Da Danmark i sidste uge røg ud af VM i Qatar, sukkede jeg. Af lettelse. Jeg havde skulket rundt ude foran Apple-butikken nede ved Nørreport, og det var ærlig talt ved at blive lidt uværdigt. Det regnede, det var koldt, og Australien førte 1-0. Dertil kom, at jeg i princippet boykottede slutrunden og som sådan var i gang med at rode mig ud på et alvorligt moralsk overdrev. Indenfor i butikken sad et par unge mænd i Apple-trøjer og kiggede henholdsvis på deres telefoner, henholdsvis på den store skærm, der lyste op i det hvide lokale. Udenfor stod jeg og lod, som om jeg ikke fulgte med. Var dette VM?
Da det til sidst virkede ubærligt med alt det københavnske vintermørke og de unge danske mænds overkroppe, der ludede mere og mere faretruende ned mod deres telefoner, søgte jeg mod en bodega på Kultorvet, der ikke viste kampen. Her kunne jeg så sidde og fedte, ludende, med min egen telefon, der var tunet ind på Ekstra Bladets tekstopdatering. Overskrift: »Dansk mareridt«.
Tak for artikel. Husker filosofi-undervisningen tilstrækkeligt til at kunne følge med, men må også sande at bære rundt på den præmice at moral kommer før politik? Det gør ikke artiklen stor skade.
Bortset fra at det giver en slags begrundelse for at dyrke sport: Min egen og ubegrundede påstand er her: Det er enhver sportsgrens velsignelse - frigørelse fra dilemmaer i situationen i artiklen - at man (jeg) kan genfinde sig/mig selv i en forsimplet struktur (spillet) , med fairness som moralsk dommer. Sportsudøvelse lindrer udmattelsen. Med andre ord: leg.
Artiklen handler om tilskuerens rolle. De fleste tilskuere har førstehånds-oplevelser med det de ser på. Måske drømmer tilskuere om de oplevelser? Glæden ved at være i spillet. Det er i hvertfald min begrundelse for at tilføje en fjerde type til artiklens “galleri”. Sportsudøveren.
Det er bare SÅ menneskeligt - tillykke! hvis vi så ku' grine af os selv og osse more os over alle de andre uden at slå og slås, så tillykke igen :-D
Jeg kan ligesågodt sige det som det er: jeg ser også VM, stort set uden at tænke på hverken menneskerettigheder eller mit forsæt om ikke at gøre det - andet end når en spiller render ind i en umenneskelig tackling.
Men, heldigvis kommer mit moralske sammenbrud ikke bag på mig; jeg vælger nemlilg at tænke på det som en copingstrategi, der går ud på at det til syvende og sidst gælder om at vælge sine kampe og min egentlige holdning er nok snarere, at modstanden mod regimet i Qatar hellere skulle have været flashet på stadion, med regnbuearmbånd og bannere, fremfor ensomt hjemme foran et sølle slukket TV, i min lille stue, også selv om det ene ikke udelukker det andet.
I øvrigt bemærkede jeg at det ikke kun var mig og de danske drenge der tabte kampgejsten alt for tidligt i turneringen; selv de ellers så vilde brazilianere, der havde sat kurs mod trofæet, indstillede pludselig sejrsdansen umiddelbart før kampen mod Luka Modric og hvorfor? Såmænd pga. en løftet pegefinger fra moralisterne eller woke-folket om du vil, mere skulle der ikke til. - Uha, duedans, det kan vi da heller ikke tillade!
Man plejer at sige: heldet følger de tossede og måske var både vi og brasserne bare ikke tossede nok dennegang.
https://www.google.com/search?
Man får næsten lyst til et genhør med en klassiker:
q=let%27s+dance&sxsrf=ALiCzsYt0xuZ1ul8ZfW5o94hkXh5cQiROw:1670663111022&source=lnms&tbm=vid&sa=X&ved=2ahUKEwj67ZWK2e77AhWIvaQKHcNBCy4Q_AUoAXoECAIQAw&biw=1455&bih=688&dpr=1.1#fpstate=ive&vld=cid:f5e6abce,vid:VbD_kBJc_gI