Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget den.
Murmaleri af Simon Spies skal males over
Simon Spies har siden begyndelsen af 90’erne blinket kækt til forbipasserende på Simon Spies Plads i Helsingør, men siden midten af november har blinket ikke været til at se. Ukendte gerningsmænd har nemlig spraymalet ordet »PÆDOFIL« hen over murmaleriet, og Æ’et dækker det blinkende øje.
Det bliver det ikke ved med, for nu skal murmaleriet males over. Det besluttede Helsingør Kommunes kultur- og turismeudvalg tirsdag, fordi det vil blive for dyrt at få det fikset. Og måske også lidt, fordi det ikke længere er så indlysende god en idé at hylde et bysbarn, der holdt sig et harem af mindreårige kvindelige sexarbejdere og angiveligt betalte en af dem for at få lov at brække hendes arm.