Da eBay-milliardæren og filantropen Jeff Skoll i 2004 stiftede filmselskabet Participant Media, var det med en erklæret målsætning om at skabe forandring i verden ved at producere film, der både tjente penge og havde en social og politisk dagsorden.
Det resulterede snart i spændingsfilm som Syriana (2005), dramaer som North Country (2005) og Good Night, and Good Luck (2005) og dokumentarfilm som An Inconvenient Truth (2006), hvoraf den sidste virkelig gjorde væsen af sig. I filmen skildrer Davis Guggenheim den tidligere vicepræsident Al Gores kamp for at gøre opmærksom på de voldsomme klimamæssige forandringer, der har fundet sted, og dem, der kommer, hvis ikke vi snart handler.