Jeg har netop udgivet en roman, og i den forbindelse står der i pressemeddelelsen: Bogen sendes ikke til anmeldelse, men sendes gerne til enhver anden form for læsning og dialog.
Jeg udgiver selv mine bøger og har gjort det i snart ti år. Det gør jeg, fordi jeg bedst selv ved, hvordan de skal se ud, hvordan det æstetiske udtryk skal vægtes, og hvordan jeg vil fortælle min historie. At jeg også selv får glæden af hele det økonomiske overskud, ser jeg som en naturlig følge af, at det er mit arbejde, der er givet ud.
Men jeg sender ikke mine bøger til anmeldelse. Tidligere har jeg bare undladt at sende. Denne gang vil jeg gerne tale om det. Jeg mener, at anmeldelsen i bedste fald kan beskrives som en kvalificeret synsning. En anmelder med stort litterært vid og perspektiv giver sig til at møde bogen med sit perceptionsapparat. Enten kan hun lide den, eller også kan hun ikke, eller også synes, hun den var god, men for lang, for underspillet, for overspillet, for dårligt korrekturlæst eller andet. Måske sammenligner hun den med nogle lignende værker og afslutter med en opsummering.
Shëkufe Heiberg. Stærkt og godt skrevet.
Den vise ved, at den bedste måde at fjerne noget dårligt, er at skabe noget bedre. :o)