Der går igen et spøgelse igennem den danske litteraturdebat. Klassekampen er tilbage, og spalterne syder: Glenn Bech diskuteres og svarer igen, Mette Frederiksen stiller Thomas Korsgaards trilogi om Tue op i vindueskarmen til nytårstalen, og den franske sociolog Pierre Bourdieu har fået sin helt egen revival.
Som det imidlertid nogle gange sker, når man genopliver spøgelser, så flytter nisserne også med. Og i den debat om litterær klassekamp, der for tiden pågår, har en særlig type fortælling om klasse fået lov til at fylde. For tiden er klassekamp i litteraturen lig med unge, mandlige mønsterbrydere, der mod alle odds når til tops.
Den fortælling finder man i bøger af Glenn Bech, Jakob Skyggebjerg, Thomas Korsgaard og Haider Ansari. Den unge mand, der starter på samfundets bund, må, efter slid og ydmygelser, sparke tilbage på den højere position, han er landet i. Med sit tilkæmpede røntgenblik beretter han herfra om klassesamfundets forlorne logik.
Tak for denne analyse. Har undret mig over, at det nu kan erklæres at 'klassekritik' er tilbage.... Der er så meget potent og væsentlig kritik i værker, der nævnes her i artiklen. Værker som disse peger også på, at interessant kritik ofte ikke mimer det herskendes genre, dvs. bombastiske og singulære udsagn, men netop må/vil vende sig mod det intime, det usynlige, det tøvende, det forvirrede for at få andre forbindelser, verdener til at komme til syne osv.
Ja, tak for en virkelig fin analyse, som længe har rumsteret i mit hovede.
Men var det nødvendig at afsløre metaplottet i din omtale af Føtexsøen? Jeg ved, det ikke er særlig litterært, men for mig et plottet en stor del af glæden ved at læse en ny bog, og selv om jeg fik virkelig lyst til at læse den, så er den røget ret langt ned ad listen, og det er nu tvivlsomt, om jeg nogensinde får den læst. Så hvis du vil spoile, så tag lige og kom med en advarsel i god tid. Jeg læser så hurtigt, at jeg ikke kan nå at stoppe, før du har ødelagt det.
Pierre Bourdieu. Ham stødte jeg første gang på da jeg prøvede at finde en definition af, hvad æstetik er for noget. Bourdieu havde den holdning til "den gode smag", at det var et begreb opfundet af eliten til at dunke pøblen i hovedet med. Sådan ala: "Nej John Mogensen er ikke lige så fint, når det kommer til smag, som Francis Bacon eller Velvet Underground". Dét har Bourdieu tydeligvis stadig ret i, på trods af at ingen kan forklare, hvorfor man mener man skal bedømme f.eks. kunst kvalitativt frem for kvantitativt.
Jeg stillede i en anden tråd et spørgsmål, som tydeligvis høfligt blev opfattet som værende lettere rablende, men ligesom jeg ofte bliver bedt om at beskrive noget godt videnskaben har tilført menneskeheden, så kunne man spørge, hvad kultur, æstetik, kunst, smag mm. har gjort?
Jeg er ikke sikker på at der ikke findes et svar, men det er ikke fordi dem jeg spørger slår sig for panden og kommer med et prompte svar. Personligt synes jeg at kunsten bør have samme funktion som pressen. At den skal kommentere på systemet, uden at være alt for meget flettet ind i det, men sådan fungerer Verden jo ikke. Kultur er typisk opfattet som et positivt ladet ord, men er det altid det? Det er bla. kulturelle forskelle som bruges som forklaring når mennesker ryger i totterne på hinanden.
En kommentar til:
"Klassekampen i litteraturen føres også af andre end vrede unge mænd".
Hvis der hver gang, der i litteraturen forekommer fremstillinger af magt og dominans og samfundsmæssige og kulturelle strukturer, af såvel formel som uformel karakter, der er med til at opretholde sådanne magt - og dominansforhold, skal indføres nye klassebegreber og ny begreber om klassekamp, havner vi der, hvor stort set alle konflikter kan defineres inden for rammerne af noget, der har med klasse og klassekamp at gøre.
Samtidig står vi også tilbage med begreber, der er så omfattende og samtidig udvandede, at de ikke kan bruges til noget som helst. Så er vi havnet der, hvor enhver form for interessekonflikt kan karakteriseres som klassekamp. Lidt som ved begrebet om identitetspolitik, hvor nogen berettiget gør opmærksom på, at det jo i en vis forstand omfatter det hele (eller næsten det hele).
Bodil Skovgaard Nielsen har fat i en pointe omkring mandlig dominans og forlagsinteresser, men forplumrer debatten yderligere ved sin tilgang.
Nu skal vi åbenbart tilbage til en form for brainstorming på gymnasialt niveau for at være sikre på, at vi får alle former for uretfærdigheder og urimeligheder med i vores overvejelser.
Allerede i 1970erne indså vi, at overfladiske betragtninger på litterært humanistniveau ikke slog til, hvis vi skulle undersøge noget, der havde med klasseforhold i litteraturen at gøre, men at vi måtte have hjælp af samfundsvidenskaberne.
Samtidig indså vi også, at når det drejede sig om tilknyttede æstetiske spørgsmål, der drejede sig om muligheder og begrænsninger i forhold til skildringer af de nævnte forhold inden for forskellige genrer og hybrider af genrer (i én uendelighed), så måtte vi også have filosofien til hjælp.
Vi skal i forbindelse med de nye debatter om klasse - og klassekamp i litteraturen, i Politiken og Information, åbenbart tilbage til punkt 0. Starte ved Adam og Eva igen.
@Morten Balling
Nogle begreber til en debat om vurdering af kunst:
Ud fra den traditionelle institutionelle tilgang forener det gode kunstværk på en række planer en stor mængde af enkeltheder i en kompleks og dog overskuelig struktur. Det kaldes for enhed i mangfoldigheden.
”Hvilket altså videre skal forstås sådan at vi som medlemmer af institutionen Kunst (som kunstnere, kunstinteresserede, kritikere eller kunstforskere) når alt andet er lige, vil fremhæve (hvilket ikke er helt det samme som at foretrække i en konkret situation) det kunstværk ud af to der i forhold til sin udstræk-ning eller størrelse har forenet i sig den største mængde af enkeltheder (på mange planer) i den mest komplekse og dog overskuelige struktur” (Søren Kjørup: ”Kunstens Filosofi – en indføring i æstetik, s. 189).
Kunstværker er en del af samfundet, og det kan derfor ikke være en forpligtelse alene at vurdere værker ud fra anerkendte institutionelle tilgange. Kunstværker har også, i bredere forstand, forbindelse til f.eks. det kulturelle, det moralske og det politiske felt.
Selv om f.eks. Leni Riefenstahls ”Triumph des Willens” (1934) kan ses som en kunstnerisk helstøbt fremstilling, må en moralsk og politisk stillingtagen til værket være lige så rimelig som en afgrænset kunstnerisk stillingtagen.
Ud fra en videnskabelig tilgang kan æstetiske vurderinger af kunst være dårligt begrundede, men det gør dem ikke forkerte. Den enkeltes vurdering kan ikke være til videnskabelig diskussion, men hvordan og hvorfor f.eks. en kritiker når frem til sine vurderinger, kan som proces undersøges videnskabeligt.
”For en videnskabelig tilgang kan der findes smagsdomme som er dårligt begrundede, ubehjælpsomt fremsatte, kommunikativt ineffektive etc. etc. Men ikke ”forkerte”: selve værdisættelsen tilkommer det domsafsigende subjekt selv, og en æstetisk dom er ikke som sådan i sin konklusion til videnskabelig diskussion” (Morten Kyndrup: ”Den æstetiske relation”, s. 143).
Det er dog, for mig at se, ikke det samme som, at en vurdering foretaget på baggrund af forskning er langt mere interessant, i kraft af indsigt i og perspektiv på værkerne, end en vurdering, der mangler en sådan tilgang.
@Bjarne Toft Sørensen
Det er næppe "størrelsen" på værket det skal vurderes ud fra. Jeg ved selvfølgelig godt, hvad Kjørup mener når han også bruger ordet "udstrækning", eller gør jeg? Det er jeg ikke sikker på. Hvad er det han helt konkret mener med den sætning, hvis han skulle formulere det så alle forstod, hvad han skrev?
Jeg er ret "enig" med Kyndrup. Jeg nåede selv til konklusionen at æstetik (i den positive ende af skalaen), var subjektiv, tidsbestemt samt geografisk og kulturelt bestemt. Det forklarede mig aldrig, hvad der gjorde en solnedgang smuk. Det forstod jeg først delvist med neuroæstetikken.
Tilbage er så mavefornemmelse, som jeg ikke fornægter, men blot mener man ophøjer til noget den ikke er. Og så er det jeg spørger, hvad f.eks. den gode smag har gjort for os, ala antibiotika, rindende vand eller stereofarvefrysere?
"“I have a friend who's an artist and has sometimes taken a view which I don't agree with very well. He'll hold up a flower and say "look how beautiful it is," and I'll agree. Then he says "I as an artist can see how beautiful this is but you as a scientist take this all apart and it becomes a dull thing," and I think that he's kind of nutty. First of all, the beauty that he sees is available to other people and to me too, I believe. Although I may not be quite as refined aesthetically as he is ... I can appreciate the beauty of a flower. At the same time, I see much more about the flower than he sees. I could imagine the cells in there, the complicated actions inside, which also have a beauty. I mean it's not just beauty at this dimension, at one centimeter; there's also beauty at smaller dimensions, the inner structure, also the processes. The fact that the colors in the flower evolved in order to attract insects to pollinate it is interesting; it means that insects can see the color. It adds a question: does this aesthetic sense also exist in the lower forms? Why is it aesthetic? All kinds of interesting questions which the science knowledge only adds to the excitement, the mystery and the awe of a flower. It only adds. I don't understand how it subtracts.”
― Richard P. Feynman
Kære Bodil.
Tak for en interessant kommentar/artikel, som udvidede min horisont.
Jeg tror at grunden til at de vrede unge mænd som Glenn Bech, Edouard Louis har sat klassekampen på dagsordenen er at de selv definerer deres værk som klassekampen og deres kamp for social opstigning og anerkendelse som en del af deres egen klasse kamp, det gøre Annie Ernaux også.
Andre værker, andre forfattere " beskriver" klasse samfundet men definerer ikke deres værk som en del af en klassekamp, som en våben.
Annie Ernaux skriver : jeg besluttede mig for at skrive for at hævne dem fra min race , underforstået dem fra min klasse .
Denne artikel er virkelig en fantastisk bedrift. Jeg kan næsten ikke rumme ironien i den whataboutism der bliver kastet sig ud i her.
Jeg tror at der er mange middelklasse og øvre-middelklasse feministiske kvinder som har svært ved, at de nu skal vige pladsen for andre grupperinger som faktisk er væsentligt dårligere stillet end dem selv, især hvis denne gruppe skulle vise sig at være mænd. Det er jo et klassisk retorisk greb at kalde mænd eller unge mænd "vrede", som et forsøg på at underminere og diskreditere, men det har dog absolut intet med substansen at gøre, og er helt ærligt super regressivt, come on. Disse mænd ytrer deres indignation, ja, med vrede, men det er da det mest naturlige hvis man selv har oplevet livets uretfærdigheder på egen krop. Den vrede litteratur er tydeligvis også den der mest effektivt retter fokus mod emnet, altså klasse, og skal ikke modereres bare for at gøres mere spiselig for københavnske kvinder i den kulturelle klasse, en klasse som jo i forvejen ikke har synderlig interesse i os underklasse-provinstaber mænd.
Jeg lovede mig selv én ting efter jeg læste Glenns bog i år og det var, at når jeg bevæger mig rundt på Københavns Universitet som den provins-kontanthjælpsopvæskt-kulturelkapitalmanglende-mand som jeg er, så nægter jeg simpelthen fremover at skulle diskutere ligestilling med kvindelige medstuderende fra Gentofte i forældrekøbslejligheder, og lade som om at jeg mener at den uretfærdighed de menes at opleve er den mest presserende i dette samfund.