Hvad er det, vi analyserer, når vi analyserer vores egen klasse? Os selv, samfundet – en mellemting? Spørgsmålet om klasse er blevet relevant igen med Glenn Bechs manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. En bog, der både er frustrerende og interessant i sit svar på lige netop det spørgsmål, og som i den grad har skabt opmærksomhed.
Det seneste stykke tid har Glenn Bech nemlig været overalt. Han har holdt nytårstale i Deadline – hvor han kaglede bag en Lars Løkke Rasmussen-maske og spurgte, om han blot var dagens »pauseklovn fra proletariatet« – han er blevet interviewet i alle landets aviser, har været i radioen, og er blevet nomineret til Politikens Litteraturpris.
Hans budskab er personligt, indfølt og indigneret: Danmark, insisterer han, er et klassesamfund, hvor de nederste lider, og de andre kigger væk. Og det har han jo ret i. Men har han også ret i, hvem der i givet fald er de dominerede, og hvem der er de dominerende?
Tak for denne sobre analyse. Meget mere opklarende end det underlige og forvirrede interview med Thornings datter
Socialdemokraterne forsøger selvfølgelig at tage den nye arbejderlitteratur som gidsel. Som igler hægter de sig på. De har ingen skam i livet.
Men de afslører ofte sig selv, f.eks. når den socialdemokratiske politiske ordfører udtaler: "Med afskaffelsen af St. Bededag betaler alle danskere prisen - det er en solidarisk ordning"
God analyse, og skønt at se marxismen anvendt konkret. Socialdemokrater som har samvittighed, er vel beklemt over deres klasseforræderi og klassesamarbejde, og forsøger at omfavne den arbejderklasse som forlader dem i stigende grad.
Liste A er det mest åbenlyse og pinlige forsøg på at lyve sig fra, hvem og hvad man i virkeligheden støtter.
Se på deres reelle politik og retræteposter i erhvervslivet - så finder du de sande svar.
Og så er det så heroisk at de ofrer sig stort for sagen i en for vort kære fædreland så kritisk periode som lige nu ved at indgå i en bred krigs- og kriseregering med hovedmodstanderen.
Igen skal man blot se på, hvem der skal bære åget for denne hen over midten politik - så ser man klart svaret.
Fatter ikke at nogen lønslave overhovedet vil spilde sin stemme på dette falske og forlorne "arbejder"parti!
Bogen kan fint stå i reolen også uden at blive læst. Pynte, som en lånt fjer.
Den form for socialdemokratisme, som nu også omfavner Glenn Bech, er jo konsekvensen af forelskelsen i liberalismens materielle værdiunivers fremfor konservatismens etiske. Det har ikke tjent partiet godt i det lange løb.
Den gamle form for Socialdemokrati ønskede at udbrede adgangen til samfundets værdier igennem institutionerne, det var faktisk deres funktion i det socialdemokratiske verdensbillede, der herskede indtil midt i 90erne.
Udviklingen gjorde dog sit til at, det var svært at opretholde - især efter åbningen af TV2 og den reklamedrevne populisme, der ikke længere tvang og opildnede seerne til at gå på biblioteket, på aftenskole, eller ligefrem melde sig ind i foreninger.
Glenn Bech repræsenterer derfor erfaringerne efter et brud med et forfald til følge.
Nu har jeg ikke læst Bechs bøger. Det skynder jeg mig at sige. Men vurderet på baggrunden af denne kritik af hans 'arbejderistiske', socialdemokratiske klassebegreb et par bemærkninger:
De to kritikere Matthias Dressler-Bredsdorff og Dominique Routhierretter retter efter min mening bager for smed. Eller mere moderne kritiserer Bech for noget han ikke er, vil eller giver sig ud for. Han har ikke lavet en post-kapitalistisk klasseanalyse a la Rosa eller Dörre. Han er forfatter og skriver ikke om politisk økonomi. .
Dressler-Bredsdorff og Routhier opererer med en klassisk økonomi-kultur dualisme, som antager at kategorierne økonomi og kultur opdeler det sociale rum i to gensidigt udelukkende kategorier. Et moderne klassebgreb, som Bech øjensynligt forsøger sig med, hævder at økonomi er en ideologisk objektivering af bestemte praksisser og ressourcer: Økonomi (og et moderniseret Marxsk klassebegreb) reproducerer livsbetingelserne for bestemte, konkrete personer. Det kan være en hvid, rig mand. Eller fængselsbetjenten Mutti. Eller en 'provinssvans.'
Sociale klasser, som jeg læser gengivelsen af Bech, er æstetisk-teoretiske enheder, som han postulerer består af sociale relationer. Sociale relationer udgøres igen af social praksis: mønstre for koordineret adfærd, der reagerer på sociale ressourcer eller manglen på disse, eftersom ressourcer fortolkes og formes af kulturelle betydninger. Så sociale klasser kan beskrives som æstetiske-kulturelle enheder. Som Bech gør.
Økonomien objektiverer visse relationer og den praksis, der udgør dem, herunder de ressourcer og kulturelle forståelser, der er involveret i denne praksis. Og økonomi (og politik) styrker dominans- og underordnelsesforhold ved systematisk at overvurdere visse ressourcer: arbejde og liv og overse eller devaluere andre, samtidig med at den præsenterer sig selv som en gennemsigtig, neutral repræsentation af virkeligheden.
Så - kort sagt - det Marxske klassebegreb og Bechs beskrivelser af klassesamfundet under opvæksten er ikke hinandens modsætninger, men en forudsætning for at begribe hvorfor kapitalismekritik og klasseanalyse stadig har betydning. Selv for socialdemokrater.
Jeg forstår ikke formålet med artiklen, om det er at nedrive værdien af Glenn Bechs værket eller om den er kritisk overfor misbrug af det fra Socialdemokratiet s siden bl.a.
Hvad bebrejder skribenter Glen Bech endelig ? At hans værker ikke omfavner alle de problemstillinger kapitalismen med alle sine brutaliteter byder på? Føler skribenter sig truffet af at ikke bliver selv udpeget som ofre for kapitalismen i Bechs fortællingen.
Bech er forfatter, hans udgangspunkt er sit eget liv , sine erfaringer , hans jagtagelse af hvor stort en forskelle findes mellem arbejderklassen livsvilkår , udfoldelse s muligheder og resten af samfundet og hvordan det er nærmest umuligt at løsrive sig fra sit opvækst og hvordan ens skæbne er determineret af i hvilke samfundsklasse man er født i.
Glenn Bech s værker er kun en hjørne fortælling af konsekvenserne af kapitalismen s brutalitet, en fortælling om de glemte, de svigtet, at de er hvide, fra Horsens, er et tilfældighed, de kunne være brune fra Vollsmose men når nu Bech tager udgangspunkt i sig selv det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre.
Det er pudsigt hvordan skribenter nedrive mursten efter mursten Bechs værket , hvorfor mon endelig ?
Fordi Bech beskriver en modsætning mellem arbejderklassen og resten af samfundet, eliterne, middelklassen fra store byer.
Middelklassen fra store byer, som skribenterne er en del af, problemet med den er at den har ingen bevidsthed om hvor den hører til og denne manglende bevidsthed gøre den medskyldig i den undertrykkelse, de laveste rangeret i vores samfund er udsat for.
Middelklassen har glemt deres slægt s historien og har travlt med at skabe en masse parametre som definerer dem som de vellykket, de nøjes med at være velbetalte og knokler videre og kaster ikke en blik på arbejderklassen s usynlige flok.
Måske vil middelklassen vågne op en dag og bliver bevidst om at de selv er en del af de undertrykte.
Jeg har en forestilling om at Socialdemokratiet er ikke en uniform blok og at der er i den nogle forskellige ideologiske strømninger som kan forklare at man synes at Glenn Bech s værker er værd at læse.
Det minder til forveksling om Pia Kjærsgaards forsøg på, at elske Yahya Hassan ihjel...
Hmm er I mon en del af den autoritet Glenn Bech ikke længere anerkender? Det kunne det altså godt ligne. Har lige tegnet det her informations abonnement (og smutter igen efter den gratis prøveperiode for har været ganske og fint veloplyst uden at læse sådanne her 'analyser' hele mit liv) for at stille jer det spørgsmål. Som københavnsk 1. generations indvandret sort kvinde opvokset i Sydhavnen med mor som hovedforsørger det meste af min barndom kan jeg sagtens genkende mig selv i meget af det Bech beskriver i sit manifest.
Som 'ny' i venstrefløjskredse og med bekendte der har været meget rundt i de ydre venstrefløjskredse i kbh, ikke kun de kreative men også de politiske, men også de kreative, ved jeg at det ikke er let at komme til orde som brun eller sort der. ( Det er det heller ikke i Socialdemokratiet eller højrefløjen medmindre man siger, hvad man får at vide, det er klart. Men de claimer heller ikke at være specielt interesserede i minoriteter, som I implicit også gør her I jeres 'analyse') Så jeg synes det Bech beskriver i den del der hedder 'Du' passer, hvilket lyder til at være det I forholder jer mest til. Spørgsmålet er bare, om I er blandt dem, han beskriver der? Kender jer ikke. Men som sagt kunne det altså godt ligne det.
Kan godt se jeres pointe mht. til man ikke skal sætte et modstandsforhold som det i beskriver, og at Socialdemokratiet er hykleriske, men hvis I ikke prøver at agere som en form for autoritet på venstrefløjen (der ikke længere skal anerkendes) , hvorfor rettede I ikke bare jeres kritik mod Socialdemokratiets hykleri. Hvorfor lader I som Bech er interesseret I at hæfte sig ved deres retorik? At det er hvad Bech prøver på? Og at det er derfor de glade for ham?
Når det mest åbentlyse svar på, hvorfor Socialdemokratiet roser ham, er, fordi det er en god taktik til at få folk til at tro, de stadig er et parti for samfundets svage, siden de er nede med Bech. Måske tror de endda selv på det. Måske synes de, at Bechs kritik er så simpel, at man kan manøvre sig rundt om den let, og den udenoms manøvring kunne I da bare have påpeget ganske simpelt. En overskrift der lød: '' Bech dont like jeres nye politik Socialdemokratiet'' would have sufficed .
Jeg forstår ikke formålet med jeres tilgang. Derfor spørgsmålet i første linje.