- Navn: Anita Brask Rasmussen
- Alder: 42 år
- Ville aldrig frivilligt: Være meget tæt på en hest
- Har været: Så tæt på en hest, at den spiste af min hånd (altså den spiste ikke hånden (som var det, jeg frygtede ville ske), men et stykke æble, der lå på den)
Jeg må sige med det samme, at jeg føler mig lige så latterlig, som du, kære læser, nok tænker, at jeg er: Mange er måske lidt tilbageholdende i forhold til at sætte sig op på en hest, men at nærme sig den, når den står på den anden side af et elektrisk hegn?
Ikke desto mindre har jeg over flere dage nu, siden jeg aftalte opgavens natur med kulturredaktøren, oplevet, hvordan min krop er ved at gå i alarmberedskab. For eksempel da vores venlige billedredaktør lettere overbærende sagde: »Jeg hører, du skal ud at klappe en hest.« Min første reaktion var ikke at grine selvironisk sammen med hende, men straks at protestere: »Nej! Jeg skal ikke røre ved den!«
Herlig artikel.
ak for den.
Heste er store, hvis de ikke er ponyer, og de har nogle tænder, som godt kan give "hestebid".
Det fik man også sommetider i skolen af sine kammerater.
Det var lidt anderledes.
Jeg er heller ikke altid trygge ved dem, selv om jeg har gamle billeder, hvor jeg sidder på ryggen af en hest - det var før jeg selv kunne gå.
Mine forældre passede heste i et par år dengang.
Heste er faktisk venlige dyr. Også mod hinanden.
Men heste såkaldte flugtdyr. Bliver de bange tager fanden ved dem.
Og så skal man passe på. De har hårde "ben" - hove.
Der skulle ikke stå "ak for den" - men tak for den...
hestens læber hedder mule.
hestens læber hedder mule.
beklager, at jeg fik sendt 2 gange
Man kan ikke betvinge en hest. Vil de af en eller anden grund ikke have dig på ryggen, kan man lige så godt erkende sit nederlag. En grund kan være jalousi. En anden, hvis man har den opfattelse at det er som at stå ved siden af en traktor og at den reagerer efter et system som en eller anden cowboy har indpodet med.
Det er en god start du har haft med hesten. Jeg tror aldrig jeg nogensinde , ikke, vil føle adrenalinen når jeg stiller mig ved heste jeg ikke kender.
Jeg kan især godt lide artiklen, fordi den fortæller noget om adfærdsbiologi - etologi - både, hvad angår personen og hesten.
Jeg var engang til et stort arrangement for "hestefolk" i Herning, hvor en tjekkisk "hestehvisker" blev stillet over for en ung hest, som aldrig var blevet redet på før og som tydeligvis var skeptisk/nervøs over for ham.
I løbet af et kvarters tid fik han hesten til at følge efter sig som en hund - uden "snor" - og omtrent lige så længe efter kunne han sætte sig op på den uden problemer. Det var dybt fascinerende
Der skrevet bøger om den slags. Jeg har ikke læst dem, så jeg ved ikke, hvad der sker.
I gamle dage hed det sig, at en hest skulle "brækkes", som beskrevet i H.C. Branners roman "Rytteren". Det jeg oplevede i Herning virkede noget med sympatisk.