig er et af dem langdigtet The Waste Land af T.S. Eliot (Ødemarken på dansk), hvis første linjer altid kommer til at være afgørende for min forståelse af april måned:

»April is the cruellest month, breeding

Lilacs out of the dead land, mixing

Memory and desire, stirring

Dull roots with spring rain.«

På dansk i Tom Kristensen og Kai Friis Møllers oversættelse:

»April er den grusomste måned, driver

Syrener frem af død jord, blander

Erindring og begær, pirrer

Sløve rødder med vårregn.«

Siden jeg som ung stødte på The Waste Land og læste de her linjer, har jeg sat pris på det bombastiske, næsten infantile i deklameringen om, at en bestemt måned kan være den ondeste, den grusomste. Det talte direkte til mit intense teenagehjerte.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Tak Matilde Moestrup for at løfte en genial digter fra fortiden ind i nuet. Det er inspirerende læsning og jeg må straks få fat i The Wasteland i sin helhed.
Tak også for at du har taget dig tiden til at undersøge, hvordan Eliot er blevet læst af danske digtere gennem tiden. Det er en god indgangsvinkel til at læse digtet i dag fir nutidens mennesker.

Maya Drøschler, Ejvind Larsen, Ulla Skov Jensen, Gitte Loeyche, erik pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ja, tak til Mathilde Moestrup.

Her kan "The Waste Land" læses:

https://www.poetryfoundation.org/poems/47311/the-waste-land

En anden forfatter der var stærkt inspireret af T. S. Eliot er Stephen King, som i sin High Fantasy serie "The Dark Tower" flittigt refererede til netop "The Waste Land", specielt i bog III, hvor titlen er "The Waste Lands".

"In addition, the two main sections of the book ("Jake: Fear in a Handful of Dust" and "Lud: A Heap of Broken Images") are named after lines in the poem."

https://en.m.wikipedia.org/wiki/The_Dark_Tower_III:_The_Waste_Lands

James Smythe skriver i The Guardian:

"The Waste Lands takes its title from TS Eliot's poem of nearly the same name: a major work of modernism, disjointed in its voices, which looks at society through historical and mythical allusions. Referencing it so directly is perhaps the first indication readers were given of King's intentions in the creation of his fantastical world: while this is not our world, the connections and links to it are strong, albeit wholly fractured. This would be a theme that King would carry through the rest of the series, dipping in and out of our reality, of the myths and stories that we tell.

Another thing that's shared by both texts is the debt that they owe to their influences. Sources and references abound in both, with Eliot taking in Homer, Spenser, Chaucer, Conrad, Milton, Huxley: the sum of what made him a writer, spilling out through his own words. The same is true for King."

https://www.google.com/amp/s/amp.theguardian.com/books/booksblog/2014/fe...

Ejvind Larsen, Gitte Loeyche, erik pedersen og Ole Meyer anbefalede denne kommentar

Det for sin tid nye ved TWL var vel især det som James Smythe refereres for i Eva Schwanenflügels kommentar foroven, nemlig den myldrende og fascinerende-foruroligende polyfoni: de mange “disjointed” voices der tilsammen danner et billede af den moderne storbyverden.

Direkte indflydelse på dansk digtning fik han vel i første omgang hos Heretica-generationen, i hvert fald Ole Wivel, hvis klæge pathos (f.eks. digtet Flyvepladsen) ikke rigtig ville hæve eller løfte. Måske også hos Bjørnvig (en langt bedre digter end Wivel), i hvert fald i Ravnen. Senest måske hos Bo Green Jensen (Requiem og Messe)?

Tematikker og billedsprog mht. årstider m.m. fra TWL går i øvrigt igen også i Eliots senere værker: Four Quartets og skuespillet Murder in the Cathedral.

Med hensyn til Pound, der ganske rigtigt var en afgørende redaktør for Eliot i debuten med TWL, er det værd at opholde sig lidt ved tilegnelsen:

”For Eza Pound. Il miglior fabbro (kursiveret”.

Det er et citat fra Dantes Purgatorio, sang XXVI, der drejer sig om en provencalsk trubadur fra 1200-tallet, Arnaut Daniel, kendt for sin manieret-indforståede stil. Det kan såvel hos Dante som hos Eliot læses dels eller enten som hyldest, dels/eller som forbehold eller kritik: “den bedste (rim)smed” … .

Eliot var genial – Pound mere genialsk (rent bortset fra hans politiske fantasterier).

Ejvind Larsen, Mads Kusk, erik pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Godt skåret om et fedt digt!

Måske burde Rilkes *Sonettene til Orfeus* fra 1922 og hans *Duinoelegierne*, der blev fuldført i *Modernismens hovedår* 1922, nævnes i denne sammenhæng?

Er vi hundrede år efter – med tilføjet Anden Verdenskrig, Atombombe, en befolkning af Jorden på nu otte milliarder mennesker og systematisk ødelæggelse af vores eget naturgrundlag (biodiversiteten) – overhovedet kommet videre end til »Affaldslandet«, The Waste Land, »Ødemarken«?

Tak for en rigtig god og tiltrængt artikel.