I gårsdagens avis bragte Dagbladet Information en kommentar af Steffen Groth om historieprofessor Bent Jensens erindringsbog, Modløber, der udkom på Gyldendal den 17. november.
I bogen beskriver Bent Jensen den injuriedom, han fik fra højesteret i 2015, efter at tidligere Information-journalist Jørgen Dragsdahl havde lagt sag an, fordi Bent Jensen i 2007 beskyldte ham for at have været KGB-agent under Den Kolde Krig.
Otte år senere slog Højesteret fast, at der ikke var belæg for de påstande, og Bent Jensen blev i 2015 dømt for æreskrænkelser.
Bent Jensen mente, at beskyldningerne mod Dragsdahl gik på, at han skulle have været en såkaldt påvirkningsagent, hvilket ikke er strafbart. Omvendt anførte Dragsdahl, at beskyldningerne mod ham var beskyldninger for at have overtrådt straffeloven.
Blot en helt faktuel kommentar:
Kim Philby nægtede på et pressemøde - tjek selv hvornår - at han var KGB agent.
Nogle år senere sad han i Moskva.
Og bekræftede for alle, at det havde han været...
Nævnt for en god ordens skyld.
Når man nu snakker om den slags.
Tro på det, du har lyst til.
Og overbevisning...
Du har ikke en chance for at vide, hvad der er sandhed....
Meget modvilligt må jeg give Bent Jensen ret. Selvfølgelig kan man opfatte en dom som uretfærdig og forkert, man behøver ikke engang at argumentere, når den vedrører en selv.
Og i det videre perspektiv har liberalismen desværre taget overhånd på en måde, så alt privatiseres og unddrages den offentlige interesse, f.eks. i en misforstået beskyttelse af borgerne imod kritik eller krav om ansvar.
Så vidt jeg erindrer, blev påstanden om, at Dragsdahl var russisk agent mortificeret af Højesteret. Hvis det er tilfældet, er Bent Jensens påstand en gentagelse af injuriet - og det er strafbart. Om det også er strafbart at formidle en påstand, der er kendt som injurierende, er jeg usikker på.
Skam få Bent Jensen, som af anløbne politiske grunde anklagede en af Danmarks bedste journalister.
Sammen med Dansk Folkparti (og Venstre i lommen på DF) har han været med til at sænke niveauet for ordentlig politik.
Jeg er enig i den mest abstrakte version af Jannerups synspunkt: at der ikke er noget problematisk i at nogen på polemisk vis kalder en dom for et justitsmord eller deslige. Domstolene må ud fra et principielt synspunkt kunne tåle nok så hård og endda usaglig kritik. For god ordens skyld skal jeg bemærke, at det ikke betyder at jeg er enig i Jensens synspunkter.
Jeg er imidlertid meget træt af personer som Jannerup der forsøger at gøre diskussioner som denne til et spørgsmål om ytringsfrihed. Bortset fra visse ekstreme tilfælde, hvor man med rette kan snakke om en krænkelse af den »ideelle ytringsfrihed«, altså ytringsfriheden som moralsk begreb, er »ytringsfrihed« i første række en juridisk grundrettighed der beskytter borgeren mod indgreb fra staten i anledning af pågældendes ytringer.
Hvis forlaget havde nægtet at bringe denne del af Bent Jensens erindringer, ville det ikke have været en krænkelse af Bent Jensens ytringsfrihed. Statens voldsmonopol ville på intet tidspunkt være blevet instrumentaliseret til at forhindre ham i at ytre sig eller straffe ham for hans ytring, og han kunne blot finde et andet sted at udgive sine tanker eller udgive dem selv. Tværtimod ville der være tale om, at forlaget gjorde brug af sin redigeringsret, og dermed sin egen ytringsfrihed.
Jannerup kunne fint have besvaret kritikken ved at sige »Der eksisterer selvfølgelig en grænse for, hvad vi vil være med til at publicere som forlag, men vi mener at vi som forlag bør udstikke meget vide rammer for bl.a. kritik af statsmagterne. Den kritiserede passage overskred ikke den grænse vi har opstillet for os selv.« Der er absolut ingen grund til at bringe »ytringsfrihed« ind i diskussionen.