Et spørgsmål om klasse. Er det kapital eller kultur, der har magten?

En kommentar til rubrikken:

"Et spørgsmål om klasse. Er det kapital eller kultur, der har magten?"

Det spørgsmål kan ikke besvares entydigt, men det er oplagt, at "kapitalen" har mere magt end "kulturen", når nu der åbenbart skal vælges, og der skal gives et simpelt svar. Ingen vil vel benægte, at vi lever i et kapitalistisk samfund?

Det er dog som om, at Matthias Dressler-Bredsdorff og Dominique Routhier helt overser, at der skal to parter til for at frembringe den "grøftegravende" vildledning af debatten, der fører frem til den fejlagtige opfattelse, at det overvejende er kultur, der har magten.

Såvel i USA som i Danmark har for ensidigt kulturorienterede og populistiske tendenser fået lov at erobre den politiske dagsorden, dog mere radikalt i USA end i Danmark.

Som Pelle Dragsted formulerede det i et interview i Altinget:

"Det kan godt være, at du er transkønnet, men du er givetvis også lønmodtager eller folkepensionist. Ergo har du nogle klasseinteresser, der går på tværs af din kønsidentitet. Og dem skal vi fokusere på, hvis vi vil ændre samfundet. Jeg tror, at en af hovedårsagerne til Donald Trumps sejr i USA er, at venstrefløjen var optaget af at tale om transseksuelles adgang til toiletter i stedet for at tale om fordelingspolitik," siger Pelle Dragsted.

https://www.altinget.dk/christiansborg/artikel/pelle-dragsted-goer-boet-...

I øvrigt synes jeg det ville være fedt hvis de to skribenter også rettede deres klasseanalyse mod Information. For det kan da ikke være rigtigt at Information selv tror de er en arbejderavis?
Rune Lykkeberg sagde det i interviewet med Thornings datter, og jeg var målløs.
Og hvad iøvrigt med hele det interview, der var en gang identitetspolitisk Se og Hør?
Der er virkelig lang vej, hvis Information vil være en arbejderavis

Og selv om Glenn Bechs bog kan kritiseres og kvalificeres så tager jeg hatten af for hans mod og hans vidnesbyrd og hans evne til at starte en vigtig debat.

Penge er magt - der har skribenterne helt ret. Analysen af samfundets magtstrukturer er fin.

Men til gengæld har de ikke læst Glenn Bechs bog særligt grundigt. For de ting, de anklager ham for at mene/sige og ikke mene/sige, dem mener/siger han - han er efter alle. For lige som han ikke anerkender kultureliten, anerkender han heller ikke Horsens’ og sin mors værdipolitik og syn på magt, fx udstiller han sin mor for hendes foragt for den hjemløse i stedet for bankmanden … eller hendes tro på statsministerens makrelmadder.
Og han går også efter pengemagten, fx når han skriver:

“the one percent burde fængsles for forbrydelser imod

  menneskeheden“

Problemet med debatten om Bechs bog er, at folk kun læser det, de selv kan bruge eller bliver ramt af, mens de overser det, de ikke kan bruge, og det gælder i lige så høj grad nogle af dem, der har kritiseret MD-B og DRs første indlæg.

Matthias Dressler-Bredsdorff og Dominique Routhier fremstiller Bourdieu noget overfladisk. Han er ikke forældet fordi forfatterne mener, at et samfunds kulturelle kapital har mistet betydning til fordel for økonomisk kapital. Bourdieu kunne sin Marx og sin klasseanalyse, og også for Bourdieu var den økonomiske kapital den vigtigste for at forstå og modgå magten og magtens fordeling i samfundet.
Men Dressler-Bredsdorff og Routhiers glemmer at redegøre for habitus-begrebet som netop var den 'legemliggjorte' kaptal, som Bech beskriver gennem sine oplevelser. De 3 grundkapitaler omformes til symbolsk kapital når disse accepteres og værdsættes i den form de fremtræder i et givet socialt felt på et bestemt tidspunkt i historien: Man får overleveret kapitaler gennem sin opvækst, men skal reproducere - 'bevise' - disse gennem livsstil, sprog og anerkendte omgangsformer. Eller: penge som aktier giver ingen magt medmindre den synliggøres og udøves (opkøb, fyringer, politisk deltagelse osv)
Så når Dressler-Bredsdorff og Routhier ikke mener, at Bech kan 'almengøre' sine personlige erfaringer, er svaret jo, det kan han, for det er netop personernes habitus som syntetiseret kapital han beskriver. Og særdeles relevante for at forstå hvem der har eller ikke har magten og hvordan de udøver den. Eller fraskrives en udøvelse.
'..Medmindre man er født ind i et formuende kulturdynasti, der overfører sin ejendom fra generation til generation, vil man som nyudklækket kulturarbejder aldrig nogensinde igen kunne få adgang til et hus i Kartoffelrækkerne.'
Neop! Har Bech og Bourdieu sagt noget andet?

@Bjarne Toft Sørensen: Ja, hvis bare Pelle havde afstemt den erkendelse med
Pernille Skipper før hun valgte at gå påTV2 News - iøvrigt med barnegråd i baggrunden - for at diskutere juridisk kønsskifte for børn med Mette Thiesen før valget.

Jeg syntes først at Dressler-Bredsdorff og Routhier var hårde ved Glenn Bech. Når man anmelder skønlitteratur, er der ikke tradition for at gå hårdt til skribentens holdninger, og heller ikke for at have en hel debat med svar og gensvar bagefter.
Men Bechs i øvrigt fremragende bog er jo deklareret med genrebetegnelsen "Manifest", og så er det noget lidt andet. Et manifest skal kunne holde til kritik af holdninger, politisk intention, analysegreb, metode og så videre.
Debatten om forskellige klassedefitioner er vigtig og kan måske tjene til at præcisere forskellene mellem venstrefløjen og et stadig mere småborgerligt socialdemokrati (dem som Bech anklages for at blive omklamret af).
Men pas nu på at grave grøfterne det rigtige sted. Dressler-Bredsdorff og Routhier, måske skulle I skrive jeres eget manifest? Og skriv det gerne så Glenn Bechs superseje mor også får lyst til at læse det, for uden hende bliver der ingen revolution.

En kommentar til:

"Alle har ret til deres egen historie. Men alle andre har samtidig også ret til at kritisere den politiske brug af den historie. Og analysere, hvordan den historie hænger sammen ideologisk. For når de personlige erfaringer bliver til argumenter – når man hævder en almenværdi for ens erfaringer – kan og må de blive mødt af modargumenter."

Det må i forbindelse med et værk som Glen Bechs være væsentligt at fastholde forskellene mellem erindringskultur og historieskrivning.

Erindringer er ikke objektive afbildninger af fortidige perceptioner eller fortidig virkelighed, men subjektive og i høj grad selektive rekonstruktioner, som er afhængige af den situation, i hvilken de genkaldes.

Desuden fortrænger ideen om, at kunsten kan muliggøre en umiddelbar erfaring af historien, let den konstruktive andel ved den kunstneriske formidling. Den omstændighed ignoreres, at den kunstneriske formidling altid har fundet sted inden for institutionelle og sociale rammer. En sådan kunst er blind eller i det mindste naiv over for sin egen samtids historiske betingelser.

Særlig kritisk må man forholde sig til de kunstneriske positioner, der spiller erindringens, af vidner i tiden repræsenterede, ”levende” historie ud imod historieskrivningens abstraktioner, samtidig med at de søger at legitimere dem politisk gennem den eksistentielle autenticitets værdi.

Erindringen kortsluttes uformidlet med den historiske erfaring, og kunsten tildeler sig selv en erindringsfunktion, fordi den er båret af den selvforståelse at kunne gøre historien erfarbar i samtiden – affektivt, sanseligt, altså umiddelbart, gennem sine iscenesættelser.

Det er ikke det samme som, at professionel historieskrivning ikke kan tage fejl og kan være blind over for de ideologiske forudsætninger, den arbejder ud fra. Dette giver dog ikke grobund for at antage, at så må alle former for historieskrivning, fiktiv eller ikke fiktiv, være en form for fiktion på lige fod.

Det , jeg synes er sørgeligt i denne historie og bliver ved at være det er, at Matthias Dressler-Bredsdorff og Dominique Routhier har skabt en modsætning mellem dem selv og Glenn Bech som om deres analyse ikke kan omfavne Glenn Bechs fortællingen, en fortælling som bare er et prikke i den kæmpe mosaik som konsekvenser af det kapitalistiske system er.
Når man taler om" tvivlsom litteratur, tillokkende klicheer som svækker vores evner til at ændre livet" bebrejder man så Glenn Bech s værker til at pervertere bevidstgørelsen af de reelle mekanismer der findes i et klasse samfund som vores, det er ret hårdt anklager og ret unfair.
Mødet med den "privilegieret veluddannet middelklasse" for en person fra den såkaldt " underklasse" er ikke en luftspejling, det er en nærmest uoverkommelig forhindring, for selv om mennesker som Dressler-Bredsdorff og Routhier er ofre for prekariat og vil aldrig opnå den magte som ville gøre dem ligestillet med den absolut overklasse er de ikke i samme situation som underklassen fra Horsens, de har faktisk en nøgle som underklassen fra Horsens ikke har.
Det er trist at de to skribenter ikke kan omfavne Bechs fortællingen for det Bech siger, blandet andet, er at den veluddannet og hermed privilegieret middelklasse er på en måde medskyldig, man anklager tit underklassen til at lade sig forføre af populistiske bevægelser, at stemme DF eller Støjberg men kan man lige så godt anklage den veluddannet middelklasse, selv om den kan for nogle kun leve i prekariatet, for deres medskyldighed i et system der har givet dem illusion om de er hævet over underklassen , derfor har særlige evner, denne kulturelle kapital de har opnået er ikke hvad som helst kapital nemlig.
At socialdemokratiet, som har vist nok mistet noget af sit troværdighed, har tillegnet sig Glenn Bechs fortællingen til eget formål, gøre den ikke mindre vigtigt.
Dressler-Bredsdorff og Routhier s kritikken af Bechs værket viser hvor store afstand der findes netop mellem den veluddannet middelklasse og hvem Glenns Bech s fortælling handler om, det er en sørgelig konstatering.

Min kommentar til anmeldelsen i dagens Information af Johannes Andersens nye bog om populisme "Langt Ude" har vist relevans her. Jeg skriver:

Johannes har tilsyneladende lavet en solid analyse af, hvorledes store grupper reagerer på tilværelsen i et kapitalistisk samfund.
Nogle "uhensigtsmæssigt" ved at blive såkaldte populister, som reagerer negativt, dog uden at vende sig mod kapitalismen, som de i deres arbejde er med til at opretholde.
Andre reagerer "hensigtsmæssigt" ved at "tro" på kapitalismen, hvorfor deres reaktion er positiv og grundlæggende systembevarende. (Denne gruppe synes at falde udenfor Johannes' interessefelt).
I forhold til kapitalismen er begge grupper stort set afmægtige. Det gælder også de grupper som Dressler-Bredsdorf og Routhier omtaler.
Kort sagt: Det gælder de fleste af os.

@Marie-Christine Poncelet
" ---- som om deres analyse ikke kan omfavne Glenn Bechs fortællingen, en fortælling som bare er et prikke i den kæmpe mosaik som konsekvenser af det kapitalistiske system er".

Problemet med værket er jo, at det med den selvvalgte formulering "manifest", dets anvendelse af litterære former og litterært sprog og dets ret åbenlyse brug af forfatterens egne erfaringer placerer sig et sted mellem et fiktivt værk og en debattekst.

Hvis man forholder sig kritisk til det som litterært værk, vil man blive gjort opmærksom på, at det er et manifest, og hvis man forholder sig til som som manifest (debattekst), vil man blive gjort opmærksom på, at det er et litterært værk.

Det bliver et værk, det ud fra professionelle kriterier bliver vanskeligt at forholde sig til og vurdere, samtidig med at det, på populistisk vis, bliver meget anvendeligt i den almindelig politiske debat.

Glen Bech kan næppe, med den uddannelsesbaggrund han har, siges at være en naiv kunstner, der ikke ved, hvordan hans værker vil blive læst, og hvad de vil blive brugt til.

Derfor bliver Matthias Dressler-Bredsdorffs og Dominique Routhiers kritik, i hvert fald som udgangspunkt, berettiget. Som de selv skriver:

"Men en bog kan godt have et hensigtsmæssigt politisk budskab og samtidig være tvivlsom litteratur. Ligesom det modsatte i øvrigt er muligt".

@ Bjarne Toft Hansen
Det er lige meget hvordan Glenn Bech kategoriserer sin bog, om han kalde den " manifest ", en manifest er en erklæring om ens synspunkter, det er det bogen er og det er netop fordi han har opnået den uddannelse han har at han kan fortælle om de forhindringer han har mødt på vejen dertil og hvordan hans møde med mere privilegeret miljøer har været og hvor store forskelle der er mellem de forskellige sociale klasser og hvor ulige muligheder vi har afhængig af i hvilken klasse man er født i, hvis Glenn Bech ikke havde været igennem det forløbe vil han ikke kunne fortælle om det eller ikke hvis han var født i et veluddannet miljø.
Jeg synes at det er unfair at skrive at Glenn Bech vist godt hvordan hans bøger ville blive brugt, hvad mener du med det ? Skulle han ikke have skrevet dem af trofasthed til hans sociale klasse og klassekampen ?

Når I skriver: ‘’ mens vi spilder tid på at diskutere små lukkede kredse på Nørrebro’’ tænker jeg I refererer til Bechs beskrivelser af sine oplevelser der eller hvad? Det lyder som en god ide for ‘vi’et’ at lade være med at spilde tid uanset hvad.
En anden god ide er at lade være med at spilde tid på at ‘analysere’, hvad der er ved Bechs personlige oplevelser i sit manifest som højrefløjsere kan bruge på den ene eller anden måde, for det gør de jo uanset om det bliver peget ud eller ej, men fokusere på hvordan venstrefløjen kan bruge det her fokus på klasse effektivt.
Synes I mangler et større perspektiv, men det måske slet ikke jeres job eller informations interesse at have sådan et.

@Shukri Dol

" --- fokusere på hvordan venstrefløjen kan bruge det her fokus på klasse effektivt".

Hvem og hvad taler du om, når du i denne sammenhæng bruger begreber som "venstrefløj" og "klasse"?

For mig at se forudsætter det at tilhøre venstrefløjen, at man er i stand til, ud fra en forståelse af samfundets strukturer og de økonomiske kredsløb, at formulere en kritik af den måde, kapitalistiske samfund som vores fungerer på.

Der er f.eks. en hel del hos Marx og Bourdieu, som jeg stadig kan anvende til et sådant formål, vel vidende at deres teorier og begreber er skabt med henblik på en forståelse af kapitalistiske samfund i en anden tid, og at de derfor må anvendes med visse forbehold og/eller bør revideres.

Men som en tidligere censor på Kunst og kultur på KBHs universitet for nogle få år siden formulerede det, var hun rystet over, at de studerende typisk havde et stort og kritisk fokus på f.eks. køn, seksualitet og etnicitet, men vidste utroligt lidt om den måde, som et kapitalistisk samfund fungerede på, og at de manglede et kritisk fokus i forhold til et sådant perspektiv.

For mig at se tilhører sådanne personer ikke venstrefløjen, uanset hvor de måtte sætte deres kryds i forbindelse med et folketingsvalg.

Spørgsmålet må vel også være, ud fra de fremstillinger som gives i medierne, om Glenn Bech kan siges at tilhøre venstrefløjen, om han ikke snarere er kritisk socialdemokrat, og om hans klasseforståelse og kritik af bestemte grupper i samfundet, bl.a. set på den baggrund, ikke under alle omstændigheder til dels vil være vildledende og forfejlede.

Det er dog ikke det samme som, at hans kritik af bestemte grupper, tilhørende en ny kulturel overklasse, ikke på visse punkter også kan være berettiget og relevant.

@Bjarne Toft Sørensen

Min forståelse af at være på venstrefløjen er at man ønsker mere lighed og især økonomisk lighed. Mere fordelingspolitik, mere demokrati.

Det kan godt være du ikke betragter folk der har fokus på køn, seksualitet og etnicitet som på venstrefløjen, men min erfaring er, at selv hvis man på en eller anden mystisk måde skulle have opbygget en samfundskritik helt blottet for et økonomisk aspekt, så er den logiske konklusion af frigørelse og lighedtænkning en kapitalisme kritik, fordi økonomi er et omfangsrigt aspekt af menneskeliv, så de typer du beskriver er lette at få med på din definition af venstrefløjen.

Men håber virkelig ikke du går rundt og prøver holde folk 'ude' og bestemme hvem der må og ikke må definere sig selv som på venstrefløjen, fordi lige netop du har læst nogle bestemte fancy teoretikere. Det kontraproduktivt og dumt. Nogle gange overvejer jeg om jeg ikke skulle få en humanistisk uddannelse, så mine tanker kan blive klarere måske, men så ser jeg på folk der har taget de her uddannelser eller læst selv, folk der citerer Marx og Bourdieu f.eks., og hvor meget i deres egen lille verden de lever, og tænker '' I dont want to be like THAT''. Ærligt føler I/de er et af grundene til why we cannot have nice things, såsom masse appeal, på venstrefløjen.

I stedet for f.eks. at læse Bech og bruge alt den viden og ideer man har til at amplify de kapitalismekritiske dele Bechs bog, regne ud hvordan man kan gøre sådan at samtalen om bogen bliver mere hensigtsmæssig, så bliver fokus fra folk som dig på, hvad højrefløjsere taler om, som de har talt om før, og de bliver ved med at tale om. Bare overdøv dem, eller regn ud hvordan man gør det, siden I nu har ret og ved så meget. Det synes jeg er meget mere brugbart.

Jeg har læst og lyttet til Bechs bog, og anbefalet den til folk, og taget imod det manifest med taknemlighed, fordi så nu er der ligepludselig noget man kan referere til, som har meget større masseappeal end fancy teoretikere, og der handler om klasse som flere er åbne for at læse og som let tilgængeligt. Hvad den samtale man vil have kommer til at handle om er op til en selv. Jeg har på ingen måde haft behov for at orientere mig om hvad Bech siger om sit manifest, eller gjort mig overvejelser om hvilket parti han måske ville stemme, fordi det er klart for mig, hvad jeg kan bruge Bechs manifest til både personligt og politisk.

Derudover er din definition af venstrefløjen og min forståelse Bechs kritik af den kulturelle overklasse, de der typer der oplærer deres børn i BLM etc., der dyrker køns og seksualitet frigørelse men lukker øjnene for det økonomiske aspekt, den præcis samme. Er du så også en kritisk socialdemokrat? Eller mangler du bare at komme fra udkantsdanmark som Bech? Eller mangler Bech bare et direkte quote af Marx, før han er venstrefløjs nok for dig?

Problemet er, når man vil nedlægge regler over et værk på forhånd. Det er en gammel kamp mellem den akademiske institution og de originalt skabende. Jo længere væk fra en forfordtået konformisme, man kan komme, jo vægtigere grund er der til at lytte og udvikle nye forståelser og stier at bane.