Jeg går ind i bus, der er helt proppet, folk står tæt sammen. Alle og enhver stirrer på mig. De smiler og ligner nogen, der forventer, at jeg siger noget. Da jeg prøver at bestille en billet, er chaufføren virkelig snakkesalig, han laver fagter og jokes, og vi må snakke sammen længe, for mit rejsekort virker ikke. Jeg bliver utryg og stresset, men det er også meningen, for jeg har lige designet denne her ubehagelige situation for mig selv ud fra, hvad der kunne gøre mig utryg og stresset. Jeg kunne også have valgt et hav af andre situationer: en proppet gågade, et larmende shoppingcenter, en tom café.
Jeg er i et virtual reality- (også kaldet VR) program, der bruges til, at psykolog og patient skræddersyer scenarier, der gør patienten ængstelig. Tager jeg VR-brillen af, er jeg tilbage i psykologens terapirum. Hvis jeg var patient, ville vi tale om oplevelsen, og i løbet af mange sessioner ville jeg gradvist, virtuelt, eksponere mig selv for den slags situationer, så jeg på sigt kunne overkomme min frygt for dem.
Bare en indskydelse: 'Når man står med en hammer i hånden, ligner al ting søm'..
Nej, nej og tre gange nej - "psykiatrisk" er præcist det forkerte ord. VR kan derimod være en PÆDAGOGISK landvinding, som bringer personer fra en uønsket social fobi til en anden - ønsket - oplevelse af fx at kunne gå i butikker. Og hurra for den udvikling. Det er desværre en del af problemet - fx med unge der "mistrives" - at "psykiatrisk/psykiatri og psykologisk/psykologi bruges i flæng af journalister og politikere og embedsmænd. Det handler om pædagogik og pædagogiske værktøj - som vi har hårdt brug for som supplement til de psykiatriske og psykologiske - og medicinske for den sags skyld.