Denne artikel er delt af Nene La Beet

Informations abonnenter har betalt for artiklen, men Nene vil gerne give dig mulighed for at læse den.

Rebecca Solnit: Modstandskampen starter med glæde, fornøjelse og skønhed

Håb er ifølge den amerikanske forfatter Rebecca Solnit bevidstheden om, at fremtiden aldrig er afgjort. At umulige kampe er blevet vundet, at omvæltninger altid er kommet overraskende, og selv om vi er kommet sent ind i kampen mod klimaforandringerne, er det ikke for sent

Jesse Jacob

Kultur
9. december 2022

De, der går op i klima, kommer let til at gå ned på sagen. Det skyldes ifølge den amerikanske forfatter og aktivist Rebecca Solnit, at alt for mange går ud fra, at det er for sent. At vi ikke har løsningerne, og at de andre er ligeglade, og at der ikke er nogen, som rigtig gør noget, og at vi ikke har gjort nogen fremskridt:

»Men der er ikke noget af det, som passer«, siger Solnit:

»Overalt er folk i gang. Og løsningerne bliver bedre, billigere og mere effektive.«

Der er tipping points i naturen, hvor de forskellige effekter af klimaforandringerne påvirker hinanden, så det hele accelererer. Dem frygter vi.

»Men der er også tipping points for klimabevægelsen,« insisterer hun. Fra dem kommer håbet. 

»Der sker en hel masse. Jeg har lige her til morgen i avisen læst, at Californien hæver deres målsætninger. Vi kan se, at den amerikanske regering under Joe Biden gør mange ting, som Obama slet ikke var klar til,« pointerer hun:

»Det er blevet sent i kampen, det er rigtigt. Vi er kommet for sent i gang med prøve at gøre noget, men det er ikke for sent.«

Ingen ved det hele

Rebecca Solnit har været aktivist siden 1970’erne. Hun kender kun alt for godt til oplevelsen af, at det, man kæmper imod, er så meget større end det, man sammen kan udrette. Og alligevel kan hun efter årtiers engagement konstatere, at meget faktisk er vundet. Nu har hun påtaget sig en rolle som den erfarne hjælper og inspirator for de unge aktivister, som ikke selv har oplevet de lange, indirekte og indviklede forbindelser mellem engagement og forandring, og som har kastet deres liv ind i en sag, der indimellem forekommer umulig:

»Jeg opdagede i 2020, at min ven Thelma Young Lutunatabua havde den samme oplevelse som mig selv af, at rigtig mange var opgivende, led af klimasorg og var fortvivlede,« fortæller Solnit over ZOOM fra sit hjem i San Francisco. Engageret og afklaret:

»Forklaringen er ofte, at de ikke har forstået problematikken rigtigt og er dårligt informerede.«

Sammen med Lutunatabua startede Solnit for et år siden projektet NotTooLate, som hver dag på sociale medier deler nyheder om fremskridt og gennembrud og afholder deres egne arrangementer. Sammen med forfattere, forskere på forskellige felter og folk fra forskellige bevægelser arbejder de to på at levere viden og skabe overblik for teenagere, studerende og unge generelt, der er interesseret i klima, men ikke har særlige forudsætninger for at forstå det.

»Jeg har selv været dybt engageret i klimaverdenen i lang tid, og jeg kan ikke længere følge med. Jeg har venner, som går til konferencer og forhandlinger, andre bekendte, som er fortrolige med den specialiserede lingo på specifikke områder, og nogle, som kender alt til det teknologiske.«

Blå bog: Rebecca Solnit

  • Amerikansk forfatter og aktivist, som blev født i Connecticut i 1961, men som har boet langt det meste af sit liv i San Francisco.
  • Hun har i årtier været engageret i miljøkampen, feminismen og antikrigsbevægelser.
  • Blandt hendes mest berømte bøger er Wanderlust: A History of Walking, Hope in the Dark, Men Explain Things to Me og The Mother of All Questions – de to sidstnævnte er oversat til dansk.
  • Senest har Solnit udgivet Orwell’s Roses, og til foråret 2023 kommer bogen Not too late. Rebecca Solnit har også startet projektet Nottoolate, som er for nybegyndere i klimabevægelsen.
  • Se mere på nottoolateclimate.com og rebeccasolnit.net

Alt det, der vedrører klima, miljø og natur, er blevet så omfattende, at man ikke længere kan overskue det alene:

»Du kan ikke forvente, at nogen på 17 kan være opdateret på alt det. Så vi vil gøre al den information tilgængelig – uden at forsimple den. Der er så mange vidunderlige samtaler nu om klima, som ingen kan overskue, men som vi alle har brug for.«

– Bill McKibben, som du også arbejder sammen med, plejer at sige, at klimabevægelsen vinder – men den vinder så langsomt, at det er den sikre vej til at tabe. Den grønne omstilling er, som du siger, endelig i gang, men klimaforandringerne går meget hurtigere, end vi handler?

»Jeg er ikke uenig med Bill, men jeg vil også sige, at alle forskere og aktivister på området ved, at det, vi gør nu, betyder noget. Det betyder meget. Hver eneste tiendedel af en grad, som vi kan forhindre temperaturerne i at stige, er vigtig. Det er jo ikke sådan, at vi falder ud over en afgrund, hvis det ikke skulle lykkes os at holde temperaturstigningerne under 1,5 grader. Det, vi selv gør, og det, vi bliver ved med at skubbe på for at få andre ting at gøre … det er helt, helt bestemt værd at blive ved med at skubbe.«

Om at have en stemme

Man kan som bekendt ikke sige, man elsker nogen, man ikke kender. Men jeg elsker i hvert fald det, Rebecca Solnit skriver, og har gjort det længe. Hun behersker kunsten at sætte indsigter i almene anliggender på spidsen, så de lyser op som sandheder, man tager med sig. Uden at moralisere eller banalisere iagttager hun verden gennem ideer. Som når hun for eksempel i sin bog om vandringens historie skriver:

»At gå er, ideelt set, en tilstand, hvor hovedet, kroppen og verden mødes, som om de var tre karakterer, der endelig finder sammen i samtale. Tre toner, som pludselig danner en akkord.«

Jesse Jacob

Det havde jeg ikke selv tænkt over, men det er for mig præcis det særlige ved at gå, at man bevæger kroppen, tænker frit og kan være helt åben over for virkeligheden omkring én på samme tid. Det hele spiller sammen.

Som stilist er Solnit bemærkelsesværdig, fordi hun kan skære brutale dramaer, som andre ville skrive en hel roman om, ned til ganske få linjer:

»Jeg er datter af en mand, der betragtede det som sin ret at slå kvinder og børn og gjorde, som sin far havde gjort før ham«, skriver hun i sine erindringer, Recollections of My Non-existence: »og af en kvinde, der hverken havde – eller i to årtier følte, hun havde – nogen vej væk fra den mand eller nogen steder, hun kunne klage.«

Så kender man det hjem, Solnit kom fra, og den atmosfære, hun blev dannet af og skriver sig tilbage til for at komme videre.

Hendes mest kendte bog, Mænd forklarer mig ting, er et eksistentielt korrektiv for rigtig mange af os mænd, der har fået tildelt og indtaget en privilegeret position, hvor andre er tvunget til at lytte til os. Derfra udvikles, det kender jeg selv, meget let en usympatisk tilbøjelighed til at tro, at vi skal være på scenen, og samtalepartnere reduceres til publikum. Solnits bog indledes med en scene, der i sin ekstremitet afslører noget helt almindeligt. Hun møder ved et selskab en mand, som spørger, hvad hun laver. Da hun svarer, at hun er forfatter og nævner temaet for sin seneste bog, overtager han samtalen, fordi han vil fortælle hende om en anmeldelse, han har læst af en bog om samme emne. Hun ved godt, at det er en anmeldelse af hendes egen bog, han taler om. Men han er »et fjols som ikke ved, at han ikke ved, hvad han taler om, eller hvem han taler med.« Det er ikke, fordi understreger Solnit, at hun ikke gerne vil høre mænd fortælle om det, de ved noget om. Hun vil bare ikke tilintetgøres socialt som én, der fra starten er sat på plads som tilhører for en mand, der intuitivt regner sig selv for taleren. Den oplevelse af »mild ydmygelse« er for Solnit den ene ende af et spektrum, hvor den anden ende er det seksuelle overgreb. Den diskrete, men effektive nedværdigelse og det voldelige overfald på kvinder er moralsk set selvfølgelig to forskellige handlinger. Men det er, anfører Solnit, i det spektrum, at kvinder skal kæmpe for at blive sig selv.

Efter hun havde skrevet feministiske essays i ti år, gik det op for Solnit, at »det jeg i sidste ende talte og skrev om ikke var vold mod kvinder, selv om jeg læste om det ustandselig. Jeg skrev om, hvad det vil sige ikke at have en stemme, og jeg skrev for en omfordeling af den helt vitale form for magt«.

Og der er i Solnits essays en forunderlig tro på, at den, der giver stemme til dem, som ikke selv taler eller råber op, ændrer det spil i samfundet, som fordeler magten.

»Som den store aktivist Adrienne Maree Brown siger: ’Ethvert slag er en kamp om, hvad man kan forestille sig’. Og hvis du kan forandre, hvordan folk forestiller sig verden, kan du også få dem til at forestille sig forandringer af verden,« forklarer hun:

»Vi har stadig brug for lovgivning, vi har stadig brug for de praktiske forandringer, naturligvis. Men de praktiske forandringer kan ikke finde sted, før du har forandret din forestillingsverden.«

Det kan måske lyde som intellektuel selvromantisering, når Solnit fremhæver netop det, hun selv laver, som et gebet for verdensforandring. Men hendes bog Mænd forklarer mig ting inspirerede dannelsen af begrebet »mansplaining«, som siden er blevet internationalt modstandsvåben for kvinder, der bliver reduceret til publikum og statister i mændenes cirkus, og som bliver ved med at føre til praktiske forandringer og genforhandling af taletiden i vores offentligheder. Og når man betænker den evindelige, pinlige og selvafslørende klagesang fra mænd i magtpositioner over, at de ikke længere kan sige, hvad der passer dem, kan man glæde sig over sikre tegn på, at omfordelingen af den vitale magtform, som det er at have en stemme, finder sted i vores tid.

Håbets forfatter

Hope in the Dark fra 2009 er et andet af Solnits hovedværker og den oprindelige årsag til, at jeg for et par år siden gennem forskellige kontakter for første gang bad om en langsom samtale med hende. I mellemtiden har hun startet NotTooLate-projektet og udgivet den vidunderlige bog Orwell’s Roses, som jeg også ville høre om.

Jesse Jacob

Hope in the Dark, som også er skrevet til idealister og aktivister, er et overbevisende argument for, at selv de kampe, som forekommer håbløse, aldrig er tabte. Vi forveksler ifølge Solnit virkeligheden med det, vi kan se, fordi det er ude i lyset, og tænker ikke over, at de store historiske forandringer er kommet fra mørket. De kommer fra dem, vi ikke havde set, før de brød ind på scenen, og dem, vi ikke havde hørt, før de omsider tog ordet:

»Håb er en omfavnelse af det, vi ikke ved, og det, vi ikke kan vide,« som hun skriver i bogen.

– Jeg har tænkt over, om ikke den globale opvarmning adskiller sig fra de historiske kampe, du gennemgår i ’Hope in the Dark’, fordi ødelæggende klimaforandringer finder sted med en hastighed og uafvendelighed ude i lyset, som fordrer akutte modsvar. Det er ikke et undertrykkende regime eller en nedværdigende kultur, som pludselig afmonteres af nye overbevisninger, der har bredt sig, uden vi bemærkede det?

»NotToLate er i virkeligheden Hope in the Dark for klimaet og med mange stemmer,« forklarer hun med sin karakteristiske dæmpede melodiske stemme, der taler med lyden af den by, hvor hun har boet langt det meste af sit liv, San Francisco:

»Hope in the Dark var min egen stemme, men det her er en masse mennesker på samme hold, som vi har taget med ind.«

Klimaforandringerne er noget andet, erkender hun, fordi naturen er en anden variabel. Men det udelukker ikke håbet:

»For mig handler håb om uvished. Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, men vi kan skabe et beredskab og prøve at være med til at bestemme, hvordan fremtiden skal være. Vi ser så mange uventede ting. Så kommer en figur som Greta Thunberg og en Sunrise Movement i USA, og med ét har vi en global klimabevægelse,« svarer Solnit og hæver sine øjenbryn helt op i panden som for at få mig til at åbne øjnene:

»Vi har fået en sand energirevolution. Hvis du havde siddet der for femogtyve år siden og sagt til mig, at vi ikke har nogen alternativ til fossil energi, ville jeg give dig ret. Alternativerne var så dyre og ineffektive. Men vi har oplevet en teknologisk revolution, som også er en økonomisk revolution.«

Sol og vind er i dag billigere energikilder end fossile brændsler, og de bliver ifølge Solnit kun billigere, efterhånden som de private og statslige investeringer flytter med:

»Vi kommer uundgåeligt til at gennemføre den grønne omstilling. Det er det, som er håb for mig,« slår hun fast:

»Optimismen er troen på, at det hele nok skal gå, uanset hvad vi gør, og den blændende fremtid kommer med julemanden. Pessimismen er den modsatte indstilling, som også siger, vi ved præcist hvad der vil ske, og vi kan ikke gøre noget ved det.«

Orwells roser

Hvis man skal tale til håbet, og hvis man vil præge en klimabevægelse, hvor man ikke går ned på den sag, man går op i, må man ifølge Solnit gøre op med et par kedelige tendenser på venstrefløjen. Den ene er, at venstreorienterede alt for ofte kun taler om alt det, man er imod. Det bliver en sur, vred og livsfornægtende indstilling.

Jesse Jacob

Så bliver det en livsfornægtende indsats. Den anden er, at man kun kæmper for brød og foragter roserne, som hun skriver i Orwell’s Roses. Eller sagt på en anden måde: Venstrefløjen går op i økonomi, magt, undertrykkelse og naturødelæggelser, men foragter det skønne og sjove i tilværelsen som borgerlig fortrængning af de brutale realiteter:

Det var således en behagelig overraskelse for Solnit, da hun for nogle år siden ved et tilfælde på en rejse til England tog ud til den lille landsby Wallington, hvor forfatteren George Orwell havde en lille hytte – langt væk fra smoggen og larmen i London. Solnit, som er optaget af træer, ville se de frugttræer, Orwell havde plantet:

»De mennesker, som nu bor der, fortalte, at frugttræerne var blevet fældet i 1990’erne. Men så spurgte de henkastet, om jeg kunne tænke mig at se Orwells roser. Og oh my god!« udbryder Solnit med tryk på hvert af de tre ord:

»Der var få ting i verden, jeg hellere ville. De viste mig nogle store rosenbuske, som stadig i november stod i blomst. Det var overvældende, fordi det var som en direkte forbindelse til Orwell, der døde, ni år før jeg selv blev født, at stå over for de roser, han havde plantet.«

Synet af roserne mindede Solnit om et essay af Orwell, hun havde læst som meget ung og glemt igen:

»Dengang havde jeg ikke rigtig fattet, hvad det betød. At Orwell plantede roser, dyrkede roser, elskede roser. At han af alle mennesker brugte meget tid og opmærksomhed på roser.«

George Orwell er kendt for sine romaner, især 1984 og Kammerat Napoleon, om autoritære regimer, manipulation, løgn sat i system og undertrykkelse. Og for sit billede af fremtiden som en støvle, der for altid tramper på det menneskelige ansigt:

»Vi fokuserer mest på, hvad politik er imod, og en forfatter som George Orwell husker vi for, hvad han var modstander af, totalitarisme og fascistisk propaganda. Men hvad var han for,« spørger Solnit og hæver igen øjenbrynene langt op i panden:

»Det interessante er ikke bare, at jeg fandt ud af, at Orwell var et lidenskabeligt havemenneske og naturelsker. Jeg tror også, at det viser, at det, han var for, var liv med plads til glæde og private fornøjelser, som ingen har ret til at overvåge, kontrollere eller diktere for andre. Det var et smukt chok for mig, men det passer meget fint med hans bøger, hvis man ser dem i det perspektiv.«

Den anden Orwell

Orwell har for Solnit længe været et stilistisk forbillede, men hun havde ikke forestillet sig, at hun nogensinde ville skrive en bog om ham. Der var, som hun siger, allerede skrevet så meget.

Men hun begyndte at studere de havedagbøger, han skrev for at følge livet i sin have, og hans private breve, der var fulde af historier om roser:

»Jeg fandt frem til en mand, som er meget forskellig fra det offentlige billede af Orwell. Vi kender ham som den her kyniske, pessimistiske, strenge mand, der synes at have det elendigt og mener, alle andre også bør have det elendigt. Men den virkelige George Orwell fandt fornøjelse i de små ting: have, roserne, hans dyr, en god kande te, populære sange og børnebøger. Og han forsvarede de ting, fordi det var dem, som gav kampen mod totalitarisme mening.«

Med det nye blik på Orwell genlæste Solnit hans romaner, som hun havde læst mange gange før. Men denne gang fik hun øje på naturen i værket:

»Jeg troede, jeg kendte 1984, men det viste sig at være en helt anden bog, da jeg læste den igen.«

I sine havedagbøger skriver Orwell om, hvordan han tager frø fra sine kål, planter noget nyt og høster noget tredje. Det giver ham fred og forbinder ham med hans omverden. Helten i hovedværket, 1984, forsøger først at bekæmpe regimet ved at vælte det, men det mislykkes, og han ender i et torturkammer. Men derfra gør han modstand ved at skabe en verden, hvor han kan opretholde en uafhængig bevidsthed, sine egne erindringer og et frit sprog:

»Frihedskampen for ham handler om at bevare sin sanselighed, at kunne leve gennem direkte og umiddelbare erfaringer. Målet er at kunne blive ved med at stole på sine egne sanser,« forklarer Solnit. Netop det, som Orwell selv opnåede, når han plejede sine roser:

»Du kan vende det hele om og sige: Modstandskampen drejer sig om at stole på det, man ser og hører mod en maskine, som vil manipulere dig, besætte din bevidsthed og forvrænge din opfattelse af virkeligheden. Det er sådan, man ifølge Orwell bliver en robust, uafhængig tænker.«

Hvis man mister forbindelsen til den direkte sansede virkelighed, som man ikke bare skal se, mærke og høre, men også pleje og kultivere, mister man sit selv, evnen til at tænke frit og danne sine egne meninger:

»Vi kan på en måde sige, at fornøjelserne, glæderne, skønheden og den direkte sansning er det, som gør dig i stand til at fortsætte og leve videre og bekæmpe fascismen, krænkelse af menneskerettigheder og undertrykkelsen. Der var et radikalt potentiale for Orwell ved gå i haven og pleje sine roser. Det skaber mennesker, som kan modstå regimer som i 1984 – eller Donald Trump og Vladimir Putin.«

Blomster er ikke borgerlige

Der har altid på venstrefløjen været mange, fortsætter Solnit, som mener, at det er overfladisk, bevidstløst og småborgerligt at gå i haven:

»Der er et moment, jeg elsker, hvor en kvinde skriver ind til Orwells venstreorienterede magasin, at blomster altså er borgerlige. Jeg elsker det, fordi der har været blomster på jorden i hundrede millioner af år – før der var mennesker.«

Fra San Francisco smiler Solnit over ZOOM:

»Blomster var ikke borgerlige for hundrede millioner år siden. De skabte den verden, vi lever i, de er den dominerende art på jorden. Alt, hvad vi spiser, som ikke kommer fra svampe eller havet, kommer mere eller mindre fra blomster eller fra dyr, som spiste blomster. Det bringer os tilbage til naturen og til spørgsmålet om, hvordan rosernes skønhed passer ind i politik.«

Men det bringer os ifølge Solnit også tilbage til spørgsmålet om, hvordan man kæmper for det, man tror på, uden at blive slidt op af det. Det handler selvfølgelig om håb. Om at huske, at selv om vi kom sent ind i kampen, er den aldrig afgjort på forhånd. Om at minde hinanden om alle de kampe, som allerede er blevet vundet. Det seneste midtvejsvalg, indskyder hun, blev blandt andet afgjort af kvinder, som efter årtiers kvindekamp gjorde modstand, da republikanerne ville tage retten til at bestemme over deres egen krop fra dem.

Men det handler også om at opbygge steder uden for kampen, hvor man finder fornøjelse, skønhed og fred og opholder sig ved det, man rent faktisk kæmper for. Solnit minder om, at Orwell skrev sine vigtigste bøger, de klassiske opgør med stalinisme og fascisme, efter han havde fået sine roser. Det sted udenfor kan være en have. Men det kan også være Solnits bøger, som peger ud mod, hvordan man får kroppen, hovedet og verden til at mødes, når man går en tur:

»Det, der sker med klima nu, er, at først bekæmpede de os, så lod de, som om de var på vores side, men udskød og forsinkede omstillingen,« påpeger Solnit. Og nu står vi foran den grønne omstilling, som måske går for langsomt, men som trods alt vil finde sted:

»Ideer betyder noget, men de må ikke blive i bøgerne. De må ikke blive i akademiske samtaler. De begynder ofte i marginen, i mørket og i små grupper. Men vi har set så mange gange, hvordan ideer, der blev afvist som vilde, ekstreme og vanvittige, ender med at vinde.«

Dette er en redigeret version af en samtale, som fandt sted over ZOOM den 17. november. 

Collager er lavet med udgangspunkt i fotos af Jorge Uzon/AFP og Ullstein Bild/Ritzau Scanpix.

Nene La Beet læser Information

Måske skulle du også prøve?

Vi vil gerne give dig muligheden for at læse og lytte til seriøs, sjov, kritisk, idérig, afslørende, udfordrende, fri og uafhængig journalistik.

Prøv Information gratis i en måned.

Prøv Information nu

Langsomme samtaler

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer en lang række af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Joachim Trier og Rebecca Solnit, kommer de rundt om poesi, punk og popmusik, klima, økonomi, politik og moralsk orden. Du kan både læse og lytte til samtalerne.

Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail
Søren Kristensen

Kampen mod klimaforandringer er tabt for længst, men derfor kan vi jo godt kæmpe med dem; vi kan faktisk ikke undgå det.

Niels-Simon Larsen

Det er da godt, at de, der har brug for håb, kan finde det og desuden kan finde ly i ordene, at fremtiden aldrig er afgjort, men hvad med os, der har lyttet til adskillige videnskabsfolk, der ikke giver os ret meget at have håbet i? Og hvis fremtiden var en aktie, hvem ville så købe den?
Jeg mener, at vi må være kommet dertil, at med den leveform, vi har nu, er alt håb ude. At ødelægge med den ene hånd og håbe med den anden er absurd.

Det kræver mod at indse, at vi er på vej til kollaps, men fx Guterres siger det klart. Hvis vi ikke går ned på et meget lavere forbrugsniveau, går det galt. Vi skal ikke bare forestille os et økologisk liv, men begynde på et økologisk liv, der er totalt anderledes, og hvor sker det? Det sker kun i små klatter rundt omkring, og det nytter som en skrædder et vist sted.
Inf. kunne jo gå forrest i den omstilling. Jørgen Steens ‘gamle’ store omstilling er for længst slugt af Dansk Industri og lavet profit på. Der skal noget nyt til.

Ete Forchhammer

Niels-Simon Larsen, og det nye kunne være at flertallet, alle der ikke allerede er hoppet med på den lille, renere “vogn”, at de ændrede livsstil, forbrug, vaner…
End ikke en pandemi kunne få det til at ske, ej heller en finanskrise…
Er det ikke lidt meget forlangt at “den lille pjosker” skulle kunne mere end at gøre sit bedste? - hvad den i det mindste ofte gør…

At ødelægge med den ene hånd og håbe med den anden? De hænder sidder jo ikke på samme personer. Opgaven må være, ER! at få de ødelæggende hænder til at finde på noget klogere, bedre, “grønnere” at foretage sig…
Tilsyneladende sker det ikke efter diktat ovenfra, og udefra modtages heller ikke meget, så hvad er forgjort ved at opfordre til en sang og dans på vejen?

Men måske det skulle pointeres mere at det er glæderne uden nævneværdigt forbrug, der her opfordres til? De glæder der ville føre til næsten tomme lufthavne, motorveje, kødkøkediske, til nul trykte reklamer, osv…Kort sagt fundamentalt ændret livsstil, inkl. arbejdsliv, for de mange der stadig blindt hylder “plejer” - og som nu ser ud til at få lov til at fortsætte med at gøre det, står det til flertallet af politikerne. Suk, Det er fortvivlende.
Energien til at handle og modvirke håbløsheden må boostes med en morgensang…

Nova Lone Jespersen, Niels-Simon Larsen og johnny volke anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Ete F: Nej, hvis ikke ‘den lille pjosker’ skal gøre det, hvem skal så? Inf. skal selvfølgelig sætte handling bag de mange ord. Hele tiden hører vi, hvor forfærdelig det går, og det er mange af os debattører enige i. Spørgsmålet er selvfølgelig, om vi er repræsentative for læserne. Hvem skal man spørge om det?

Ang. sange har jeg som medlem af Klimaorkesteret skrevet mange klimasange, der bliver sunget til demonstrationer rundt omkring. De findes både på Klimasange.dk og på Klimabevægelsens hjemmeside. Der sker mange ting, men vi mangler lige det, der vipper det gamle system. System change. Not climate change. Det står der tit på skilte, og det er jeg enig i, men fra hvilket hjørne skal forandringen komme?