Der kommer et punkt i min snak med Glenn Bech, hvor jeg må afsløre, at jeg er den københavnertype, han afskyr

Glenn Bech knuger en pude ind til sig i den grå sofa på sit kontor. Sofaen, hvor hans patienter normalt sidder. Vi er i hans praksis i Nordvest i København: En stor bygning, hvor forskellige psykologer, yoga-instruktører og coaches kan leje sig ind (da Bech mødte mig i foyeren, kommenterede han, at stedet var »lidt selvrealiseringsagtigt, men hyggeligt nok«).

Ovenover ham i sofaen hænger et stort landskabsmaleri. I vindueskarmen er der en masse stearinlys og andet nips.

»Det er ikke noget, jeg har indrettet. Jeg overtog det bare sådan,« fortæller Bech. Nips og malerier har ikke været noget, som han har skænket mange tanker under sin opvækst.

»Jeg har mest været fokuseret på at overleve i min barndom, at kigge efter hvilket humør de voksne omkring mig var i. Og … at overleve som svans i Horsens. Nu sidder jeg i en lejlighed, og der er ro på for første gang – hvem er jeg så? Hvilken lampe vil jeg gerne have, der hænger?«

Bech kigger sig lidt omkring i rummet og lader spørgsmålet hænge.

Bech er ikke bleg for at stille de svære spørgsmål. Han vil gerne tale om, hvordan privilegier, eller manglen på samme, former en person. Med sit jeg og med sit virke vil han vise Danmark, hvordan klasse »lægger et tværsnit« over alt fra psyke, sociale medier, venskaber og sprog.

Han skrev sin seneste bog Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet i indignation. Over for klassesamfundet især, men egentlig enhver magtliderlig gruppering, der lader de sårbare i stikken. Heriblandt: girlbosses, homofobiske lokalsamfund og mænd fra Hellerup med neglelak.

Med bogen har den tidligere bekræftelsessyge Bech forsøgt at løsrive sig fra andres holdninger og holde en fuckfinger op mod verden. »Jeg gik ind i midten af cirklen i skolegården … tog tøjet af og lagde en stor lort,« fniser han. (Bech er ekspert i at sige noget halvgrotesk for bagefter at fnise på en komplet afvæbnende måde).

Bogen blev i Politiken prist for at »minde om, at klassekampen stadig findes – også i litteraturen« og kaldt »essentiel« i Altinget. Weekendavisen udråbte Bech til »Jesus fra Horsens«. »Det var så nice,« husker han. Han har vundet flere priser, heriblandt Blixenprisen for Årets roman og har været nomineret til flere andre. Den 2. januar holdt han Deadlines nytårstale for cirka 76.000 seere, og da Ane Halsboe-Jørgensen overgav Kulturministeriet, var Bechs bog hendes gave til Jakob Engel-Schmidt.

Bech går ind i 2023 som en kritikerdarling, krediteret for at skrive klassekampen ind i nutiden. Han er en af de der forfattere, der – som Morten Pape og Yahya Hassan før ham – bliver hyldet som »toneangivende« for en hel generation, et helt samfundslag.

Jeg har fulgt forfatteren i tre uger for at finde ud af, om man kan være klassens seje dreng i en skolegård, man har lyst til at skide på.

Endgame

At Bech sidder her i sin psykologpraksis på Nørrebro, som en af Danmarks anerkendte forfattere, er statistisk set usandsynligt.

Glenn Bech: født i 1991 i Horsens. Hans mor var buschauffør, hans far postbud. Hans far tog sit eget liv, da Bech var fem år, og hans bror var tre år. Moren på 27 år måtte herfra forsørge familien. Hun fik en voldelig kæreste og senere en anden mand. Bech blev mobbet i skolen, men fortsatte på gymnasium og læste bagefter psykologi i Aarhus. Derefter startede han på forfatterskolen i København.

Med andre ord: Glenn Bech er fra arbejderklassen. Og ja, den findes stadig i Danmark. Dette er essensen af hans budskab.

»Mit endgame er, at vi skal snakke mere om penge,« slår han fast som noget af det første i vores samtale (udtrykket fra gamerverdenen afslører hans kærlighed til World Of Warcraft).

Men mængden af penge afleder meget: overskud, nærvær, oplevelser, æstetik.

Bechs eget modus, sproget, er også dybt klassebetinget.

»Jeg har lige læst en skidegod bog … Men hvert fjerde ord er ikke et ord, jeg har hørt i mit barndomshjem. Denne her forfatter fik rigtig megen ros for sin virtuositet, for sine ord. Så står jeg med et valg … Skal jeg prøve at lære alle de der ord 100 procent? Eller stå ved mig selv og måske opgive at blive den fine forfatter?« Stilhed igen.

Klasse er i Bechs optik allestedsnærværende, og så alligevel et kæmpe tabu: »Et foster er allerede påvirket af morens livsstil inden i maven – der starter uligheden,« konstaterer Bech, usødet.

Bech taler primært i lidt småbrutale sætninger. Indimellem kaster han med stor begejstring en nådesløs erklæring ud, der snor sig om fløjpositioner og springer dem i luften. Eksempelvis: »Overklassen kunne godt lære en masse af underklassen. Især det der med at kende sin plads, og ikke tro man er alt muligt, man ikke er«. Opfulgt af et udfordrende lille smil.

Med ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ har den tidligere bekræftelsessyge Glenn Bech forsøgt at løsrive sig fra andres holdninger og holde en fuckfinger op mod verden.

Frederik Danielsen

Bech er, hvad han selv kalder »politisk hjemløs«. Artsy homoseksuel i Horsens, (kultur)kapitalt fattig i storbyen. Da Bech flyttede fra Horsens, skiftede han drastisk socialt lag og blev i høj grad konfronteret med sin opvæksts mangler. »Jeg kan aldrig få en stabil, tryg og plejende ungdom,« bemærker han tørt, »eller lære fem sprog inden jeg bliver 12«.

Ofte har oplevelsen af at påpege klasse, især over for de åh-så-lidende (men påfaldende privilegerede) unge progressive i København, efterladt Bech så frustreret, at han er ved at gå ud af sit gode skind. Han har følelsen af konstant at se klasse med outsiderens klarhed, mens visse andre svælger i lykkelig uvidenhed: »Det er som at være en fisk, der skal forklare de andre fisk, hvad vand er. Men de ved ikke, hvad det er, fordi de svømmer hele tiden rundt i det.« Han ryster på hovedet.

»Det er bare fucking ensomt. Nogle gange er det, som om jeg går rundt og ser spøgelser«. Eller mere ligefremt: »Jeg har nogle dage og perioder, hvor det føles som en byld i røven, fordi det nager mig fra morgen til aften«. Bech smiler træt.

I hans klinik har Glenn Bech mange klienter, der kommer med arbejderklassebaggrunde. Folk, der ligesom ham nu færdes i det kreative middelklassemiljø på Nørrebro.

»Mange af dem, jeg gik på psykologstudiet med, boede i forældrekøb og havde meget overskud. Ens forståelse af, hvad der er sundt – og som psykolog hvilke råd man giver – er formet af, hvor og hvordan man er vokset op,« siger han. Bech oplever, at klienter, der ikke før har kunnet spejle sig i deres psykologer, åbner sig op efter bare én session hos ham.

Bech er »95 procent glemt« i rummet. »Men,« siger han, »bare det, at de ved, hvad jeg kommer af, gør det måske nemmere at dele nogle ting«. Han er en del af en trend, siger han, hvor det bliver mere og mere populært at vælge en psykolog ud fra identitet. Om det så er hudfarve, seksualitet eller i Bechs tilfælde, klasse.

Københavnertypen

I klassesamfundet er der ifølge Bech nogle klokkeklare gerningsmænd. Han afskyr »milliardærerne og det samfund, der producerer dem«. »Men det kan alle også blive enige om. Det er sådan … for nemt.« Bech slynger sig mod sofaens kant.

»Jeg er mere fascineret af dem, som fremstiller sig selv som frelste … Som typen, der kæmper for det rigtige.« Han er mest tilpas som en »trojansk hest«, der infiltrerer samfundslag og kritiserer dem indefra.

Især én specifik type står for skud i Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. Denne der »københavnertype« der – som han groft opsummerer – »drikker naturvin og stemmer Enhedslisten, nemt kan snakke om klima, hudfarve og køn – men aldrig i livet klasse«.

Bech mødte denne type, da han startede til queer-fodbold i København. Det tog sig ud som et inkluderende fællesskab for alle seksualiteter, men han oplevede noget helt andet.

»Der var så mange hierarkier – hvis du blev læst som cis-mand, måtte dit liv nødvendigvis have været godt. Noget aktivisme var godt, andet var ikke. Jeg følte, at jeg konstant blev aflæst og forudindtaget.« Bech droppede fodbolden. Hvilket for ham var trist, eftersom han »virkelig havde håbet det her kunne være en slags familie, eller et sted jeg hørte hjemme«.

Bech retter sig op i sofaen, citerer tørt Søren Ulrik Thomsen: »Med nye idealer følger nye måder at være et røvhul på.«

Det kunne bogen lige såvel have heddet, tænker jeg.

Og her, her må jeg tilstå, kære læser: Min og Bechs snak giver mig sved på panden. For Bech ved ikke, at jeg har nok så meget tilfælles med Københavnertypen, som han afskyr. Her er min blå bog til baggrund:

Johanna Kinnock: født 1996, Bruxelles. Datter af politiker Helle Thorning-Schmidt, der var statsminister mellem 2011-2015, og politiker Stephen Kinnock, der har været parlamentsmedlem i Storbritannien siden 2015. Opvokset på Østerbro. Læste humaniora på Cambridge Universitet i Storbritannien og har siden sommeren 2022 været i praktik som kulturskribent på Information. Har stemt Enhedslisten, elsker naturvin, har skrevet en del om hudfarve og køn – sjældent om klasse.

Med andre ord … jeg er Kastanje Karl-Oscar (det nådesløst satiriske navn, som Bech døber Københavns forkælede woke-børn). Jeg føler ikke længere, jeg kan sidde her og bede manden krænge sin livshistorie ud, alt imens dette pulserende faktum hænger imellem os. Jeg fremstammer det tøvende:

Mig: Hmm. Jeg må sige. Jeg kan lige fortælle lidt om mig selv – altså jeg er født og opvokset i København … på Østerbro … og er lidt en del af det, du skriver om. Sådan queer, skribent og sådan noget ... Jeg følte mig grillet af bogen … på en god måde. Der var nogle ting, der gav mening … (mumler lidt).

Ham: Du hedder også Kinnock. Det så jeg godt. Er det din far?

Mig (akavet): Ja, det er det.

Ham: What! The! Fuck! Woop! Hvor… grineren!

Bech gør et spontant jublende klap ud i luften, der hiver mig momentært ud af min navlepillende klasseskam.

Så begynder han at spørge ind til mit liv – mine forældre, min opvækst, min skolegang. Vi kommer ind på, hvordan journalister engang opsøgte mig på min folkeskole med kameraer, da jeg i 7. klasse ville skifte til en privatskole. Bech kalder journalisterne nogle »fucking mobbere«.

»Sådan nogle journalister har ingen standarder for, hvad man må sige om andre mennesker. Noget af det minder om mine mobbere. Dem, der er online. De ser ikke personen.« Han tænker lidt, opsøger paralleller. »Der var nok også meget misogyni over for Helle. Var der ikke det?« Jeg nikker. »Det er også sådan noget, hvor man slet ikke ser personen,« konkluderer han.

Jeg tænker, at han for så magtkritisk et menneske at være er overraskende sympatisk over for min mor, en tidligere statsminister.

Så der sidder vi. På det vintermørke kontor og fortæller om os selv. Mig, præcis der, hvor jeg forventes at være. Bech, præcis det modsatte.

Klasser og kerner

I Bechs bog omtaler han det rolige nervesystem som noget nær det ypperste privilegie. Og psyken som først og fremmest et klassefænomen.

Men (på vegne af halvængstelige rich kids overalt) kan jeg ikke lade være med at tænke, om det ikke ligeså vel kan være mobning eller andre psykologiske traumer, der former nervesystemer – ikke kun klasse?

»Nogle af de ting, du beskriver i dit liv lyder helt klart svære. Alle kan jo have problemer,« siger Bech først, forstående.

»Men,« pendulerer han, for nogle sandheder er i Bechs verden urokkelige: »Jeg ville have meget mere mod, hvis jeg hed Kinnock.« Forfatteren vejer sine ord. »Jeg tænker: Psykisk sygdom griber på tværs af klasse. Men også at det virkelig ikke er godt for udviklingen af psykisk sygdom, hvis du er født og opvokset i et utrygt hjem.«

Han optegner et scenarie: »Mor og far er uforudsigelige, de skændes. Der er ikke sammenhæng mellem, hvornår du bliver belønnet og ikke gør det. Der er slagsmål, rusmidler, et tomt køleskab … Du udvikler alt muligt shit.«

»Hvis jeg var vokset op i en middelklasse og havde det samme med hjemmefra, som visse af mine medforfattere har. Ikke var blevet mobbet i folkeskolen …« Bech bliver stille, starter igen:

»Det med at skrive en bog – for mig handler det om at få mad på bordet. Hvis det går dårligt, er jeg fucked. Derfor tager jeg alt til mig. Jeg kan ikke holde en skid i armslængde. Jeg ville give alt for denne der … robuste kerne indeni.« Mere konkret, siger han, ville han give »700.000 kroner«.

Er Bech selv ’typen’?

Endnu en kold vinterdag ugen efter parkerer jeg min cykel foran Arnold Busck på Strøget i København. Derinde står Glenn Bech – midt i julevirvar og shoppingkaos – og signerer bøger. Han står ved et lille højbord sammen med jazzmusiker Benjamin Koppel, der skal signere sin egen bog, Annas sang. Bech har en stor, varm uldtrøje med store knapper på. Han vinker mig hen til sig.

Bechs placering i Arnold Busck i lørdagens rush hour afslører noget om ham og hans forfatterskab: At han er en mand på tinden af kommerciel succes. Han har ligget nummer et på salgslisten hos Saxo, Thiemers og Politikens Boghal. Han fortæller, at han tidligere samme dag har drukket kaffe på Christiansborg med Ida Auken. De er for nylig blevet venner, efter at hun læste Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet og var meget begejstret for den.

Dermed presser et spørgsmål sig på: Er Bech egentlig ikke gået hen og blevet ’typen’? En del af det samme etablissement, han væmmes over?

»Ja, det er jo det store spørgsmål,« siger han. »Gad vide om … jo mere jeg bliver omfavnet – om jeg så bliver blødere. Det må vi jo finde ud af. Jeg håber ikke, jeg bliver en af de der homomænd, der slipper igennem nåleøjet og så er sådan – ses!«, joker Bech, mens han hilser varmt på en kvinde, der vil have signeret sin bog.

Benjamin Koppel nikker farvel til Bech, siger tak for i dag og smutter fra deres lille fælles biks.

Blå bog:

Benjamin Koppel: født 1974. Søn af skuespiller Ulla Bülow Lemvigh-Müller og komponist Anders Herman Koppel. Barnebarn af Herman D. Koppel, også komponist. Selv saxofonist og komponist.

Bech kigger langt efter Koppel, der forlader butikken.

Han tænker højt: »Når jeg møder de der mennesker, jeg har skrevet om, er de ofte totalt bevidste og selvkritiske. Så kan jeg få det helt dårligt, fordi jeg ville jo ikke udskamme eller vinde eller udtvære eller ødelægge eller have folk til at krybe til korset.«

Han ryster det af sig og fortsætter: »Men fuck, jeg bliver også nødt til at generalisere. For folk kan være nogle dejlige mennesker, når man snakker med dem, og så er der bare nogle tal – noget statistik – vi alligevel skal snakke om.« (Eksempel: Den kreative branche er en af dem med allerlaveste sociale mobilitet i Danmark).

Hver dag er Glenn Bech sikker på, at der kommer et brev fra SKAT, der siger, at han skal betale alle sine penge tilbage, fortæller forfatteren, der stadig har svært ved at tro på sin succes.

Frederik Danielsen

Men kan Bech være den kritiske rebel, den »trojanske hest«, for den kulturelite der har omfavnet ham?

Når han ikke fyldes af mistro over sin egen hype – (»det føles, som om jeg har fået de smarte sko på om mandagen, og så burde der om tirsdagen være nogle andre sko, der er federe, eller nogen ville komme og trampe på dem og sige: Glenn er bare en hvid hykler! Men nu er det fredag, og de er stadig fede«) – kan han godt mærke, at hans vredeste kanter slibes af.

»Jeg bliver anerkendt og sælger bøger. Man er jo sjældent sur, når det går godt i ens liv,« ræsonnerer han.

Desuden gider han ikke have skudt i skoene, at han nødvendigvis skal forblive klassekampsforfatter.

»Hvis det handler om frigørelse, handler det også om min frigørelse til at skrive om en flyvende hest, der hedder Dolly«. Det vil han sige, hvis folk en dag kommer efter ham, kalder ham »klasseforræder« og siger »ditten og datten«.

Økonomisk har Bech endnu sværere ved helt at tro på sin succes, selv mens han står her mellem månedens bestsellere. Bech har allerede to bogdeals og en podcast med Gyldendal (»de er glade for mig«). Dog har han meget svært ved at tro, sådan helt ægte, på, at han nu har penge.

»Hver dag er jeg sikker på, at der kommer et brev fra SKAT, der siger, at jeg skal betale alle mine penge tilbage,« fortæller Bech. »Jeg kan ikke engang finde ud af at gå ud og købe en ny telefon, fordi jeg ikke tror på, at de der penge findes.«

Nervesystemer bliver ikke bygget på en dag, beviser Bech.

Mutti

Bech har taget en enkelt fan med i boghandleren, tilfældigvis også hans største.

»Jette«, som vi her kalder hende, fordi hun er fængselsbetjent på 25. år og ikke vil have sit navn frem, er Bechs mor. En lav dame med lang dynejakke, gennemsigtige hornbriller og glat brunt hår med lyse striber i. Jeg når lige at hilse på hende, før hun på klassisk mor-manér begynder at brokke sig til mig – på syngende jysk – over, at der ikke er kommet endnu flere mennesker for at få hendes søns bog signeret:

»De har jo ikke skiltet så meget med det. Det er altså noget mærkeligt noget. Skat!« kalder hun gennem butikken til sin forfattersøn, »jeg går snart ud på Strøget med et stort skilt med dit navn på. Så kan folk se at komme herind!« Bech nikker fra sin signeringsbiks og svarer noget i stil med »det står på SoMe, tror jeg nok, mor. Men god idé«.

Jette har været på besøg hele weekenden og har derfor været plus en på sin søns mange forskelligartede forfatterærinder. En podcast, en bogsignering, kaffe med Ida Auken og en talk, Bech gav i en sexshop på Vesterbro.

»Det var fedt. Virkelig fedt,« siger Jette om oplevelsen i sexshoppen. »Det er sjovt at komme herover og se noget andet kultur. Det er ikke alle, der prøver det.« Om aftenen har de set Linse Kessler-programmet Linse På Tur og i det hele taget haft det »rigtig, rigtig hyggeligt«, fortæller Jette.

Det har til tider været hårdt for Jette at læse om, hvordan hendes søn har haft det. Især i Farskibet skriver Bech i ærlige vendinger om sin depression og hårde psykiske men fra opvæksten. »Jeg må sige …«, husker Jette, »da jeg læste Farskibet første gang, havde jeg da lige sådan et dyk. Jeg fik alle de her tanker: Du har været en dårlig mor, det har været forfærdeligt og sådan noget«. Jette fortæller sporadisk med samme umiddelbarhed som hendes søn.

»Jeg var ikke så meget for det, men Glenn fik det vendt til: Mor, du har knoklet, du var 27 – det er ret ungt, ikke? Du har kæmpet, du har sørget for os.« Jette blev overbevist.

Frede og Mary

Jette og jeg køber en kop kaffe og ser Livgarden gå forbi uden for butikken. »Jeg er vild med kongehuset« siger hun, »altså ikke på sådan en måde, hvor jeg kan alle navnene. Men jeg synes, at Mary og Frederik … de er jo ikke normale mennesker, men de gør alligevel noget for at være det. De opfører sig stille og roligt. Og de opdrager på en helt anden måde, end man gjorde før. Helt anderledes end Frederiks far gjorde for eksempel. Det synes jeg er dejligt at se«.

»Glenn synes, det er noget værre vrøvl,« siger hun (i bogen er hans dom endnu hårdere. Et sted skriver han, at hans mor »æder illusionen« om »meritokratiet«).

»Ork, hvor kan vi diskutere!« klukker Jette fornøjet. »Men jeg synes også, vi er gode til at være uenige.«

Det – uden tvivl – bedste, der nogensinde er sket for Jette og Glenn Bech, er, at de har gået i fælles terapi. »Det der familieterapi, det gjorde fandeme noget godt. Nu kan vi altid sige, hvis noget, den anden gør, bliver for meget,« fortæller hun. »Der var engang, hvor terapeuten sagde, at han aldrig havde set nogen som os, der var så gode til at snakke om tingene. Så gav vi en highfive, da vi kom ud,« husker hun.

Da de startede i terapi, var Jettes »eksmand« også inviteret med, fortæller hun og sipper sin cappuccino. »Men han gad ikke. Fordi – mænd, du ved. Det er typisk, ikke? Jeg kan fandeme ikke stå der og vælge mellem min mand og min søn. Eller, det kan jeg jo godt. Og det bliver nemt. Det er derfor, han er min eksmand nu.« Mørk humor ligger til familien.

Om bogen siger Jette, at hun »håber, der er mange, der læser den«. Altså både dem, der kan »se sig selv i den« men også »idioterne«. Som hun siger: »Så de kan se, hvad for nogle idioter, de har været«.

Hvad tænker Jette egentlig om de »idioter«, Bech beskriver?

»Jeg tænker, de er dårligt opdraget. De har fået i hoved og røv, og det kan man se – det har jeg altid været imod. Sådan noget forkælet noget.«

Til de mennesker er Jettes opsang ligeud: »De skal lære at opføre sig ordentligt.«

Bech og hans mor har måske i sidste ende den samme mission: at gøre op med mobberne og snobberne. Vær søde ved hinanden, snak ærligt om tingene.

Glenn Bech og hans mor skal op til kassen, for Glenn Bech skal købe Tyngdens Regnbue af Thomas Pyncheon. En bog, der med sine 952 sider får Jette til at spile øjnene op og udstøde et forbavset »hold da kæft, den er stor, mand!«.

Provinsbøssen

Næste gang jeg møder Glenn Bech er i snevejr i et sommerhus på Mols. Bech har lånt sommerhuset af sin »voksenven«, en kvindelig professor på hans psykologistudie, der dengang motiverede ham til at søge ind på forfatterskolen.

»Sådan et har I sikkert også?« konstaterer han drilsk. Jeg nikker og siger ja, ja det har vi.

Bech har fået sat gang i pejsen. Der er iskoldt i resten af huset, så han sover på en madras på gulvet i stuen. Vi spiser fiskefrikadeller. Han har haft det godt på landet, fortæller han.

»Det giver ro. Jeg er en mand med store følelser. De kan ikke rigtig slippe ud i en lille lejlighed i København. De rammer murene og flyver tilbage på mig. Når der er åbne vidder, flyver de ligesom til vejrs.« Han ville dog ikke flytte herud, især fordi, som han usentimentalt siger det: »Der er for langt til den nærmeste homo.«

Den hårdføre autoritetsskepsis i Bechs bog betyder, at de fleste står for skud. Kun én gruppe overdynges med Glenns ubetingede kærlighed. Kun én sandhed er ubestridt:

provinsbøsser er gud.

Bech uddyber: »Ud over folk, der er fængslet på Sjælsmark, så tror jeg, at jeg opfatter svansen i Lemvig som en af dem, der har det mest nederen. Eller transpersonen i Lemvig. De er næsten en helt anden slags mennesker end homoer født og opvokset i København.«

Min kollega skal nå at tage billeder af Glenn Bech, inden det bliver mørkt udenfor. På et af billederne ligger han på en bænk i sommerhusets fine orangeri, kigger op i kameraet og breder sit lange hår ud i en stor vifte omkring ansigtet.

Frederik Danielsen

Som born-and-raised københavnerqueer, foreligger det mig vel her kun at spørge … Hvordan?

»Provinsbøssen har altid fået signalet fra omverdenen, at han er ulækker. Så kan han gå i skam i mange år og ikke udleve sin seksualitet, kønsidentitet, kærlighed. Femininitet især …«. Jeg kigger ud på sneen og markerne udenfor og kæmper med at forestille mig, at vold mod homoer hver dag finder sted i fredsommelige omgivelser som disse.

»Dem, der er blevet boende, har lært at overleve. De har lært at være i et lokalsamfund uden at svirre med håndleddene. Eller de har slået sig ned i et småborgerligt liv. For dem har kampen handlet meget om at passe ind og om accept.«

Hvis der er noget, Glenn Bech hader, er det, når en Kastanje Karl-Oscar eller en Axel Amadeus Bjergkam kritiserer den slags homo-liv.

»Man kunne sige, at det her er sådan nogle cis-heteronormative versioner af homoseksuelle«, siger han og tilføjer hurtigt: »Hvis man er nederen«.

»Det jeg vil, allermest, er at besynge provinsbøssen.«

Vi holder en pause i snakken. Min kollega skal nå at tage billeder af Glenn Bech, inden det bliver mørkt udenfor. Bech løber, tænker og poserer i sneen. På et af billederne ligger han på en bænk i sommerhusets fine orangeri, kigger op i kameraet og breder sit lange hår ud i en stor vifte omkring ansigtet.

’Ring bare til mig’

Glenn Bech og jeg kan nok ikke blive venner, siger han.

Vi sidder igen i den varme stue. »Hvis jeg skulle hænge ud med dig, ville jeg nok bruge rigtig meget arbejde på at føle mig forkert. At jeg ikke hørte til, at jeg ikke er sej eller afslappet eller loose. At jeg ikke synes, at de samme ting som dig er sjove. Jeg ville hele tiden være bange for at blive afsløret.«

Jeg var også selv bange for at blive afsløret (som et privilegieblindt røvhul), inden vi skulle mødes første gang, siger jeg. Det forstår Bech godt, og vi bliver enige om, at det nok ikke er det bedste fundament for et venskab. Vi tilstår dog begge at have oplevet, at »frygten for afsløring« har aftaget lidt i løbet af vores samtaler, hvilket sår et forsigtigt håb for alskens stjernekrydsede klassevenskaber.

Problemet er bare, ifølge Bech, den fundamentale og (qua vores opvækst) automatiske politiske afstand mellem os. »De ting jeg står for, det er nogle politikpunkter, der ville gøre dit liv værre,« siger han.

Han remser dele af sit indre manifest op: »Familier skal maks. have to boliger, mere topskat, højere arveafgift, nedlægningen af privatskoler. Hvordan skal man lige harmonere sådan et venskab?« Han trækker på det.

Den alliance mellem klasserne, som Bech drømmer om »bliver et langt og sejt træk«, siger han.

Den kræver (i hans optik): »en folkeskole for alle. En massiv investering i uddannelse, sundhed og psykologisk sundhed«.

Derudover – hvis alliancen skal lykkes – har venstrefløjen også, ifølge Bech, en kæmpe selvransagning, den skal i gang med. »For mig er det mærkeligt, at medlemmerne af Danish Crown ikke stemmer på Enhedslisten, men på Støjberg. Der er emner, der er blevet forbudt på venstrefløjen – migration og nationalisme – som vi skal blive bedre til at tale om. De mennesker, der stemmer på Støjberg er desperate.«

Nu er det for alvor blevet mørkt udenfor, selv om klokken kun er fem. Min kollega og jeg skal gå, fordi vi skal nå færgen. Men som det sidste tænker jeg lige at give Bech mulighed for at grille en enkelt institution mere:

Hvad synes han egentlig om Dagbladet Information?

Forfatteren læner hovedet på skrå med et mystisk smil: »Jeg tænker, at der kun findes borgerlige aviser i Danmark.« Han uddyber ikke yderligere.

Jeg gentager for Bech noget, Rune Lykkeberg engang fortalte mig over en frokost, hvor vi snakkede om avisens forskellige udfordringer: At hans største ærgrelse lige nu er, at avisen ikke er mere for den arbejderklasse, den hævder at repræsentere.

Til det giver Glenn Bech et stort og hjerteligt fnis: »Ej, hvor grineren! Sagde han det? Det er da nice.«

»Og ved du hvad?« indskyder han, inden vi går, »han kan altså bare ringe«.