Florian Wagner stiller sig bagest i den lange kø til Leopold-museet i Wien.
Under hans store sweater er der en hudfarvet varmedunk med noget tykt og mørkt olielignende vand, som han har bundet fast til maven med sit tørklæde. Det ligner, at han har lidt ekstra mave, og det er godt, for vagterne må for alt i verden ikke opdage, hvad han har gang i: at snige sig ind for at hælde væsken på Gustav Klimt-maleriet Liv og død fra 1915.
Køen bliver kortere.
»Jeg har aldrig været så nervøs i mit liv,« griner Florian Wagner over telefonen fra sin lejlighed i Wien, når han husker tilbage.
»Måske til min dimission i gymnasiet, lige inden jeg skulle op på podiet.«
Selv om Wagner er nervøs der i køen, er han dog også næsten sikker på at komme ind. Han ved allerede, at sikkerhedsvagterne kun tjekker folks tasker, de kigger ikke under deres tøj.
Hvad han derimod ikke aner noget om, er, hvor voldsom en reaktion (kunst)verdenen vil komme med efter den klimaaktivistiske aktion, han skal til at udføre. For den bliver en af de mest omtalte i en bølge af aktioner i flere lande, hvor kunsten og særligt kunsthistoriske hovedværker på de store museer har stået for skud i klimaaktivisters kamp for at råbe befolkningen og politikerne op med krav om drastisk klimahandling.
Bekymret for det hele
Florian Wagner (»ja, Wagner ligesom komponisten, og nej, vi er ikke i familie,« påpeger han) havde aldrig før deltaget i sådan en type aktion før denne dag den 15. november i år. Men han havde længe været optaget af klimaet.
Han blev født i 1992 – eller som han beskriver det, »det samme år, som den første internationale klimatraktat blev underskrevet«, i en lille østrigsk landsby. I telefonen taler han engelsk med en enstonig tysk accent, der kun understreger den tørre nøgternhed, som han beskriver verdenssituationen med.
»Da jeg gik i 6.-7. klasse, lavede jeg min første præsentation om klimaet og forbrugssamfundet,« husker han, »jeg har nok aldrig været den typiske rendyrkede klimaaktivist, jeg har altid været bekymret for, øhm …« – forbindelsen summer lidt, mens han leder efter et passende udtryk – »situationen i det hele taget.«
Med det mener han, hvordan »forbrug, magtforhold og begrænsninger for demokratiet« udfordrer klimahandling. På universitetet læste han til landbrugsingeniør og blev optaget af, hvor svært det er at skabe klimavenligt landbrug, selv når mange landmænd ønsker det.
»Jeg begyndte at gå meget op i borgerdeltagelse. Jeg troede – tror – virkelig på at udvikle det demokratiske system,« siger han.
I 2019 organiserede han en stor klimaborgerforsamling i Østrig. Han tænkte helhjertet, at hvis borgere og videnskabsmænd samlede sig demokratisk og udtrykte deres bekymring, ville politikere lytte. Men i sit arbejde med borgerdeltagelse blev han gentagne gange skuffet.
»Jo mere pres, man lægger på politikerne, desto mere lukker de øjnene som børn,« siger han skuffet – og lyder ældre end sine 30 år.
Handlingsugidelighed
Nedlukningen under coronakrisen gjorde Florian Wagner ekstra forundret: Hvis en regering kunne reagere så effektivt på denne krise, hvorfor så ikke på klimakrisen? Som han så det, var begge kriser statens ansvar at håndtere, ikke den individuelle forbrugers. For Wagner er det derfor simpelt: »Forklar krisen, fortæl, hvor stor den er, og reager på den.«
Han giver ikke meget for handlingsugidelighed.
I begyndelsen af 2022 var Florian Wagner desillusioneret og nedtrykt over FN’s nyeste klimarapport.
»Den viste stigende globale gasudledninger, og at vores modeller var for konventionelle til at løse problemet,« opsummerer han usødet.
»Politikerne var gået i stå. Borgmesteren her i Wien begyndte at bygge en gigantisk tunnel under et stort naturreservat her i byen, og når nogle sagde fra, blev de ikke lyttet til. De blev kaldt idioter,« fortæller han.
Wagner var mildt sagt frustreret. I håb om at finde en ny retning for sin aktivisme tog han til et oplæg afholdt af den spritnye gruppe Letzte Generation (’sidste generation’ på dansk). Her talte Martha Krumpeck, en af forpersonerne, om civil ulydighed, klimavidenskab og protestformer.
»Hun vidste virkelig meget og talte rationelt,« siger han. »Jeg blev overbevist – overbevist om, at klimasituationen kalder på at udforske nye muligheder for protest.«
Gruppen var blevet kaldt ’radikal’ i medierne, men da han læste deres manifest – med målsætninger såsom en fartgrænse på 100 km/t og billigere offentlig transport – kunne han ikke forstå hvorfor. Han meldte sig ind i gruppen i september, og ikke længe efter faldt snakken på at gå efter Klimt-maleriet.
Vand, jævner, farve
Letzte Generation blev i løbet af sommeren inspireret af den store omtale, som aktioner på kunstmuseer i blandt andet England og Norge fik.
»Okay, tænkte vi, ’hvis man putter lidt væske på et sikkerhedsglas, får man en masse opmærksomhed’,« husker han sarkastisk. Florian Wagner og tre andre aktivister fra gruppen begyndte at undersøge deres muligheder.
På Leopoldmuseets hjemmeside så de, at der den 15. november ville være fri adgang til museet, sponsoreret af oliefirmaet OMV. De blev hurtigt enige om, at det ville være en oplagt dag at protestere på.
De blev også hurtigt enige om værket: Gustav Klimts maleri med titlen Liv og død indeholdt en indlysende symbolik – »om liv og død for menneskeheden«, siger Wagner. I øvrigt var det et kendt værk, som gruppen tænkte ville vække opmærksomhed.
En uge forinden sendte de et medlem af gruppen derind for at undersøge sikkerheden. Han rapporterede tilbage, at kun tasker blev tjekket, ikke tøj. »Derfor varmedunken,« forklarer Florian.
Dagen før aktionen blandede de væsken. Martha Krumpeck – hende, hvis tale havde overbevist Wagner om at tilslutte sig Letzte Generation – havde læst til mikrobiolog og vidste præcis, hvilke substanser der skulle til for at lave en klæbrig olie: vand, noget jævner for at gøre det tykt, og noget mørk farve, som folk bruger i swimmingpools.
»Hvorfor i alverden folk gerne ville have sorte swimmingpools, var jeg meget forvirret over,« husker Florian Wagner at tænke. »Men det var fedt, for vi var sikre på, at væsken var ufarlig – så ufarlig, at man kunne drikke det.«
Den aften øvede Wagner sig på sit badeværelse på at kaste blandingen præcist.
Akavede minutter
De fire aktivister blev lukket ind en ad gangen. Wagner med dunken, hans ven Lauren Tranttner med lim og to andre (her anonyme) med kameraer. Det tog lang tid, for den gratis museumsdag, som OVM havde sponsoreret, betød, at der var ekstra travlt på museet. Men det lykkedes.
»Vi havde aftalt, at vi alle skulle gå rundt og opføre os som normale besøgende – og det gjorde vi i lang tid,« fortæller Wagner.
Så kom beskeden på gruppechatten.
»Nu.«
Wagner gik ind i rummet med Klimt-maleriet. To vagter patruljerede langsomt gennem lokalet, så han stillede sig længe og beundrede maleriet. Da de var væk, hev Wagner dunken frem og kastede olievandet i et dramatisk splash på glasset foran maleriet.
»Jeg kan slet ikke huske, hvad jeg tænkte i det øjeblik,« siger han, »jeg var bare fuld af adrenalin.«
Imens klistrede Lauren Tranttner sin hånd til væggen ved siden af, og de andre to filmede optrinet. Wagner råbte: »Stop fosil destruktion! Vi løber direkte ind i klimahelvede,« men nåede ikke at råbe meget mere, før en vagt greb fat i ham og ledte ham ind i et andet rum.
»Så stod jeg bare der med vagten og dansede lidt,« husker Wagner med fornøjelse. »Kort efter kom alle de andre vagter, og museumsdirektøren, der så meget forarget ud.«
Wagner beskriver de ti minutter, inden politiet kom, som »virkelig akavede«.
Da politiet endelig ankom, ledte de bare aktivisterne ud på gaden og lod dem gå – det er nemlig ikke ulovligt at kaste vand på et maleri på et offentligt galleri. Foran galleriet postede de videoen på Letzte Generations twitterside. Aktivisterne gik derfra, summende over, hvad de synes, havde været en vellykket aktion.
Et middel til et mål
Videoen af Florian Wagner, der råber om klimakollaps på Leopold Museet, gik lynhurtigt viralt og fik omtale af blandt andet CNN, The Guardian og The New York Times.
»Det har jo været helt absurd,« siger Wagner. Han kunne oprigtigt ikke forstå den store omtale, for i hans optik var aktionen »ikke så big en deal«. »Billedet kom jo ikke til skade … museet åbnede igen som normalt dagen efter,« pointerer han.
Men han er yderst tilfreds, for målt i indsatsinput vs. opmærksomhedsafkast var aktionen jo en bragende succes: »Det var intet besvær at planlægge og organisere,« siger Wagner selvtilfreds som en person, der har fundet en genvej. »Jeg hældte jo bare noget vand på noget glas foran et billede.«
Opmærksomhedsafkastet blev også til et økonomisk afkast: Letzte Generation blev de efterfølgende uger oversvømmet med donationer. Men også oversvømmet af kritik, og Wagner begyndte at forholde sig til konsekvenserne af sine handlinger på nye måder.
En Time-artikel havde overskriften: »At kaste suppe på kunsten rykker på folks holdning til klimaet – men måske ikke den rigtige vej.« Artiklen omhandlede et nyt studie på University of Pennsylvania, hvor 46 procent af de lidt over 1.000 respondenter havde svaret, at denne slags protester gjorde deres opbakning til klimabevægelsen mindre. Kun 13 procent svarede, at det øgede deres støtte.
Netop dette var også Florian Wagners største frygt: »Jeg havde negative scenarier i hovedet om, at vi indirekte stak en kæp i hjulet på klimahandling ved at få højrefløjen til at vokse,« fortæller han.
Florian Wagner er pragmatiker, så for at håndtere sin angst gik han i gang med at læse grundigt op på de studier, der har undersøgt, hvorvidt den slags protester munder ud i mere eller mindre tilslutning til klimakampen.
»Der er syv studier på denne form for protest. Hvis jeg skal være ærlig, er deres resultater lidt ambivalente,« siger Wagner.
»Men der er en smule mere evidens for, at denne form for protest kan gøre folk mere klimabevidste, simpelthen bare ved at minde dem om klimaforandring,« hævder han.
Winnifred Louis, professor i socialpsykologi ved University of Queensland, er skeptisk og refererer i en større artikel om debatten i The Guardian i november tre grunde til, at folk ikke føler sig kaldet til at skride til handling, hvis de i forvejen støtter sagen: De anser ikke aktionen som relevant for sagen. De føler ikke, at den understøttes af sociale normer. Og de tror ikke på, at den er effektiv. Det er, ifølge Louis, også grunden til, at de aktivistiske aktioner meget muligt forsinker, fremfor fremmer, forandring. »Det ville være ironisk, hvis en bevægelse, der siger 'stol på videnskaben', ikke ser på, hvad der er evidens virker rent taktisk,« siger hun.
Wagner citerer Radical Flank-studiet, der undersøgte 1.600 menneskers opbakning til klimahandling før og efter, at de havde læst en nyhed om en civil ulydighedsprotest.
Studiet peger ifølge hans udlægning på, at denne type protest giver anslag til en anelse mere klimabevidsthed og handlekraftsvilje i den gængse borger.
»Jeg tror virkelig ikke, at folk vil løbe mod højrefløjen på grund af vores protester – og hvis der pludselig er en masse klimabenægtere, er det trods alt ikke en effekt, vi har skabt,« vurderer Florian Wagner og lyder som en, der har bestemt sig halvt i saglighed, halvt i stædighed.
Desuden har han en distinkt følelse af afmagt: »Hvad fanden skal jeg ellers gøre? Jeg føler virkelig ikke, at jeg har et valg.«
Wagner lyder nu – for første gang i vores samtale – lidt oprevet: »Scenariet, hvor folk flygter over på højrefløjen, er rimelig slemt, ja, men det scenarie, som klimavidenskaben optegner, er en del slemmere.«
For Florian Wagner er klimakrisen nu dér, hvor det er okay at gøre nogle drastiske ting uden at vide præcis, hvad de fører med sig.
Konsekvenser for kunstverdenen
Og hvad tænker Wagner så om responsen på det konkrete værk? Der er nogen, der har misforstået protesten fuldstændig, mener han.
»Dem, der tænker, at det her er en kritik af kunstverdenen … Hvor dumt er det lige?«
Han udstøder et langt, træt suk. Den tunge ironi i hans retoriske spørgsmål gør mig lidt paf, for det troede jeg – og denne her avis, der har skrevet en kritisk leder om emnet, for dens sags skyld – egentlig også.
Mange har opfattet aktionen som en kritik af kunstverdenen – ikke mindst har kunstverdenen selv gjort det. Heriblandt museumsdirektøren for Leopold Museum, Hans-Petter Wiplinger, der udtalte sig til den østrigske avis Falter om aktionen efterfølgende: »Man kan ikke angribe kunsten på denne måde. Dette er ikke en joke: Det kan have store konsekvenser for kunstverdenen.«
Af konsekvenser pegede Wiplinger på et potentielt stigende besvær med at indkøbe kunst, hvis kunstnerne frygter for deres malerier, og at kunsten vil blive mindre tilgængelig for masserne og i stigende grad skal gemmes væk bag glas. De samme bekymringer blev gentaget i et åbent brev, som 92 af direktørerne for verdens mest prominente kunstmuseer signerede.
»Jeg forstår godt, at man i første omgang bliver lidt defensiv, når ens job er at beskytte kunst,« siger Wagner.
Større er hans indrømmelser dog heller ikke.
»Det her handler jo ikke om kunst, det handler om opmærksomhed. Vi prøver ikke at destruere noget. Vi prøver at redde noget.«
Wagner havde kastet olie, hvor som helst det kunne have haft gennemslagskraft – »undtagen steder, hvor jeg kunne blive arresteret, for det har jeg ikke nerver til«.
Han synes, at hele hysteriet er »aldeles bourgeois« – altså småborgerligt.
»Det her med at prøve at konstruere en eller anden fortælling om den store trussel mod kunsten … Det er det rene stråmandsargument,« siger han. »Der er ingen kunst, der er kommet til skade,« nævner han igen og igen, åbenlyst irriteret. »Har de overhovedet prøvet at forstå det? Har de overhovedet lyst til at forstå det?« spørger Wagner.
Men er aktivisternes protest så ikke mislykkedes, hvis alle tror, at aktionen også handler om kunsten?
»Selvfølgelig er det bedst, hvis forbindelsen mellem protesten og sagen er helt tydelig,« medgiver han og nævner bysteaktionerne i 2016, hvor statuer af slaveejere blev kastet i vandet under Black Lives Matter-protester.
»Det er rigtigt, at vi må tænke videre over protester, der adresserer de rigtige mennesker og tager plads de rigtige steder,« reflekterer han. »Men jeg synes også, at titlen Liv og død var rimelig bogstavelig,« siger Wagner.
Mod eller med kunsten?
»Bekymringen, som disse aktivister udtrykker, er valid, men kunstværker er helt klart den forkerte vej at gå,« udtalte Østrigs kulturminister, Andrea Mayer, som respons på aktionen, »kunst og kultur er allierede inde i kampen mod klimakatastrofen.«
Da Florian Wagner hørte udtalelsen, kunne han ikke lade være med at grine, for han var helt enig.
»Vi har jo revitaliseret et gammelt kunstværk og inddraget det i protest,« siger han. »Vi er da glade for kunst.«
For ham er aktionen kærlighed – ikke vandalisme. 2.000 østrigske kunstnere og kulturarbejdere har også skrevet et åbent brev i solidaritet med protesten.
»De skrev, at de var glade for, at kunst kom ind i klimakampen – fordi vi havde brugt museet i protest,« siger Wagner fuld af vindikation.
Grundlæggende tror han i høj grad på kunstens plads i klimakampen: »Uden mennesker, der arbejder i kulturinstitutioner, og uden kunstnere bliver det ikke muligt at skabe den samfundsmæssige transformation, der er brug for. Vi har brug for deres kreativitet, når vi skal ændre vores måde at leve og forbruge på.«
»Så ja,« slutter han kækt, »vi er helt klart allierede med kunst på den front.«
Klimaaktivismen og kunsten
Det er ikke et ukendt fænomen, at museer lægger hus til aktivisme. I 1914 blev billedet »Rokeby Venus« af Diego Velázquez hakket igennem med en kødøkse af suffragetter i ligestillingens navn, og et Picasso blev sprayet i protest mod Nixon. For ej at forglemme sommeren 2016, hvor mange byster af slaveejere blev smidt i vandet som en påmindelse af Black Lives Matter.
Alligevel har 2022 været et unikt stort år for kunstaktivismen – i klimaets navn.
Siden maj har der været op mod 25 kendte klimaktioner, der på den ene eller anden måde har brugt kunstværker for at råbe medier og magthavere op. Her er de:
- 29. maj: Årets første klimaprotest på et kunstmuseum er også den mest kulørte: En mand forklædt som en gammel kvinde hopper op fra en kørestol på Louvre i Paris for at slå på og dernæst smide kage på glasset foran Mona Lisa, der ikke kom noget til. »Der er folk, der ødelægger Jorden!« råber han.
- 30. juni - 5. juli: Fire historiske naturlandskabskunstværker i forskellige gallerier i Storbritannien bliver i løbet af en uge mål for den britiske miljøaktivistgruppe Just Stop Oil’s protester, hvor aktivisterne limer sig fast til rammerne. På ét værk, John Constables The Hay Wain, går aktivisterne et skridt videre og placerer et alternativt klimaapokalyptisk maleri foran det originale.
- 22. juli: Medieopmærksomheden skærpes, da klimaaktivister fra italienske Ultima Generazione klistrer håndfladerne fast til det glas, der beskytter Primavera af Sandro Botticelli, og fremviser et stort banner: »Er det muligt at se så smukt et forår i dag?«
- 30. juli: Fire aktivister fra samme gruppe klistrer sig til futuristskulpturen Unikke former for kontinuitet i rum i Milano for at gøre opmærksom på behovet for en ny klimaretning. De klistrer sig specifikt til plinten for at undgå at gøre skade på skulpturen (de havde konsulteret kunstrestauratører forinden).
- 18. august: Endnu et italiensk spektakel opstår, da to aktivister fra Ultima Generazione-gruppen klistrer sig fast til en af det gamle Roms mest kendte statuer: Laokoon og hans sønner. Ligesom Lakoon forsøger videnskabsfolk og aktivister uden held at advare om fremtidskonsekvenserne ved nutidens handlinger, erklærer gruppen.
- 23. august: Limen kommer igen i spil, da to aktivister fra gruppen Letzte Generation klistrer sig fast til guldrammen, der indrammer Raphaels Sistine Madonna i Dresden. Angiveligt forklarer aktivisterne efterfølgende til vagten, at handlingen er en sympatierklæring med aktivisten Christian Bläul, der limede sig fast til en motorvej i Stockholm.
- 8. oktober: To australske aktivister fra gruppen Extinction Rebellion klistrer sig fast til glasindramningen af Pablo Picassos Massakre i Korea på nationalgalleriet i Melbourne, mens de folder et banner ud med teksten: »KLIMAKAOS = KRIG + SULT«. Begge bliver anholdt og siden løsladt.
- 14. oktober: Vincent van Gogh-maleriet Femten solsikker på Londons National Gallery står for skud, da to Just Stop Oil-aktivister kaster Heinz-tomatsuppe på værket, limer sig fast til væggen og holder en opsigtsvækkende tale, før de bliver anholdt: »Inflationskrisen hænger sammen med klimakrisen!«
- 23. oktober: Kartoffelmos kommer på banen, da to Letzte Generation-aktivister kaster det på Claude Monets »Høstakker« i Potsdam.
- 27. oktober: Johannes Vermeers Pigen med perleøreringen, hvem end hun er, oplever på museet Mauritshuis i Haag, at en belgisk klimaaktivist fra gruppen Just Stop Oil begynder at lime sit skaldede hoved fast til hendes portræt, hvorefter hans makker hælder tomatsuppe på hans hoved. Maleriet kommer ikke til skade. De to aktivister bliver kort efter idømt fire måneders fængsel.
- 30. oktober: To tyske Letzte Generation-aktivister iført orange veste klistrer sig fast til pælene omkring en dinosaur på Berlins naturhistoriske museum. De har et banner med, hvor der står: »Ulig dinosaurerne er vores skæbne i egne hænder.«
- 4. november: Van Gogh står igen for skud, da ærtesuppe kommer flyvende mod hans maleri Såmanden. Afsenderne er italienske Ultima Generazione-aktivister på Palazzo Bonaparte-museet i Rom. En af aktivisterne råber, at man ikke skal blive vred over suppe på en glasramme, der kan vaskes ren til næste dag.
- 5. november: To medlemmer af den spanske miljøaktivistiske gruppe Futuro Vegetal klistrer sig med tape fast til billedrammerne på to Francisco Goya-malerier på Madrids verdenskendte Prado Museum og skriver »1,5 C« mellem dem med store, sorte bogstaver – en henvisning til Parisaftalens mål om at forblive under 1,5 grader celsius.
- 11. november: Kunstaktionerne når til Norge, da en international gruppe aktivister fra Danmark, Finland og Tyskland på vegne af den norske gruppe Stopp oljeletinga forsøger at lime sig fast til væggen omkring Edvard Munchs Skriget. Aktionen bliver dog stoppet af sikkerhedsvagter.
- 12. november: To aktivister fra gruppen Stop Fracking Around kaster sirup på maleriet Stubbe og Himlen af Emily Carr på Vancouver Art Gallery i Canada og limer sig så fast til væggen.
- 13. november: På Barcelonas egyptiske musem kaster to medlemmer af den spanske gruppe Futro Vegetal rød og brun slim på en glasmontre, der indeholder en replika af en mumie. De vil protestere imod COP27 og hovedsponsoren Coca Cola.
- 15. november: Florian Wagner og resten af hans gruppe fra Letzte generation kaster oliefarvet vand på glasset, der beskytter Gustav Klimts Liv og død på Leopold-museet i Wien.
- 18. november: To aktivister, formodentligt tilhørende den franske gruppe Dernière Rénovation, kaster orange maling på en sølvfarvet rytterskulptur, amerikanske Charles Rays »Hest og Rytter«. Den står på et offentligt torv i Paris foran den private samler Pinaults donation til byen, samlingen Bourse de Commerce. Rytteren får også en T-shirt på med teksten: »Vi har 858 dage tilbage«.
Det er da rigtigt, at der var tre tegn, der gjorde Klimt-billedet oplagt - dels titlen, og dels sponseringen af gratis adgang fra et oliefirma og så den faktisk væske, der blev anvendt. Men de formår ikke at trække symbolikken kraftigt nok op, det er et problem med den skrabede uddannelse i tolkningsteori, der er konsekvensen af Bolognaprotokollens skolegørelse af uddannelserne.
Det er svært at se, hvorfor kunsten skal være gidsel for aktionerne, når der ikke knyttes direkte tolkningsmæssige forbindelser mellem værk og udsagn.
En gang idioter at høre på.
Klimt, Monet, van Gogh kan ikke gøre for, hvad der er sket.
Det vil sandsynligvis være lige så kritiske, skeptiske, bange for hvad fremtiden kan byde.
Det er ikke vandaler og forkælede idioter, der flytter noget som helst. Tvært imod.
Men det bilder de sig selv og hinanden ind.
Dumhed har ingen grænser.
Vi man virkelig flytte noget hvad angår klima, så gælder det om at få den tunge ende med.
Dem som virkelig skal flyttes, for at det batter.
Det gør man ikke, på den her måde.
Sagt igen: Idioter!
Man kan sige og mene hvad man vil om den form for klimaaktivisme, men den virker.
Fordi ellers ville denne artikel fx ikke være blevet skrevet, og jeg ville ikke have læst den, og derfor heller ikke have kommenteret den (naturligvis), og den efterfølgende debat, hvor vi skændes helt vildt om denne form for klimaaktivisme, ville heller ikke foregå, og så videre.
Så ja!...den virker.
Det er kendetegnende for denne kategori af hærværkspersoner, at de har meget høje tanker om deres egne - og ringeagter andres - meninger og dømmekraft.
Når dertil lægges manglende respekt for andres ejendele, ukendskab til kunst og kultur og tilstrækkelig mental afstumpethed, har vi opskriften på hærværkspersoner, der til enhver tid vil hævde - og selv tro på - at de er drevet af de mest idealistiske og uselviske motiver og højt hævet over straffeloven.
Willy Johansen vælger det ord, der dækker bedst: idioter.
Nu skal man jo passe på med at kalde andre for idioter, bare fordi man er uenige med dem. Jeg har selv gjort det tit, og jeg synes det er idiotisk af mig at gøre. Men dermed ikke sagt at jeg er bedre end andre, bare fordi jeg synes det er idiotisk af mig at gøre, fordi i virkeligheden kalder jeg jo mig selv for en idiot, når jeg gør noget der er så idiotisk. Samtidig med at jeg advare andre om at gøre det. Så...ja! Jeg er også idiot.
Der er mange former for aktivisme. Jeg har fx lige brugt en form for aktivisme imod at blive kaldt for en idiot. Fordi jeg allerede INDEN et potentielt verbalt angreb, har kaldt mig selv for idiot. Og dermed frataget mine med-debattører muligheden for at bruge dette ord om/imod mig, på en effektiv måde. He he ;o)
Jeg synes at vi burde finde på kreative former for aktivisme, for naturens og vores børns skyld, blandt andet, og om ikke andet...i stedet for at skændes om hvorvidt denne form for aktivisme som artiklen handler om, er god eller dårlig. Vi bør også lade os inspirere af den, og ikke kun provokere.
@Jimmy Marquardsen - 29. december, 2022 - 20:39.
"Man kan sige og mene hvad man vil om den form for klimaaktivisme, men den virker."
Hvor ER jeg glad for at få det at vide!
Gletscherne vokser igen, den globale opvarmning er vendt, og mikroplasten forsvundet fra havene.
Tak til klimademonstranterne, der ødelægger kulturarven!
Kan vi ikke også få dem til at stoppe krigen i Ukraine?
(Undskyld! Jeg kunne ikke lade være - men det ER da noget vås!)
Torben Siersbæk
29. december, 2022 - 22:53
Du behøver da ikke at undskylde - for det vås du skriver. Men jeg giver dig ret i, at det ER noget vås du skriver. ;o)
Vi burde jo selv, os alle sammen, lave alle mulige former for aktivisme. Vi burde ikke sidde her og mundhugges om det, men i stedet gå ud og "lave bål i gaderne", altså ikke bogstaveligt, men på en eller anden måde gøre noget opsigtsvækkende. Det kunne selvfølgelig også være at tænde bål, men så skal det være på en forsvarlig og positiv måde, for at tænde lys i mørket, mødes omkring bålene, og fx synge lange bange sange osv.
Det minder mig om Gasolin og sangen: Stakkels Jim.
En dag tog pokker pludselig ved menneskene
De forlod deres store byer og deres fabrikker
Og deres flotte biler og gik ud på sletten og sagde:
"La' os begynde helt forfra igen"
Men tilbage i den døde by
Der sidder der en mand som ikke kan glemme den tid
Og det er ham, som de kalde for stakkels Jim
Nu vandrer de på sletterne
Og stammens gamle mænd
De synger op til stjernerne:
"La' det aldrig ske igen"
'..Netop dette var også Florian Wagners største frygt: »Jeg havde negative scenarier i hovedet om, at vi indirekte stak en kæp i hjulet på klimahandling ved at få højrefløjen til at vokse,« fortæller han.'
Sådan er det når man inviterer de voksne ind i legen. Så gider de pludselig ikke længere. Så bliver man sendt hjem med en eftersidning.
De unge klimaaktivister har opfundet begrebet 'strulkturel', men de tror at det betyder, at jo flere 'temaer' man inddrager, jo mere påvirker det ens ønsker og jo hurtigere går udviklingen den rette vej. De har ikke fattet at 'strukturel' er et analytisk begreb der kræver at man kan forklare sammenhænge ud fra et bestemt syn på verden. Det kan herr Wagner ikke levere. Det kan Greta Thunberg derimod.
En opfordring til alle unge (og gamle) der vil forandringen. Jeg har det fra Thunberg: Find ud af hvilken vej I ønsker at samfundet skal gå, find de store påvirkningsveje og aktiver mod de vigtigste. Oplys om sammenhænge. Og organiser jer i et politisk parti, der kan gennemføre forandringerne.
Jeg kan så tilføje: Brug tømmermændene (og eftersidningen) til at tænke over Thunberg og hvordan I kan gøre hendes erfaringer til jeres virkelighed.
jens christian jacobsen
30. december, 2022 - 07:04
Ja "Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden". Måske skal man så høre den ultimative sandhed fra fulde børn? Jeg ved det ikke, men den der med at vi skal organisere os i et politisk parti, den tror jeg bare ikke på. Tværtimod skal vi organisere os i en folkebevægelse IMOD det nuværende samfunds udemokratiske demokrati, og forlange ÆGTE direkte folkestyret demokrati.
Med al respekt for Greta Thunberg, så må jeg indrømme at jeg synes hun er ved at blive lidt for kæphøj, gammelklog og bedrevidende. Og det er på tide hun bliver pillet lidt ned fra sin høje piedestal. Hun er trods alt "kun" et barn.
@ Jimmy Marquardsen
Du peger på noget vigtigt når du skriver at problemet (i en grøn omstilling) er et 'udemokratisk demokrati.'
Jeg er bare ikke enig. Selvfølgelig bliver der ikke lyttet/taget hensyn til osv (= udemokratisk demokrati), men løsningen er desværre ikke kun, at alle kommer til orde/bliver lyttet til osv.
Hvem skal afgøre, hvad der er rigtigt og forkert? Afstemninger? Og et nyt flertal kan så bestemme en helt anden retning dagen efter?
Verden har ikke brug for afstemningsregler, men for politisk retning. Der er ikke tid til procedure-diskussioner, men til beslutninger der binder.
Profit, grådighed, kolonialisme og ulighed er skyld i klimakatastrofer, i krig, hungersnød og flygtningsstrømme. Og i globale konfrontationer. De ansvarlige bestemmer hvad der er demokrati, og hvad der ikke er. De scorer kassen på den Store Nedtur. De skal fratages magten. Gennem politisk mobilisering. Med eller uden demokrati.
Problemet med denne aktionsform er, som det også påpeges i den leder fra 21. oktober, der henvises til under artiklen, at forbindelsen mellem kunstværkerne og klimakrisen ikke er klar - derfor kommer formen til at overskygge indholdet, hvilket også ses af, i hvor høj grad det er aktionsformen, der der diskuteres. Når aktionerne vækker mere forvirring end opmærksomhed på det, det er meningen at gøre os opmærksomme på, er det mislykket kommunikation, og det bør aktivisterne tage alvorligt.
Hvem er vi, der ønsker mere klimaaktivisme og bagefter sidder og vejer aktionerne på en guldvægt. I stedet burde vi glæde os over, der er nogen der gør noget aktiv, mens vi sidder med hænderne i skødet. Vores klima er mere værd end 1000 Klimt-malerier.
Hvis alle skulle være enige om aktionernes form, skete der aldrig noget.
Der er for mange "gamle mænd" på Informations tråde, der kommer med deres sure opstød, så snart de kan få lejlighed til det.
Alan Frederiksen, meningen med aktionerne er vel ikke selve det "at gøre noget aktivt", men at bevidstgøre flere om alvoren i klimakrisen og skabe øget pres for at gøre noget effektivt ved den. Derfor er aktionernes form ikke ligegyldig. Hvis de tager fokus fra klimaet, er de værre end ingenting.
Fremtiden tilhører de unge mennesker.
Måske det ville være bedre med andre aktiviteter:
Stjæl andre folks mobiltelefoner og ødelæg dem i alle påsyn.
Udskam alle der tager 1 elle ,r 2 års fjumreår, for at rejse jorden rundt.
Nægt, i alle tilfælde, at bringe og hente andre i bil. Herunder også transport til/fra skole og fra sene fester....også når det regner.
Mange lignende aktiviteter kan nævnes.
Fælles for dem er, at de alle vil vække opsigt og postyr, men også stor modstand....især hos mange såkaldte miljøbevidste unge, der bruger udemokratiske metoder, mens de selv er en stor belastning for miljøet.
Bare se
https://www.berlingske.dk/kommentatorer/hun-ville-redde-klimaet-i-stedet...
Hvor den kendt klimaaktivist Louise Harris klar beviser hykleriet
Den mest effektive aktionsform er uden tvivl aktioner, der destruerer vores menneskabte fysiske værdier. Det har vi respekt for i vort kapitalistiske samfund. Tag f.eks. de Gule Vestes kamp i Frankrig. Relativt få mennesker fik hele verdenens opmærksomhed.
Klimakampen kan sagtens anskues som "de ikke-privilegeredes kamp mod eliten".
Et af verdens allerstørste problemer er, at “vi” ofte tiltror “os “ retten til at afgøre, hvad der er rigtigt på vegne af “de andre”.
Denne form for klimaaktivisme virker på mig - negativt. De eneste former for klimaaktivisme jeg har respekt for er aktioner mod bevidst ødelæggelse af klimaet og elllers innovation der fremmer en mere bæredygtig udvikling. I det aktuelle tilfælde er der vist tale om endnu et skud i foden.
Haervaerk og destruktion, ser ud til at vaere det hotteste politiske virkemiddel, i det mindste hos visse mere eller mindre ekstremistiske mennesker, jeg ved bedre, lytter du ikke til mig smadre jeg noget.
Hvis bare vi alle sammen begynder at smadre og oedelaegge, saa skal alt nok blive godt igen, selv Putin er stor tilhaenger af den teori .
De unge mennesker må tage de aktionsformer i brug, som de finder nødvendige. Det er deres fremtid, der står på spil, og det er os, de ældre generationer, der har ladet stå til, selvom det ikke har skortet på advarsler. Vores stemme i denne sag bør ikke have den samme vægt, som de unge menneskers. Der bør handle på deres og de kommende generationers vegne.
Det er fuldt forståeligt, at man, med en dommedagsprofeti hængende over hovedet og ingen forestilling om, om og i givet fald hvordan, den kan afværges, kan blive frustreret og gribe til offerrollen for derved at kunne pålægge andre skyld. Det er derimod svært forståeligt, at frygten/ angsten/ vreden ikke rettes mod løsninger men i stedet retningsløst mod ting og foreteelser, som er uden sammenhæng med den oplevede trussel og som derved blot får frustrationen til at træde frem som symbolske handlinger. Det svarer til at opfordre til panik og deraf følgende handlingslammelse uden perspektiv for forandring.
Har aktionerne hjulpet på klimaet nej.
Har det gjort Wagner kendt som en selvfikseret idiot ja.
Er sympatien med klimaaktivisterne steget nej.
Mange sociale fremskridt er sket på baggrund af frygt for hvad "pøblen" dog kunne finde på. Bl.a. indvalideunderstøttelsesloven og alderdomsunderstøttelse i 1889 i Tyskland, mens Otto von Bismarck var kansler, som var de første af sin art i verden så vidt jeg ved. Læs eventuelt Rene Karpantschof "De stridbare danskere".
Det er muligt sympatien med klimaaktivisterne ikke er steget herhjemme. Der blev også herhjemme set med skepsis på "de gule veste" herhjemme, mens i Frankrig var der mange der sympatiserede med dem. Franskmændene finder sig ikke i noget. Landmænd der spreder gylle i gaderne. Hærværksmanden, der blev folkehelt i Frankrig - det var aldrig sket i Danmark
https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/h%C3%A6rv%C3%A6rksmand-er-fo...
Så hvordan man i udlandet ser på sådan en aktion ved vi intet om. Det er heller ikke nødvendigt at flertallet i befolkningerne sympatiserer. Herhjemme er der folk, der bliver forargede over klimaaktivister, der blokerer trafikken. Klimakampen har potentiale til at blive meget voldsom i fremtiden. Flygtninge der prøver at komme ind i EU. Borgere i EU-landene, der oplever de uhyggelige konsekvenser af klimaforandringerne. Øget fattigdom m.m.
Har aktionerne gjort at vi sidder her og debattere klima og klimaaktivisme?
Det forekommer mig at mange i denne debat, værdsætter døde ting højere end levende væsner.
Hvis jeg kunne få hele Danmark til at fokusere meget mere på klimakrisen og at finde konstruktive løsninger på den, ved at sønderbombe alle museer i hele landet, så er det sgu lige før jeg gjorde det.
At hælde maling på kunstværker mindsker ikke udledningen klimagasser eller afhjælper følgerne af klimaforandringer. Ergo må hensigten bag være at få andre til at agere på egne vegne, dog uden at hverken mål eller middel anvises. Hvis den påkrævede ageren ikke svarer til det ønskede, må imødeses yderligere retnings- og målløse malingskast. Der er åbenbart tale om et frustreret og umælende råb om, at andre vil løse opgaven med at afhjælpe fortidige generationers synder for den nuværende og vel at mærke gøre det uden at genere de kommende. Beskedne krav om at menneskelig aktivitet ikke må sætte aftryk, må man sige, den åbenlyse mangel på realisme ufortalt.
Vi befinder os på et gammelt skib, som er ved at synke fordi der er hul i bunden. Vi ved det godt alle sammen, men vi gør ikke nok ved det, eller vi gør det forkerte, fordi hullet er der stadigvæk, og skibet fortsætter med at synke, hurtigere og hurtigere.
For at gøre jeg andre mere opmærksomme på dette problem, og at få jer til hurtigere og mere effektivt at løse det, tager jeg en dåse hakkede tomater, går ned i kaptajnens kahyt, og tømmer dåsen ud over et billede af kong Christian den 4.
Nu kan det så godt være at I andre kalder det for hærværk og så videre, men jeg har da i det mindste gjort noget, og mere end jer andre (med få undtagelser), for at forhindre at vi alle sammen drukner.
Skal det virkeligt batte noget at få gang i kampen mod klimakrisen (og de tilhørende kriser) tror jeg vi skal have vækket “den brede befolkning” og det tror jeg ikke man får ved at vandalisere kunst - tværtimod!
Jeg foreslår at man lader disse lim og væskeaktivister stå i ubemærkethed. Efter et stykke tid vil de få brug for at besøge et toilet og de må (slukørede) aflime sig selv fra væggen. Herefter kan man tage kontakt til dem og præsentere dem for en regning for rengøring/restaurering af den ødelagte kunst.
Jeg kan forstå behovet for at “gøre noget” - råbe folket op, men kunne disse ivrige aktivister dog ikke finde på aktiviteter, hvor de fik folket med sig - i stedet for mod sig. Humor plejer at være en god indgang til den danske sjæl.
Preben Wilkens
30. december, 2022 - 16:38
"Humor plejer at være en god indgang til den danske sjæl."
Jeg er helt enig. Hvad vil du så foreslå at vi gør?
Genlæs eventuelt denne kronik fra Information.dk fra den 21. november 2022 under overskriften "De blå ser klimakrisen som et eksporteventyr. Derfor er en grøn regering ikke bred, den er rød"
"Det borgerlige Danmark tror, at vi lever på en anden planet end Jorden. På deres planet hersker mennesket og markedskræfterne over naturen. Her er Danmark over vandet. Her er ingen klimaflygtninge. Her producerer vi mad nok. Måske deler Mette Frederiksen den tro. Måske deler vi den alle en gang imellem.
Men vi skal ned på Jorden. Vi må erkende, hvad videnskaben fortæller os. At Jorden er et dynamisk og komplekst system, der stadig er ukendt for os. Finder vi ikke i en fart de politiske løsninger, der respekterer dens begrænsninger, når Jorden sine tipping points og selvdestruerer i en sand dødsspiral.
Men de borgerliges tro på markedskræfterne og på det moderne menneske står i vejen for, at vi politisk kan imødekomme klimakatastrofen. Så kære Mette Frederiksen: En grøn regering er ikke bred. Den er rød."
https://www.information.dk/debat/2022/11/blaa-ser-klimakrisen-eksporteve...
Hvordan får vi den brede befolkning til at forstå ovenstående?
Det er i klimaspørgsmål som på andre områder tilsyneladende svært at forstå, at uenighed ikke nødvendigvis skyldes uvidenhed eller manglende læsning sf et læserbrev i Information. Og den indgangsvinkel er faktisk ikke fremmende for en eventuel fælles indsats.
Vores energiforbrug vokser eksponentielt. Se denne video om eksponentiel vækst
af Albert Bartlett. Eksponentiel vækst er noget vores hjerner har svært ved at fatte.
Exponential Growth Arithmetic, Population and Energy, Dr. Albert A. Bartlett
https://www.youtube.com/watch?v=kZA9Hnp3aV4
Forestil dig du går 32 skridt ud af din hoveddør. Du ved nogenlunde hvor du ender. Forestil dig du går 32 eksponentielle skridt. Hvor langt tror du du har gået?
Du har gået 6 gange rundt om jorden.
Derfor må vi have styr på vores energiforbrug. F.eks. med en vækst i vores energiforbrug på 7% om året fordobles vores forbrug på kun 10 år.
Eksempel på eksponentiel vækst.
1, 2, 4, 8, 16 osv. Bemærk 16 er større end alle de andre tal lagt sammen 1+2+4+8 = 15.
Dvs. at på 10 år forbruger vi mere energi end vi har gjort i alle de foregående år, hvis vi antager at væksten i vort energiforbrug altid har været på 7%.
Rettelse: alle de foregående år til sammen
Hvis man vil føre sig frem med argumenter om eksponentiel vækst bør man huske på, hvordan det gik med Malthus’ spådom om overbefolkning baseret på det daværende befolkningstal på 1 mia.
Klimaaktivisme virker - det var påstanden i en meget tidlig kommentar i denne tråd.
Der er muligvis enkelte kommentatorer her, der kan huske "noget" der hed "Rainbow Warrior"?
For de uvidende er her et link (https://en.m.wikipedia.org/wiki/Rainbow_Warrior_(1955)) til en kort introduktion til skibet og dets betydning.
Rainbow Warrior repræsenterer en lang kæde af klimaaktivisme, der burde få de (undskyld udtrykket) forkælede unger, der leger klimaaktivister på bl.a. kunstmuseer verden rundt, til at skamme sig over deres "aktivisme", der ikke repræsenterer større personlig risiko for dem en flækkede negle og lim i håret.
Siden 24. februar 2022 har vi været vidne til et umådeligt klimasvineri igangsat af Putin.
Samtidig er netop dette klimasvineri blevet startskuddet til en klimaindsats af hidtil usete dimensioner. Der er tale om så massive initiativer, at det burde få "klimaaktivisterne" til at klappe i deres dmå hænder, men det hiver dem jo ikke berømmelse, så det skal de nok afholde sig fra.
Jeg kan vitterligt ikke forstå hvorfor nogle kommentatorer her fremfører det synspunkt, at det er "de unge" der skal bestemme farten i klimakampen. Hvad kommer der ud af at grave grøfter?
Torben Siersbæk
De unge klimaaktivister risikerer at ryge i fængsel. Hærværk er nok ikke helt straffrit. Man risikere helt sikkert at få en plettet straffeattest. Jeg har også stor sympati med aktivisterne fra Rainbow Warrior. Men de risikerede vel også at blive udsat for samfundets sanktioner.
I Detroit i 1967 udbrød der voldsomme raceuroligheder. De sorte følte sig udsat for grove overgreb fra myndighedernes side, hvilket helt sikkert også var tilfældet. Det førte til voldelige optøjer med omfattende hærværk, plyndringer og afbrænding af ejendomme. Nationalgarden blev sat ind. Noget der umiddelbart ikke har stillet de sorte i Detroit i et godt lys. Men målet helliger vel midlet eller hvad?
Tanker omkring Greta Thunberg
Når jeg ser/hører Greta Thunberg skælde ud, uagtet jeg tror jeg er enig i de ting hun siger, bliver hendes ord til “fluers summen i mit øre”.
Sådan virker vrede på mig - hvordan virker vrede på dig?
Det var i mine øjne genialt da hun lavede sin “Skolstrejk för klimatet” - en lille genert svensk pige der fik verdens opmærksomhed med et papskilt!
Jeg kan drømme om at alle skoleelever i Danmark, Norden, Europa - hele verden, fra fx. syvende klasse og op, vil strejke hver fredag. De kunne bruge dagen til at skrive artikler, lave plakater, spille teater, spille musik med “det gode bæredygtige liv” som ledetråd. De kunne lave videoer til de sociale medier, med det glade budskab. De kunne invitere politikere, virksomhedsejere, bønder og lobbyister til foredrag/interviews om deres syn på fremtiden. Se det ville være en nyttig og lærerig skoledag!
Til Jimmy Marquardsen. Tja, hvorend jeg gerne ville, er det mig ikke forundt at hitte på aktiviteter med et humoristisk snit! Men det skal jo ikke afholde mig fra at komme med en opfordring til dem der har evner jeg ikke selv besidder.
Men jeg skal da tænke over det! Måske der dukker noget op - who’s nose
Jeg er bare en gnaven gammel hvid priviligeret cis mand, så hvad ved jeg om noget som helst! LOL
Det bedste jeg - indtil videre - har gjort for klimaet, er ikke at få nogen børn. Det er et helt bevidst valg, allerede som ung havde jeg en fornemmelse af at “det hele” ville gå ad H til……. så……. Godt nytår!!
en "bragende succes" mener aktivisten (m.fl.!?) - ja, operationen lykkedes - bare ærgerligt at patienten ikke overlevede eller blot fik det bedre, samt at andre patienter herefter får ringere behandling pga. nye forholdsregler pga. oprydningen efter aktionen...
Allan Frederiksen
Hvem skal så egentlig bestemme om det er Ok at et konkret mål helliger midlet?
Og hvem skal bestemme hvor stærke midler der må bruges ?
Hvem har bestemt at det er OK at udøve hærværk?
Må man stjæle? Lidt vold måske ?
Må jeg punktere lastbiler i byerne fordi jeg mener de er et problem ?
Lad os alle få de samme rettigheder som du åbenbart giver aktiviterne
Det hedder anarki
Preben Wilkens
30. december, 2022 - 22:25
Jeg er også bare en gnaven gammel hvid privilegeret cis mand, og jeg har også valgt helt bevidst ikke at få børn, fordi jeg også allerede som ung havde en fornemmelse af, at det hele ville gå ad helvede til.
Sikken et sammentræf. Jeg vidste naturligvis godt at jeg sikkert ikke var den eneste, men jeg tænkte at vi var meget få, og at chancen for at møde en anden af samme slags, derfor var meget lille. Men måske er vi slet ikke så få som jeg troede? Måske er der mange flere af os?
Så burde vi jo holde sammen, om et eller andet. Hmmm???
VENT! Nu har jeg det! Vi kunne danne en forening af klimaaktivister, med navnet:
"Jeg er også bare en gnaven gammel hvid privilegeret cis mand, og jeg har også valgt helt bevidst ikke at få børn, fordi jeg også allerede som ung havde en fornemmelse af, at det hele ville gå ad helvede til."
Godt nytår. :o)
@Alan Frederiksen - 30. december, 2022 - 22:01
Den første Rainbow Warrior blev sprængt (af franak sikkerhedstjeneste - det kostede et medlem af besætningen livet, vist lidt mere end din fantasi strækker til).
"De sorte følte sig udsat for grove overgreb" i Detroit i 1967....
Mindst årtiets underdrivelse! Men det var så heller ikke klimaprotest, så det tæller nok ikke i dit regnskab.
Ellers skulle vi måske tage Vietnamprotesterne med, f.eks. Kent State University i Ohio, eller Prag 1968, eller ....
Der er rigeligt med eksempler, der er betydeligt mere konsekvenstunge end "klimaaktivisterne"s fjollerier!
Torben Siersbæk
31. december, 2022 - 09:31
I vores klimaaktivistiske forening, som du kan læse om lige oven over din egen kommentar, er vores motto: "Det bedste jeg - indtil videre - har gjort for klimaet, er ikke at få nogen børn."
Men man ved aldrig hvad vi kan finde på IKKE at gøre. Lige i øjeblikket arbejder vi IKKE hårdt på IKKE at danne vores forening. Og hvis du gerne selv IKKE vil være med i vores forening, er du velkommen til IKKE at melde dig ind i den.
Torben Siersbæk
31. december, 2022 - 09:31
Du kan ingen gang finde ud af at citere ordentligt
Du skriver: ""De sorte følte sig udsat for grove overgreb" i Detroit i 1967....
Mindst årtiets underdrivelse! "
Jeg skrev rent faktisk: "De sorte følte sig udsat for grove overgreb fra myndighedernes side, hvilket helt sikkert også var tilfældet."
Godt nytår Torben
Rettelse: ikke engang i stedet for ingen gang
Alan Frederiksen
"Du kan ingen gang finde ud af at citere ordentligt.
Rettelse: ikke engang i stedet for ingen gang."
HA ha ha haaaaaaaaaaaaa ....åh gud jeg dør af grin nu....sorry Alan....ha ha ha...det er ikke personligt ment, men jeg finder det bare urkomisk.
Godt nytår. :o)
@Alan Frederiksen - 31. december, 2022 - 11:48.
Citatet er copy paste.
Hvor er fejlen? At jeg fremhæver "følte, når realiteten var en voldsom og ganske konkret forskelsbehandling? En behandling de følsomme folk med klisterbøtter ALDRIG har oplevet og ALDRIG vil opleve!
Torben Siersbæk
Det skriver jeg jo også ""De sorte følte sig udsat for grove overgreb fra myndighedernes side, hvilket helt sikkert også var tilfældet."
Ovenstående betyder det samme som følgende: "De sorte blev udsat for grove overgreb fra myndighedernes side"
Jeg brugte ordet "følte", da der i den hvide offentlighed var mange der ikke forstod den sammenhæng.
Har du set dokumentaren "I am not your Negro" på dr.dk? Fantastisk spændende
https://www.dr.dk/drtv/program/i-am-not-your-negro_189897
Alan F.
OK, så.
Jeg er dog ikke imponeret af at du tager "den hvide offentlighed" i ed som begrundelse for det afdramatiserende "følte".
At man (individ eller gruppe) "føler sig udsat for et eller andet er et individuelt fænomen.
Afrikanske amerikanere var (ER!) ikke udsat for forskelsbehandling af individuelle grunde, men fordi de som gruppe betragtes somm mindreværdige og behandles som såden (se f.eks. alle de krumspring republikansk styrede stater gør for at lægge deres valgdeltagelse hindringer i vejen!), raceprofilering ved politiaktioner etc. etc. etc.
Denne behandlig er i øvrigt ikke forbeholdt afrikanskamerikanere, men leveres til andre grupper også - f.eks. oprindelige amerikanere, latinamerikanere, asiater ....
Jeg har set Baldwin-filmen, der ganske rigtigt er yderst interessant. Den springer dog helt over et forhold, der yderligere komplicerer hans tilværelse, nemlig at han var "gay". Hvor stor indflydelse det har haft i sig selv skal jeg ikke gøre mig klog på, men i det USA, han levede i var det ubetinget meget værre at skille sig ud seksuelt, end det er i dag.
Handlingen er desperat , men symbolikken er meget enkel.
Hvis ikke klimaforandringerne imødegås og stoppes på sigt, kan vi alle sammen vinke farvel til den kultur og civilisation vil alle lever i.
Sider