Hvad ser du for dig, når du hører ordet arbejderklasselitteratur? Fortællinger om tilsmudsede minearbejdere i slidte kedeldragter? Stærke mænd med hårdt fysisk arbejde, der står på række i solidaritet med hinanden?
I så fald skal du overveje at udvide forestillingen om, hvad litteratur fra og om arbejderklassen kan være. Det mener Mathies Græsborg Aarhus, der for tiden arbejder som postdoc på Göteborgs Universitet.
Han forsker i arbejderklasselitteratur og mener, at genren ofte bliver forvekslet med fortællinger om en særlig profession eller en identitet knyttet til et erhverv:
»Jeg vil gerne gøre op med de her billeder, for det er jo ikke sådan, arbejderklassen ser ud nu. Og det tror jeg også mange af de nye forfattere, der skriver om arbejderklassen, gerne vil,« fortæller han, da han kommer forbi Information en eftermiddag for at tale om arbejderklasselitteratur – den aktuelle og den historiske.
Det virker umiddelbart en anelse reducerende at give nogle forfattere det label at de skriver arbejderklasselitteratur.. Lige som dengang bøger skrevet af kvinder blev reduceret til kvindelittereatur. Kunne man fx tænke sig at man kalder Knausgård en middelklasseforfatter eller en der skriver middelklasselitteratur, Proust en overklasseforfatter?
Både hvad Bech og Louis angår, skal man ikke overse deres homoseksualitet som spore til at komme væk og op, det er en klassisk erfaring, at især bøsser ofte løfter sig socialt, måske fordi de sjældent har mange erfaringer med solidariteten i de ofte meget konforme og reaktionære under- og arbejderklassemiljøer.
Jeg har til gode at læse Douglas Stuart, som jo også er medlem i den samme klub, og hvis første roman indspilles som tv-serie til visning i år.
Jeg vil nu også pege på en overset skikkelse her, nemlig Peer Hultberg, der med sine to posthume værker løftede sløret for en for ham ganske rædselsfuld barndom som adopteret. Han tilhører snarere Ernauxs generation, omend han er fem år ældre.
Uanset hvad, så vil jeg mene, at Edouard Louis' seneste bog, Forvandlingens Metode, hæver sig langt over alle de andre, bl.a. fordi den formår både at være solidarisk og kritisk overfor sit grundlag. Det er simpelthen en enestående bog.
Fin artikel, der synliggør og/eller tydeliggør en masse aspekter, perspektiver og mange tings sammenhæng, deres årsag->virkning.
Ikke meget nyt under solen, tænker jeg, men formodentligt nyt for mange middelklasseborgere - der stemmer blåt i den neoblå frisættelses navn (reelt til gavn for reelt) og/eller stemmer på livsstilssocialistiske partier, der mest er optaget af individuel identitetspolitik eller miljø/klima - og i hvert fald ingen personlige erfaringer har med solidaritet, at være del af de udbyttede og udskammede klasser - eller som Glen Bech skriver om: At have et nervesystem, der 24/7 er i arousal pga. social-økonomiske problemer/udfordringer.
Middelklasseborgere, der bestemt heller ikke i deres privilegie-blindhed kan forestille sig, at de nogensinde skal få sig personlige erfaringer hermed. Næh nej, de er de veluddannede og ressourcestærke og dermed med magt over eget liv, så har det ikke noget med dem, deres familie og venner at gøre.
Og det både kan og skal de i øvrigt nok selv sørge for via egen rette indstilling og indsats - tror og siger de (stadigvæk). Det samtidig med, at de producerer (som del af deres karrierer) og genfortæller statsautoriserede historier om, hvad det gode liv er, nemlig at have, udvikle og bevare evnen og viljen til at arbejde mest muligt under hvilke som helst (uregulerede) vilkår - fordi SÅ er man rigtig og SÅ skal vi nok alle sammen blive gode, succesfulde og velstående samfundsborgere. Og fuck dem, der ikke kan. De kan ikke være del af samfundet - disse dovne hunde - og er naturligt ekskluderet. Så kan de lære det!
NB! her er det jo væsentligt at huske, at der i dag også - som jeg oplever det - er et mismatch mellem mennesker og vilkårene på det kapitaliske og markedsliberale jobmarked, i den kapitaliske og markedsliberale samfundsindretning. Mange job forsvinder og skaber en masse "Useless Eaters" eller Menneskeskrald, som verdenseliten jo ikke er blege for at kalde store dele af verdens befolkning. Også mange akademikere (og andre med uddannelse) vil snart for alvor mærke på egen krop, hvordan digitaliseringen og robotiseringen oveni overtager deres job (udover det akademiske prekariatsarbejdsmarked, der allerede er blevet "moderne" med god fleksibilitet for arbejdsgiverne).
De fleste jobs kræver generelt i dag personlige og faglige kompetencer, som størstedelen af verdensbefolkningen aldrig kan eller vil få. Tillige synes det at blive sikret, at fordummelsen i Vesten øges. Men stadig og i højere og højere grad skal folk så samtidig personligt og individuelt udskammes for ikke at gøre hvad der skal til for at får og have et job i denne kontekst, som menneske som del af
den kapitalistiske og markedsliberale samfundsindretning . Og de skal naturligvis også vide, at de får samfundets kærlighed at føle, hvis "de ikke spiller med" i dette ulige spil - herunder at mange reelt dør, fordi de ikke kan skaffe sig et eksistensgrundlag under gældende vilkår.
Det også samtidig med, at der gøres alt for at sikre, at folk (paradoksalt) vender sig mod fagforeninger - som der skrives om i artiklen - og fx den danske model. Og - som vi ser for tiden - hvis ikke nok danskere allerede har vendt sig mod fagforeninger og det, de har opnået via den den danske model - så kan vi (sammen med EU) lovmæssigt konkret og direkte lovgive om (læs: blande os i) forhold på arbejdsmarkedsområdet, indirekte derved være med til at underminere den danske model.
Med den igangværende globale reducering af middelklassen - i USA fra på kort tid at udgøre 65% af befolkningen til nu 45% og stadig faldende - SÅ tænker jeg, at middelklassen MÅSKE - som det også står i artiklen - skulle i det mindste overveje, om de fleste af os borgere - over- eller underklasse uanset - skulle slå os sammen mod verdenselitens 1% og arbejde for at ændre samfundsindretning og -systemer - i stedet for fx at tale om endnu flere lokale og individuelle aftaler om løn- og arbejdsvilkår. Ellers så tænker jeg, at nogle middelklasseborgere på et tidspunkt vil konstatere, at de selv var med til at save egen gren over.
Et af problemerne med arbejderklassen er, at de som befolker den, bruger meget tid på at se skævt til hinanden.
Solidariteten er gået fløjten både mellem de ledige og de som er i arbejde, men også mellem diverse forbund i fagbevægelsen, sat på spidsen. Fagbevægelsen er blevet mere eller mindre politiseret. Dansk Metal støtter bl.a. mere helhjertet op om Socialdemokratiet mens de forbund som repræsenterer primært offentligt ansatte ganske enkelt har et helt andet og mindre slagkraftigt forhandlingspotentiale når det kommer til den højt besungne Danske Model. Man er dybest set i lommen på politikerne og KL
Det er stadigvæk sådan at de traditionelle kvindefag ligger i offentligt regi: sygeplejerske, pædagoger, SOSU-assistenter mv.
Gid der var flere kvindelige danske forfattere som skrev ud fra eller med et arbejderklassepersektiv især når og fordi de fleste danske kvinder er på arbejdsmarkedet. Det er nemlig helt unikt for de nordiske lande. Beskæftigelsesfrekvensen er tårnhøj i Norden, takket være kvinderne. Det burde der skrives langt mere om.