Det er en smule akavet, da jeg beder standupkomiker Torben Chris om at fortælle mig en joke. Vi taler om hans allerførste optræden, som foregik på Give Festival i 2003, og han forsøger at gengive højdepunkterne. Han støver de gamle vittigheder af fra hans ende af telefonrøret, mens jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg skal reagere i den anden ende.
»Materialet var meget selvironisk i hvert fald. Og så kom jeg med mange observationer,« forklarer han først.
»Jeg kan blandt andet huske en joke om, at alle pædagoger er enormt tykke, og at det må være, fordi de arbejder et sted, hvor der bliver holdt fødselsdag hver anden dag. Det må være lidt deprimerende, når man som barn kommer ind i børnehaven og ser, at alt passer til en i størrelsen, lige indtil man ser pædagogerne, for hold kæft, de er store. Det synes jeg sgu egentlig stadig er en meget sjov observation.«
Han griner lidt og tænker sig om. Jeg fremtvinger et grynt.
Gab... Ja, undskyld. ... Men mon ikke, skribenten i løbet af serien finder bedre guldkorn. Halvdelen havde været mere end nok.
“mens jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg skal reagere i den anden ende.”
Se det er en comedy-kommentar af rang: at man skal finde ud af, hvordan man skal reagere på en joke.
Der er meget forskel på standup komikere. Jeg har set mange og ikke alle ønsker jeg at se igen. Det samme med revyer, nogle har gode sketcher der passer til mig, mens andre ikke gør. Cirkusrevyen trækker mange tilskuere, men jeg synes ikke den er god.
Comedy er kun en afglans af den stærke humoristiske tradition, vi 'altid' har kendt - måske endog før Holberg.
For mig har Comedy stort set altid udmærket sig ved at være ekstremt umorsom, uden pointer, ude på at ramme nogen i stedet for at ramme noget. Skrydende i stedet for at være præcis. Selvforelsket i stedet for at være selvironisk.