Hvad er det, vi analyserer, når vi analyserer vores egen klasse? Os selv, samfundet – en mellemting? Spørgsmålet om klasse er blevet relevant igen med Glenn Bechs manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. En bog, der både er frustrerende og interessant i sit svar på lige netop det spørgsmål, og som i den grad har skabt opmærksomhed.
Det seneste stykke tid har Glenn Bech nemlig været overalt. Han har holdt nytårstale i Deadline – hvor han kaglede bag en Lars Løkke Rasmussen-maske og spurgte, om han blot var dagens »pauseklovn fra proletariatet« – han er blevet interviewet i alle landets aviser, har været i radioen, og er blevet nomineret til Politikens Litteraturpris.
Hans budskab er personligt, indfølt og indigneret: Danmark, insisterer han, er et klassesamfund, hvor de nederste lider, og de andre kigger væk. Og det har han jo ret i. Men har han også ret i, hvem der i givet fald er de dominerede, og hvem der er de dominerende?
Bechs Danmark kan undertiden føles som en hårdt optrukken kliché: Et sted, hvor elitens børn udfolder sig med flydende kønsidentiteter, alt imens ’provinssvansen’, der holder fast i sin hårdt tilkæmpede identitet, bliver opfattet som reaktionær og overlades til sin egen henfaldne horsensianske skæbne. Et land, hvor de privilegerede spiller politisk subversive fra deres forældrekøbslejligheder – i sikker afstand fra verdens uretfærdigheder – samtidig med, at den æstetiske udskamning af dem, der mærker uretfærdighederne på egen krop, får frit løb.
I den forstand kan meget af diskussionen om bogens værdi i virkeligheden koges ned til ét spørgsmål: Er den konfliktlinje plausibel eller ej? Og er den i givet fald sociologisk eller psykologisk? Skriver Bech realistisk eller fantastisk? Om sig selv i verden, eller om verden som sig selv?
Eller sagt på en anden måde: Er bogen først og fremmest fuld af klicheer, fordi den sociale virkelighed i nutidens Danmark har antaget klicheens karakter, eller gør forfatteren tværtimod vold på virkeligheden med sine mange faste kategorier?
Sikkert er det i hvert fald, at Bechs kritik har mødt forbavsende stor og positiv tilslutning i brede kredse. Både i den øvre middelklasses skrivende organer, hvor Bech er blevet overvejende positivt anmeldt, og i nogle af landets mest magtfulde politiske lag. Det mistænksomme og ideologikritiske spørgsmål er så selvfølgelig: Hvorfor? Cui bono?
Paradoksal tilslutning
Særligt påfaldende og stor har begejstringen for Bech været i Danmarks største selvudnævnte arbejderparti, Socialdemokratiet. Ved ministeroverdragelsen i Beskæftigelsesministeriet i forbindelse med den nye centrum-højre-regerings tiltrædelse gav Ane Halsboe-Jørgensen således sin kollega Peter Hummelgaard et eksemplar af Glenn Bechs bog med som afskedsgave. Den var god at læse og blive klog af, sagde hun.
Også Ida Auken – datter af en politiker og en professor, og tidligere flittig besøgende på elitetopmødet i Davos – er hoppet med på galejen og har prist Bech. Fra venstre til højre i Helle Thorning-Schmidts gamle parti er Bech, der kalder sig selv »identitetspolitisk hjemløs«, blevet en reference.
Da Ane Halsboe-Jørgensen (S) trådte til som ny beskæftigelsesminister, forærede hun den afgående minister, Peter Hummelgaard (S), Glenn Bechs roman ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’.
At Bechs manifest i den grad kan opnå tilslutning fra den politiske elite, kan i første omgang synes paradoksalt. For hvordan kan de fremmeste repræsentanter for det samfund, der bliver kritiseret, omfavne kritikeren? Burde de ikke føle sig truffet, eller i hvert fald føle sig kaldet til at forsvare den politik, der vel i objektiv forstand har ført til den situation, Bech beskriver? For hvordan kan man være socialdemokrat og samtidig hylde en forfatter, der udstiller den faktisk eksisterende socialdemokratisme som humbug? Der siger, at samfundet pumper på nepotisme, og at meritokratiet er en løgn?
Svaret på det spørgsmål gemmer sig i udstrakt grad i Bechs egen bog og i den særlige opfattelse af socialklasser, der kommer til udtryk i den.
I Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet er arbejderen således hvid, kvindelig og fra provinsen. Det er moren – Mutti – der har et job som fængselsbetjent, som »elsker Sanne Salomonsen // har SS tatoveret på låret«, og som blev »efterladt af mor og far, alt for tidligt // alene // uden uddannelse // med næverne fastfrosne i et: // ’Hvad fuck glor du på?!’«.
I Bechs bog kommer Mutti til at repræsentere sig selv – men også sin klasse. Hun er en pladsholder for alle de SOSU-medhjælpere, industriteknikere, håndværkere, lagerarbejdere og rengøringsassistenter, der udgør den danske arbejderklasse, der nu er kommet i mindretal i storbyerne, og som i stedet har taget bolig i stationsbyer som Horsens. Mennesker, der er »fuld af identitet«, men bare ikke den slags, der er på mode i København. Med andre ord: Alle de nye, gamle socialdemokratiske vælgere, opsummeret i én letgenkendelig model.
Over for hende står i bogen så repræsentanter for Nørrebro-eliten med overdrevent manierede navne som ’Kastanje Carl Oscar’, der dyrker en »revolution af det binære«, og som føler sig krænket over mennesker, der vralter ud af Netto med plastikposer »og en upassende tatovering«. Mennesker, der knap er mennesker, så travlt synes de at have med at være karakterer.
Humanistisk selvbedrag
Bechs kritik mimer i den forstand en særlig socialdemokratisk versionering af den nyere venstrepopulismes diskurs. Det er Lars Olsens klasseanalyse, der er sat på skønlitterær formel: Her kæmper folket mod eliten, de egentlige og de autentiske repræsentanter for arbejderklassen mod storbyens selvsmagende og affekterede øvre middelklasse. En analyse, hvor den paradigmatiske arbejder er hvid, sjældent brun.
I modsætning til tidligere tiders arbejderlitteratur er hovedfjenden her ikke arbejdsgiveren – om end Bech undervejs i bogen også kommer med udfald mod overklassen (»som millionær mister du retten til at lide // eller som mangemillionær burde du fratages din stemmeret // indtil og kun hvis // du igen en dag får fornemmelsen af virkeligheden«) – men snarere den herskende symbolske klasse. Antagonisten er oftest den psykologiske modstander i anerkendelsesspillet om den kulturelle kapital: avisskribenten eller digteren, der lever på forældrenes penge i Berlin, »storbyens woke-aktivister«. Og ikke den mere spøgelsesagtige og litterært set sværere håndgribelige strukturelle magthaver – den økonomiske kapital – der fordeler værdierne i første omgang.
Bech rejser i den forstand en berettiget kritik af den øvre middelklasses humanistiske selvbedrag. Samtidig med at han dog selv har tendens til at falde i den fælde, han anklager sine politiske modstandere for at falde i: Han gør sin egen verdens situation til verdens situation, får magtkampen i hans eget specifikke felt af kreative til at fremstå universel.
Spørgsmålet er derfor også, om den debat om arbejderklassen, Bech har sat i gang, ikke også får så stor gennemslagskraft, fordi det samtidig er en opportun politisk fiktion til tiden.
Opportun, fordi denne samtale om klasser næsten er blottet for reel kapitalismekritik. I fraværet af en grundlæggende politisk diskussion af kapitalens rovdrift på naturen, klimaet og forarmede underbetalte arbejdere i det globale syd, flyttes fokus i stedet tilbage på et velkendt nationalt karaktergalleri, der, som Bech selv, kæmper mod ’elitens’ klassefordomme. En velkendt historie, der findes i både en højre- og venstreorienteret udgave, og som har rødder tilbage til lagerforvalter Rindal, sømandsbossen Preben Møller Hansens Fælles Kurs, Anders Foghs opgør med smagsdommerne, Inger Støjbergs kamp mod de københavnske saloner, Henrik Dahls håndboldhaller og Mette Frederiksens makrelmad.
Det er en bredere udvikling, man også ser internationalt: Når det politiske rum ophører med at være en stridsplads mellem forskellige systemer – kapitalisme over for kommunisme, socialisme over for anarkisme – bliver omfordelingskampe omskrevet til værdikampens sprog. Med andre ord: al politik bliver identitetspolitik. Og værdibegrebet kommer til at henvise til kulturer og ikke til kapital.
Men det er også grundlæggende en moralsk-æstetisk kritik. Den siger ikke i første omgang: Der findes to klasser, som har modsatrettede materielle og økonomiske interesser. Den siger: Der findes to klasser, som har forskellige privilegier og forskellig smag. Det første er et samfundsmæssigt problem, der har at gøre med strukturel udbytning, hvor den ene klasse bliver rig på ryggen af den anden klasse. Det andet, smagen såvel som afsmagen for smagen, er et symptom på det første.
Er man ikke opmærksom på den kausalitet, kan den sociale verdens domme – den dynamik, der placerer et menneske i arbejdsløshed og en anden på en direktørpost; som gør at en kan lide abstrakt kunst, mens en anden kan lide Paradise Hotel – nemt komme til at fremstå som næsten naturlige. Det er farligt. For i smagskampens tjeneste risikerer den politiske konflikt om adgangen til økonomiske ressourcer dermed at blive reduceret til en afpolitiseret anerkendelsesdyst mellem konkurrerende livsformer. Pludselig er det ikke arbejderne, der kæmper mod arbejdsgiverne, men de fornedrede, der kæmper mod de snobbedes tyranni, provinsens hverdagshelte, der heroisk modstår storbyens dekadence.
Men – og det er vigtigt at huske på – klassekampen, som Bech dedikerer bogen til, står kun mellem to stridende selvforståelser i den udstrækning, den bygger på to strukturelt modsatrettede interesser. Sagt marxistisk: det er kampen mellem kapitalistklassen (ejerne af produktionsmidlerne) og proletariatet i alle dets former – mellem dem, der har, fordi de har taget, og dem, der kun har lidt, intet eller blot tilstrækkeligt, fordi de altid har givet.
En falsk modstilling
De afgørende politiske skillelinjer er derfor ikke, som Bech opstiller det, mellem dem, der bor i Kartoffelrækkerne, og dem, der bor i Horsens – selv om udviklingen på særligt boligmarkedet utvivlsomt gør den konfliktlinje mere relevant. For som den franske filosof Gilles Deleuze sagde, da han blev spurgt, hvad det ville sige at være venstreorienteret: det er at se langt, meget langt.
Selv om Bechs socialdemokratiske tilhængere måske ville krympe sig ved referencen til en fransk filosof, når talen falder på klasse, er pointen simpel nok: At være venstreorienteret – at være solidarisk med ’arbejderklassen’ – er også at have øje for denne klasse i dens faktiske mangfoldighed.
Det er at se, hvordan det der er tæt på, hænger sammen med det, der er langt væk. Det er at forstå, at den danske betjent på udrejsecenter Sjælsmark, den sudanesiske fattigdomsflygtning, og børnearbejderen fra Bangladesh, der syer trøjerne til de to første, er bundet sammen i et globalt spil, hvor de enkelte livs værdi fastsættes som på en børs. Hvor kapitalen skaber en klasse af tabere og en klasse af vindere. Vindere, der så igen kan bytte deres økonomiske gevinst til vaner og varer, hvis formål det er at ophøje dem fra taberne.
’Arbejderklassens’ litterære genkomst – på mange måder positiv – risikerer som sådan også at føre en reaktionær vending med sig. En uhellig alliance, hvor venstre- og højrepopulister fremmaner et oprindeligt nationalt fællesskab (det hårdtarbejdende danske folk) og modstiller dette spøgelse fra før verden gik af lave med en ny, kosmopolitisk, ’woke’ storbykulturelite, der sidder på alle privilegierne.
Men ideen om det arbejdende ’folk’ versus ’eliten’ er en falsk modsætning, der skærmer for mere komplekse dominansforhold.
De brudlinjer, vi må orientere os efter i litteraturen og i kunsten mere generelt, hvis vi vil forstå, hvad klassekamp betyder i dag, finder ikke kun sted hos proletaren i provinsen, men også i margenen af samfundet, hvor en kakofoni af nye stemmer, som ikke harmonerer med den hvide, socialdemokratiske arbejderidentitet, kappes om at komme til orde: kvinder, sorte, farvede, queer, trans, mentalt sammenbrudte og andre levede klasseperspektiver, der både komplicerer og beriger klassebegrebet.
At mange af disse stemmer ikke nødvendigvis passer ind i forestillingen om ’arbejderklassen’ (og af gode grunde ikke kan spejle sig selv i dens historie) giver anledning til nye partikulære identiteter og problemstillinger. Det er ikke en identitetspolitisk udvanding af klassebegrebet, men snarere en udvidelse af kampzonen.
Og når det kommer til stykket, er modstillingen mellem universalisme og partikularisme grundlæggende falsk. En klasse er en klasse, ikke fordi alle dens elementer er ens, men fordi alle elementer deler samme tilhørsforhold. Den sorte digter Aimé Césaire beskrev to måder, man kan miste sig selv på: ved at lukke sig inde i det partikulære eller ved at opløse sig selv i det universelle. Det universelle, skrev Césaire, er universelt, fordi det rummer og er beriget af alt, hvad der er partikulært. Det universelle klassebegreb er uddybelsen og sameksistensen af det partikulære, i alle dens udtryksformer.
I det lys er ’arbejderklasselitteraturen’, som den bliver brugt og misbrugt politisk, måske ikke så meget et nyt fikspunkt for en genoplivning af klassekampen, som den er et udtryk for den ultimativt fallerede socialdemokratiske identitetspolitik. Et projekt, der måske giver mening nationalt i retning af at skrabe en koalition af vælgere sammen om at fastholde status quo, men som helt fortrænger enhver international dimension. En ideologi om det konkrete – om det ’virkelige liv’ – der ender med at abstrahere hele verden væk.
Glenn Bechs bog er uden tvivl et stærkt og vigtigt vidnesbyrd om det politiske – om fremmedgørelse og klassemæssig udlændighed, om skam, foragt og frustrationer. Men det betyder ikke, at det er en god politisk analyse. At stille sig solidarisk med de erfaringer Bech beskriver, betyder derfor også at pege på hans blinde vinkler. Det vil sige, i sidste ende: at stille de ansvarlige til ansvar. For måske er netop det grunden til den socialdemokratiske begejstring for den nye arbejderlitteratur: Med den får de mulighed for at bibeholde arbejderidentiteten som billede, samtidig med at de bliver fritaget for ansvar for arbejderen som menneske.
Det siger sig selv: Det er ikke nok.
Tak for denne sobre analyse. Meget mere opklarende end det underlige og forvirrede interview med Thornings datter
Socialdemokraterne forsøger selvfølgelig at tage den nye arbejderlitteratur som gidsel. Som igler hægter de sig på. De har ingen skam i livet.
Men de afslører ofte sig selv, f.eks. når den socialdemokratiske politiske ordfører udtaler: "Med afskaffelsen af St. Bededag betaler alle danskere prisen - det er en solidarisk ordning"
God analyse, og skønt at se marxismen anvendt konkret. Socialdemokrater som har samvittighed, er vel beklemt over deres klasseforræderi og klassesamarbejde, og forsøger at omfavne den arbejderklasse som forlader dem i stigende grad.
Liste A er det mest åbenlyse og pinlige forsøg på at lyve sig fra, hvem og hvad man i virkeligheden støtter.
Se på deres reelle politik og retræteposter i erhvervslivet - så finder du de sande svar.
Og så er det så heroisk at de ofrer sig stort for sagen i en for vort kære fædreland så kritisk periode som lige nu ved at indgå i en bred krigs- og kriseregering med hovedmodstanderen.
Igen skal man blot se på, hvem der skal bære åget for denne hen over midten politik - så ser man klart svaret.
Fatter ikke at nogen lønslave overhovedet vil spilde sin stemme på dette falske og forlorne "arbejder"parti!
Bogen kan fint stå i reolen også uden at blive læst. Pynte, som en lånt fjer.
Den form for socialdemokratisme, som nu også omfavner Glenn Bech, er jo konsekvensen af forelskelsen i liberalismens materielle værdiunivers fremfor konservatismens etiske. Det har ikke tjent partiet godt i det lange løb.
Den gamle form for Socialdemokrati ønskede at udbrede adgangen til samfundets værdier igennem institutionerne, det var faktisk deres funktion i det socialdemokratiske verdensbillede, der herskede indtil midt i 90erne.
Udviklingen gjorde dog sit til at, det var svært at opretholde - især efter åbningen af TV2 og den reklamedrevne populisme, der ikke længere tvang og opildnede seerne til at gå på biblioteket, på aftenskole, eller ligefrem melde sig ind i foreninger.
Glenn Bech repræsenterer derfor erfaringerne efter et brud med et forfald til følge.
Nu har jeg ikke læst Bechs bøger. Det skynder jeg mig at sige. Men vurderet på baggrunden af denne kritik af hans 'arbejderistiske', socialdemokratiske klassebegreb et par bemærkninger:
De to kritikere Matthias Dressler-Bredsdorff og Dominique Routhierretter retter efter min mening bager for smed. Eller mere moderne kritiserer Bech for noget han ikke er, vil eller giver sig ud for. Han har ikke lavet en post-kapitalistisk klasseanalyse a la Rosa eller Dörre. Han er forfatter og skriver ikke om politisk økonomi. .
Dressler-Bredsdorff og Routhier opererer med en klassisk økonomi-kultur dualisme, som antager at kategorierne økonomi og kultur opdeler det sociale rum i to gensidigt udelukkende kategorier. Et moderne klassebgreb, som Bech øjensynligt forsøger sig med, hævder at økonomi er en ideologisk objektivering af bestemte praksisser og ressourcer: Økonomi (og et moderniseret Marxsk klassebegreb) reproducerer livsbetingelserne for bestemte, konkrete personer. Det kan være en hvid, rig mand. Eller fængselsbetjenten Mutti. Eller en 'provinssvans.'
Sociale klasser, som jeg læser gengivelsen af Bech, er æstetisk-teoretiske enheder, som han postulerer består af sociale relationer. Sociale relationer udgøres igen af social praksis: mønstre for koordineret adfærd, der reagerer på sociale ressourcer eller manglen på disse, eftersom ressourcer fortolkes og formes af kulturelle betydninger. Så sociale klasser kan beskrives som æstetiske-kulturelle enheder. Som Bech gør.
Økonomien objektiverer visse relationer og den praksis, der udgør dem, herunder de ressourcer og kulturelle forståelser, der er involveret i denne praksis. Og økonomi (og politik) styrker dominans- og underordnelsesforhold ved systematisk at overvurdere visse ressourcer: arbejde og liv og overse eller devaluere andre, samtidig med at den præsenterer sig selv som en gennemsigtig, neutral repræsentation af virkeligheden.
Så - kort sagt - det Marxske klassebegreb og Bechs beskrivelser af klassesamfundet under opvæksten er ikke hinandens modsætninger, men en forudsætning for at begribe hvorfor kapitalismekritik og klasseanalyse stadig har betydning. Selv for socialdemokrater.
Jeg forstår ikke formålet med artiklen, om det er at nedrive værdien af Glenn Bechs værket eller om den er kritisk overfor misbrug af det fra Socialdemokratiet s siden bl.a.
Hvad bebrejder skribenter Glen Bech endelig ? At hans værker ikke omfavner alle de problemstillinger kapitalismen med alle sine brutaliteter byder på? Føler skribenter sig truffet af at ikke bliver selv udpeget som ofre for kapitalismen i Bechs fortællingen.
Bech er forfatter, hans udgangspunkt er sit eget liv , sine erfaringer , hans jagtagelse af hvor stort en forskelle findes mellem arbejderklassen livsvilkår , udfoldelse s muligheder og resten af samfundet og hvordan det er nærmest umuligt at løsrive sig fra sit opvækst og hvordan ens skæbne er determineret af i hvilke samfundsklasse man er født i.
Glenn Bech s værker er kun en hjørne fortælling af konsekvenserne af kapitalismen s brutalitet, en fortælling om de glemte, de svigtet, at de er hvide, fra Horsens, er et tilfældighed, de kunne være brune fra Vollsmose men når nu Bech tager udgangspunkt i sig selv det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre.
Det er pudsigt hvordan skribenter nedrive mursten efter mursten Bechs værket , hvorfor mon endelig ?
Fordi Bech beskriver en modsætning mellem arbejderklassen og resten af samfundet, eliterne, middelklassen fra store byer.
Middelklassen fra store byer, som skribenterne er en del af, problemet med den er at den har ingen bevidsthed om hvor den hører til og denne manglende bevidsthed gøre den medskyldig i den undertrykkelse, de laveste rangeret i vores samfund er udsat for.
Middelklassen har glemt deres slægt s historien og har travlt med at skabe en masse parametre som definerer dem som de vellykket, de nøjes med at være velbetalte og knokler videre og kaster ikke en blik på arbejderklassen s usynlige flok.
Måske vil middelklassen vågne op en dag og bliver bevidst om at de selv er en del af de undertrykte.
Jeg har en forestilling om at Socialdemokratiet er ikke en uniform blok og at der er i den nogle forskellige ideologiske strømninger som kan forklare at man synes at Glenn Bech s værker er værd at læse.
Det minder til forveksling om Pia Kjærsgaards forsøg på, at elske Yahya Hassan ihjel...
Hmm er I mon en del af den autoritet Glenn Bech ikke længere anerkender? Det kunne det altså godt ligne. Har lige tegnet det her informations abonnement (og smutter igen efter den gratis prøveperiode for har været ganske og fint veloplyst uden at læse sådanne her 'analyser' hele mit liv) for at stille jer det spørgsmål. Som københavnsk 1. generations indvandret sort kvinde opvokset i Sydhavnen med mor som hovedforsørger det meste af min barndom kan jeg sagtens genkende mig selv i meget af det Bech beskriver i sit manifest.
Som 'ny' i venstrefløjskredse og med bekendte der har været meget rundt i de ydre venstrefløjskredse i kbh, ikke kun de kreative men også de politiske, men også de kreative, ved jeg at det ikke er let at komme til orde som brun eller sort der. ( Det er det heller ikke i Socialdemokratiet eller højrefløjen medmindre man siger, hvad man får at vide, det er klart. Men de claimer heller ikke at være specielt interesserede i minoriteter, som I implicit også gør her I jeres 'analyse') Så jeg synes det Bech beskriver i den del der hedder 'Du' passer, hvilket lyder til at være det I forholder jer mest til. Spørgsmålet er bare, om I er blandt dem, han beskriver der? Kender jer ikke. Men som sagt kunne det altså godt ligne det.
Kan godt se jeres pointe mht. til man ikke skal sætte et modstandsforhold som det i beskriver, og at Socialdemokratiet er hykleriske, men hvis I ikke prøver at agere som en form for autoritet på venstrefløjen (der ikke længere skal anerkendes) , hvorfor rettede I ikke bare jeres kritik mod Socialdemokratiets hykleri. Hvorfor lader I som Bech er interesseret I at hæfte sig ved deres retorik? At det er hvad Bech prøver på? Og at det er derfor de glade for ham?
Når det mest åbentlyse svar på, hvorfor Socialdemokratiet roser ham, er, fordi det er en god taktik til at få folk til at tro, de stadig er et parti for samfundets svage, siden de er nede med Bech. Måske tror de endda selv på det. Måske synes de, at Bechs kritik er så simpel, at man kan manøvre sig rundt om den let, og den udenoms manøvring kunne I da bare have påpeget ganske simpelt. En overskrift der lød: '' Bech dont like jeres nye politik Socialdemokratiet'' would have sufficed .
Jeg forstår ikke formålet med jeres tilgang. Derfor spørgsmålet i første linje.