Generelt er det vel ikke at gå for langt at sige, at berømmelsens maskineri er et af kulturens store og kroniske problemer. Og at det af samme grund er en kulturel grundfortælling at se vores stjerner gå ned, blive skandaliseret og/eller sammenbrudsramte og, kun måske, kæmpe sig tilbage. De seneste år er der lagt ekstra vægt på at starte en samtale om netop det.
Meghan og Harry tjente i år svimlende summer på at dele deres historie om at blive ædt af tabloidpressen med Netflixbrugere. Medina fortalte i maj i en dokumentarfilm gruopvækkende om de psykologiske konsekvenser af at blive forfulgt af stalkere og en skånselsløs tabloidpresse. Årets biopic af Baz Luhrmann, Elvis, gør i dén grad Elvis til sjælfuldt superstjerneoffer for kapitalistiske interesser i skikkelse af en djævelsk manager.
Der må fremdyrkes mere menneskeligt mulige arbejdsvilkår for os kunstnere; især for de udøvende kunstnere; der er de samme 24 timer til rådighed og selvom man som selvstændig kunstner er nødt til at arbejde mere end 37 timer pr uge, skal der være grænser, og især hvis der står firmaer og pukker på kunstneren; disse firmaer skal lære sig pli og retfærdige vilkår for deres kunstnere!
For os billedkunstnere er det heldigvis mere stille, selvom der er rigeligt at snobberi i forventninger og albuerundsave i miljøet; jeg har holdt mig fra det værste pres, ved ikke at være "social" eller "holde mig til" - ikke gå til alt det man skal gå til, ikke søge alt det man skal søge...osv
Alligevel lykkedes det mig, at blive sygemeldt med stress grundet rovdrift fra een arbejdsgiver i over 2 år!!!
Hvordan elsker vi kunstnerne uden at æde dem?
Ved at interessere os for deres kunstneriske frembringelser i stedet for deres privatliv.