Fortalt til Birgitte Kjeldsen
Henrik Nordbrandt var en af de første digtere, jeg læste og blev meget betaget af. Jeg var nok 19 eller 20 år, da jeg første gang fandt en af hans bøger på biblioteket. Det var de billeder, han kunne få ud af sine digte, som gjorde stort indtryk på mig. Jeg fandt en særlig kraft i Henrik Nordbrandts poesi, der var meget ægte.
Senere kom digtsamlingen Guds hus (1977), som jeg særligt godt kunne lide. Han skrev fra Grækenland og havde en evne til at beskrive omgivelser og landskaber på en meget skøn måde. Samtidig kunne jeg også mærke, at hans hjerte var med i digtene.
Sådanne læseoplevelser og erfaringer lagrer sig i en, og så dukker de op forskellige steder. Måske også ubevidst i mine egne digte. På den måde har han også betydet noget for mit forfatterskab. Han har været en inspiration.