I en scene fra Lasse Rahbeks aktuelle DR-dokumentarserie Sirius følger vi de to unge Sirius-folk Jonas Andersen og Mikkel Christiansen. Jonas Andersen er ældstemand på slæden. Det vil sige ham, der har overblikket og det sidste ord. De har fået til opgave at køre med deres slæde gennem et terræn, som ingen har kørt i før, og derfor må de presse sig selv og deres hunde til det yderste.
De skal køre henover tre forskellige fjelde, hvor de godt nok har et kort, men der er ingen, som har erfaring med at bevæge sige der. Det er hårdt arbejde og ikke mindst farligt. Et er de udmagrende opkørsler af fjeldet, noget andet er de livsfarlige nedkørsler, hvor de glider ned ad stejle, smalle og tilfrosne elvlejer.
Det går også galt undervejs. De vælter med hundene og knækker slæden. Alt sammen er det dramatisk og dragende, og som beskuer lever man sig så meget ind i det, at man glemmer en vigtig ting: Der er en person med, som dokumenterer det hele i et landskab, hvor man kun kan være med, hvis man rejser på samme måde som de to militærfolk.
Hvorfor bruger man ikke bare en flyver med overvågningsudstyr til at afpatruljere året rundt? Eller er der et eller andet krav om, der skal være mennesker på landjord tilstede for at hævde suveræniteten?
Men omvendt. Et af de sidste tilbageværende eventyr i den moderne verden.
I øvrigt. Surt show den eneste pølsebar i hele nord øst Grønland var lukket da de to Siriusser (og fotografen) endelig nåede frem efter ugevis på feltrationer og havde drømt om røde pølser i dagevis :-)
I det miljø kan selv små uskyldige fejl hurtigt går hen og udvikle sig fatalt. Ikke så sært det kræver helt særlige menneskelige egenskaber at udfører jobbet. Det er 10% fysisk udholdenhed og 90% mental vedholdenhed - Viljen til at overleve uanset udsigter.
Er jeg den eneste som ikke er ved at falde i svime over at veltrænede mænd på statens regning får lov at tage på eventyr?
Som om kvinder ikke kunne det samme. Men det må de ikke få lov til.
Kvinder har adgang, på lige vilkår som mænd. Men der er endnu ingen der har bestået endnu, og kommet til Grønland.
Marianne Rosenkvist, bare kom afsted. Hvad venter du på? Man er kun sin egen begrænsning. Og du har endog chancen for at gå over i historien som den første kvinde i Sirius patruljen.
Eller man kan troppe op med et kamera uden prøve.
Marianne Rosenkvist, ved du hvor mange kvinder der er blevet afvist til de her to opgaver?
Ved du om der er nogen kvinder der har lavet ansøgninger om sådan et projekt?
Det generer mig ikke en døjt at falde i svime over hvad personerne i Siriuspatrujlen - og patruljens hunde! - udretter og udstår, tværtimod!
At være så historieløs, at man ikke fatter betydningen af at være til stede gør mig en lille smule vred. Spildte uddannelser på Balle Lars!
Jeg ville ærlig talt blive mere begejstret at at se inuit drage af sted og over vidende. Det er vel deres land.
Hvis man ikke patruljerer nordøstgrønland, er det vel "frit" land! Man kan ikke hævde suverænitet over et sted, hvor man aldrig sætter sin fod. Det ville nok glæde Rusland, Canada, USA og måske også Kina.
Marianne Rosenkvist, hvis ikke det var for Danmarks militære tilstedeværelse på Grønland ville Grønland i dag være amerikansk, russisk eller kinesisk. Derudover så har der været en inuit i Siriuspatruljen. Han er med i dokumentaren. Grønlændere har adgang på ligefod til at søge ind. Præcis lige som dig, hvis du er egnet.
Før end man siger: “diskrimination” skal man diskutere om det er lige muligheder, eller lige output, man vil have.
Idag er der lige muligheder for både kvinder og grønlændere, men begge de to nævnte grupper har endnu til gode at blive repræsenteret i Nordøstgrônland.
Hvis det er lige output, så vil det konflikte med sikkerhed. Så når Doris J. Jensen, kræver at grønlænderne er en del af Sirius, skal hun også svare på hvordan? Og det vil (og kan) hun naturligvis ikke.
https://sermitsiaq.ag/node/241794