Først da vi var tæt på døden, forsvandt forskellen imellem mig og dem, jeg skulle filme, fortæller Siriuspatruljens fotograf

I en scene fra Lasse Rahbeks aktuelle DR-dokumentarserie Sirius følger vi de to unge Sirius-folk Jonas Andersen og Mikkel Christiansen. Jonas Andersen er ældstemand på slæden. Det vil sige ham, der har overblikket og det sidste ord. De har fået til opgave at køre med deres slæde gennem et terræn, som ingen har kørt i før, og derfor må de presse sig selv og deres hunde til det yderste.

De skal køre henover tre forskellige fjelde, hvor de godt nok har et kort, men der er ingen, som har erfaring med at bevæge sige der. Det er hårdt arbejde og ikke mindst farligt. Et er de udmagrende opkørsler af fjeldet, noget andet er de livsfarlige nedkørsler, hvor de glider ned ad stejle, smalle og tilfrosne elvlejer.

Det går også galt undervejs. De vælter med hundene og knækker slæden. Alt sammen er det dramatisk og dragende, og som beskuer lever man sig så meget ind i det, at man glemmer en vigtig ting: Der er en person med, som dokumenterer det hele i et landskab, hvor man kun kan være med, hvis man rejser på samme måde som de to militærfolk. 

Det værst tænkelige

Denne person er Lasse Rahbek, og på en grå og våd formiddag i København, der må føles milevidt fra Nordøstgrønlands åbne vidder, fortæller han historien om, hvordan han som den første har fået lov til at følge Siriuspatruljen på deres ekspeditioner. Det starter i 2017: »Jeg havde ingen forudsætninger for at lave det her. Jeg har aldrig været i militæret, jeg har aldrig været spejder. Jeg var overvægtig, indtil jeg var 18, og egentlig var Siriuspatruljen det værste, jeg kunne forestille mig. Kulde og isolation var bare ikke lige mig,« siger han og griner.

Lasse Rahbek

Men i 2017 blev Lasse Rahbek spurgt, om han ville filme en række krigsveteraner, der skulle rejse gennem Nordøstgrønland i fem uger. Han skulle leve som dem, og han måtte ikke bruge nogen hjælpemidler i form af snescootere. Det var bare ham, et par ski og en flok krigsveteraner, der forsøgte at vende tilbage til livet:

»Jeg var sindssygt nervøs for det. Det var selvfølgelig en faglig udfordring, men i høj grad var det også en personlig udfordring. Jeg havde aldrig stået på ski, og jeg havde sovet to dage i telt, så det var en stejl læringskurve, hvor jeg fortrød flere gange undervejs. Jeg følte på mange måder, at jeg var ude i noget, hvor jeg ikke kunne bunde.«

Social intelligens

Lasse Rahbek kalder sig selv for et antennebarn. Han er vokset op med en alkoholiseret far, og selv om det måske lyder mærkeligt, så ser han det som en af hans fremmeste fordele som dokumentarist. Han fortæller, at det har gjort ham god til at aflure stemninger, det har givet ham empati, gjort ham i stand til at forstå sociale sammenhænge, og på godt og ondt er han meget optaget af, at folk har det godt. Stykket sammen med det, han lærte på sin første rejse i Grønland, er det en arv, der har gjort det muligt for ham at komme så tæt på de unge mænd, som er en del af Siriuspatruljen i hans nye dokumentarserie.

I Sirius følger vi gennem tre afsnit seks forskellige unge mænd. Vi ser dem, når de kæmper sig hen over isen med hundene i en storm, når de ligger i teltet, trætte efter dagens strabadser, vi hører dem tale om deres afsavn og ikke mindst den glæde, som de har til hundene og landskabet.

Lasse Rahbek

For Lasse Rahbek har en af nøglerne til at få lov til at komme helt tæt på dem, som han filmer, været at forstå det sted, som Sirius-folkene elsker og arbejder i: »På samme måde som dem deler jeg en kærlighed til Grønland. Det tror jeg, at man bliver nødt til for at kunne være der. Det er for mig et meget melankolsk sted. Der er en slags mørk skønhed i landskabet, som fascinerer mig. Det tvinger én til at være i nuet, og det nytter ikke noget at tænke for meget på i morgen. Man er hele tiden i gang med at overleve, fordi udgangspunktet er, at man hele tiden er i livsfare. Hvis man ikke smelter sne, sørger for ens telt ikke blæser væk eller sikrer, at man har sine handsker, så dør man. Det er et spørgsmål om at være tæt på ens egen menneskelighed,« understreger han.

Det er denne forståelse, som Lasse Rahbek også deler med dokumentarseriens medvirkende, der har været en central indgangsvinkel for ham. Selv om det kan være farligt at blive venner med sine kilder, så er det umuligt, at der ikke opstår et fællesskab, når man er gensidigt afhængig af hinanden, siger han – og beskriver så hvilke typer, der er en del af Siriuspatruljen:

»Det er 12 gutter, som du bare har lyst til at være venner med. De er alle sammen nysgerrige, søde, ordentlige og gode til at indgå i fællesskaber. De er helt specielle. Når jeg har været med til morgenmøder, og der blev spurgt om, hvem der skulle rense toiletter, så rakte alle hænderne i vejret. Man er sammen, og ens eneste fjende er egentlig klimaet, så det bliver et arktisk broderskab, hvor mange også er der for at afsøge det poetiske element i polare ekspeditionsrejser. Der adskiller det sig meget fra andre militære specialenheder,« fremhæver Lasse Rahbek.

Den umulige dokumentar

Lasse Rahbek startede med at filme Sirius i 2020. Her var han taget til Daneborg, Siriuspatruljens hovedkvarter, for netop at følge de to Sirius-folk Jonas Andersen og Mikkel Christiansen, som vi hørte om i indledningen. Han beskriver det som en ilddåb.

Selv om han havde været afsted med krigsveteranerne i 2017, så havde Lasse Rahbek aldrig kørt på hundeslæde, og nu skulle han i tre uger køre sammen med de to medlemmer af patruljen, som var kendt for at afsøge grænserne for slædernes formåen.

For at imødegå konflikter havde han fra starten lagt kortene på bordet. Han var der for at filme dem, ikke for at hjælpe dem. Han ville gå så tæt på dem, som han overhovedet kunne, og det var dem, der skulle sætte grænserne. Vigtigst af alt understregede Lasse Rahbek over for de unge slædefolk, at han under alle omstændigheder ville komme til at sænke dem. Det skabte en smule gnidninger:

»I begyndelsen var Jonas og Mikkel lidt stressede over, at jeg skulle med. De ville gerne rejse hurtigt, let og langt. Nu fik de mig med, plus 40 kilo af min bagage. Jeg havde virkelig forsøgt at skære ned. Jeg havde kun to kamerahuse, et par optikker, en drone og en masse batterier med. Men alligevel. Jeg var og er jo ikke Sirius-mand.«

Og det fik Lasse Rahbek at mærke på den hårde måde:

»Den første dag, efter at vi havde forladt Daneborg, havde vi en snescooter med, så vi kunne lave nogle af de hurtige billeder, hvor vi ser slæden køre fra siden. Men da den forlader os, er vi alene, og jeg skal til at køre på ski, mens jeg holder fast i slæden. Det er minus 30 grader, jeg skal filme en dokumentar de næste tre uger, og jeg har aldrig prøvet det her før. Jeg tager fat i slæden, hundene sætter i gang, og jeg falder med det samme. Det gør jeg så tre gange. Der tænker jeg, at det aldrig kommer til at lykkes.«

Lasse Rahbek

Det samme tænker Jonas Andersen og Mikkel Christiansen også, da de ser deres nye følgesvend ligge i sneen igen og igen, og efter den første dag udbryder de: »Det går jo slet ikke. Man kan jo ikke gøre det her. For at dokumentere, hvad vi laver, så skal man lave præcis det, vi gør, og det kan man jo ikke.«

Alligevel er det lykkes for Lasse Rahbek at lave en scenisk dokumentar i et decideret fjendtligt landskab, hvor elektronisk udstyr ikke arbejder specielt godt, og det mener han kun var på grund af Sirius-folkenes mentale indstilling: »Det var det umulige i opgaven, der også gjorde det interessant for dem.«

Tæt på døden

Selv om Lasse Rahbek beskriver sig selv som en instruktør og fotograf, der arbejder med minutiøs planlægning for at imødese alle slags uventede begivenheder, så var der oplevelser undervejs på de lange ture, der var så farlige eller overraskende, at de var svære at dokumentere.

Som da han sammen med Jonas Andersen og Mikkel Christiansen kom kørende gennem ukendt terræn ad et elvleje. Lasse Rahbek sad på hundeslæden og optog hundenes arbejde oppe foran, mens de to unge mænd går og snakker ved siden af. Pludselig bliver der helt stille, og de kan se, at sneen forsvinder, og isen bliver lyseblå: »Jonas udbryder, at vi skal holde gang i den, men lige i det han siger det, lyder der en høj lyder, og slæden går gennem isen.«

Lasse Rahbek får pakket sit kamera væk, kaster sig af slæden, men han går gennem isen med det samme. Heldigvis befinder der sig endnu et lag af is under, så han bliver kun våd til knæene. Men det er alvorligt nok i et område, hvor det at blive våd kan betyde døden. Hvis det ikke var slemt nok i forvejen, skete dette netop, efter at Jonas Andersen og Mikkel Christiansen havde knækket den opstander på deres slæde, hvor man holder fast. Lasse Rahbek får sine ski på, og mens han klamrer sig til slæden, sætter Jonas og Mikkel hundene i gang i fuldt tempo: »Hvis jeg havde fået dette på film, så havde man set mig, der lå ind over slæden, med skiene stukket ind under, mens slæden slog vildt til højre og venstre ind i snedriver og flere gange gik gennem isen igen. Det var skræmmende.«

Men det var også et afgørende øjeblik for dokumentaristens arbejde med at komme tæt på sine hovedpersoner: »Vi var alle ret rystede, da vi endelig kom ind i teltet og fik tørt tøj på. Det var virkelig ved at gå galt, og der var langt hjem. Men i den situation forsvandt forskellen også imellem mig og dem, jeg skulle filme. Nu var jeg bare en naturlig forlængelse af det.«

Lasse Rahbek

Og det var vigtigt for Lasse Rahbek. Et var, at han stod på ski ved siden af dem, mens han filmede, at han sov i fodenden af teltet i de iskolde polarnætter, noget andet var, at han oplevede, så og erfarede de samme ting som dem. Det var det, der blev hans bedste værktøj. At han så gennem samme øjne, når han dansede på sine ski rundt om de arbejdende hunde og Sirius-folk.

Hvor trykker skoen?

For Lasse Rahbek er dokumentaren hans livsværk. Den fuldender fem års arbejde i Grønland, hvor han har forelsket sig i det kolde element, mens hans indre antennebarn gjorde det muligt for ham at vinde de hårde Sirius-folks tillid. Så selv om det har været et arbejde, så har det også udviklet ham på måder, han ikke havde forestillet sig:

»Jeg har fundet ud af, hvad jeg er gjort af. Som en af veteranerne fra Siriuspatruljen siger i et af afsnittene, så finder man i Grønland ud af, hvor skoen trykker. Jeg fandt ud af, at jeg fysisk kan æde mig selv, at jeg nogle gange brokker mig for meget, og at jeg egentlig er meget konfliktsky. På den måde har det forandret mig at lave den her dokumentar. Ligesom det forandrer dem, der bliver en del af Siriuspatruljen at arbejde to år i et af verdens mest mennesketomme landskaber. Grønland gør noget ved mennesker. Så simpelt kan det siges.«

’Sirius’ kan streames på DR.dk, den består af tre episoder af 58 minutter, instrueret af Lasse Rahbek og produceret af Impact Tv.