Denne artikel er delt af Nene La Beet

Informations abonnenter har betalt for artiklen, men Nene vil gerne give dig mulighed for at læse den.

Dagbog fra den iranske revolution: De er ved at henrette folks børn

Findes der større afgudsdyrkelse end en stat, der på den måde udnævner sig selv til guds stedfortræder her på jorden? Findes der noget mere blasfemisk? Og findes der større mod end at sætte sig op imod en sådan overmagt? Nazila Kivi skriver dagbogsnotater fra revolutionen i Iran
Findes der større afgudsdyrkelse end en stat, der på den måde udnævner sig selv til guds stedfortræder her på jorden? Findes der noget mere blasfemisk? Og findes der større mod end at sætte sig op imod en sådan overmagt? Nazila Kivi skriver dagbogsnotater fra revolutionen i Iran

Sofie Holm Larsen

Kultur
16. december 2022
LYT ARTIKLEN
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Åh, hvor kommer mødrenes sukkende hjerter til at hjemsøge jer en dag

(Sørgeslogan fra revolutionen)

Kære Mohsen, treogtyve år
kære Majid Reza, treogtyve år
kom!
Irans henrettede børn, kom!
De hænger jer ved daggry,
og lader os tilbage
med længslen efter et ord
for angsten for at vågne
og møde en ny dag.
kære Arshia, du blev seksten år,
»Hvad har de gjort ved dig?
Du var ikke tilbøjelig til selvmord.
Hvad gjorde de ved dig i fængslet?
Hvad gjorde de ved dig, mit barn?«
blev din mor ved med at hulke ved din friske grav,
og kastede sin krop på blomsterne.
Hvad gjorde de ved dig, Arshia?
Kom, Irans henrettede børn,
kom lad os gå et sted hen
hvor vi kan
skjule os for tidens ubarmhjertige gang.

***

En storm af følelser er skyllet ind over mig, og jeg ved ikke, om jeg er mest rasende eller knust. Alt det, jeg frygtede ved begyndelsen af denne bevægelse, denne revolution, der endnu blot er i sin spæde start … Alt det, der gjorde, at jeg mest af alt havde lyst til at lukke øjnene for, hvad der tog form og hvilket modsvar regimet havde i støbeskeen … alt det, jeg frygtede, er ved at ske. De er ved at henrette folks børn. Jeg ved ikke, hvorfor et eller andet medie, jeg i forbifarten har glemt navnet på, skrev, at dette var unprecedented. At den voldsomhed, med hvilket protesterne er blevet besvaret, ikke er set før. Det er løgn. Det kan jeg bevidne. Jeg får igen lyst til at lukke øjnene, jeg har ikke lyst til at se, jeg kan ikke bære det.

Men måske er det mest af alt de voldsomme flashbacks, jeg får, der martrer mig mest. Engang i 1980’erne. Et familiemedlem, lad os bare kalde ham Hamid af hensyn til familien. Jeg ved ikke helt, om jeg husker ham rigtigt, eller blot tror, jeg husker ham på grund af alle de historier, jeg siden hørte om ham efter hans død. Om hvordan han var god til at spille fodbold, og at matematik var hans yndlingsfag i skolen, selv om han senere mest var optaget af det kunstneriske. Hamid var kun 18 år, da han en dag på vej hjem fra gymnasiet blev stoppet af revolutionsgardens patruljer og afsløret med kommunistiske pamfletter i skoletasken.

Han kom aldrig tilbage. Hans forældre fik aldrig at vide, hvor han var begravet, blot et område, hvor en masse unge, henrettede ’antirevolutionære’ blev smidt i en massegrav midt om natten og siden glemt af de fleste. Glemt af alle, undtagen deres familier, naboer og bekendte.

Jeg husker hvert år, hvordan hans mor skreg og besvimede over den tomme plads, han havde efterladt til alle familiesammenkomster, alle bryllupper, begravelser og fødselsdagsfejringer. Hans billede var over det hele med kranse af friske blomster, som hans mor udskiftede hver uge. Jeg var for lille til at forstå, hvad der foregik, men vidste, at det var grusomt. Og gruen satte sig i min krop. Jeg ved ikke, om den nogensinde har forladt den igen. Den slags traumer er det, man kalder intergenerationelle. En gru, der går i arv. En gru, der altid kommer igen. Alligevel er det først længe efter, at jeg har forstået, hvorfor min egen familie altid frygter for følgerne, hver gang jeg selv tager ordet i det offentlige rum.

Det er svært at argumentere imod frygten hos folk, der har set deres nære henrettet i nattens mulm og mørke. Det er svært at argumentere imod, at jeg ikke også ville være en politisk fange eller endt i rækken af Irans endeløse henrettede unge, hvis vi var blevet der.

***

Jeg tænker ofte på den iranske Gen Z, de må vide det samme som jeg, de må have fået nedarvet den samme frygt, men måske alligevel ikke lige så førstehånds som jeg og min generation, der er børn af den generation, der var voksne under revolutionen i 1979. Måske er der et håb for, at frygten mindskes med tiden, at vi bliver modigere, det kan man ikke andet end at tro på, når man ser, hvad det er, de unge sætter sig selv op imod. Flere af de henrettede er blevet anklaget og dømt for at »føre krig mod Gud«. Blot for at gå på gaden og protestere! Findes der større afgudsdyrkelse end en stat, der på den måde udnævner sig selv til guds stedfortræder her på jorden? Findes der noget mere blasfemisk? Og findes der større mod, ja endda heltemod, end at sætte sig op imod en sådan overmagt?

***

Nogle gange føler jeg en slags kollektiv dissociation på alle iraneres vegne. Dissociationen er en ændret bevidsthedstilstand, en overlevelsesstrategi under traumer, der adskiller individets krop fra dets følelser, så det føles, som om det, der sker, er uvirkeligt og ikke rigtigt sker alligevel. Som iranere, der følger begivenhederne tæt udefra, er det, som om vi alle må forlade vores krop og lade tiden gå i stå, lade som om vi ikke er der, lade som om denne virkelighed ikke findes. Dette kan ikke være virkeligt. Kan de virkelig slå unge mennesker ihjel for at gå ubevæbnede på gaden, med ikke andet end deres stemmer og deres tid? Er det en forbrydelse at ønske frihed?

Dette kan ikke være virkeligt. Ligesom jeg ofte selv tænker, at min eksilvirkelighed måske ikke er virkelig. Måske findes jeg i andre og flere virkeligheder, måske er der et jeg et sted i Iran, der fortsatte sit liv og ikke blev fjernet derfra. Eller at der er et jeg, der lige så godt kunne være blevet en tysk, en svensk, en fransk kvinde, hvis det nu var dér, mine forældre var havnet.

Det er svimlende og totalt paralyserende at tænke på, og et øjeblik føles det, som om jeg findes uden for min krop og min virkelighed. På samme måde tænker jeg nogle gange, at der må findes en parallelverden, hvor Iran hverken blev udsat for udenlandsk indblanding eller egne revolutioner eller andet end en fuldendt demokratisk udvikling. En udvikling, hvor landets næsten absurd mange ressourcer kunne komme folket til gode, hvor Iran kunne være blevet fuldt selvforsørgende og blomstre i frodighed, frihed og mangfoldighed. I stedet synger vi nu sange om, hvordan der gror tulipaner på den jord, der er gennemvædet af ungdommens blod.

***

Og jeg er i Danmark, vi er i Danmark, der i sammenligning jo er … ja, noget helt andet. Selv om jeg også her skal lægge ører til ekstremister, ja, fascister, der overvåger, truer og chikanerer. Både iranske og danske. Men måske er det i virkeligheden graden af misogyni og undertrykkelse, der varierer. For patriarkatet er verdensomspændende, det er over det hele. Det er graden, der gør forskellen. Og alligevel kommer jeg nogle gange i tvivl om, hvad der egentlig foregår her i Danmark. Hvorfor bliver Danmark ved med at afvise politiske flygtninge fra Iran? Hvorfor forsøger Danmark at sende afviste asylansøgere tilbage til Iran? Noget, der er næsten uladsiggørligt, og derfor sender mange iranere på tålt ophold på de såkaldte udrejsecentre. Hvordan kan nogen politiker se sig selv i øjnene, nu hvor de blodsudgydelser, der hele tiden har været herskende, har hele verdens øjne rettet imod sig? Hvorfor sidder den iranske kvinde Zohre Maleki og 272 iranere i udrejsecentre i Danmark? Hvordan kan man hylde de protesterende på gaderne i Iran, men nægte de selvsamme protesterende asyl? Og hvor er de danske medier til at dække disse uhyrligheder, som udrejsecentre er?

***

En af grundene til, at jeg har nægtet at tale med nogen medier (ud over stærke grunde til at tage vare på mit mentale helbred), er, at mine betingelser for at tale om Iran hele tiden har været, at vi også blev nødt til at tale om de iranske flygtninge på tålt ophold i Danmark. Hvis jeg skal tale, så vil jeg samtidigt kræve øjeblikkelig løsladelse af disse mennesker og sikre fair asylforhold til dem. Alt andet er under standard for et land, der kalder sig beskytter og foregangsland, hvad angår menneskerettigheder. Det samme gælder i øvrigt for flygtninge fra Syrien, Afghanistan og Somalia, blot for at nævne nogle af de andre uretfærdigt fængslede asylansøgere.

***

Mens jeg skriver, er to af de anholdte fra dette års protester henrettet. Begyndelsen på det, jeg frygtede. Men selv om det var en vildledning, at op mod 15.000 skulle henrettes, står mange flere med udsigt til en dødsdom for at afskrække de tilbageværende fra at protestere. For at sprede rædsel og gru. Det er nu, der skal handles. Oftest skal man blande sig udenom, særligt i de lande, der har bitre erfaringer med udenlandsk indblanding i interne affærer. Men det har samtidig gang på gang vist sig, at internationalt pres kan stoppe henrettelser af politiske fanger. Hvert øjeblik, hvert hashtag, hver repost, hvert opslag tæller. Vi kan ikke skrue tiden tilbage, vi kan ikke engang standse den i øjeblikket for at forhindre mere blodsudgydelse, vi kan ikke gøre noget for mødrene til de allerede henrettede børn.

Men vi kan forsøge, hvis vi står sammen, om at stoppe, udsætte, hvad som helst! – for at forhindre flere liv i at gå tabt til ingen verdens nytte. I den virkelige verden, hvis en sådan virkelig findes, kan vi skjule os for tiden. Den løber, og det haster. Morgengryet truer før en anden, lysere morgendag kommer i sigte. Vi må alle sammen ile til. Ile til for de unge. For fremtiden. For mødrenes sukkende hjerter.

Nene La Beet læser Information

Måske skulle du også prøve?

Vi vil gerne give dig muligheden for at læse og lytte til seriøs, sjov, kritisk, idérig, afslørende, udfordrende, fri og uafhængig journalistik.

Prøv Information gratis i en måned.

Prøv Information nu

Dagbog fra revolutionen

Nazila Kivi sidder i sit danske eksilland og kigger med længsel, lettelse og hjertet oppe i halsen på, hvad der sker i hendes hjemland. I fire afsnit skriver hun dagbogsnotater fra revolutionen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Det iranske tyranni er en ekstrem skændsel, og dets anvendelse af Vorherre som argument for noget som helst er, præcist som skrevet i indledningen, den ultimative blasfemi. Har de røvhuller virkelig et hemmeligt telefonnummer til Gud?
Desværre har verden med en tredobling af verdens befolkning i min levetid, mistet orienteringen, og den slags despotier har bredt sig til så mange lande, at man ikke engang har kunnet enes om at fordømme Qatars baggrundstæppe for VM.
Fifas præsident har lige korrumperet al anstændighed ved at misbruge Kennedys "Ich bin ein Berliner" til at udnævne sig selv til qatarianer, homoseksuel, fremmedarbejder, afrikaner, bare han får penge for det.
Det er som om alle styreformer kan opfattes som lige gode. Men ingen styreform, hvor befolkningen ikke har magt til at fjerne en regering, og hvor korruptionen er tøjlet, har nogen legitimitet. Det er som om en narkose har kapret fornuften i verden, og p.t. betyder det, at demokratiets forankring selv i EU og USA er under angreb.
Jeg er bange for, at netop denne apati er den største udfordring, også når vi lige skal klare klimaproblemet, den 6. masseuddøen, ødelæggelse af naturgrundlaget, kompromittering af jordens landareal og tilsvining af verdenshavene på samme tid.
Mon ikke regeringen kunne starte med at lade et par hundrede iranere blive boende her, medens regimet myrder løs, hvis tørklædet sidder på skrå.