Det gode ved ’Det sidste ord’ er ikke dødskonceptet, men den lange, levende samtale i primetime

Årets foreløbig mest sete fjernsynsprogram er den fjerde og seneste udgave af Det sidste ord, Mikael Bertelsens interview med Lise Nørgaard, som TV 2 viste søndag aften. Også de foregående fire udsendelser fra 2021 og 2022 med Bent Fabricius-Bjerre, Uffe Ellemann-Jensen og Povl Dissing var seerhit.

Programmet er ellers ekstremt langsomt og uden megen fikumdik: To mennesker sidder over for hinanden i et tv-studie og fører en samtale. Der er ingen roterende kameraer, ingen breakere, ingen seerinddragelse, ingen klip eller musik. Ingen hastværk, ingen pop.

Men så alligevel er det hele én stor omgang fikumdik. Konceptet er, at programmet først bliver vist, når den interviewede person er død. Det har den konsekvens, at den interviewede kan sige, som vedkommende vil – for når det vises, vil personens tid på jorden være ovre.

»Du ville i princippet kunne tilstå et mord, uden det fik nogen konsekvenser,« siger Mikael Bertelsen for eksempel til Bent Fabricius-Bjerre, som tænksomt svarer: »Jo, for mine efterladte.«